Det er ingen kunst, at finde på en skarpt vinklet overskrift, men er det fair? Man håber ikke de har ret; DR, Politiken, og VG Norge, der i samlet flok, delvist anført af journalisten Niels Christian Jung, besluttede at publicere historien om at Fulgsang er blevet undersøgt, for at pleje omgang med den notoriske dopinglæge, dr. Ferrari. Kunne materialet bære de skarpe overskrifter? 

– “Jakob Fuglsang efterforsket for forbindelse til kendt dopinglæge
Den danske toprytter blev i 2019 efterforsket for forbindelser til den omstridte læge Michele Ferrari, afslører rapport.”

– “Hemmelig rapport kæder Jakob Fuglsang sammen med bandlyst dopinglæge
Mens cykelrytteren Jakob Fuglsang har brilleret på landevejene, har sportens antidopingenhed efterforsket stjernen for tråde til den berygtede dopinglæge Michele Ferrari. Fuglsang har ingen kommentarer.”

Sådan skrev henholdsvis DR og Politiken, på forsiden, i store typer, flankeret af  gule breaking news bjælker. Ikke ét ord, i hverken overskrift eller manchet, om at rapporten (tilsyneladende) ikke indeholder ét eneste konkret bevis og at undersøgelsen faktisk er opgivet.  Redaktøren på Politiken kommer ellers med mange fine argumenter for hvorfor de 3 medier var i deres gode ret til at offentligøre rapporten. Dem kan man læse i artiklen her – Jakob Fuglsang er da uskyldig indtil det modsatte er bevist.

Og ja – et medie må gerne berette fra igangværende undersøgelser, retssager, og i det hele taget historier, som deres journalister har støvet op, naturligvis, men, og det er vigtigt. Her var jo tale om en afsluttet undersøgelse, der konkluderede man tilsyneladende ikke har fundet konkrete beviser. Det svarer til at vide at en person er frifundet i en voldtægtssag, og så i overskiften skrive – XX ANKLAGET FOR VOLDTÆGT… efter der er faldet dom, hvor vedkommende er blevet frikendt. Det er ikke i orden. Det sensationsjournalistik, og det burde DR, VG Norge og Politiken faktisk se sig for gode til.

Med den information vi er blevet præsenteret for indtil videre, så er artiklerne alt for skarpt vinklede, og med alt for meget fokus på gæt, fra mere eller mindre kvalificerede eksperter, om hvorfor det er sandsynligt, at Jakob har snydt.

Forsvaret for artiklernes berettigelse, klinger ærlig talt hul, når redaktørerne på de store medier, udmærket er klar over at rigtig mange læsere ofte ikke læser andet end overskriften, inden de fælder dom. Rapportens konklusion om manglende beviser, er “gemt” langt nede i artiklerne, hvor det i øvrigt kun fylder omkring 2 linier, mens eksperters udtalelser, om Jakobs bemærkelsesværdige resultater, og den mulige årsag hertil (snyd underforstået), fylder flere afsnit inden.

Fakta er: Fuglsang blevet undersøgt – og beviserne mangler. Det sidste gør hverken Politiken eller DR sig ret umage med at understrege, men derimod bruger de rigtig meget krudt på at insinuere, at doping er en rigtig sandsynlig forklaring på Jakobs gode resultater, de sidste par sæsoner.

Den der ler sidst…

Nu er AoC et lille miniput medie, uden nævneværdige kontakter i international prof-cykling, så jeg skal naturligvis ikke kunne afvise at blive mobbet på et senere tidspunkt af den gode hr. Jung, (som jeg driller lidt i overskriften på artiklen her), hvis sagen mod Jakob i nærmeste fremtid eksploderer. Jeg tager den chance.

Ud fra den information os almindeligt informerede læsere (som mig) har – som altså er det vi har læst i Politiken og set på DR, så har dækningen af rapporten ikke været objektiv, snarere sensationel og med et slet skjult ønske om at ruske op i noget – hvilket ikke er lykkedes.

Som nævnt i min første artikel om emnet – så er det muligt at historien har fungeret som fiskestang – med et håb om at en offentliggørelse ville knække et vidne, eller bringe noget nyt til torvs, der kunne lirke historien op. Hvis det er tilfældet, så er det mislykkedes, og jeg synes faktisk DR og Politiken står tilbage med en sag, hvor de skylder Jakob Fuglsang en undskyldning.

Vi må se hvad fremtiden bringer. De fleste cykelfans er nok (som mig) lidt bekymrede for at der er noget om snakken; “ingen røg, uden bål”- men indtil videre har ingen altså fundet arnestedet, og derfor bærer artiklerne også præg af at være for tidligt på den. Det havde klædt de store medier at være mindre selvsikre, og at have ventet med de store overskrifter, til de faktisk havde en historie.

Nu står de lidt afpillede tilbage, som kække skoledrenge, med en våd plet i bukserne, og uden en fræk historie, til at forklare den.