Søren Kuipers kørte Gran Fondo La Fausto Coppi i den sjove ende, redaktøren var med bagerst i feltet! Vi havde en fantastisk tur til Italien og kan kun anbefale at tage turen til Cuneo for at deltage i dette fantastisk løb. Det er hårdt, organisationen er Italiensk, med alt den charme den slags kaster af sig! Det er fedt at køre i bjerge! Her er Sørens beretning. 

Af Søren Kuipers | AltomCykling.dk

Hvad var dine forventninger til løbet? 

Eftersom jeg i 2013 gennemførte La Marmotte med et snit på omkring 22km/t, havde jeg på forhånd en målsætning omkring 8-8,5timer.

Gennem det sidste halve år har vi jo kendt til løbet og vidst vi skulle starte, så det træningsforløb vi fik af Thomas Bundgaard fra Velofit havde givet en god base. Om end specielt maj måned og start juni lidt gik i vasken pga. arbejde, travlhed på hjemmefronten mm. Derfor lød 177km med ca. 4.500hm også pænt skræmmende, idet jeg kun én gang nåede over distancen i min forårstræning. Heldigvis har min hustru altid været utrolig large over for mig, og når jeg har foreslået at cykle 150km inden en reception eller de 140km til familieweekend i Bogense, så har hun sagt ja – så de sidste to-tre uger fik jeg skruet op en sidste gang.

Nuvel; efter at have boet i den lille by Caraglio, tæt ved Cuneo, lidt dage inden løbet fik jeg hul på bjergbenene på stigningen Colle di Sampeyre (2.284m.o.h); en knap 16km stigning, som stiger med 8,5% i snit. Den var hård. I 38 graders varme i middagssolen er måske heller ikke det klogeste, men jeg kunne mærke, at jeg havde gode ben i disse dage.

Så ærlig talt – jeg satsede på under 8 timer.

Den perfekte optakt

Som familiefar til to små drenge må jeg blot sige, at den perfekte optakt til sådan et løb blot består i at kunne sove tre nætter uden at blive vækket af gråd, bleskift, mælkeflaske. Når dette er opfyldt og jeg derudover kunne bo med redaktøren på det ganske glimrende tre-stjernede bike-hotel Qudrifiglio, spise på den lokale restaurant og ikke skulle bekymre mig om andet end vejrudsigten og dagens Tour-etape, så kunne det ikke blive bedre.

Dog var jeg i kådhed halvvejs på vej op af Colle delle Agnello (2.744m.o.h.) fredag inden redaktøren og holdkaptajn Uggi Kaldan foreslog den mildere Colle di Sampeyre, som nævnt ovenover – det var godt kaldt.

Dagen inden raceday fik vi hentet vores startnumre på den store plads i centrum af Cuneo, spist en god frokost, rullet en aftentur og – til vores nordiske fryd – kunne vi se hvordan termometret gik hurtigt fra 37 til 25 i løbet af aftenen. Vejrudsigten for søndagen berettede desuden om temperaturer mellem 20-27grader, overskyet og små byger: perfekt for halvtunge nordboer.

Hvordan forløb racet?

Jeg havde diamanter i benene. Lidt irritation på forsiden af venstre knæ var væk, lommerne fyldte med gel, bar og vingummibamser, så da starten gik kl. 7.00 søndag morgen, da var jeg helt klar.

Ud af Cuneo hen over en fantastisk smuk bro. Mediofondo (111km) drejede til venstre Granfondo (177km) til højre. To ud af tre drejede til venstre, og jeg nåede at tænke: ’Er det for vanvittigt?’ Over stok og sten gik det. De første 20 minutter blev kørt med noget over 40km/t i snit. Løbet indledes af et stræk på 25km helt flad vej, herefter kører man 15km op igennem en dal, hvor det stiger med 2-4% hele vejen, så drejes til venstre og det første af fire bjerge forceres.

Tilbage til løbet. Kl. 7.24 begynder regnen. Det starter som en almindelig sommerbyge, og jeg når lige inden en rundkørsel at tænke på Rolf Sørensen, som altid taler om spejlglatte italienske veje. ’Craishj!!!’ – rytteren på min højre side køres af vejen og hamrer direkte ind i et autoværn. Lyden af carbon og kød er bare ikke én af mine favoritter.

Ikke desto mindre fortsætter farten ufortrødent selv igennem små hyggelige brostensbelagte landsbyer, og jeg holder noget igen.

