I løbet af Tour de France har jeg fulgt med i forskellige Podcasts, én af favoritterne er “The Move“, hvor Lance Armstrong og George Hincapie dagligt giver deres perspektiv på Touren, det er glimrende underholdning, og da Lance er indblandet, så er der naturligvis en god portion sponsorer på showet, som bliver nævnt i hver eneste episode, én af produkterne er Ketone-IQ, fra HVMN.
Tekst og foto af Uggi Kaldan | AltomCykling.dk
Profferne bruger det…. så….
Lance fik nævnt produktet så mange gange at jeg til sidst tænkte, det bliver jeg nødt til at prøve det der. I programmet, og i en større mængde anmeldelser jeg har læst, beskriver folk at de tager produktet dagligt som en slags kosttilskud, og at det giver mere energi i løbet af dagen, særligt hen på eftermiddagen, hvor man godt kan have en tendens til at gå lidt død – og mange derfor ofte spiser noget hurtig energi eller drikker kaffe, hvilket naturligvis giver et boost, men også kan have en tendens til at få én til at falde helt sammen, ganske kort tid efter.
Her skulle ketoner altså holde kroppen “fueled” længere, således at man undgår at energien går op og ned i samme hastighed som hvis man bruger sukker, som jeg har forstået det, er det et slags brændstof der så at sige kører længere på literen end sukker, men er hurtigere at omsætte for kroppen end fedt. Den mere tekniske side af hvordan det fungerer er én af de ting jeg også vil forsøge at gøre mig klogere på, og formidle efter bedste evne, når testperioden er overstået.
Hvordan har jeg tænkt mig at teste det?
Videnskabeligt bliver det naturligvis ikke, det er som altid en “hands on” oplevelse vi går efter her på AltomCykling.dk, jeg har hverken en PHD i menneskets stofskifte, eller i kemi, så her må jeg forlede mig på den info jeg kan finde frem om Ketoner, og bloggen har ikke budget til et større studie, hvor mange deltagere prøver Ketoner, og vi så sammenligner resultater.
Faktisk er det også lidt svært at gribe en test an, for de artikler der omtaler dette kosttilskud, beskriver meget forskellige scenarier om hvor det har størst effekt. Skal Ketoner tages dagligt, i mindre mængder, skal det tages imens du cykler, i sidste del af hårde udfordringer, eller skal det tages imellem hårde træningspas, fordi det øger restitutionen, ELLER er det så fantastisk at man bare skal hælde det på systemet hele tiden?
Ikke helt let at finde ud af, men nu har jeg altså en portion af de kostbare dråber stående herhjemme, og de skal naturligvis prøves af, på både den ene og den anden måde (jeg får lidt vejledning fra en ven) – og så vil jeg beskrive om jeg har oplevet en effekt. Ser man på flasken så er der mange fordele at holde øje med.
Er det ikke noget med det koster en million?
Jo, eller nej, det koster ikke en million, eller flere tusind kroner pr. dosis som det gjorde for ganske få år siden for den sags skyld, hvilket også var medvirkende til at flere cykelhold mente det var en slags økonomisk doping (forudsat at det altså virker), for naturligvis var det ikke alle hold der havde råd til at holde deres ryttere kørende på ketoner både før, under og efter løb, når hvert “shot” kostede +1000 kroner…
Så meget koster Ketones-IQ ikke, men det er heller ikke ligefrem billigt!! 3 flasker (minimums bestilling) koster 875 kroner, det er en måneds forbrug, hvis du tager en dagsdosis på 35ml som nogle anbefaler- men nu skal jeg lige finde ud af om det giver mening at tage hver dag, eller om det er en dosis enten lige inden træning, eller under træning / løb der, eller som restitution, fungerer bedst (for mig)?. Prismæssigt vil der er jo være stor forskel på at skulle indtage en dosis 2 – 3 gange om ugen, frem for 7 gange om ugen eller mere.
Der findes i øvrigt heller ikke en dansk distributør (endnu) så portoen er irriterende høj, det koster hele 420 kroner at få sendt fra USA, det er en pæn slat penge må man sige, det beløber sig til 1300 kroner for én måneds forbrug, eller 22oo kroner for 2 måneder (30 eller 60 serveringer), inklusive porto. Hver servering løber så op i 43 og 36 kroner, av min arm. Køber du derimod 24 flasker, f.eks. sammen med nogle venner, så er den samlede pris 6750 kroner for 72o serveringer, og så er du faktisk helt nede på under 10 kroner pr. shot, og det kan man måske bedre overskue i budgettet. Det kan altså virkelig betale sig at købe større mængder hjem, det kan man jo overveje.
Anyway – alt det er rent teoretisk, for jeg kommer hverken til at bruge 1300, 2200 eller 6750 kroner, med mindre produktet viser sig at fungere, så jeg går igang. Jeg har indtil videre taget én dosis i to dage, i går på en hviledag, i dag, hvor jeg senere cykler et kortere 2 timers pas. I morgen får den så én over nakken, på en LANG tur, hvor jeg vil have et shot med i lommen som jeg vil indtage med godt en time tilbage af turen, så jeg altså tager 2 dosis på én dag.
Det bliver sjovt.
** Dette er ikke en sponsoreret post, vi har modtaget en vareprøve på redaktionen, men har ikke derudover noget kommercielt samarbejde med producenten.