For godt 2 uger siden var jeg i Belgien i forbindelse med VM, og blev i den forbindelse også inviteret af Specialized til at prøve det nyeste skud på stammen i deres CRUX line up. CRUX er egentlig en cykel udviklet til cross, men blandt mange grus-entusiaster anerkendt som en glimrende gravelcykel, dog indtil nu, ikke med plads til super brede dæk. Den nye CRUX har plads til 47mm på 700c, imens rammen samtidig er den letteste gravel / cross ramme, Specialized nogensinde har produceret. 725gram for en str.56 ramme, og 7.25kg for en komplet cykel, med Pathfinder 40mm dæk på. Du kan altså komme under 7kg med landevejsdæk.
Af Uggi Kaldan | AltomCykling.dk
Stilren, klassisk, kompromisløs, CRUX
Jeg har i nogle måneder efterhånden cyklet rundt på den dedikerede “gravelged” Diverge, og før den, en Specialized Roubaix, begge er fantastiske cykler. Roubaix er mere naturligvis “race orienteret” end Diverge, der med sin utroligt komfortable geometri, er en rigtig flydercykel, der ikke bare klarer sig glimrende som hurtig cykel på grus, men virkelig skinner på lange ture, og et fantastisk bud på en bike-packing cykel, imens den stadig klarer sig overraskende godt, monteret med et sæt landevejsdæk. Roubaix er en fantastisk allround cykel, der var virkelig god på landevej, og ret god på grus, uden dog at være super specialist, på det ene eller det andet underlag.
Den nye CRUX rammer “the sweet spot” for mig. En ren cykel, super stiv og responsiv, og samtidig så let, at det er umuligt ikke at blive i godt humør, når man giver den gas opad. Cyklen indbyder simpelthen til sjove ture og leg på cyklen. Du kan kaste alle udfordringer efter den nye CRUX, og du vil smile hele vejen. Samtidig er den dejligt enkelt udformet; der er ingen affjedring (Future Shock) under styret, der er ingen skøre vinkler på bagstag (“dropped chainstays”) for at få plads klingen foran, eller saddelrør der sidder asynkront med overrøret, langt nede på saddelrøret.
I stedet er der en tæt på “klassisk” rammegeometri, uden en masse “spændende” udformninger på rørene. Det er virkelig en pæn, klassisk cykel, der ikke vejer et kilo for meget, hvilket ellers har været normen, siden skivebremser blev “mainstream” på landevejsrammer. Vægten har i den grad været en udfordring for producenterne, der er blevet delvist maskeret med f.eks “aero gains”, men på nettet har debatten raset, for vægt er et parameter mange går op i, og her har disc-cykler simpelthen ikke kunne konkurrere med deres fælgbremse-forgængere. Indtil nu.
En af cykelbranchens mest innovative ingeniører hedder Peter Denk
Hvis navnet Peter Denk ikke siger dig noget, så er det ok. Ingeniører er ca. ligeså meget rockstjerner som klippere er i film, de har en helt utrolig magt over det endelige produkt, men næsten ingen kender dem. Chancerne for at du kender til Peter Denks innovationer er derimod ret store. Kan du huske at Cannondale for godt 10 år siden, producerede nogle ganske bemærkelsesværdigt lette rammer og cykler, der satte helt nye standarder for hvor let en serieproduceret carboncykel kunne blive, samtidig med at den var stiv alle de rigtige steder. Super Six Evo hed den, og den dag i dag hylder mange stadig den gamle skivebremse version af cyklen, der var og ér en fantastisk cykel. Gæt hvem der stod bag udviklingen af den cykel?
På det tidspunkt arbejdede Peter Denk egentlig som selvstændig med eget firma, og man kunne hyre ham til at udvikle produkter for sig, uanset hvilket firmanavn der prydede ens visitkort. Det stoppede i 2014, da Specialized gav ham et tilbud han ikke kunne sige nej til, jeg kender ikke detaljerne, men resultatet. Denk ejer stadig sit firma, Denk Ingineering, men har kun én kunde, og det er Specialized. Hvis man vil sælge de bedste produkter, er det ikke nok kun at være god til markedsføring, man skal også have det bedste hold af udviklere.
