Onsdag/Torsdag skriver min kære Team chef Uggi Kaldan om jeg ikke har lyst til at deltage i et helt nyt motionsløb i Kjellerup på lørdag d. 29 august – Sensommerløbet. Så er jeg jo godt klar over hvad klokken har slået – jeg må i gang med at overbevise min kære frue om, at det her må jeg da ikke gå glip af. Sidst jeg var af sted (Rundt om Rold) havde jeg blomster med hjem til hende, så det skal i hvert fald bruges som et godt argument for at få udgangstilladelse. Det lykkedes!! Hun er nu sød – min kære frue.
Af: Henrik V. Nielsen
Helt nye løb førte sig frem som om en gammel klassiker
Sensommerløbet er et helt nyt motionsløb som køres samme dag som en gammel klassiker – Marselisløbet. Det kunne måske være med til at sætte en dæmper på deltagerantallet, men det var heldigvis ikke tilfældet. Arrangøren annoncerede før starten, at de havde håbet på 100 deltagere – vi var det dobbelte. Så måske der her er en ny-klassiker i støbeskeen. Med nye løb må man som deltager forvente en del skønhedsfejl – de forventninger blev fuldstændig gjort til skamme. Der var styr på begivenhederne fra start til slut. Lidt bøvl med resultatlisten, som efterfølgende blev rettet, så skidt pyt med det.
Der kunne deltages på 2 ruter, en på 47 km og en på 80 km. Jeg vælger at køre ruten på de 80 km, desværre uden Uggi, som var blevet kaldt på job – kunne ellers godt ha brugt ham på modvindsstykkerne. Havde egentlig forventninger om, at ruten ville være relativt flad, her tog jeg fejl, skulle vist ha nærlæst ruten lidt bedre.
Kl. 10.00 går starten, men inden da er der lige lidt opmuntring og gode råd fra folketingsmedlem og trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen – som næsten lovede, at næste gang stiller han selv til start. Vi bliver sendt af sted med et brag, i bogstaveligste forstand – en mand klædt i sort skyder en kanon af, BANG!!!!
Det er federe at køre løb når der er Marchalls, det er det bare
BMW race marshalls fører os ud af byen, og der bliver givet go gas fra start af, men det er svært at komme væk. Især fordi vi på udturen af rundstrækningen har solid medvind, så tempoet er højt. De første 10-12 km er feltet rimelig samlet, og vi sidder vel omkring de 40-45 mand. Der bliver hugget gentagende gange, forsøger selv at komme med på hjul et par gange eller 3, men det bliver ikke til det helt store. Til sidst kommer 5 mand afsted og får skabt et hul, efterfølgende kører 3 mand op – her prøvede jeg selv at hænge med, men det var ikke lige i dag det skulle være. Oppe i front sidder bl.a. 2 fra Team Tom´s Tasty Turkey (Lars & Robert), som jeg fra start af havde planer om at følges med i dag. Øv, det lykkedes ikke. Synes da lige jeg vil nævne, at Lars tidligere på ugen kørte DM for politiet – både enkeltstart og linieløb – med en 1. Plads til følge i begge discipliner. Fandme flot Lars!
Nå, vi tilbageværende i feltet prøver på bedste vis, at minimere udbruddet. Desværre bliver det lidt enkeltmandspræstationer, hvor resten hænger på, og ikke noget samarbejde for at hente ind på udbryderne. Egentlig ikke fordi vi tilbageværende ikke yder en indsats, men “kæden” kommer bare ikke til at køre. Vi er ca. 30 mand tilbage i feltet. Måske kører kæden ikke helt perfekt fordi folk ved at der efter det hurtige medvindsstykke kommer lidt bakker, som kan skabe lidt splid?
Tour de France bakken… ja det hedder den altså!
Bakkerne kommer ca. halvvejs inde i løbet, og især Tour de France bakken – ja det hedder den altså – var helt vild fed, med et rigtig hårnålesving. Her bliver der forsøgt at gøre en forskel, prøver selv – uden held. Folk er virkelig godt kørende, og der er mere eller mindre samling efter toppen. Og nu begynder vinden også at være en faktor, og her har jeg desværre ikke min force – hvis jeg har nogen. ;) Kunne godt ha brugt dig her Uggi. Endnu flere bakker bliver forceret, og vinden driller stadigvæk. Det lykkedes til sidst for 2 mand at komme væk fra feltet. Der er ikke rigtig nogen der har kræfterne til at følge efter, og det ender med at de 2 holder feltet bag sig. De 8 udbrydere der kom væk ved løbets start har vi ikke kunne se de sidste mange kilometer, så dem når vi i hvert fald ikke.
Vi nærmer os Kjellerup, og løbets afslutning. Der bliver forsøgt at komme væk flere gange, men det hele ender i en massespurt, for os tilbageværende fra feltet på ca. 25-30 mand. Jeg klarer spurten overraskende godt og ender med en samlet 19. plads i tiden 2.07.08.
Sikke en flot debut.
Fed fed rute, og stor cadeau til arrangørerne for et godt og vel tilrettelagt motionsløb som de kan være stolte af. Der var lidt skønhedsfejl – der kunne være fejet i nogen sving, men det er faktisk det eneste jeg lige har af ønsker. Skiltningen var upåklagelig, og med racemarshalls føler man sig bare mere sikker. Stemningen før, under og efter løbet var også helt i top, og jeg er sikker på at de fleste vil gi mig ret.
Tak for en fed dag – jeg kommer igen.