Det gør regnen ikke. Fra Cuneo går ruten mod Busca, hvor der drejes mod bjergene til venstre. Det står ned i stænger. Farten falder, det samme temperaturen – 17 grader i 600 meters højde – uvant for årstiden. Men meget godt for en skandinav med lidt for meget på sidebenene. Jeg kigger på mine følgesvende – trimmede italienere – gåsehuden på deres arme afslører, at dette ikke er noget de trives med. Jeg er ovenpå, tænker mest på nedkørslerne. Vejene skulle eftersigende være hullede som en si, smalle som danske cykelstier, hældningsgrader på 15 og ringe udsyn.

Jeg skubber tankerne væk, drejer igen til venstre. Løbets første stigning: Santuario di Valmala – en knap 10km lang stigning med 8% i snit – jeg kører på min fornemmelse; jeg kører på min puls – jeg kører fra min gruppe. ’PIANO, PIANO!’ De lokale råber efter mig, men jeg hører dem ikke. Regnen stopper, og jeg når toppen (1.380m.o.h.) i fuld kontrol og drøner direkte videre uden regnjakke, uden at tanke op – jeg er i kontrol – og nedkørslen går derudaf og kun de våde sektioner bringer tankerne hen på den risiko, som uløseligt er forbundet med nedkørsler på cykel.

Strong Dinamarca

I dalen hen mod Dronero kører jeg i højt tempo med en masse lokale, et par hollændere og en anden dansker. Ole beretter om La Marmotte, vand i kroppen og hvordan ruten mon udvikler sig. De 15km i dalen flyver af sted på 25 minutter og vi kører mod dagens anden stigning: La Piatta Soprana, en ujævn stigning, som har sektioner på 2% og andre på 16% fordelt på de 8-9km.

Igen kører jeg som planlagt og lader pulsen være cirka 5 slag over den første stigning. Af og til kan jeg godt mærke at min gearing på 34-28 godt kan blive hård, hvis der er længere ramper med 14-16% stigninger. Jeg kører forbi en lokal, som med julelys i øjnene fortæller om hans cykel – samme mærke som min – Officine Mattio model Lemma. Jeg nikker anerkendende, træder så rundt jeg kan og presser tempoet lidt igen. Han smiler, hilser, vinker og efter et venligt ’ciao’ hører jeg hans velmenende ’Strong Dinamarca’ fade ud efter næste hårnålesving. Jeg kører mod toppen.

Italienske depoter

1.136 meter over havet. 80km kørt. Det har taget godt tre timer, og jeg justerer nu målsætningen, imens jeg lader vandet ved siden af et par lokale. Jeg synes efterhånden, at rytterne bliver mere og mere veltrimmede, som jeg kører mig frem i landskabet. 7 timer og 30 minutter; det må være realistisk. Jeg tømmer colaer, får vand, italienske kiks, en nutellamad, lidt tørret frugt – det italienske køkken er godt, det er depoterne også.

Netop som jeg klikker i pedalerne igen, kommer en ranglet englænder til. Han spørger på alverdens sprog efter solcreme. Jeg kigger op, ser et par mørke fugle højt på himlen. Skyerne er trukket længere op, regnen længere væk, men solen ser jeg ikke skyggen af. Jeg lader blikket falde på englænderen igen. Armene, benene og ansigtet er rødt og opkogt; uniformen mørkeblå. Huden bag jerseyen ser jeg ikke, men med Union Jack i baghovedet kører jeg mod foden af stigningen til Colle dei Morti – dødens bjerg.

Colle della Fauneria (2.511m.o.h.)

Solen titter frem, da jeg rammer foden af stigningen i Pradléves. Næsten 1700 højdemeter venter forude med knap 8% i snit. Sidste sommer kørte jeg Stelvio og tænker at denne stigning må være sammenlignelig. De første 4-5km går perfekt; jeg holder en fin kadance, jævn puls og begynder overmodigt at undervurdere stigningen. Den bliver bare ved og ved – 23km op, op, op.

Lige inden trægrænsen i 2.000meters højde er der et mindre depot, jeg tjekker dunkene – en halv liter endnu – og kører videre. Efterhånden misunder jeg redaktørens 34-32 bjerggearing, træder hårdere endnu og kommer våd, svedig og til dels udmattet op på toppen af dødens bjerg; stadig i live.

Cola, nutellamadder, væske på og regnjakken oplynet. Nedkørslen var fantastisk – i et goldt miljø med masser af klipper, højdedrag og gode flagvagter (som markede huller i asfalten og farlige sving) gjorde, at man fint kunne køre med mere end 60-70km/t på de lukkede veje uden problemer – næsten ligeså fedt som opkørslen.

Jeg ender som nummer 17 i løbet, det er jeg sindsygt godt tilfreds med, jeg er den absolut største rytter i top 30. Tak for fedt løb i Italien.