Nogle af de ting Denk har lavet for Specialized er usynlige, men tidligere i år kom en cykel på markedet, der for kendere bar en umiskendelig Denk signatur. Aethos. Denne lette, klassisk udseende cykel, var en anden retning, end den resten af branchen ellers har bevæget sig i. Arbejdet med Aethos fødte en ny idé hos Specialized, kunne man tage grundidéen bag Aethos, og skabe verdens letteste serieproducerede gravel / cross cykel, der samtidig med at den var let og stiv, også var klassisk, responsiv, og ikke mindst, havde plads til nogle massive 47mm lakridser.
Udfordringen blev taget op i tyske Frieburg, hvor Peter Denk har sit “lab”, resultatet blev,0 at man faktisk ikke kunne bruge ret meget fra Aethos, når man skulle bygge en gravelcykel med plads til 47mm dæk, andet end filosofien omkring at bygge en let, stiv, og fantastisk kørende cykel. CRUX er sin egen, med siy helt egen unikke carbon lay up, og helt unikke løsninger.
Det er en helt ny cykel og den er fed!
Jeg vidste faktisk ikke hvad jeg skulle ned og prøve, da jeg ankom til Leuven i Belgien. Jeg havde på forhånd fået at vide at vi skulle have Stybar med på en testtur, og ud fra den oplysning tænkte jeg at der nok var stor sandsynlighed for at vi skulle ud og prøve en gravelcykel, eller en cykelcross cykel. Det blev begge, en cykelcross cykel, der i den grad også er en gravelcykel med sine 47mm clearance.
Specialized og Peter Denk har måtte ty til nogle interessante løsninger, for at få nogle af deres design paradigmer implementeret, særligt omkring bagstagene, som er et af de absolut mest komplicerede elementer på cyklen, hvilket er interessant, fordi de ser ganske almindelige ud, men det er de ikke.
For at bevare styrken, skulle de være lige og klassiske, men de asymetriske bagstag, som ses på andre cykler, er ikke bare en marketingsgimmick, der er en reel udfordring med pladsen ved kranken, når der både skal være plads til klinger, og brede dæk. For at få plads, har Specialized måttet ty til at lave en solid carbon pind, altså ikke et rør, der går bag ved klingen, med et lille indbygget rør øverst, hvor der er gjort plads til Di2 kabelføring. Løsningen er så godt som usynlig, men udviklingen har taget månedsvis, det er ret frækt.
Lets ride!
2 dage er jo ikke meget i forhold til at vurdere en ny cykel, men jeg har en cykel på vej, der skal prøves, så snart den kommer til DK. Hvis vejret er godt skal jeg ud og teste Dirty Jutland ruten på den, og glæder mig rigtig meget til at prøve den rute, på en rigtig “racer gravel cykel”. Jeg glæder mig også at skrive længere artikel om cyklen, når jeg har haft mulighed for at prøve den lidt længere tid.
Mine 2 dage på cyklen har dog efterladt mig med en kæmpe lyst til at cykle MERE på den, ikke bare prøve den på grus, men 100% sikkert også på landevej. Som læsere af bloggen ved, så har jeg begrænset plads på kontoret, og derfor ejer jeg ikke mange cykler, faktisk kun én ad gangen. Mine cykler bliver derfor brugt både på grus og på landevej. En opgave som både Diverge og Roubaix har løst med bravour.
Jeg har dog på fornemmelsen at denne CRUX kommer til at overgå dem begge, i forhold til den køreglæde jeg troede det var muligt at presse ud af kun én cykel, på forskelligartede underlag. Måske er det her den perfekte cykel til mig? Det betyder naturligvis ikke det er den perfekte cykel for alle, men er du i markedet efter en cykel der er vanvittigt god på grus, og som også kan bruges på landevejen, endda også når det går opad, uden naturligvis at være den hurtigste aero-raket i skuret, så er den nye CRUX seriøst en model du bør kigge på.
Som sædvanlig har jeg fået stillet en farverig udgave til rådighed, så hold øje med skønheden herunder på landevejen eller gruset, og praj mig endelig til en snak hvis du ser mig derude, og vil vide mere. Så snart jeg kender leveringsdato annoncerer jeg et “gravel – group – ride” i Aarhus, med afgang fra Jensen Cykler, hvor det vil være muligt at se cyklen live. Jeg regner med der også vil være en CRUX S-Works til eventet, så man kan få lov at se og løfte på topudgaven.
Er du vimmer en fed cykel, glæder mig til at cykle en masse kilometer på den!