Haute Route Alpe d’Huez venter. 2022 bliver et år med masser af eventyr igen. Redaktøren skal med. Første gang et mindre etapeløb venter ham. Hvordan kommer det til at gå? Hvad venter? Hvordan forbereder man sig? 

Af: Søren Kuipers  / Fotos: Haute Route

Haute Route, bjerge er lig med eventyr!

En mørk vintereftermiddag havde jeg sat to tidligere deltagere af Haute Route i stævne. Den ene er Luise, som deltog i Haute Routes største – og hårdeste – event. Syv dage i Haute Route Alp-versionen. En version Luise endte med at vinde samlet! What! Den anden er min cykelkompagnon gennem de sidste 10-15 år: Jens – der med sine 75 år var Haute Routes ældste deltager i 2021, da vi var i Schweiz til en tre-dages udfordring. Jens er siden interviewet kommet slemt til skade, og han er pt. ukampdygtig med et tredobbelt lårbensbrud, men han vil komme tilbage.

Kan I fortælle lidt om jer selv både personligt og som cykelrytter.

Luise: Jeg er en eventyrlysten optimist, der er draget af frisk luft, smuk natur og gode oplevelser. Til dagligt arbejder jeg som softwareingeniør, og jeg elsker at være fysisk aktiv. Jeg har dyrket alverdens sportsgrene i årenes løb og har altid godt kunnet lide at konkurrere med mig selv. Jeg begyndte at cykle for cirka to år siden og kørte mit første cykelløb i sommer (RED: Haute Route var Luises andet løb!!). Jeg elsker lange løb og weekendture med masser af højdemeter.

***

Jens: Jeg er årgang 1946, den store årgang og som ung spillede jeg håndbold, og da jeg var fyldt 30, begyndte jeg at dyrke løb, først ganske lidt, men efterhånden blev det til alle distancer mellem 1500 meter op til maraton inden for disciplinen ”veteran-atletik”.

Jeg har stort set altid cyklet til og fra arbejde, 25-30 km hver dag, og som årene gik, tog jeg også nogle cykelture sammen med nogle andre. Jeg har været medlem af et par cykelklubber i perioder, men cykler oftest alene. 

Jeg har ikke svært ved at motivere mig selv, snarere tværtimod, så det kan godt blive til et sted mellem 12.000 og 15.000 kilometer om året. Desuden deltager jeg gerne i forskellige motionsløb her i Danmark. I 2012 inviterede jeg jo dig (RED: skribenten) til at cykle fra Zell am See til Gardasøen, og jeg forsøger at komme i bjergene – gerne Dolomitterne – næsten hvert år. Det er svært at undvære.

På trods af mine 76 år, har jeg stadigvæk lyst til at udfordre mig selv på en racercykel, men jeg kom jo også sent i gang.

Hvordan fik du idéen om at købe en racercykel?

Luise: Før jeg begyndte på landevejscykling, havde jeg et skravl af en fixiecykel som citybike. Jeg boede i en bakket del af Californien, og mit hus lå oppe ad en bakke, der var så stejl, at det aldrig var lykkedes mig at cykle hele vejen op. Så da den nærliggende cykelbutik havde ophørsudsalg, forkælede jeg mig selv med en cykel med gear. Jeg faldt tilfældigvis for en racercykel – udelukkende på grund af dens mintgrønne farve, rundede racerstyr og hæftige rabat. Det var en tung aluminiumscykel med flade pedaler, men den udviklede sig langsomt fra citybike til at være min første racer.

***

Jens: Det har jeg faktisk aldrig gjort. Min første racercykel var nemlig en fødselsdagsgave fra familien, da jeg fyldte 60. En CUBE alu-racer med 27 gear. Den var jeg stolt over at race rundt på, og da jeg altid har været glad for udholdenhedssport, men ikke var særlig aktiv inden for løb mere, var det oplagt med en racercykel. Den er så senere blevet suppleret med en carbon-racer. Det var så en gave, da jeg blev 70.

Min CUBE er fortsat i stalden og kører som vinterracer.

Hvor hørte du om Haute Route, og hvad fik dig til at melde dig til?

Luise: Da jeg flyttede til Schweiz i efteråret 2020 mødte jeg et par venner, der allerede havde meldt sig til Haute Route Alps 2021. De prøvede at lokke mig med, men jeg syntes ærligt talt, det lød som en absolut sindssyg ide at cykle 800 km og 21000 højdemeter på én uge. Jeg havde ikke cyklet nær så langt eller højt før, og jeg havde aldrig tidligere deltaget i et organiseret cykelløb. 

