Tour de femme set fra en ny – begynder vinkel

Af Pernille Hornum

For et par måneder siden spurgte min kæreste Jesper mig, om jeg ikke skulle køre Tour de Femme, det er jo kun 100 km. 100 km var for mig alt andet end” kun”. Sidst jeg havde kørt 100 km var i 1987, da jeg var på Bali, og jeg og min rejsepartner havde aftalt at køre øen rundt på cykel og kun af nød blev den ene dagstur på 100 km, da vi ledte efter et bestemt hotel, vi skulle sove på. Jeg mindes den tur som en ubønhørlig barsk tur, til min forundring var det dog ikke et nej der fløj ud af min mund til min kærestes forslag. I et øjebliks kækhed og med bevidstheden om, at der var meget lang tid til d.7.september, og jeg jo altid kunne melde fra igen, sagde jeg,” tjo” , det kan da godt være , jeg gør det , hvis du så er med på, at vi går til tango efterfølgende!”

135 km træning plus det løse

Tiden nærmede sig og jeg tog nogle uger forinden med CK Aarhus Akademiet på en tur til Ry, og en søndag efter at have holdt gudstjeneste i Odense skiftede jeg fra kjolen til tricot, og Jesper og jeg cyklede fra Odense til Middelfart i strid modvind. Så to ture blev det til, som træning til løbet, hvor kilometerne blev lidt over 100, når man lagde dem sammen:-)

Salte Sild med cigaretter

Jeg havde købt et startnr. på Facebook og til min store forskrækkelse kunne jeg se på startlisten, at holdet jeg skulle køre på ironisk nok hed “Æd mit baghjul ”
Jeg ringede til vedkommende der havde solgt mig startnr. for lige at høre hvad det indebar af gennemsnitsfart, for så at få at vide at alle havde meldt fra på det hold så jeg selv kunne bestemme farten.

Selv om jeg kunne læse i Tour de Femme avisen, at alle kunne køre 100 km , at der var 1700 kvinder i alle aldre på alle slags cykler der deltog, om alle de attraktive depoter, hjælperyttere , vandkaniner , hindbærsnitter, gaveposer og en kæreste der sagde at 100 km var let  som en leg, var min tvivl stor og jeg fandt trøst i, at jeg jo altid kunne tage et tog tilbage. Jo, forbeholdene kendte ingen grænser dagene forinden løbet, og jeg aftalte med en anden rytter fra CK Aarhus Akademiet, at jeg kørte sammen med hende og hendes kollegaer, hvis holdnavn: ”Salte Sild” appellerede langt mere til mig end “Team Æd mit baghjul” .

Søndag morgen mødte jeg de Salte Sild og lod mig straks berolige af, at den ene af sildene stod og talte sine cigaretter omhyggeligt for at være sikker på, at hun havde en til hvert depot. Hvis hun havde mod på 100 km, havde jeg ihvertfald også. De salte sild ville køre afsted i den gruppe der ville være i mål efter 6-7 timer, og jeg fulgte blot trop, så da den gruppe var den næstsidste der blev sendt afsted, blev kl.9.20, inden vi var på landevejen.

Brems med for-bremsen og korriger med bag-bremsen

Turen ud af Aarhus var fin, ind gennem Marselisskoven, op og ned af bakkerne til Moesgaard, undervejs så vi et par styrt, hvor en var kørt direkte ind i et stengærde, da hun ikke nåede at dreje i et sving, heldigvis var hjælperytterne på pletten. Lige før Bispegyden, hvor jeg var parat til at øve mig i at slippe bremserne ned af bakke, sprang slangen i mit baghjul og fluks stod der en hjælperytter parat til at skifte slangen. Jeg lærte, at jeg primært skulle bremse med forbremsen, da jeg ikke har særlig meget bremsekraft i bagbremsen. De salte sild ventede på mig og Jesper der selv skulle træne agerede route de capitain hele vejen til Mårslet, hvilket gav mig mental styrke, når tanker som ”pyha, der er lang vej ud og der er lang vej hjem og gad vide om jeg klarer den hele vejen” dominerede mit tråd.

Er du professionel??

Fra Mårslet mod første depot i Odder kom der mere fart over feltet og der blev fyldt op med vand og lækker humus, knækbrød, kyllingesandwich og energibar. Noget tung i maven som forplantede sig til benene de første ti minutters kørsel mod næste depot i Hov forsvandt som dug fra solen og det gik i langstrakt trav og med højt humør videre langs landevejene i det smukke landskab, hvor vind og vejr artede sig nådigt. Jeg kunne egentlig godt have været næste depot foruden, men de salte sild, og ikke mindst nye og spændende fristelser i depoterne insisterede på endnu en pause.
Resten af løbet gik det over stok og sten og jeg havde masser af energi og følte mig helt høj de næste 50 km, og nynnede indeni mig selv” Jeg er så glad for min cykel, jeg kommer hurtigt langt omkring, og det fordi på en cykel går det let som ingenting. Jesper kørte til og fra, og da han og jeg på flere strækninger lå i front og trak de salte sild og begge kørte i tøjet fra Team Altomcykling blev jeg i et af depoterne spurgt om jeg var professionel Ja, klær skaber jo folk og ord skaber virkeligheden, så efter jeg som glad amatør og nybegynder var blevet kaldt professionel kørte jeg vist lidt hurtigere hjem mod Aarhus.

Alle kan gennemføre Tour de Femme

Vi gjorde kortere ophold ved de sidste depoter, dog var det værd at stå i kø efter de lækre og meget søde hindbærsnitter og en kop kaffe, for så at slippe tøjlerne på carbonhesten og sætte næsen mod de sidste forhindringer, Ajstrup bakke, som vi undervejs havde forberedt os på ville være lang og hård efter de 80 km og derefter bakkerne frem mod Moesgaard. Det var nu ikke så hårdt som forventet og jeg må give min kaptajn Jesper ret i hvor stor en forskel det gør, at man får spist og drukket med jævne mellerum for at holde energien og det var der jo rig mulighed for i dette Tour de Femme.
Jo, det var en sand fornøjelse at køre mit første løb, jeg er imponeret over hvor godt tilrettelagt Tour de Femmes er. Det er virkelig et løb for alle, både eliteryttere og amatører, for carbon- og jernheste, og så er det genialt at det første interval er længere end de sidste mellem depoterne. Når man som begynder måske står træt og svimmel og energiforladt efter 56 km ved det andet depot og ved at der kun er ti og tolv kilometer mellem resten af depoterne, så er det både fysisk og mentalt overkommeligt for alle – men selvfølgelig skal der trænes lidt inden. Mit eneste lille men, er at jeg synes at den halve vejspærring ved udkanten af Marselis skoven kunne være potentiel farlig, lige i slutningen af sådan et løb giver man jo lidt gas for at komme i mål og her tvinges man over i modsatte vejbane – hvor der kom en bus imod mig. Vejspærringen var sikkert sat op for at tilgodese de som havde valgt cykelstien, men var den overhovedet nødvendig? Jeg tror det ikke.

Fællesskab og glæde

106 kilometer blev det til og alle de begrænsninger jeg tænkte i og de forbehold jeg havde inden løbet forvandlede sig undervejs til større og større glæde ved det fællesskab der udspillede sig på landevejen, til en større tillid til mig selv og mine evner på en cykel og ikke mindst glæden ved nu at have cyklet over 100 km og derved kan se frem til at blive budt op til tango, in my dreams!

Tak for turen til Team Salte Sild.