Når jeg skriver løbsanalyse så er det næsten på grænsen til at være falsk reklame. For det er svært at analysere noget som helt når man bliver droppet på løbets første rigtige bakke. Som så også lå ca. 8 kilometer inde på ruten.
Løbet startede i et jævnt, og roligt tempo, og planen var egentlig at holde mig i ro i feltet, og se om jeg ikke kunne klemme mig med henover løbets 2 seje stigninger. Den første stigning kom som sagt efter 8 kilometer, og er en led lang satan, som siger mere og mere og rammer ca 7 %.
Løbets anden stigning er bedre kendt som Kirkebakken, som ligger ca. 12-13 kilometer inde på ruten – altså ca. halvvejs på omgangen. Den stiger pludselig og meget og med sine 10-11 % (mener jeg den stiger) så vidste jeg på forhånd at den ville gøre det svært for mig.
Da vi ramte første stigning fik jeg positioneret mig helt perfekt, og da vi slog mod venstre ind på stigningen lå jeg i 3. position. Jeg følte mig ikke presset men pulsen var alligevel høj (det viste sig senere at pulsmåleren fuckede helt op, hvilket flere gange over Kirkebakken gav mig en puls på 80 bpm, og en sluttende gennemsnitspuls på 108 bpm), men jeg tror det var fejlmålinger.
På bakken blev der sat tempo, og da den for alvor steg begyndte jeg at glide ned gennem feltet, og pludselig var jeg sidst i feltet (der var heldigvis nogle der havde sluppet før mig) og jeg mistede kontakt ca. 75 meter fra toppen. Og jeg eksploderede! Så i 20 sekunder padlede jeg rundt, før jeg fik pulsen ned og kunne begynde at jage. Jeg fandt i et samarbejde med Christian Vaaben og Morten Myrhøj Monrad Nielsen, Odder.
Efter et par turns i fronten måtte Morten slippe og så var der kun Vaaben og jeg. Vi kom tættere og tættere på, men jeg var vold-presset, og kunne godt se at hvis vi endelig fik lukket, så blev det nok få hundrede meter fra Kirkebakken. Jeg gav det sidste jeg havde, og fik så sendt Vaaben alene afsted.
Christian er en god dreng, så jeg kunne godt unde ham at komme op hurtigst. Og jeg var klar over at hvis jeg ramte Kirkebakken i maks, ville jeg under ingen omstændigheder komme med henover – så hellere at en af os klarede det, frem for at Christian skulle bruge flere unødige kræfter, og så ingen af os klarede det alligevel.
Selvom jeg nåede at få pulsen ned så stod jeg stille på bakken. Inden bakken havde jeg nok tabt 20-30 sekunder til feltet, men midt på bakken kunne jeg se henover marken, på nedkørslen, at jeg havde tabt meget mere alene på halvdelen af bakken.
Så efter 8 kilometer af dagens 133 kilometer lå jeg alene. Men jeg havde besluttet for at gennemføre hjemmefra, og det ville jeg gøre uanset om det så pissede nede hele dagen – hvilket det så næsten gjorde.
Jeg fandt sammen med små grupper fra andre felter, men slap flere gange;
– Junior-feltet kørte ganske enkelt for stærkt, især fordi de hentede mig lige inden den bakke jeg blev sat på.
– H40 feltet, blev jeg nødt til at slippe, da deres felt splittede på den ene bakke, og jeg ville ikke blande mig i deres løb ved at gå forbi de satte ryttere og køre dem op igen.
– Samme historie gjorde sig gældende da C-feltet kom forbi.
Jeg måtte æde lysten til at stå af hver eneste gang jeg passerede målstregen. Specielt ved udkørslen til 5. og 6. omgang. Der havde jeg næsten lagt selv 80 % af dagen, og følte mig ganske mør. Men jeg kom igennem med et tidstab på omkring 35 minutter til vinderen, Mikkel Bahnsen, Randers.
Så hvad dælen skal der ske nu? Jeg er efterhånden ved at være træt af at blive smidt af for et godt ord. Jeg kender godt grunden, nemlig den manglende form (det giver sig selv ;) ), men omvendt så er det også begyndt at sætte sig på moralen og selvtilliden. Ruterne i Nyborg og Faaborg, i næste weekend, passer mig ikke pisse godt, og Holstebro-ruten, er ændret så 8-10 på ruten er fjernet. Og det er primært det flade stykker der er fjernet, så den passer mig heller ikke mere.
Så jeg tager konsekvensen, af den dårlige form. Jeg magter simpelthen ikke at drøne land og rige rundt for at sidde med i et felt i 10-20 minutter, for så at køre alene rundt. Så jeg tager mig en 2 ugers løbspause. Så kan jeg koncentrere mig om at få formen det sidste stykke på plads, få lidt styr på hovedet, for selvtilliden er sgu helt i bund når jeg står på startstregen, og så er man altså allerede slået. Det gider jeg ikke spilde min tid på.
Mit næste løb, bliver ikke et licensløb, men nemlig Haderslev Starup CK’s eget motionsløb, og derefter Copenhagen Gran Fondo.
Næste licens løb bliver derfor først Silkeborg, eller Herning, såfremt jeg dropper Silkeborg – det er jeg lidt uafklaret omkring på nuværende tidspunkt.
Det vil sige at der er 5 uger til pinsen, og hvis formen ikke er på plads der, så ved jeg ikke hvad jeg skal gøre. Der SKAL point ind i Herning. Alt andet er simpelthen uacceptabelt, når vi kører på Danmarks fladeste rute!