Vi skal tilbage til April 2018, her knækker filmen for Geert, han gider ikke mere. Den tidligere soldat, krigeren, ægtemanden, faren, har givet op. Mørket har samlet sig omkring ham, som en dyne han ikke kan bryde ud af. Geert kigger mig i øjnene og siger stille, men bestemt – “jeg gad ikke leve mere, Uggi”. Det var fruen, veterancentret og et netværk for skadede veteraner, der samlede ham op. Uden deres hjælp havde Geert ikke været her i dag, det er han overbevist om. 

Af Uggi Kaldan | AltomCykling.dk

Vejen ud af mørket

Det ligger ikke i krigens metier at bede om hjælp, i hvert fald ikke når hovedet driller. Det er klart, hvis du mangler et ben, eller en arm, så er der nogle meget synlige ting du ikke kan. Ting du ikke kan, men bestemt ting der kan afhjælpes. Dem der kommer hjem med synlige skader har det måske lidt nemmere med erkendelsen af at de ikke kan helt det samme, som de kunne inden de drog i krig.

Andre kommer hjem med mere usynlige skader, skader som hverken omverdenen og ofte heller ikke soldaterne selv forstår, eller har lyst til at anerkende. Det var ikke Geert selv der indså at han skulle have hjælp. Det var hans kone. Hun kunne se at det ikke gik den rigtige vej. Geert blev mere og mere sur, indebrændt og farede op ved de mindst forhindringer eller konflikter. Det var på de gode dage.

På de dårlige dage gad han ikke engang diskutere, kunne ikke mønstre energien til at blive vred, men så blot apatisk til, mens livet var noget der skete omkring ham, uden han følte han havde kontakt eller indflydelse på hvad der skete. Det var på sådan en dag, en sort apatisk dag, i April 2018, at hustruen satte foden ned, og sagde direkte, at nu skulle de have hjælp. Geert havde brug for hjælp, hun havde brug for hjælp.

Anerkendelsen, netværket og ildsjælene, gør forskellen

Heldigvis er der et beredskab i Danmark, for vores veteraner, men sådan har det ikke altid været. Er det plads til forbedring? Ja naturligvis, men man skal skræmmende få år tilbage i tiden før der næsten intet beredskab fandtes. Danmark har ellers haft styrker ude i verden i rigtig mange år, og selvom den lange FN mission på Cypern bestemt ikke var forskånet for krydsild og tragedier, så ventede der FN og de danske soldater, udfordringer på en helt anden skala, da danskerne valgte at hjælpe til i Eksjoguslavien, og senere krige i både Irak og Afghanistan.

I kølvandet på indsatsen på Balkan, begyndte historierne at dukke op i medierne, om veteraner med store problemer. Nogle flygtede ud i naturen, og boede på må og få, i interimistiske lejre, ude i de danske skove. Det skabte en betydelig interesse fra medierne, der stillede spørgsmålet; “Hvorfor ender soldater vi har haft udsendt, ude i skoven, uden hjælp?”

Historierne gjorde ondt på politikerne, og de gjorde også ondt på forsvaret. Det var ikke derfor vi sendte unge mænd ud i verden. De skulle forhindre folkedrab, sikre fred og skabe stabilitet. Det var ikke meningen de skulle komme forkrøblede hjem, skadede for livet. At sige der blev rykket hurtigt er måske en overdrivelse, men i 2010 vedtog Danmark for første gang veteranlov, og i 2011 blev Veterancentret oprettet.

Det var dem Geerts hustru ringede til, den dag i April 2018, hvor noget skulle gøres. De kunne heldigvis se Geert med det samme, og de kunne også hurtigt vurdere at Geert havde brug for hjælp. Udover psykolog hjælp, fik de også sendt ham videre til et cykelinitiativ, der havde ildsjælen og veteranen, Jens Lunde ved roret, en bramfri herre, hvis hjerte brænder for cykling og ikke mindst veteraner.

Invictus games og Hearts and Minds Cycling

Jens Lunde er manden bag cykelnetværket Hearts and Minds Cycling, og som en kvik medarbejder på veterancentret lurede, var det lige præcis det som Geert havde brug for. Det reddede hans liv, er han selv overbevist om. I HMC mødes veteraner som Geert, med andre veteraner, og kernen i projektet er at komme ud på cyklen, at få noget luft og så at komme hen til bageren til kaffe og kage, 2 gange om måneden, hele året rundt.

