Den kolde udendørs tur

Der er masser af kulde, is og sne udenfor, forståeligt nok vælger mange, inklusive mig selv, derfor at placere en del af vintertræningen indendørs, på f.eks. allestedsnærværende Zwift, eller én af de andre online træningsplatforme der findes.  Det ene er ikke bedre end det andet (mener jeg), heller ikke selvom en tysker på Zwift-chatten den anden dag, mens jeg var i gang med at slide mig igennnem den legendariske “four horsemen” online Zwift rute (4 hårde timer), tørt konstaterede – “Zwift is not cycling”.

Jeg tænker det må være et definitionsspørgsmål, man sidder trods alt på en cykel, når man spiller Zwift, og det er pænt kedeligt, hvis ikke du træder i pedalerne, og får pulsen op. Det er altså en slags cykling, at træne online, men naturligvis kan det ikke direkte sammenlignes med udendørsturen, det kan dog give væsentligt forbedrede forudsætninger, for at gennemføre et eventyr udenfor, at passe træningen indenfor, især hvis alternativet til hjemmetræneren, er ingen træning. Faktum!

Du får en god tur, hvis du har forberedelsen i orden!

En god tur udenfor i minusgrader, kræver lidt forberedelse, og hvis du gør det ordentligt, så er der fantastiske eventyr i vente, men vær også forberedt på, at selv den bedste tur, hurtigt kan vende til noget værre hø, hvis du er lidt uheldig. Jeg havde en fantastisk tur, der endte netop sådan, forleden dag. Det var nu ikke fordi jeg var forberedt (specielt) dårligt, men jeg kom nok lidt for sent afsted, så det nåede at blive mørkt (og koldt) inden jeg kom hjem, og så punkterede jeg, lige da da solen gik ned. Det var IKKE god planlægning!

Jeg har altid lys på cyklen, når jeg er afsted på vinterture. Der er så lidt lys på det her tidspunkt af året, at man kan hurtigt kan blive overrasket af dårligt vejr, selv tidligt på eftermiddagen, kan vejret hurtigt vende, og man ville ønske man havde lys på, så det har jeg gjort til en vane. Især baglygten har jeg faktisk altid på og tændt, her om vinteren, mens forlygten bare er med, “just in case”.

Mindst ligeså vigtigt som lys, er naturligvis påklædningen, når det er koldt. Ikke for meget tøj, og naturligvis heller ikke for lidt, – og ja!, man kan sagtens have for meget tøj på. Jeg er slem til at svede, selv når det er koldt, så hvis jeg har for meget tøj på, så bliver jeg våd, og så bliver man meget hurtigt kold, hvis f.eks. tempoet og intensiteten falder, hvilket typisk sker sidst på turen, i hvert fald for de fleste motionister, altså sådan nogle som mig.

Derudover skal du naturligvis have gode dæk på, der helst ikke punkterer, for det er virkelig irriterende at stå og skifte slange eller hvad man nu skal, i minusgrader, og, bemærk i øvrigt at mange sealants til Tube-Less klarer sig dårligere i minus grader, og decideret ringe, hvis det er under -5 grader, det kan altså være en overvejelse værd, at køre med slanger, hvis det er så koldt! (Har du dine hjul stående i skuret, kan TL væske også blive væsentligt forringet af at være udsat for frost – det er også værd lige at huske på).

Tøjet – hvad tager man på?

“Man” tager naturligvis det tøj på, man synes passer bedst til én – og det vil variere MEGET fra person til person. Jeg er meget varm når jeg cykler, så jeg kører i en ret fed uldundertrøje og en ikke alt for tyk softshell fra Velocio, begge dele er verdensklasse produkter, synes jeg; prisen er derefter. Derudover har jeg de grimme, men ekstremt gode “lobster” handsker fra Danske GripGrab på hænderne, det er de varmeste handsker jeg til dato har prøvet. Grimme, men praktiske og super varme.

Derudover har jeg et par rigtig gode “4 seasons”vinterbibs på fra Futurum samt løse ben fra danske Pas Normal, en skøn blanding af en masse tøjmærker, som lige præcis udfylder den funktionalitet jeg har brug for. Jeg kører i bibs og løse ben, mest fordi bibs også kan bruges i mellemsæsonerne, forår og efterår, inden det bliver rigtigt “sommer bib vejr”, men hvor lange bukser alligevel bliver FOR varme, og så må vi jo bare erkende at vinteren de senere år, mere eller mindre har været ét langt efterår, og ikke vinter som nu, så der har simpelthen ikke været grund til at købe “rigtige” vinterbukser.

