Normalt på denne tid plejer jeg at komme med mine forventninger til sæsonen. 2020 tegner sig allerede til at blive markant anderledes pga. den verdensomspændende Corona-virus, der set ud fra et cykelmæssigt synspunkt er rigtig ærgerlig. Jeg prøver lidt at komme med mine tanker om en sæson der måske slet ikke starter før efter april.
AF JEPPE TOLBØLL
DISCLAIMER: Jeg er med på at corona-virussen har meget større omkostninger for mange mennesker, end os der bare misser et par cykelløb. Det vil jeg dog ikke komme ind på, da det dækkes rigeligt at andre medier, og jeg vil udelukkende se det ud fra de cykelmæssige briller. Corona-virussen er katastrofal for hele verdenssamfundet, og det virker måske navlepillende at sidde og være ked af det, i sin egen lille cykel-andedam, men hvis man ikke kan se ud over det, så skal man måske ikke læse videre. For jer som stadig vil læse med, god læselyst.
Rigtig god vintersæson!
I år har jeg virkelig fået passet min træning. Det er blevet til en masse virtuelle kilometer på Zwift, men samtidig også til en del udendørs.
Den gule farve er alt min Zwift-træning, mens den orange er mine udendørs.
Tid:
Kilometer:
(da jeg startede i 2011 med at cykle igen, var der en gammel rotte der sagde at alt indendørs kunne man skrive med 30 km/t, så det har jeg af en eller anden grund fastholdt).
Personligt går jeg ikke så meget op i kilometer, men hellere tiden jeg bruger på cyklen, og hvor effektivt jeg bruger tiden. Og her har jeg ramt et rigtig fint niveau. Jeg har fået bygget mig en solid base, og selvom jeg har kørt over 50 % af min træning indendørs, så er det intet problem at køre 150 km udendørs lige pt.
Selvom jeg ikke kører A-klassen i 2020, så har jeg trænet lige så meget som jeg gjorde sidste år. Alle watt-tal er nærmest identiske med sidste år, dog formåede jeg i januar at sætte min bedste 5 minutters test målt på w/kg nogensinde! Så helt skidt er det ikke!
I januar havde vi team-samling hvor jeg følte at jeg godt kunne matche teamets A-ryttere. Men hey, team!?
Team Give Elementer!
Rygterne har vel kørt siden oktober, men i sidste måned blev det offentliggjort at Give Cykelklub i 2020 får sit eget DCU-team med navnet Team Give Elementer. Hovedsponsor er Give Elementer, som laver forskellige betonelementer.
Setuppet er ikke verdensstørste, og holdet er nok det mindste DCU-team i Danmark både ift. at der pt. kun er 4 A-ryttere og en MEGET stram økonomi. Holdet søger stadig mulige samarbejdspartnere, så hvis du har interesse i at støtte et par rigtig unge gutter der gerne vil fremad i cykelverdenen, så se mere på dette LINK.
Nu talte jeg om unge gutter… “Men Jeppe, du er da ikke ung”, vil flere tænke! Og ja, og derfor er jeg ikke direkte tilknyttet rytterstaben, og der vil ikke stå Team Give Elementer efter mit navn på resultatlisten, men der vil i stedet stå Give Cykelklub. Det er kun de ryttere med Team Give Elementer-holdnavnet der er en del af den bruttotrup der i første omgang har førsteret til at køre UCI-løb. Den ambition har jeg ikke mere, og jeg synes at de unge drenge skal have chancen for at køre løb der udvikler dem. Jeg ville gerne køre GP Herning, men jeg vil ikke tage en plads fra en de andre.
Min rolle bliver i stedet, at jeg vil se om jeg kan hjælpe vores kommende A-ryttere videre fra B-klassen. Jeg har naturligvis stadig egne ambitioner om at vinde cykelløb, men jeg kan også godt mærke at jeg ikke har en drive om at skulle køre med om podieplaceringer i HVERT ENESTE cykelløb mere. Derfor vil jeg også i nogle løb (nok mest UCI og DM-løbene) hoppe i bilen som sportsdirektør, og derved hjælpe og guide de unge ryttere.
