Marketingsgøgl. Jeg har altid moret mig over det. Marketingsgøgl.  Altså hvordan ting blot ved hjælp af framing kan blive talt op til Everests tinder, og nok også lidt over når det kommer til stykket. Talt op uden skelen til, om virkeligheden overhovedet lever op til etiketten på flasken. Sådan har jeg det med Warpigs i Kødbyen. Sådan har jeg det med Henrik Vibskov strik, sådan har jeg det med Just Normal 12:16 mv., og faktisk også lidt med Kystruten, er den virkelig så fantastisk? 

140km i høj sol, Corona eller ej, det holder!

Af Kort Lunten | AltomCykling.dk

Nå, men hvad er ”Kysten” så ud over et ”Mythical Ride” hvor ”Boys become men”, ”strickly for the hardboiled”? Det er en lang tur på 140ish km. Jeg besluttede mig for at bruge en lørdag i Covid-19s tegn for netop at opleve denne mytiske tur, og måske endda blive lidt mere mand. Lever turen op til hypen?

Vejret var godt hele vejen igennem. Pissegodt altså. Masser af sol. Og meget lidt vind. Perfekt cykelvejr. Nå, men Jf DIFs anbefalinger rullede jeg denne tur  alene. Corona virus er over landet, og vi skal træne alene. Det siger DIF. Træn udendørs. Træn helst alene.

Vejen mod kysten starter gennem et smukt dansk normalt terræn. Den starter fra ABs boldbaner og går op forbi Værløse. Der er marker med køer, der er bøgeskove og der er søvnige småbyer. Kirke Værløse-Ganløse-Anyøse.

Første større by på vejen er Slangerup. ”Snake City” har de lokale døbt den. Måske er det blevet sagt i sjov på byens speedway bane eller også er det resultatet af en kvindelig kommunikationskonsulent (hyret ind af kommunen naturligvis), der med frisk tofarvet frisure og et par ditto briller –har givet sit bud på, hvordan byen skal frames for at skabe mere liv. Marketingsgøgl. Uanset hvad så leder ”Snake City” ens tanker hen på syndens by. Syndefaldet. Slangen og æblet og Adam og Eva.

I udkanten af byen står der en gammel fabrik med en silolignende bygning. Du ved sådan en af den slags, som spejdere og andre friluftstosser bruger til teambuildingevents, når der skal rappelles. Kanten af Siloen er plastret til i mobilsendermaster, der alle ligner potentielle selvmordskandidater, der er klar til at tage springet. Det er ildevarslende. Og det er uhyggeligt. Selv på en dag med høj sol.

Igennem byen kommer velsignelsen så. Den paradisiske tilstand. For selvom forårssæsonen officielt er aflyst og dermed de belgiske klassikere, så på min venstre side, lige efter den lukkede thaimassør og reklamen for Erotic World 2019, der bliver jeg mødt af et syn for guderne. Kapellet ved Muur van Geraardsbergen. Fanme så. Lige der. I syndens by. Snake City! Muur van Geraadsrbergen!!! Og for en kort stund er jeg Philip Gilbert, der har gravet dybt og sat resten af det tilbageværende felt, for at kæmpe mig til endnu en klassikersejr. Jeg rejser mig i sadlen, blinker kækt til kameramotorcyklen, smider en flaske ud til tilskuerne og hører hvordan klokkerne fra kappellet forstummer bag mig og overlader mig helt og aldeles til landevejens stilhed og den blå martshimmels uendelige tanker. Holdaheltkæft mand. Ja sku. Snake City.

MTBere på landevejen og gode bakker

Turen fortsætter mod det nordsjællandske. Jeg møder enkelte motionister, der alle, ligesom jeg, har forstået DIFs anbefalinger. Vi kører sammen. Men alene. Alle kører landevej. Selv mountainbikerne er på landevejen, hvilket på sin vis er et meget sympatisk træk, nu hvor skovende er fyldt med gående mennesker. På den måde kan vi alle være her. Skud ud til mountainbikere på landevejen.

Det næste punkt på turen er Torsbakke ved Kregme. Og som det altid er med bakker på billeder, så gør den fotografiske gengivelse dem ingen retfærdighed. Men det er nu en god bakke. Og nej. I forhold til hvad der findes i Jylland, så er det ikke noget særligt, men nu har jeg heller ikke kaldt den Cote du Torsbakken. Det ville være tåbeligt. Stadigvæk er det en fin bakke, der kan få pulsen op. I dag vælger jeg dog, at gå på lille klinge og plante røven i sadlen, da jeg nu er netop er nået 1/3 af de 140 km. Der er lang vej hjem.

En lille men vigtig afviger

Efter Torsbakken, ruller man normalt op til rundkørslen i Hundested, og derfra kan du fortsætte mod Asserbo. Jeg valgte dog en lille afstikker gennem det smukke Arresødal. Jeg ved ikke hvorfor, men der var noget lokkende over denne sidevej mod det ukendte. Tit er sådan en beslutning et blankt lod. Men det her var en vinder. For der er virkeligt smukt ved Arresødal. Asfalten på Arresødalvej er lækker, og der er absolut ingen trafik. Omgivelserne er høje bøgetræer der giver læ, og midt i det hele ligger der et hospice i en lysning.