På fødderne kører jeg med nogle af de bedste strømper der findes på markedet (synes jeg), nemlig Fingerscrossed, på den her tid af året er det deres merino udgave, med ekstra foring ved tæerne, jeg bruger, (HUSK: der skal være plads til strømpen i skoen, ellers får du kolde tæer!). Om sommeren kører jeg i deres regulære strømper, de holder farven og faconen ualmindeligt længe, sammenlignet med nærmest alle andre strømper jeg har testet! Udenover skoene (almindelige landevejssko) har jeg et sæt klassiske vinter-skoovertræk, ligeledes fra Velocio, de er gode, men jeg er faktisk igang med at se på om der findes noget endnu bedre, så her venter jeg lige med at komme med en decideret anbefaling.

Sko med overtræk er den næstbedste løsning, har du virkelig problemer med kolde tæer, så er et par rigtige vinterscykelstøvler den bedste og varmeste løsning, men mange klarer sig fint med mit set up, og lidt forskellige fiksfakserier (f.eks. alufolie i tåspidsen eller batteriopvarmede indlægssåler), nogle klarer sig uden skoovertræk… det er for mig umuligt.

Sidst men ikke mindst, på hals og hoved bruger jeg halsedisser, en i uld på hovedet (fra Velocio) en om halsen i et strækmateriale fra VifraSport, nogle gange 2 stk om halsen (en ekstra der er vindtæt) – så kan man hive den ene op foran munden og over ørerne nedefra, hvis det er rigtigt koldt, perfekt. Jeg ELSKER halsedisser, og kører nærmest altid med en, når jeg træner, også sydpå, hvor jeg finder den næsten uundværlig, på de lange nedkørsler, hvilket jeg ofte får en del røg for, men jeg har altså en sart hals (åbenbart) – og det virker bare for mig! Halsedisser FTW.

Find en flot rute – lad være med at punktere!

Hvis du kører udenfor, og det er pissekoldt, så hjælper det at du kører et flot sted, så skal du på landevejen eller afsted på gravel, så find de små veje, og nogle bakker, så du får lidt udsigt. Som det ses på coverbilledet, så har jeg også fundet en af de famøse trolde på min seneste rute. Det er også altid sjovt at finde en af de store imponerende træmænd der er bygget rundt om i landet, og så fungerer de jo glimrende til et billede på facebook eller instagram, når man efter turen, skal blære sig med at man trodsede den fantastiske danske 2021 vinterkulde, på 2 hjul!

Èn ting jeg ikke kan anbefale, er at tage afsted, så du lige med nød og næppe når hjem, inden solnedgang, på en seriøst frostkold dag, og så punktere, lige præcis som mørket overtager, 4 kilometer fra hoveddøren. Desværre var synderen en stor flintesten, og mit TL væske ville overhovedet ikke lukke hullet (men det var nu også pænt stort) – er du sindsyg jeg blev kold, som jeg stod der og baksede med først at finde ud af, at jeg havde glemt mine plugs, så forsøge en indvendig lap, der overhovedet ikke ville klistre i frostvejret (burde jeg have sagt mig selv) – for så til sidst sætte en slange i, hvilket jeg bare skulle være startet med.

Selvom det trods alt kun tog omkring 10 – 12 minutter, var det rigeligt til at jeg blev godt og grundigt kold. Det er en del af risikoen ved at være ude og cykle om vinteren, men jeg bandede godt nok en del, og mine fødder gjorde også pisse ondt da jeg kom hjem, fordi de blev kolde da jeg stod stille, men det er bare sådan det er at cykle ude, punkteringer sker. Hvis man overhovedet ikke kan magte det, så skal man nok blive hjemme, og jeg kan godt forstå hvis nogen vælger den løsning, de her meget kolde dage.

Men har du har fået mod på at komme ud på rammen, så kan jeg kun anbefale at komme afsted, det er en skøn afveksling fra Zwift, og det bygger også lidt karakter at overvinde lysten til at blive inde i varmen, og i stedet komme ud og få lidt vind og kulde på kinderne, måske er det endda sundt. Jeg har ikke brug for at mene at enten udendørs eller indendørs cycling er “det bedste” – for mig tjener begge dele deres formål – og jeg synes faktisk begge dele er super sjovt, men måtte jeg kun vælge én ting, så vandt turen udenfor, altid.

GOD FEBRUAR TRÆNING DERUDE!