Finish Line Kaederenser
Finish Line Kaederenser

GEAR: Kæderenser fra Finish Line – hvis du ikke blev overbevist af vådservietter.

Vi har fået et Finish Line kæderense-sæt af de flinke mennesker fra cykelpartner.dk. Vores Gear-redaktør – Keen Frisk – efterlyste en tester. Den tjans tog jeg. Jeg har altid har sværget til sæbevand – og en gammel opvaskebørste – når kæden skulle bringes tilbage til nogenlunde ren stand, her var muligheden for at prøve noget nyt, et grønt plastic aggregat… hvem siger nej til det? 

Af: Jeppe Udby

Prøv noget nyt… en kæderenser

Jeg har læst en bog om Steve Jobs og tænker det måtte være sjovt at være ham, han var vildt dygtig til at finde på nye ting. Steves metode var simpel, prøv noget nyt og dette er mit første spæde skridt i retning af at blive god til at finde på ting, jeg prøver en kæderenser. En kæderenser er en “plastikdims” med børster, fyldt med særlige kemikalier, som man kører kæden igennem, og modsat sæbevand og opvaskebørste, så følger der en fancy brugsanvisning med.

Brugsanvisninger og sømpistoler

Jeg må indrømme, at jeg kun sjældent bruger brugsanvisninger, heller ikke de fancy slags, det er bare sjovere at gætte sig lidt frem – og en kæderenser emmer jo ikke ligefrem af ‘rocket science’. Den holdning til brugsanvisninger har bragt mig i fedtefadet en enkelt gang (jeg kan huske), hvor min kusines tømreruddannede mand og jeg – i frustration over egne evner – endte med at samle et IKEA-skab med en sømpistol… det holder i øvrigt endnu, og det bliver nok aldrig (og jeg mener ALDRIG) skilt ad igen.

Denne gang har jeg læst brugsanvisningen, og det er en rigtig god brugsanvisning, men ret unødvendig. En kæderenser er meget let at bruge. Typisk, den ene gang man vælger at bruge en brugsanvisning, viser det sig at man ikke behøvede. Det får mig nok til at fravælge at kigge i brugsanvisningen næste gang jeg har købt noget i IKEA… så må vi bare håbe jeg har en sømpistol ved hånden.

Derfor behøver du ikke at læse brugsanvisningen på kæderenseren

Du kan nemlig bare læse her: Tag kæderenseren ud af indpakningen (den kan åbnes uden saks!) og kig på sagerne: Den er grøn… Der er et låg, der er et håndtag og der er tre børster. Som tilbehør er der noget særligt ”degreaser-væske”, der renser kæden (surprice) og noget kædeolie (til bagefter). Låget skal af, væsken skal påfyldes, kæden ned mellem børsterne og låget på igen. Ikke noget med at afmontere kæden, og faktisk undgik jeg næsten at få sorte negle og fingre, hvilket en papirnusser som mig sætter pris på.

Når kæden er på plads i renseren, skal der langsomt køres med håndtaget, det starter lidt trægt, men herefter var er det faktisk utroligt nemt. Kæden blev flot og ren, endda på trods af at udgangspunktet var et fedtet bæst, med masser af sand og snavs i leddene.

Herefter skal kæden naturligvis smøres med lidt olie, som også var med i pakken fra Finish Line, og vupti, du er klar igen. Kæden bliver ikke ‘som ny’ af dette her, men ligesom med vådservietterne er dette her en ganske fin måde at klare den daglige vedligeholdelse af kæden på. Enkelte (fortabte sjæle) vil måske mene, at det er spild af tid at rense kæden hver gang man har cyklet, men vi på AOC ved vi, at hvis man vedligeholder sine ting ordentligt, så holder de længere – hvis de holder længere sparer man penge, og hvis man sparer penge har man flere af dem til nyt grej – sådan!

Finish Line gør det hele lidt nemmere

Efter at have fordøjet de første erfaringer med en ægte kæderenser må jeg sige, at jeg synes, at produktet fungerer rigtig godt. Jeg mener også, at rensevæsken fra Finishline var sin del af prisen værd. Om kæderenseren samlet set er den vejledende salgspris værd, vil jeg lade være op til den enkelte, da vi alle har forskellige grænser for, hvornår noget er dyrt og billigt. En ting er dog helt sikkert – det er nemt og effektivt at gøre kæden ren med en kæderenser fra Finish Line.

Produktinformation

Venligst stillet til rådighed af: Cykelpartner.dk – Link til produktet

Pris: 269.-