I weekenden blev der kørt Bakkeløbet i Hørning nær Aarhus, og traditionen tro, var der både mødt stærke licensryttere op, og i den grad også stærke motionister. I forreste gruppe, hvor der på forhånd var meldt ud at det var “den hurtige” var der således ryttere fra alle danske licensrækker tilstede. AltomCykling.dks #TeamAoC stillede med en yderst kompetent motionist i form af Søren Kuipers, der præsterede at køre hjem som nummer 3. Hans beretning fra løbet, hvor skrev at han synes det var irriterende at der kørte ryttere som sprang deres føringer over, fordi de havde folk ude foran, og lukkede huller hvis nogen forsøgte at komme væk, har IGEN startet debatten om licens vs. motion til motionsløb. Det har fået Jesper Bechmann fra Team Ridley-Briancon til tasterne, og det er glimrende læsning – vi giver ordet til Jesper, mvh. Redaktøren. 

Licens vs. Motion – er der overhovedet en kamp?

Som reaktion på det efterhånden mange negative kommentarer om motion vs. Licen, føler jeg, at jeg i denne efterhånden noget gennemtæskede, men åbenbart stadig aktuelle debat, vil komme med et par pointer – som står 110 procent for egen regning.

Af: Jesper Bechmann Olsen

Licens vs. motion hænger mig efterhånden langt ud af halsen. Hvorfor denne skillelinje, der kun er med til at grave grøft mellem to på bundlinjen i øvrigt ens grupperinger? Hvad definerer én som hhv. licensrytter og motionsrytter? Er det antallet af år, du har cyklet? Din VO2 max. Din FTP. W/kg. At du kan holde x,xx km/t på en given distance. Upload på Strava, Endomondo eller TrainingPeaks. At du har taktisk snilde til at kunne spare dine kræfter på de rigtige tidspunkter. Bogmestermave eller sixpack. X antal børn. Arbejde og familie? – Nej, i bund og grund er forskellen vel blot, hvilke løb og med hvilken ambition/tilgang man stiller op i et givent løb – hvilket sagtens kan variere fra år til år, måned til måned og uge til uge.

Lidt om mig. Jeg har haft licens siden 1998, hvor jeg år efter år har stillet op i en varierende portion løb for at køre race på nogenlunde sikre veje, og hvor det til tider gælder blod, sved og tårer. Ind i mellem har jeg også besøgt nogle “motionsløb”, for at få oplevelsen af at køre på en fed lang rute, hvor det galt andre prioriteringer end at komme først – eller få hurtigste tid, som man politisk korrekt hellere må kalde det.

Jeg har de seneste to år også stillet op i “motionsløb” sammen med nogle kammerater, hvor vi syntes det kunne være sjovt at stille op i samme tøj – nogle kalder os bagerdrengene. Det er fantastiske løb, som vi hermed får lov at deltage i ”sammen”, på tværs af de klubber og licensrækker vi ellers kører i. I fantastisk natur og på de landeveje, vi er vant til at træne på. I et format, hvor der samtidig er plads til at nyde sporten. Det gælder ikke sejr for enhver pris. Det gælder ikke sejre i det hele taget. Man bruger ikke albuer, man holder pænt tilbage for biler, der er ingen stress. Det er et frirum, hvor man kan komme ud og møde ligesindede cykelentusiaster. Det er oplevelse, snakken og kammeratskabet mellem venner, bekendte såvel om ubekendte.

Jeg kører motionsløb, men jeg har også tegnet licens?

Jeg har igen i år tegnet licens. Hvorfor? Jo, for mig personligt er der et par løb på “licenskalenderen”, som ligger tæt på og som jeg synes er sjove at deltage i. Dette kan jeg ikke gøre uden en licens. Betyder det så, at jeg hermed at udelukket fra alle andre “motionsløb”? At jeg kører rundt med et stempel i panden, hvor der står at jeg er for ”race til det her sted”? Jeg træner 4-6 timer om ugen – hvis alt går vel derhjemme med arbejde og familie – hvilket er langt mindre en størstedelen af de ryttere, jeg møder ude til licensløb og motionsløb (når man forsøger at sidde med i front som jeg gør).

Jeg får baghjul af mange, som ikke har licens og mange som har licens. Motionsløbene er langt hårde for mig at gennemføre og følge med i end et licensløb. Så hvorfor må jeg ikke give mig selv den udfordring, det er at gennemføre 120 km rundt om Skanderborg – på bedst mulig vis? I søndags som eksempel, var der omkring 30 ryttere, der kørte fra mig, da tanken var tom efter ca. 80-90 km. Betyder dette, at for at jeg kan være “rigtig motionsnist” og skulle have en chance for at “sætte et præg på udviklingen”, som Anders Holm Milo så udmærket formulerer det i en kommentar på Altomcykling.dk’s Facebook side, så skal jeg forbande alle de 30 ryttere (cykelryttere med og uden licens – kamerater, bekendte og ubekendte) foran mig og bede dem stille op i andre løb – for at jeg med min form og mit niveau kan have mulighed for at få “hurtigste tid”.

Vi kører alle for oplevelsen, men folks forventninger til den oplevelse kan naturligvis være forskellige.

Vi kører da alle for oplevelsen, og det er sjovere for mig at kunne side med 2/3 af et løb på et niveau, som for mig er højt, end at køre tur med min lille datter (hvis hun havde lært at cykle) og slå hende overlegen i skiltespurterne? Hvis man stiller op til ”motionsløb” stiller man op for oplevelsen. Hvis oplevelse kun bliver god, hvis man kan være med til at ”præge udviklingen”, er der godt nok ikke mange cykelløb i dagens Danmark, som kan have deltagelse af mange flere cykelryttere end hvad der kan tælles på et par hænder og fødder.

Bliver man sur over, at der er nogle der kører stærkere end én selv, er cykelsporten det forkerte sted at bruge sin tid, og i så fald ligger ens opfattelse af at få en god ”oplevelse” til et motionsløb et helt forkert sted, og nu til min endelige pointe. Jeg, og mine wienerbrødsspisende kammerater, kommer ikke ud til “motionsløb” for at smadre det hele. For at ødelægge dagen for andre. For at få selvtillid eller for at blære os med sejren. Vi kører motionsløbene på de præmisser arrangørerne stiller op.

Vi kører dem afslappende – for oplevelsen. Vi giver hellere et skub end at kæmpe med albuerne på viften. Vi trækker bremsen ekstra rundt i hvert sving og holder ALTID tilbage for biler. ALT dette er der ikke plads til i “rigtige” race, hvor målet er resultater. Vi følger med de øvrige deltagere – hvis vi kan. Er der nogle, der spiller op til fartleg spiller vi selvfølgelig igen, det er en del af oplevelsen. En del af vores natur – hvis ikke ville det for alle i vores startgruppe blive en lang kedelig oplevelse.

Dermed ikke sagt, at vi ikke på bedste humoristiske vis elsker at tale os selv om som det verdenshold, vi aldrig bliver eller har intentioner om at være. Misforstå os ikke! – Og så lige en sidste pointe. Næste gang i ser en tung bagerdreng kæmpe sig op af bakkerne – hvad enten det er et motionsløb eller licensløb. Så giv ham endeligt et skub – han skal nok betale tilbage, hvis han en dag kommer i form.

Jesper Bechmann Olsen, Team Ridley Briancon.