Kristi Himmelfart er lig med fridag, og i en del år har det også været lig med Danmarks Højeste, som i år er sponsoreret af Astral. Til løbet havde AltomCykling sendt Søren Kuipers til 185 kilometer, mens Jeppe Tolbøll tog sig af 140 kilometer-distancen. 

Af: Jeppe Tolbøll og Søren Kuipers

Klokken 06.00, op i tøjet, kaffen i koppen og så afsted til Østjyllands svar på VM i motionsløb. Tidlig start kl. 09.00 fra Skanderborg, I en led startgruppe. I år var det dog uden én eneste nuværende A-rytter på stregen, men alligevel mange kendte ansigter. Ergo, garanti for god træning, røvballehumor på startstregen, og formentlig også lidt ræs. 

Det som jeg nyder ved motionsløb, er at det hele bare er meget mere afslappet end licensløb. Ja, vi kører da for at få et resultat, men for mit eget vedkommende også for at have en sjov dag på rammen, og få noget god træning! Skulle man blive holdt tilbage af en bil i byen eller et rødt lys i et kryds, intet problem, så er der bare mere tons når vejen er fri igen! 

Forventningen var top 20, og det synes jeg virkede meget realistisk. Jeg kunne se at hele Frederikshøj, anført at bomstærke Rasmus Fjordside, var til start, sammen med veteran-holdet Xtreme Masters, som er et hold bestående at hovedsageligt H40-ryttere, der til daglig kører licens. Smider man så Team Lågeshoppen / Uhrskov-vine.dk, sidste års vinder Thomas Mikkelsen, wattmonsteret Torben Johansen og lette folk som Christian Vaaben ind i det mix, så ved man det kan blive rigtig ledt!

Master og høj fart! 

Løbet startede også ganske fint! Folk kørte respektfuldt efter masteren indtil løbet blev givet frit. Farten var høj, men jeg vidste at jeg skulle prøve at passe på mig selv mest muligt den første times tid. Oppe i front var der angreb hist og her, men det hele blev lukket. Jeg sad personligt og ventede til Lyngvej, hvor der i tidligere år før har været den første udskilning – og rigtigt nok, så blev der givet godt med gas over den. Faktisk måtte jeg op og sætte ny peak-watt for 3:08m i dag med hele 549w blot for at få bagdelen med over – så var vi ligesom varme!

Kort efter slap Torben Johansen væk med Bjarne Olsen, og senere fulgte Fjordside trop, og en trio var væk. Da min målsætning slet ikke var at skulle køre med om en top 3, så tog jeg ikke det store ansvar. Jeg skulle stadig spare mig den første time. Den taktik lykkedes og efter en times tid begyndte jeg at gå med i små angreb, da der ikke var noget organiseret samarbejde for at hente fronten. Kort før vi ramte Horsensvej, slap jeg væk med Thomas Mikkelsen, Jes Steengaard og en gut fra Frederikshøj, som i starten ikke ville føre med rundt da han havde Fjordside ude foran – det var sådan set fair nok, hvis man køber præmissen om teamkørsel i et motionsløb. Personligt rør det mig ikke. Vi holdt den kørende i en 10 minutters tid, før vi blev opslugt af en større gruppe bagfra, og jeg vil skyde på at vi var en 10-12 mand.

Men samarbejdet fungerede rigtig, rigtig skidt. Konstant gik den i stå, og i perioder prøvede nogle af os at holde rulleskiftet kørende, men frustrationerne var tydelige for stort set alle. Faktisk skulle vi køre sådan i over 25 kilometer før vi ramte Ry, hvor vi skulle over Jaungyde-bakken. Den havde jeg kørt ned af til licensløb for et par uger siden, og vidste at den var stejl. Lige inden vi ramte den stod Christian Vaaben af, da han havde noget træthed efter en mindre operation.