Det viste sig dog, at løbet faktisk allerede var fuldt booket, så jeg skrev mig på ventelisten, hvilket virkede ganske uforpligtende. En dag i marts fik jeg så en e-mail om, at jeg faktisk var kommet af ventelisten og nu havde 3 dage til at beslutte mig. Jeg havde tilfældigvis lige set dokumentaren Ikarus på Netflix dagen før, og var dybt intimideret, men efter et par dages frem-og-tilbage, lod jeg mig overbevise af de smukke billeder fra Haute Routes tidligere løb og ideen om, at det uden tvivl ville blive en stor oplevelse. Jeg planlagde bare at tage det i mit eget tempo, stoppe for at tage billeder, osv.

***

Jens: Det var jo gennem dig, Søren, at jeg havde hørt om dette fantastiske cykelløb. Du havde været med et par år tidligere og fortalt positivt om dette fine arrangement. Nu havde vi kørt en del i bjerge, men altid noget som vi selv havde strikket sammen. Et par gangene havde vi mødt nogle, som var med i et arrangeret cykelløb, og det virkede jo ret spændende, så det kunne være en ny og spændende udfordring. Og så havde jeg aldrig før kørt i Schweiz. Det virkede også inspirerende. 

Hvad foretrækker du: Rolling hills eller Monster climbs?

Luise: Jeg er klart til monster climbs. Jeg elsker at presse mig selv, og man kommer i et helt specielt mindset, når man arbejder sig op ad de lange, stejle bjergstigninger. Derudover er de oftest utroligt smukke.

***

Jens: Tjoo…der er et eller andet dragende med de høje bjerge, selvom det ind imellem ligner rent selvmord. Et eksempel var, da jeg skulle op til Passo Mortirolo, fra den sværeste side. Efter ca. 3 km med 8 % stigning , var det ændret til 11-12%, og jeg vidste, at det sådan var det de næste 6 kilometer. Jeg hoppede af cyklen og gik 25 meter og var ved at overbevise mig selv om, at det ikke var en rimelig udfordring. Kom til den slutning, at det var bedre at hoppe på cyklen igen, og så var det bare af sted. Undervejs har man mange tanker og forestillinger: ‘det ser ud til, at oppe efter det næste sving, flader det en smule ud…nej’ og ‘kan det passe, at jeg kører i laveste gear? Nå ja, men så må jeg jo bare fortsætte’. Bagefter – når man har klaret den –  så er man jo stolt af sig selv.

Hvordan forbereder du dig til et event som Haute Route – long term/short term?

Luise: Det kommer selvfølgelig meget an på, hvilket mål man har for løbet. For langt de fleste deltagere, er det primære mål nok at gennemføre (det var det også for mig i starten). Uanset ens konkrete mål, gælder det dog om at få en masse kilometer i benene i løbet af foråret og sommeren. Derudover, vil jeg også klart anbefale, at man prøver kræfter med nogle store stigninger. Begge dele er selvfølgelig god fysisk træning, men det er også vigtigt, at du er mentalt forberedt på at cykle opad i timevis og ved, hvordan du skal pace dig selv, hvor meget du skal spise og drikke undervejs, osv.

Men Luise,hvad er så dit must-have?

Helt bestemt noget godt at drikke og spise, meget energiholdigt, så jeg kan holde mine watt. Det en stor hjælp at have et powermeter for at disponere sine kræfter ordentligt. Især i lange, mixed løb som Haute Route er det nemt at lade sig hive af de andre, men det er ikke altid en god ide på den lange bane.

På kortere sigt, er det selvfølgelig en god ide at restituere og ernære sig ordentligt inden løbet (og undervejs!). Jeg var ikke så struktureret på den del, men der er masser af god litteratur på det område, som jeg klart vil se nærmere på inden næste challenge.

Og dig Jens, hvordan er dine forberedelser til sådan et etapeløb som Haute Route?

Jens: Som tidligere deltager i blandt andet maratonløb ved jeg af erfaring, at det møder man ikke bare op til og siger ”det går nok”, for så går det ikke. Man vil gerne gennemføre i fin stil og være tilfreds med sin egen præstation. Man skal i meget god tid, gerne mere end et halvt år før, bygge op til det. Lange ture på en 3-4 timer, noget hård træning med høj intensitet, og så må vi her i Danmark kigge efter områder med de større bakker, så man trods alt får en fornemmelse af at køre opad. Jeg har også vestenvinden som solid træningsmakker. Og ellers er der også en mental opgave i at overbevise sig selv om, at det kan du bare klare!

Hvad står klarest for dig, når du tænker tilbage på din deltagelse i Haute Route?

Luise: Jeg vil faktisk sige, det er hele atmosfæren. Når jeg tænker tilbage på løbet, kan jeg stadig mærke den spænding, adrenalin, glæde og venskabelighed, der fyldt luften alle 7 dage. Det er en helt speciel oplevelse, man deler med de andre deltagere.

***

Jens: Fantastisk godt arrangeret. Man kommer til et helt fremmed sted. Det er første gang jeg er med i et arrangement over flere dage. Og så er man alligevel aldrig i tvivl om, hvad der sker, hvad man skal gøre, hvor man kan henvende sig, hvilken vej man skal cykle osv. Informationsnivauet er meget højt, forplejningen er god, det samme er stemningen i stævneområdet. Og så er området valgt med omhu.