Der er noget ganske særligt over et hospice. En melankolsk skønhed. Og en bevidsthed om at livet en dag slutter. En bevidsthed om, at du skal dø. Memento Mori. Ikke tatoveret på en arm til en byfest, men lige i dit fjæs. Det er meget nærværende, og det er uundgåeligt til stede, når du kører tæt forbi et hospice. Og der. Lige der sad der en ung kvinde på en stol udenfor et af værelserne. Hun var i noget der lignede hospitalstøj. Hun drak kaffe i solen. Og røg en smøg. Hun havde morgenhår kl. 11. Hun lignede en der var yngre end mig, men også en der havde kortere tid tilbage på jorden end de fleste.

Av. Og øv. Den ramte. Først den naturlige empati over at have ondt af nogen. Dernest taknemmelighed over at have mere tid tilbage. Følelsen af at være forbandet privilegeret over, at kunne rejse sig i sadlen på cyklen og motionere og mærke mit hjerte banke og mærke livet pulsere. Shit man. Selv i en coronatid. Hvor memento mori bliver udvandet med statistikker, der for nogen er mere vedkommende end andre. Og måske allermindst endda for den unge kvinde ved hospicet. Kvinden med morgenkaffe og morgenhår, der sad der i solen og røg sig en måske sidste smøg, og som vidste, at det hele snart ville være forbi. Memento Mori. Memento fucking Mori. 

Tilbage på ruten og tilbage til en meget kontrastfyldt virkelighed med masser af Land Rovere (SUV) og folk fra KBH, der havde søgt tilflugt i sommerhusområderne omkring Aserbo og Tisvilde hegn. Når du drejer ned mod Bækkebrovej og væk fra Frederiksværkvej, så kommer du ind på noget af den smukkeste natur, som Nordsjælland kan byde på. Der er bakker. Der er lyng. Der er grantræer. Og der er lugten af grantræer. Og så er der som nævnt folk fra KBH. Mange folk fra KBH.

Og helt ærligt. Jeg kan godt forstå dem. Boede jeg selv i en lejlighed i byen, og havde jeg et sommerhus i området, så ville jeg søge herop så snart chancen bød sig. Om jeg ville holde mig væk i påsken som Statsministerens opfordrede til på gårsdagens pressemøde, det ved jeg ikke. Men jeg forstår dem der gerne vil herop. For der er skønt. Superskønt. Sådan af ynlingsveje – hvis man kan have sådan noget – så rangerer Bækkebrovej ganske højt. Den svinger. Og den er afvekslende. Og rammer du den rigtige dag udenfor Coronasæsonen, så kan du næsten få den for dig selv. Den er go’.

Jeg kører i et stykke tid og begynder at undre mig. Altså. Det er kysten rundt det her. Hvornår kommer der noget kyst? Er det endnu et søm til ligkisten med marketingsgøgl? Og mens jeg sidder og funderer lidt over det, så drejer vejen til venstre ned mod Rågeleje og der –halvejs inde i turen- tordner havet frem foran mig. Det ser godt ud i dag. Middelhavsblåt og med en himmel der matcher. Og med Sverige i en fjern baggrund. Wow. Bare wow. Det her er balsam for sjælen, og klart noget der har været værd at vente på. Jeg møder fortsat andre cykelmotionister, men der er ikke tale om turister. Ikke så tidligt på sæsonen i hvert fald.  Heroppe ruller dem, der ruller langt. Dem der mener det. Jeg bliver for en kort stund en marketingsgøgler.

Turen fortsætter ufortrødent. Næste by er Gilleleje. Togstationen der møder mig ved indgangen til byen minder mig om åbningsscenen fra ”Once Upon A Time In The West”. Den støvede atmosfære. Lyden af en rusten låge. Kedsomhed. Dødelig kedsomhed. Jeg kan næsten høre Charles Bronson aka ”Harmonica” komme med et comeback, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på de 3 soon-to-be-dead-hardhitters som ”Frank” har sendt for at gøre det af med ham: ”You brought two (horses) to many” BANG- BANG – BANG – BANG!

Jeg er nu ca halvejs på turen. Ingen punkteringer. Masser af sol. Ren fryd.

Efter Gilleleje kommer Hornbæk. Jeg kommer nærmere Sverige, det ved jeg, for jeg kan se det. Den før så fjerne baggrund er nu mere present, og jeg begynder at kunne se små bygninger på den anden side. ”Sverige hugget i granit” sagde Overlæge Helmer i Riget. ”Og Danmark, udskidt af kalk og vand. Med plutonium skal vi dansken fordrive” lød det dystopisk fra toppen af Rigshospitalet i nattens mørke i 1994. Her i fuld dagslys og høj solskin i 2020 har vi så lukket grænserne, og vi er belejret af en coronavirus, mens vi fordriver tiden i haven, i lejligheden eller på cyklen. Er vi ved at blive fordrevet på hjemmebanen?

