Vingegaards allerede legendariske venten på Pogacar har bevæget en hel cykelverden, men kan det blive for meget med den gensidige respekt, krammere til modstanderen, og det tilsyneladende uendelige overskud og store smil, til trods for at man lige har tabt verdens største cykelløb? 

Af Hans Plauborg | AltomCykling.dk

Paris-Roubaix est une connerie!

Det er en vild bromance, der opstået mellem Vingegaard og Pogacar. De krammer, fist bumper og benytter generelt enhver lejlighed til at vise deres respekt for og anerkendelse af hinanden. Forleden efter Hautacam-etapen var det lige før jeg troede, at deres kram ville ende med, at Pogacar kyssede Jonas på panden, som var de blevet holdkammerater.

Det går lige i hjertet, men jeg undrer mig også lidt over, hvorfor to modstandere egentlig viser deres – må man antage – oprigtige glæde ved den andens succes så åbentlyst.

Det er nye tider i cykelsporten. Hinault eller Armstrong ville aldrig have gjort eller sagt noget lignende om deres modstandere. Hos dem var der tale om en slags management by fear. Jeg interviewede engang den forhenværende TVM-stjerne, hollænderen Steven Rooks, der kørte mod Hinault i 80’erne.

Rooks var en stor beundrer af Hinault. Det skjulte han ikke. Han fortalte, at ”Grævlingen”, som var Hinaults kælenavn, altid talte om, at han havde slået den og den modstander ihjel med sine angreb. Cykling var krig for Hinault, og hans mission var at dræbe modstanderne. Nogle gange stod Hinault og skar tænder ved startstregen og hånede modstanderne verbalt. Alle vidste, at når han var i det humør, blev det en forfærdelig dag.

Rooks havde fuldt og helt taget Hinaults adfærd til sig, når han talte om sine egne bedrifter. Flere gange under interviewet sagde han: ”and then I killed him”, om en modstander, han kørte fra. Ikke noget med at ”jeg fik ham til at lide, og knækkede ham.” Nej, han begik drab. Jeg synes, det virkede ufølsomt på grænsen til det bestialske at tale om modstandere på den måde.

Det er måske bare for sjov?

I dag opfører de unge mænd i toppen af cykelsporten sig helt anderledes. De har i den grad internaliseret den anerkendende pædagogik fra børnehaven. Måske handler det om, at legen er blevet vigtigere end kampen i moderne cykelsport. Ryttere som Pogacar, van Aert, van der Poel virker i hvert fald som om, de stadig er ude på legepladsen, selv om de er i gang med et vigtigt cykelløb. De kører som om, de ikke er bange for at tabe. Og når de så en gang i mellem taber, så trækker de på skuldrene: ”Pyt med det; det var sjovt alligevel, jeg gjorde mit bedste og tabte i dag. I morgen vinder jeg sikkert”.

Ville Vingegaard være stoppet op, hvis Pogacar havde tabt kæden på Hautacam? Det tror jeg bestemt. Ville han være stoppet, hvis Pogacar var styrtet pga. en tilskuer? Helt sikkert. Det er almindeligt sportsmanship. Måske er det netop hovedrolleindehavernes legende tilgang, der giver også så mange flotte cykelløb i disse år.

De har indset at cykling ikke er krig, ikke er en kamp på liv og død, og ingen skal slås ihjel. Det er leg og underholdning først og fremmest, og dagens taber kan være morgendagens vinder.

Men kære Jonas og Tadej, lad nu ikke behovet for gensidig anerkendelse og sportsmanship kamme over i en ren bromance. Man kysser ikke en modstander! Og selv en god legekammerat skal man ind i mellem også kunne give nogle kærlige tæsk – verbalt og fysisk.