Touren blev fremkaldervæsken for en nationalromantisk narcissisme uden sidestykke. Mens rytterne smilede og hyggede sig, og danskerne heppede i millionvis langs vejkanten, kogte medierne med TV2 Sportens fanboys i spidsen over i selvfed hyldest til alt dansk. Størst hyldest fortjener dog de ”usynlige” mænd og kvinder uden hvis frivillige indsats, fællesskabet om Touren slet ikke var muligt.

Af Hans Plauborg | Foto: Hans Plauborg, Morten Skovlund

Showet der ikke kunne røre mig, troede jeg

Jeg er ikke nogen stor fan af Tour de France. Derfor nåede armene heller aldrig rigtig over hoftehøjde, da det i sin tid blev annonceret, at Touren ville komme til Danmark. Var det derimod blevet bekræftet, at Danmark havde fået et VM-værtskab til bakkerne i Vejle eller måske et WorldTour-løb til Trekantsområdet, ja så havde det optaget hele min mentale båndbredde, og jeg var straks gået i gang med at planlægge, hvor og hvordan jeg skulle se løbet. Men Touren … nej den er for stor, for meget, for fransk, for gul, for selvfed, for kedelig.

Alligevel drog jeg af sted mod Vejle i søndags på at opleve lidt Tour-stemning ved vejkanten. Dels fordi jeg er opvokset i området og har cyklet på alle vejene, og dels fordi min samvittighed bød MIG – cykelentusiast siden jeg som 10-årig så Guiseppe Saronni vinde VM i England i 1982 – at møde op, når det franske cirkus nu var i landet.

Og faktisk var jeg til min egen overraskelse begyndt at komme i en form for Tour-stemning allerede om onsdagen, hvor jeg så holdpræsentationen i fjernsynet og i mit Facebook-feed. Alle mine Fb-venner var den dag åbenbart blevet forvandlet til live-streamere fra Tivoli, og selv gennem deres rystede mobiloptagelser var det til at fornemme, at de tusindvis af fremmødte danskere formåede at skabe en kulisse, der fik en normal røvsyg formalitet til at minde om optakten til en gigantisk rockkoncert. Danskerne kan altså noget særligt, når det handler om at tage klaphatten og de rød-hvide farver på og bakke op om en stor sportsbegivenhed. Godmodig og ufarlig national sportsbegejstring – i den disciplin er vi i sandhed verdensmestre.

Desværre er danskere – eller skal vi sige danske medier? – også verdensmestre i mindre flatterende discipliner som hyperbolsk selviscenesættelse, selvovervurderende mindreværd og nationalromantisk anerkendelsessyge. TV2 Sporten er om noget organet, der dyrker disse discipliner. Tag bare deres og andre mediers hype omkring Storebæltsbroen og den ”massakre” og det ”apokalyptiske kaos”, den ville skabe. Altså, om så højbroen kraftedeme var kollapset som Tacoma-broen i 1940 under rytternes overfart, ville forløbet næsten have været en skuffelse på baggrund af de dommedagsagtige overskrifter og forudsigelser. Hvis der er noget, der kan få min klaphat til at skrumpe, så er netop det den slags overdreven og hysterisk nyhedsdækning, hvor ord fuldstændig mister betydning.

At være eller ikke at være en klaphat

Min egen klaphat blev kun endnu mindre i løbet af lørdagen. Med TV2 Sporten i både fører-, point- og bjergtrøjen – selvfølgelig – handlede de fleste nyhedshistorier om, hvordan ALLE folk fra ALLE andre nationer bare syntes, at Danmark og danskerne er de fedeste i verden. Alt ved Touren i Danmark var ”rørende”, ”enestående”, ”unikt” og bare ”fantastisk”.

Den nationalromantiske stolthed kammede over i rene vulgariteter. Èn ting er, at Danmarks højpandede cykelfan nummer et, kommentator Dennis Ritter, græd af glæde over sine landsmænd efter holdpræsentationen, og at Rolf allerede havde været i ekstase i adskillige uger, men nu græd også UDENLANDSKE kommentatorer gudhjælpemig af glæde over danskernes velkomst til Tour-feltet, måtte man forstå. Alle danskere skulle åbenbart druknes i udlændiges anerkendelse af denne lilleputnations evne til at vise begejstring over Tour de France. Det var nationalnarcissisme på speed.

Det sportslige? Njaaa … en hollænder vandt vist. Det var derfor med en temmelig lille rød-hvid klaphat trukket ned om ørene, at jeg drog mod Vejle – nærmere bestemt Jellingvej, hvor starten på 3. etape ville gå. Ville jeg drukne i en tsunami af tårer, der rev alt og alle med sig ned ad Jellingbakken? Men stemningen var afslappet og hyggelig på Jellingvej. Folk travede af sted på den lukkede vej, hvor reklamekaravanen netop havde passeret og smidt prikkede bjerg-t-shirts ud til alle, der måtte ønske en.

Store og små havefester var i gang og mange havde lavet fantasifulde udsmykninger. En enkelt havde malet alle sine vinduesrammer gule, grønne og rødprikkede. Hvilken dedikation! Mange havde fundet gamle cykler frem fra skure og kældre og givet dem en omgang gul maling og sat blomster i cykelkurven. Vi lever i et fantastisk overskudssamfund, hvor folk tilsyneladende har oceaner af tid og overskud til at skabe stemning og fællesskab omkring et fransk cykelløb.