Desuden kan man efter hver etape få en omgang massage – det er altså en luxus-vare, som jeg må anerkende.

Hvis du skulle sammenligne dig selv som ryttertype, hvem ville det så være?

Luise: Hvis jeg skal være ærlig, ser jeg ikke nok pro-cykling til at have et godt svar. Jeg absolut elsker dog Cecilie Uttrup Ludwig’s energi og attitude og kan klart se noget af mig selv i den.

***

Jens: Ha ha, dåbsattesten siger jo 1946, og jeg ville selvfølgelig gerne ligne Fausto Coppi som rytter; han kunne besejre bjerge som ingen anden. Af nyere ryttertyper vil jeg nævne Fabian Cancellara, som tonser over stok og sten med sin store motor. Jeg startede jo i en meget moden alder med cykling som sportsgren, så evnen som sprinter er for længst overstået. Men når jeg nævner de to ovenfor, så bunder det nok i, at jeg har viljen til at ville besejre høje bjerge og evnen til at kunne træne meget med en forholdsvis stor motor.

Af alle de bjergstigninger du har cyklet, hvilken stigning står så tilbage som den ultimative?

Luise: Mont Ventoux eller Alp d’Huez er nok de mest ikoniske stigninger baseret på deres ry og historie. Men Col de la Bonette stikker ud i min erindring med sit golde måne-lignende landskab og ekstreme højde.

***

Jens: Den ultimative må vel være op til Grossglockner,Heiligenblut. Det var mit første forsøg på at køre op ad et bjerg. Sol og 35 grader nede i bunden ved Zell am See, hagl og 2 grader grader på toppen, lang stigning og over 1800 hm.

Der er dog en tre andres bjerge, som ligger lige i hælene på Grossglockner. Passo Fedaià fra Caprile fik jeg først rigtig has på 3. gang, og så glemmer man heller ikke lige Mortirolo fra Mazzo-siden. I samme område har Passo Gavia nede fra Ponte de Legno også gjort et solidt indtryk. 

Der er mange…og de er meget forskellige.

Hvis man havde én dag til at cykle i Danmark, hvilket område ville du så vælge?

Luise: Jeg begyndte første at cykle, efter jeg flyttede fra Danmark, så jeg mangler stadig at udforske mange af de danske landeveje. Men de bølgede landeveje på nordsjælland er klart et besøg værd – især i omegnen af Esrum sø.

***

Jens: Cykelløbet ”Danmarks Højeste” i midtjylland er et rigtig godt bud på grund af de mange højdemeter. I øvrigt er området syd for Silkeborg og det man kalder den jyske højderyg et fantastisk dejligt område med skøn afvekslende natur, mange gode bakker og fine sø-områder.

Luise: Hvordan er det at være kvindelig deltager i en serie af løb, hvor flest mænd deltager?

Luise: Jeg synes, det er fedt. Man skiller sig selvfølgelig ud, men det synes jeg bare er sjovt. Folk lægger virkeligt mærke til én, både på vejene, i race village, på hotellerne, osv. Det fører til nogle gode snakke og masser af nye venskaber.

I forhold til selve løbet vil jeg sige, at det kræver ekstra god selvdisciplin at køre side om side med mændene. Man er virkelig nødt til at køre sit eget løb. Det kan være fristende at trykke til med de hurtige gutter, men det kan give bagslag senere hen. Omvendt synes nogle mænd vist ikke, det er så fedt at blive overhalet af en kvinde, så de kan finde på at lægge sig op foran igen, selvom det faktisk sænker farten. Så det gælder meget om kende sig selv og sine evner, og så insistere på at holde sit eget tempo – uanset om det er hurtigere eller langsommere end herrernes. 

Jens: Hvordan er det at deltage som den ældste til et event som Haute Route?

Jens: Da jeg fik muligheden for at deltage i Haute Route, var min første tanke nok: ‘Er det noget for mig med den alder jeg har?’ Jeg vil jo helst ikke, at flere officials sidder og klikker med deres kuglepen og tænker, kommer han ikke snart i mål, så vi kan få lukket slusen. Men sådan oplevede jeg det slet ikke, da jeg var midt i det hele. Jeg gjorde det bedste jeg kunne, og havde aldrig fornemmelsen af, at det ikke slog til. Man er en del af flokken, og man genkender og hilser undervejs på nogle af dem, man så dagen i forvejen. Selvfølgelig er der nogen, om hvem man tænker: ‘Hvordan kan de køre så hurtigt?’ Men jeg følte, at der er plads til alle. Og så har man jo også selv et ansvar for at være realistisk. Sæt pris på det du kan nu, og ikke på det du har kunnet engang!! Det tip vil jeg gerne give videre til andre modne cykelryttere.