Desværre har den forbandede corona-virus nu skåret 1 måned (med mulighed for mere) af sæsonen, så det bliver rigtig svært at få kørt nogle af vores ryttere fra B- til A-klassen inden DM. Det er specielt ærgerligt da DM netop afholdes i Give, hvor mange af de unge havde som sæsonmål at nå i A, og køre DM på hjemmebane! Dem har jeg rigtig ondt af, hvis jeg lige skal se ud over egen næsetip, om at jeg bare virkelig gerne ville ud og køre race snart. Jeg håber at DCU vil give lidt dispensation til de ryttere der udviser nok kvalitet, hvor man måtte formode at de ville have rykket i A, såfremt de havde haft tiden.
I kan se mere om teamet på dette LINK. Planen var at der skulle have været teampræsentation d. 21. marts, men som alt andet er det aflyst/udskudt.

Den opmærksomme vil se at der er forskel på trøjerne. Det er forskellen mellem dem der kører for Team Give Elementer, og hvem der kører for Give Cykelklub. Det er kun fronten der er anderledes. Alle har haft muligheden for at køre for teamet, men vi er 3 som har fravalgt det. Derfor kører vi dog som en enhed – for det meste! ;)
Hvad var ambitionerne så?
Var? Er?
Det kommer virkelig an på hvornår sæsonen starter. Jeg havde faktisk en lille ambition om at gøre det godt i 3 Dage i Nord. Formen var sat til at peake der i første omgang. Nu – vi skriver d. 19. marts da jeg skriver dette – har jeg besluttet mig at sætte træningen lidt ned. Planen var at ramme ca. 70 timer i marts, men nu hvor kan træne hele april med uden races, så er jeg bange for at brænde ud hvis jeg lige lagde 60-70 timer ovenpå i april.
Jeg har mange gange sagt, at Tønder-løbet var et løb jeg gerne ville vinde, hvis jeg kunne holde mig i B så længe, men det scenarie er måske mere realistisk nu. Jeg tror at jeg har formen og niveauet til at rykke op i A igen, men det er slet ikke noget mål i sig selv. Planen var faktisk at jeg ville blive i B så længe jeg kunne, medmindre jeg manglede få point for at nå A inden DM i Give. Den mulighed er (heldigvis) skudt til hjørne.
Jeg vil egentlig bare gerne ud og køre sjove races igen. Løb hvor jeg kan præge løbets gang. Jeg er 36 år. Jeg har nul ambitioner om at køre for noget team. Og ud over Team Give Elementer er der næppe nogen der gider satse på en så gammel mand som mig – medmindre at AltomCykling pludselig vinder et par millarder i Lotto, og laver sit eget World Tour-hold. ;)
Jeg vil køre efter sejre i det løb jeg satser på. Alle andre skal være sjove. Og et løb behøver slet ikke kun at være sjovt hvis man vinder. For mig vil det være mindst lige så sjovt, at køre som hjælper for en stærk Give-rytter, der så ender med at vinde, og komme videre mod A-klassen! Og de ting kan sagtens kombineres, men det er et taktisk element jeg ikke lige vil afsløre her, før den har vist sin effekt i løbene :)
Sidst, men ikke mindst… Ny cykel på vej!
Den største impact som corona-virussen har haft på mig, indtil for 1,5 uge siden, var at min nye cykel var slemt forsinket da både fabrikkerne og transporten fra Asien var pres. Jeg får måske noget nær min drømmecykel og hvis man kan kalde det held i uheld, så får jeg den dog til sæsonstart i maj (såfremt vi får lov der). Der kommer et særskilt indlæg omkring min cykel når den når frem. Indtil da får i denne lille teaser! Og ja, jeg kører på skiver i 2020 ;)
Kan du gætte hvad det er for en? :)