Cort skabte festen, ene mand

Jeg fandt et sted at stå to tredjedele oppe ad Jellingvej – en fantastisk flot og lang stigning på knap to kilometer, som jeg selv har kørt utallige gange i begyndelsen af 90’erne. En absolut værdig åbningsstigning for 3. etape af Touren 2022. En ismand stod klar med sin vogn, men måtte melde alt udsolgt en time før rytterne kom.

Helikopterne begyndte at snurre over os, og der var god plads langs vejkanten og udsigt både ned og op ad stigningen. Stemningen var semi-intens, da Magnus Cort endelig som den første kom tøffende 20 sekunder før feltet. Tilsyneladende havde den prikkede bjergtrøje fået lov til at køre alene af sted for at modtage folkets hyldest. Ingen andre deltagere i verdens største cykelløb gad bruge denne ellers fine startrampe til et udbrudsforsøg.

I feltet smilede og snakkede rytterne sammen, som var de på søndagsudflugt. Det lignede begyndelsen på afslutningsetapen på Champs-Élysées, og havde man tilbudt rytterne et glas alkoholfri bobler eller en skub op-is, lignede de nogen, der var klar til at hoppe af cyklerne. Alle hyggede sig. Det var meget dansk.

Det var det også i Slelde små 8 kilometer fra Jellingvej. Jeg havde på forhånd besluttet mig for at køre ud til byen vest for Vejle, hvor det ville være muligt at se rytterne igen efter deres indledende sløjfe omkring Jelling. ”Hvad giver VINGEsus?”, råbte en ældre mand i rød-hvide farver som opvarmning til rytternes ankomst, og folk gjaldede: ”Det gør VINGEgaard …”. Ok, folkeligheden var stærkere end den poetiske nerve. Men pyt, der hang racercykler i Slelde byskilt, det lokale plejecenter havde kørt de gamle ud til vejkanten, så de kunne mærke suset, og de unge var klar til at se feltet køre forbi gennem skærmen på deres iPhone 13.

Først kom dog de franske gendarmer på motorcykel, en flok sammenbidte mænd med fuldskæg, der så ud som om, de alle havde en fortid på det franske rugbylandshold. Så Magnus, som nu havde øget sit forspring til adskillige minutter til det småslumrende felt, der godt kunne have brugt en sprøjte fyldt med Rolf Sørensens kroniske ekstase. Men folk jublede, og Vingegaard gav vingesus, da slangen af tynde, brune mænd kørte gennem Slelde fem minutter efter Magnus Cort.

Sidst i karavanen kom et par danske motorcykelbetjente, der i modsætning til deres franske kolleger forstod af bidrage til festen med både horn og håndtegn. Hygge med hygge på. Simpelthen. Men ak, hvilket SPORTSLIGT interessant cykelløb kunne man ikke få i en dansk forårsklassiker lige her i dette terræn med de fæle stigninger på nord- og sydsiden af Vejle Ådal? Det spekulerede jeg lidt over, mens jeg kørte mod min sidste destination denne søndag: Den gule fest med storskærmsvisning i Skibet.

Den hyggelige, det mener jeg – afslutning!

Og det er her på den perfekt skrånende græsplæne med en ”fransk” platte, en dansk fadøl og min gamle ven Carsten ved min side, at jeg alligevel går hen og bliver grebet af glæde over al det her overdådige menageri. Det handler ikke om løbet, og det handler heller ikke om tilskuerne, selv om det da er flot og fascinerende, at så mange mennesker langs hele ruten til Sønderborg har stillet sig op for at se den farvestrålende slange af pedalatleter bevæge sig gennem landskabet.

Nej, det der pludselig bevæger mig er tanken om, hvor mange frivillige rundt om i landet, der har lagt ufatteligt mange timer i, at vi alle sammen kan have et festligt fællesskab i de få dage, Tour de France er i landet. Her i Skibet har de frivillige med Anders Bruun i spidsen således brugt måneder på at planlægge og udføre det praktiske arbejde med storskærmsarrangementet om søndagen, en stor lokal fest lørdag aften og, nå ja, så lige en indpakning af en stor bygning i gult stof påtrykt billeder af Chris Anker. I ugen op til Tourens ankomst tog Anders fri fra arbejde for at sørge for alle praktikaliteter.

Hårdt, ulønnet arbejde i uvished om, hvorvidt økonomien overhovedet kunne løbe rundt via salg af mad og drikkevarer. Mennesker som Anders skal hyldes som levende beviser på, at frivilligheds- og foreningskulturen trods svære tider absolut ikke er død i Danmark.

Sportsligt var Touren i Danmark ligegyldig – nærmest et flop. Kommercielt? Who cares. Det er ikke alt der har værdi, der kan måles, og det er ikke alt, der kan måles, der har værdi. Med Tour-karavanens exit står primært én ting tilbage: Aldrig har så mange brugt så meget tid for at skabe så flot en kulisse for så få … i så kort tid.

Tak for det.