Jeg prøvede at rykke væk inden Jaungyde, men uden held. Nu var det ren overlevelse. Det startede godt, men begyndte at gå mere og mere trægt, og til sidst måtte jeg kapitulere. Jeg nåede dog at indse at jeg ikke kom med over, så jeg gik bare lidt ned i fart, frem for at køre til eksplosion. Det viste sig at være den helt rigtige taktik. For selvom jeg endte i en gruppe med 3 andre, og det rent faktisk så lettere håbløst ud, så var der stadig energi til at holde frontgruppen inden for rækkevide. Og da vi ramte Nørre Vissing og nedkørslen af Låsbyvej stak jeg fra mine følgesvende og i en hidsig jagt fik jeg lukket op til fronten som talte 8 mand, mens der stadig var 3 ude foran.

Herfra fungerede samarbejdet nu rigtig godt. Der var smæk på, og alle gav hvad de havde. Kort tid efter mødte vi Fjordside stående i vejkanten med punktering. Senere faldt Jes Steengaard fra med kramper, og lidt efter stod Kaare Aagaard af. Nu var top 10 sikret, bare jeg kom med til mål. Ikke længe efter fangede vi også Torben Johansen og Bjarne Olsen, og i samme moment røg Bjarne Olsen i asfalten da de vist opdagede et skilt meget sent. Han fik knubs, men kom op på cyklen og fortsatte i gruppen.

Vi var nu:
Bjarne Olsen, Xtreme Masters
Jan Birk Oxlund, Xtreme Masters
Martin Nielsen, Xtreme Masters
Rasmus Mejldal, Xtreme Masters
Torben Johansen
Thomas Mikkelsen
Lars Aagaard
Jeppe Tolbøll, Altomcykling.dk

Jeg følte mig egentlig ganske velkørende, men skulle i hvert fald ikke spille smart på bakkerne. Jeg vidste at jeg skulle væk inden den bakke der hed Bjergvej, som i et par tidligere udgaver af løbet altid har kostet mig pladsen i frontgruppen. Derfor var der et par angreb, ikke kun fra mig, men fra os alle, og man kunne godt mærke der var begyndt at komme lidt finale kørsel. På et langt stykke med sidevind angreb Torben og jeg gik på hans hjul. Jeg sad med overraskende meget overskud, og da Torben lige så stille mistede fart, gik jeg forbi i et hårdt angreb. Jeg så mig tilbage efter 15-20 sekunder og kunne konstatere, at Bjarne Olsen var den eneste der var nået med, og jeg besluttede mig for at det var nu eller aldrig. Med ham på hjul ville hans holdkammerater måske være låst. Og skulle han være cool nok til at ikke at ville tage føringer da han havde folk bagved kunne jeg nok også godt være tilfreds med en 2. plads.

Det var dog alt kun tankemylder, og det blev aldrig til mere, da vi ramte et t-kryds og kunne konstatere, at vi ikke havde nogen anelse om hvor vi skulle hen af? Hvor var skiltene!? Der var ikke andet for, end at vente på resten, for at se hvilken vej de ville. Til vores store skræk vidste de det heller ikke! De havde heller ikke se et skilt! Åh nej, så havde vi misset det endnu længere tilbage måske?

Efter lidt tid måtte vi erkende, at vi vist aldrig ville finde tilbage på ruten, og i fællesskab besluttede vi slukøret at vende snuden den hurtigst mulige vej tilbage til Skanderborg…

De der skilte…!

Det lyder måske en anelse trivielt, men når man kigger tilbage på AoC’s beretninger fra Danmark Højeste, så er historien om den mangelfyldte skiltning det eneste som er stensikker hver eneste gang. Jeg hørte efter løbet, at flere på 185 kilometerruten var kørt forkert, inkl. Søren Kuipers, og at gruppen der lå efter os på 140 kilometerruten også var endte galt, men dog begge fandt ruten hurtigt igen!