I Helsingør kommer jeg forbi Kronborg. Og nede i den kælder sidder Holger Danske. Og ud over at have grundlagt et flyttefirma, der af gud ved hvilken årsag altid reklamerede efter klokken 24 på kanal københavn, så siger sagnet, at statuen vil rejse sig, den dag danskerne er pressede i bund og vil føre os til sejr. Det lader til at vi danskere i kampen mod Covid-19 ikke er presset i bund, for jeg har fortsat til gode at se en 3 meter høj gipsafstøbning traske rundt i området omkring Helsingør street food der ligger nede ved havnen. Til gengæld er der masser af mennesker.

Turen går videre ad Strandvejen. Ahhhh. Strandvejen. Stedet hvor pengepungen afgør dit husnummer. Jo lavere, jo rigere. Og de færreste har råd til at være med. Sådan er det. Og på samme måde, som vejen tiltrækker de rigeste så tiltrækker den også folk fra de fattigste egne af verden. I hvert fald folk fra Asien. Unge kvinder fra Asien. Sådan ser det i hvert fald ud ved første øjekast. Unge asiatiske kvinder der er glade for hunde. For de lufter alle sammen en. Der er naturligvis tale om Au Pairs.

Og så er der danskerne. Danskerne der under normale omstændigheder ville ligne vareprøvekataloget fra læderland på nuværende tidspunkt, nu hvor de alle burde have været hjemvendt fra Maldiverne, Miami eller andet. Med solbrændt læderhud. Jo mørkere – jo rigere. Men sådan er det ikke i år. For grænserne er lukkede. Også for de rige. Coronaen skelner ikke til din pengepung. Den er hvermandseje. Hver mand blege.

Coronaresistent cykelkluns fra PNS?

Strandvejen er flot at rulle på. Flotte huse. Dyre biler. Hurtige damer. Og så er det her, at størstedelen af de københavnske cykelturister boltrer sig. Se min dyre cykel. Se mit PNS/Raphatøj. Se mine snørresko. Key Account managerland. Og der. Lige med et. For første gang på hele turen, coronatidsturen, der kommer der en ”flok” cyklende.

Tre stk i en gruppe. De overhaler mig. Snot i fjæset og fuldstændigt ligeglade/uvidende med anbefalingerne fra DIF. For de her Key Accountere har det eneste sikkert virkende værn på mod Coronaen: PNS trøjer. Åbenbart. Sådan gutter! Jeg holder afstand i krydset, hvor jeg møder dem igen. Jeg foreviger de tre musketerer i deres tilsyneladende Coronaresidente teamtøj. Key Account brandambassadører. Skråtop!

Skodsborgbadehotel er pludseligt på min højre side. Så kommer Dyrehaven. Og skiltet til Klampenborgspurten. Så drejer jeg ind og tager Klampenborgbakken. Langsomt men sikkert tager jeg Klampenborgbakken. Det er min ret. Jeg har trætte ben og vil egentligt bare gerne hjem. Og inden jeg når at tænker mere over det. Så er jeg tilbage ved udgangspunktet for turen. Hvad pokker var det? Hvad skete der?

Der skete det, som der nogen gange gør, når man cykler. Tiden er bare gået. Tiden er gået og jeg har glemt mig selv i den. Jeg har ikke sanset. Jeg har ikke forplejet. Jeg har bare været til stede i nuet. Fuldstændigt. Ubekymret i nuet. Alene med tanker om en tur, hvor jeg opdagede kapellet ved Muur van Geraardsbergen i Slangerup. En kvinde på hospice, der drak kaffe og røg en smøg. Charles Bronson der skød tre mand i Gilleleje. Og strandvejen, der med sine imponerende palæer og smukke udsigter altid er en køretur værd. 141 km i bogen. Kysten afmystificeret.

Status:
Kysten. The Mythical Ride. Check.
Gennemført. Ja.
Mytisk. Njoee.
Blev jeg lidt mere til en mand? Nej. Bestemt ikke.
Er jeg hardboiled: Niks.

Men det ér en god tur. Helt sikkert. Som et mytisk manddomsritual fungerer den bare ikke. Vil du pushe cykeltøj og cykler, så er den sikkert velegnet. Marketingsgøgl du ved. Men ja. Hvad ved jeg. Der er meget jeg ikke ved. Det ved jeg. Det og så det umtvistelige faktum at du og jeg en dag skal dø. Jeg er ikke i tvivl. Slet slet ikke. Mememto Mori ikkå? Og indtil den dag kommer, så kan du selv vælge om du vil stræbe efter mad fra Warpigs, sweatre fra Vibskov eller tøj fra PNS. Eller om du kan nøjes med en lang køretur i dit eget selskab rundt om Nordsjælland. Det er dit valg.