Hovedsætningen i projektet er meningsfyldte menneskelige relationer. Og efter en K.E. Løgstrupsk opskrift mødes cykelholdet og taler om løst og fast. Der bliver arbejdet med at skabe et trygt og forpligtende fællesskab, hvor kontinuiteten i ressourcepersoner, rutiner og deltagere er med til at skabe et rum, hvor tillid, kammeratskab og tryghed er nøgleord. Der bliver fokuseret på at komme videre, og ikke på at hænge fast i en fortid, som der alligevel ikke kan ændres på.

Dermed ikke sagt, at der ikke er forståelse for fortiden, for det er der, men fortiden som soldat bliver bare ikke dyrket og sakraliseret, da det er det, der i første omgang, har gjort veteranerne syge. I stedet fokuseres der på, at mødes som mennesker med et åbent sind,i øjenhøjde med hinanden, og respekt og forståelse for, at vi har en lille smule af hinandens skæbne i vores hænder, når vi mødes, fortæller Jens, da jeg fanger ham på telefonen.

Som veteran med PTSD er der stor forskel på dagsformen som Geert siger. Gode perioder afløses ofte (altid) af knap så gode.
Det er ikke noget problem at komme afsted, når man er i god periode, men selvsagt kan det være en kamp at få pakket tasken med cykeltøjet, når energien er i kælderen. Her er det ikke så meget anderledes at være veteran, end det er at være almindelig motionist. Når lyset forsvinder her til efteråret, så ryger en del af motivationen desværre også.

For en motionist uden en PTSD diagnose, er det værste der kan ske ved at springe en træningstur over, at man bliver lidt sur på sig selv, og måske også skuffet, og ja, man bliver også lidt dvask, hvis man springer for mange træninger over. Gang det med 10, og så kan du måske forstille dig hvordan det føles, for en veteran, hvor cykelturen er en vigtig del af at få hverdagen til at fungere. Derfor er han hustru også hans største støtte, når det gælder om at komme afsted og afsætte tiden, til at få brugt kroppen og tømt hovedet.

Geert fortæller også at han netop er blevet udtaget til Invictus Games, en slags OL for skadede veteraner, som ingen ringere end Prins Harry grundlagde i 2014, efter at have set hvordan det amerikanske forbillede Warrior Games, gennem sport, hjalp veteraner både fysisk og psykisk. I 2022 afholdes Invictus Games i Holland, og Geert deltager naturligvis på cyklen.

Invictus games er et fantastisk projekt, men som Geert påpeger, så er den slags store prestige projekter også en stor mundfuld. Han stresser selv enormt meget op til, samtidig med at han glæder sig helt vildt. Han vil ikke være alle de fantastiske mennesker han har mødt til træningssamlingerne til Invictus Games (som er hvor jeg møder ham) foruden, men samtidig koster det også en masse kræfter.

Her er Hearts and Minds cykling hans base. Her er det ikke et stort mål ude i horisonten, her er målet bare et komme til træningen, gerne hver gang, og i hvert fald mindst én gang om måneden, selvom det ikke er noget krav. Jens Lunde fortæller at de gerne vil se medlemmer i netværket mindst 3 gange om året, men her findes der også undtagelser. Det handler om at få veteraner ud og cykle. For at de kan mødes og hygge og bygge nogle gode og trygge relationer op, og på den måde komme bare en smule mere mod en ”normal tilstand” -hvad end det så end er.

Støt veteranerne

Udover Hearts and Minds cykling, og veterancentret, der gør et fantastisk stykke arbejde, findes der også en anden ildsjæl der hedder Jimmi Schoubo Povlsen, der driver non profit organisationen Veterankortet.dk, organisationen samler penge ind, som bruges til at hjælpe veteraner der har brug for det, på et lavpraktisk plan. Det kan være alt som et tilskud til husholdningen en måned, eller 2 timers rengøring.

Fælles for historierne, der deles på deres Facebookgrupppe, er at det ofte er mennesker der er endt lidt på kanten, og måske mellem 2 stole i systemet, som Jimmi aktivt går ind og giver en lille hjælpende hånd. Ikke så meget bureaukrati og papirnusseri, men hurtig, aktiv hjælp. Det kan naturligvis ikke stå alene, men initiativet er bare skide godt.

Til artiklen her, har Ditur.dk, doneret et af deres Pilot Veteran Ure, som de har lavet i samarbejde med Veterankortet.dk. Hvis du køber et ur, så går 200 kroner direkte til foreningen. Vi har givet uret til Geert, som tak for at tage en snak med AoC, om det at være veteran, og bruge cyklingen aktivt, til at holde sig i form, både mentalt og psykisk.

Veterancentret står klar til at hjælpe alle veteraner og pårørende på deres døgntelefon Tlf: 72 81 97 00