Efterfølgende har jeg talt nærmere med Søren, som udtaler: “Taget i betragtning af de ekstremt mange mennesker, som jeg oplevede kørte forkert, råbte ‘højre…nej, venstre…øhh…hvor fanden skal vi hen!’, så synes jeg simpelthen det er for ringe skiltning. Ligeledes slukøret – efter at være kommet i mål efter næsten 188km kørsel, og mindst to gange vildfaren – stod jeg og pakkede bilen, da en rytter bandende kommer trillende hen. Han havde kun kørt 177km, hans makker 172km og endnu én på 180km. Alle stillede alle op på 185km-ruten, så vi lavede end ikke samme fejl! Opsummeret i én sætning bør undertitlen til løbet Danmarks Højeste Motionsløb være Danmarks absolut ringeste skiltning!”

De nøgne data.

Personligt er jeg rigtig øv, over sådan en afslutning, på løbet, da det egentlig er det vildeste anti-klimaks. Og havde det blot været os race-tosser i frontgruppen der i ren konkurrence-arrigskab havde overset skiltet så kunne jeg godt leve med det – men det lader bare til at det er mere omfattende!

Der var flere steder hvor jeg tænkte, at skiltene var rigtig svære at se, da de ikke var særlig store, og nogle steder stod de meget skidt placeret. Rygterne siger, dog også at der er lokale klaphatte, der fjerner/vender skiltene, og det er selvfølgelig ikke noget man kan klantre arrangør for.

Skulle jeg komme med et råd, set gennem licensrytterens øjne, og hvordan der skiltes der, så skal der flere skilte til. Fx placerer man så et skilt 100 meter før svinget kommer, og igen 10 meter før svinget kommer. Og så bør Danmarks Højeste i min optik også overveje større skilte. Flere jeg snakkede med, sagde at man nærmest skulle meget tæt på, før man kunne tyde hvorhen pilen egentlig pegede, hvilket indikerer at man ved at markere selve pilen – altså den trekantede del af pilen – meget mere, ville kunne slippe for en del af bøvlet.

Desuden var Søren heller ikke i det bedste lune. Han kørte årets hidtil længste tur på 185km-ruten. Han ville køre konservativt for ikke at brænde sammen. Det lykkedes egentlig meget godt indtil der var 45km (eller var der egentlig 48km) tilbage af racet: “Jeg stak med en tre stykker fra SCR-motion, benhårde fyre, og et par andre. Vi kørte efter 45km, og vi kørte den okay rundt, og jeg sad derude og tænkte, at jeg nok skulle holde hjem med dem og køre en top-20-placering hjem, da jeg ikke var i den hurtigste startgruppe. Det ville jeg være tilfreds med. Som vi rammer stigningen ved Solbjerg Sø laver min forskifter knuder på kæden. Jeg hopper af, men den sidder edder-fast, så først efter 5 minutter er jeg på cyklen igen. Jeg holder kæden stram indtil bakken ved Vitved, hvor jeg vel har knap 10km hjem. Jeg er tom, tør og færdig. Jeg kommer i mål som nummer 35.”

Kan løbes anbefales?

Både ja og nej! Jeg var egentlig ret skuffet, da vi røg på afveje, og jeg sagde til mig selv, at jeg ikke gad løbet mere. Chancerne var brugt. Dog – efter jeg er kommet hjem – og har besindet mig, så er det altså et fantastisk løb. Efter løbet var der den største tallerken biksemad, hvilket naturligvis trækker gevaldigt op.

Jeg har det med Danmarks Højeste, som jeg har det med den der kammerat, som til tider kan være en kæmpe idiot; man tilgiver ham fordi han på bunden er god nok, og håber han bliver bedre.

Danmarks Højeste, jeg håber I bliver bedre, for I har et produkt, der i min verden er på højde med Grejsdalsløbet, men når så mange kører forkert, så er det et skiltningsproblem, og ikke et rytterproblem. Både jeg og Søren kommer igen næste år, men jeg tror altså lige vi smider ruten over på Garmin, bare for en sikkerhedsskyld.