Velkommen til ny freelance skribent på AoC – Hasse Rømer – eller bare “ham der Hasse” – kører til dagligt som cykelbud i KBH og ellers lidt licens i årets Cykel Klub, Team Christiania. På AoC vil han både fortælle lidt om sine oplevelser som licensrytter og sine andre oplevelser på cyklen, og dem er der er en del af, når man er cykelbud!

Tekst: Ham der Hasse | Foto: Ham der Hasse

De listige overbelastningsskader

For mit vedkommende, har de fulgt mig siden jeg genfandt min passion for cykelsporten – altså små fire års tid. Det er i tidens løb gået frem og tilbage, op og ned, godt og skidt. Kært barn har mange navne. Og lige nu er det på godt, gammeldags jysk bare træls. Jeg snakker selvfølgelig om de listige overbelastningsskader, og det er desværre noget jeg pt. oplever med mit knæ. 

Alle der har prøvet at være skadet i længere tid, tror jeg kan nikke genkendende til, er at det kan være en fandens mental udfordring! Når man aktivt bruger som krop, lærer man også at værdsætte den styrke man opbygger, og man vænner sig til den! Nu er der jo forskel på, hvor meget vi hver især tænker over tingene, men for mig betød skaden at jeg blev enormt frustreret, ja nærmest deprimeret, særligt fordi jeg ikke kunne finde svar på hvorfor skaden var opstået, og derfor heller ikke kunne se hvad jeg kunne gøre for at undgå den i fremtiden. 

Der opstod en masse tvivl, især tvivl om hvorvidt mine hypermobile led var ved at indhente mig allerede som 25 årig, så slemt stod det heldigvis ikke til, men jeg lærte at det kan betale sig at lytte efter sin krop (surprise) – og at man ikke altid skal lytte til den første autoritet der stiller en diagnose, den kan nemlig vise sig at være forkert (- eller i hvert fald upræcis). 

Skaden der opstår pludseligt er lettere at håndtere. 

Som de fleste cykelryttere, er jeg oftest blevet skadet som følge enten af styrt eller andre, civile uheld. Jeg har oplevet, at mit knæ gik af led fordi jeg gled på et glat dansegulv, og er blevet slået til plukfisk med 60 i timen lige oppe under motorvejsbroen ved Farum. 31 sting i alt, blev det til ved den lejlighed.

Begge hårde skader, både for krop og sind – men også begge skader med en meget tydelig, direkte årsag. Årsagen til en overbelastning er sjældent så lige til, og her kommer netop det lumske ved overbelastninger i forbindelse med cykling; de fleste cykelryttere er vandt til at det skal gøre lidt ondt.

Derfor er chancen selvfølgelig stor for, at man måske ikke lige får lyttet godt nok til kroppen – for man vil jo vise verden (og sig selv!), at man er en hård mand (eller kvinde), af ægte, gammeldags flamsk støbning. sådan én der bare lider igennem, kører begge løb i weekenden, tre uger i streg, for så også lige at snuppe en træningstur med klubben med en masse intervaller ind i mellem. 

Også selvom man i virkeligheden ikke er i tvivl om, at kroppen skriger på at man lige tager en slapper… Vi cykler jo alle fordi vi kan lide det, de fleste af os kan sgu i virkeligheden nok ikke lade være. Jeg kan i hvert fald ikke. Det giver nogle udfordringer både i forhold til selv at lytte, men også i forhold til det fagpersonale man konsulterer hvis man så ender med en skade – og træner man meget og mod forbedring hvert år, så vil jeg påstå at det for mange vil være noget nær umuligt ikke at løbe ind i en lille skade i ny og næ, men mange skader kan undgåes med rettidig omhu. 

Der er forskel på benlængden, men der er også forskel på dem der måler! 

Det viste sig, at jeg har en længdeforskel mellem højre og venstre ben. Det har jeg haft på fornemmelsen i et pænt stykke tid, men jeg fik først taget mig sammen til at besøge min læge i forbindelse med det her i foråret. Her var beskeden ganske klar; højre ben er en lille smule (vurderet 0,2 mm) kortere end venstre, men det var min læges klare opfattelse, at det hverken kunne være eller blive årsag til problemer. Heller ikke, da jeg fortalte hvor meget jeg egentlig cykler.

Nå men det var jo heller ikke noget der generede meget (tænkte jeg) – så jeg trænede ufortrødent videre.  Nu sidder jeg så her, sygemeldt fra jobbet på fjerde uge… i det mindste kunne timingen – set med landevejsbrillerne på – næsten ikke være bedre. Jeg har fået hvilet igennem og gjort klar til den kommende sæson, og jeg når nok også, at få en go del af december med på jobbet – traditionelt set den absolut travleste tid på året for os cykelbude.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke over, at det nok kunne være undgået, hvis jeg havde lyttet til min intuitionen i første omgang og var gået til fys med det samme, og ikke havde stolet blindt på lægen der ikke mente min forskel i benlængde havde nogen betydning. Det kunne have sparet mig for en helvedes masse frustrationer.

Det er ikke altid lægen ved bedst, jeg er imponeret over min fysioterapeut.