Photographer © Arne Mill | frontalvision - www.frontalvision.com
Foto @ Arne Mill | AltomCykling.dk

CONRAD HAUGSTED EUROPAMESTER I POINTLØB U23

Den danske U23 cykelrytter – Conrad Haugsted – er netop blevet europamester i banecykling og i disciplinen ”pointløb U23”. Dette skete trods flere komplikationer undervej, både under forberedelserse og under selve løbet, men den unge mand holdt hovedet koldt, og kørte en medalje hjem. Her er hans beretning. 

Af Conrad Hugsted | Foto Arne Mill – Frontalvision.com | AltomCykling.dk

EM Drama i Cottbus, Tyskland.

I sidste uge blev der afviklet europamesterskab for banecykling i Cotbuss, Tyskland. Jeg, Conrad Haugsted var en blandt flere danske landsholdsryttere, der skulle forsvare de nationale farver under europamesterskabet i banecykling for mænd under 23 år.

Jeg er en 19 årig cykelrytter fra Islands Brygge, jeg har cyklet banecykling i mange år, og uden at rose mig selv alt for meget, så er jeg faktisk ret god til det efterhånden. Medaljen i Tyskland kom dog ikke i hus helt uden komplikationer. Løbsprogrammet blev i sidste øjeblik ændret, da vejrudsigten forudsagde voldsomt vejr, et problem, da banen i Cottbus er en udendørs åben betonbane. Den bliver glat når det regner, og så er det for farligt at køre cykelløb.

Risikoen for styrt bliver ganske enkelt for stor, og dermed også den potentielle fare for rytternes sikkerhed. Derfor blev der af løbsledelsen truffet beslutning om at ændre starttiden for løbet, så starttidspunktet blev fremskudt til kl. 15, i stedet for den oprindelige starttid kl. 19. Det er ikke optimalt for at sige det mildt, forberedelse både mentalt og fysisk er noget man har skemalagt allerede dagen inden løbet.

Hvis ikke man når at spise på rette tid, får den rette restitution eller den rette mængde opvarmning til løbet, kan det have kæmpe betydning, og alene det mentalt at skulle omstille sig til en start 4 timer tidligere, kan blive afgørende, og have en stor konsekvens for præstationsevnen. Jeg endte med at have blot 20 min. til at gøre mig klar i, spise og komme ud på banen fra hotellet, hvis jeg skulle nå de nødvendige forberedelser på selve banen, inden løbet, heldigvis for mig, er jeg faktisk rigtig god til at rykke, når der skal rykkes.

Erfaren landstræner holdt hovedet koldt.

Det hele lykkedes med hjælp fra landstræner Rasmus Quaade der tog det hele helt roligt (tidligere professionel cykelrytter og tidligere OL-medaljevinder i banecykling, billedet ovenfor er fra tidligere i år på Aarhus Cyklebane), men også hele teamet bag gjorde et kæmpe stykke arbejde; soigneurs og mekanikere, som er en stor del af at rytteren kan præstere under løbet, de fik bare det hele til at ske, planen blev revideret og overblikket blev bevaret trods tidspres. Trods den stramme tidsplan lykkedes det for mig at stå helt klar, og topmotiveret, da starten gik! Ja tak.

Løbet blev afviklet over en distance på 40 km, på den forholdsvist store / lange udendørs 333 meter lange ovale betonbane. Vi endte med en snitfart på over 51 km/t, så niveuet var højt!. I løbet er der indlagt spurter på hver femte omgang, hvor der bliver givet hhv. 5-3-2-1 point til de fire ryttere, der passerer målstregen først ved hver spurt, og for hver vunden omgang gives 20 point til de / den rytter der tager en omgang på feltet. Pointene lægges sammen, og den rytter med flest point vinder.

Lyn og torden er sjældent smart at cykle i….

Men det var ikke slut med drama endnu, vejrudsigten endte med at indhente os under løbet, himlen åbnede sluserne, og vinden gik amok, og var tæt på at blæse mig af cyklen, imens banen blev oplyst af blitzende lyn. Tordenskraldene overdøvede næsten kanonen, der endte med at blæse løbet af – 7 omgange før tid, det var nok en meget fornuftig beslutning!

Det er selvfølgelig ærgerligt vi ikke kunne køre helt færdigt, men sejren var heldigvis allerede sikret, selvom Ben Wiggins havde vunder de resterende spurter, uden jeg fik point, havde jeg stadig vundet, jeg havde også virkelig gode ben på dagen.

Jeg cyklede med en stærk og overbevisende følelse, lige fra starten af ​​løbet, min største konkurrent Ben Wiggens og jeg isolerede os fra resten af ​​feltet og fik en god føring. Det var en god situation for mig, da jeg er den hurtigste i spurterne, så var det os to der konkurrerede om toppointene. Derfor gjaldt det hele tiden om at have kontrollen, men det var også samtidig perfekt at holde de andre bag os, det var faktisk en helt perfekt situation for mig.

Da jeg havde sikret mig tilstrækkelig points, var det “bare” et spørgsmål om komme sikkert i mål. Som den stærkeste i spurterne, fik jeg samlet point nok sammen til at slutte stensikkert med 104 point, Ben Wiggins (søn af OL-medaljevinder og Tour de France vinder Sir Bradley Wiggins) tog 2. pladsen med 86 point og Bernard Thibaut på 3. pladsen med 47 point.

Rasmus Quaade skrev efterfølgende på sin instagram profil: ”Og så vandt Conrad lige pointløbet. Han ikke bare vandt. Han rundbarberede de andre. I forvejen skilte han og Ben Wiggins ( Sir Bradley Wiggins søn) sig ud. Men kun fordi at Conrad kørte løbet klogt, vandt han ikke større. Undervejs var det fristende at bede ham angribe hovedløst, bare fordi han kunne. Sjældent har jeg set en så dominerende kørsel. Når de andre landstrænere kommer hen og siger det var vildt, var det ikke kun igennem mine farvede briller.

Kunne ikke gøre det alene

En dag hvor alt fungerede mere end 110% trods dét virkelig mange udfordringer. Jeg kunne ikke have gjort det uden al hjælpen og støtten fra teamet: Soigneurs, der gav mig de absolut bedste behandlinger, mekanikerne, der sikrede, at min cykel var præcis, som jeg ville have den, og min træner Rasmus Quaade (min træner på EM turen) som jeg drøftede taktik med.

De bruger alle en enorm mængde timer og lange aftener på at forberede og planlægge under et mesterskab som dette. Og det er bare fantastisk at se, hvordan det hele går op i en større helhed, og EM titlen kommer i hus. En stor tak skal lyde til alle involverede og også til sponsorer og til mit team – Team ColoQuick for også at give mig chancen for at gå efter mine banedrømme.

Conrad Haugsted – hvem er han?

Jeg har cyklet siden han var 8 år gammel, og startede i Amager Cykle ring som 9-årig, jeg kører nu for det danske Continentalhold fra Skive ”Team ColoQuick Cycling“. Drømmen om at vinde noget stort har altid været der, og det er også blevet til mange fine medaljer og præstationer igennem tiden.

Medaljerne tæller blandt andet 13 x danmarksmester på bane, 3 x Nordiskmester på bane, 1 x bronzemedalje til EM på bane for juniorer, 1 bronzemedalje i VM på bane for juniorer, og senest denne europamester-titel som er noget af det største jeg har opnået. En drøm der er kommet til live, og drømmen fortsætter. Jeg satser på, at jeg en dag skal køre både EM, VM og OL for det danske elitelandshold og jeg er allerede nu, en del af den danske elitelandshold på banen.

På landevejen er der igennem tiden opnået mange fornemme resultater og tanken er at der skal komme endnu flere til. Jeg har allerede vundet sit første senior-løb på landevej i starten af denne sæson og det blev til en 8. plads og vinder af feltets spurt i Frankfurt Eschborn U23, hvor deltagerlisten talte flere worldtour ryttere. Drømmen om at køre Tour de France står øverst på listen, og Jeg vil gøre alt hvad der står i min magt til at denne drøm skal opfyldes. Jeg har netop fået studenterhuen på, og efter sommerferien skal der gåes all in på cyklingen!