I et løb hvor jeg blev sat fra feltet med omkring et minut, endte alligevel med at jeg indfriede de forventninger jeg havde (at tage point).

Vi var kun 20 mand tilmeldt, og startede også cirka det antal – jeg ved ikke hvor mange eftertilmeldinger der var kommet på dagen.

Jeg havde på forhånd besluttet mig at holde øje med Lasse Panduro Nielsen, Silkeborg, som var bomstærkt i Middelfart, Mike Fakkenor, Faaborg, som kørte godt i Odense og blev 2’er på hjemmebane i sidste uge, og Bjarne Kingo Andersen, som er hamrende stærk.

Og Lasse Panduro lagde da også hårdt ud og rykkede væk. Jeg fik lukket sammen med et par andre stykker, men udbrudet fik ikke meget tid, før feltet havde lukket igen. Derefter var der mange, mange angreb, og Lasse Panduro kom igen væk med en gruppe, men feltet lod dem ikke få alt for meget luft.

Herefter blev feltet igen samlet, og vi drønede henover den første bakke, som jeg ikke kunne huske fra sidste år. Og her fik jeg rent faktisk på fornemmelsen at benene var ganske gode. Jeg var med i en del udbrudsforsøg, men feltet virkede til at lukke alt der kørte.
Jeg ved ikke hvad der skete med Mike Fakkenor trillede fra og stod af efter første omgang.

Da vi kom ud på anden omgang prøvede jeg igen at komme væk med et par udbrud, med det blev igen lukket ned.
Pludselig var Lasse Panduro igen kørt væk, med 4 andre, og da vi ramte en af bakkerne kom Thomas Larsen Søndergaard, fra Haderslev væk med en gruppe, og jeg valgte at bakke af, da jeg ikke havde benene til at lukke hullet alene på daværende tidspunkt. Og så ved jeg ikke hvad der skete, men jeg dummede mig voldsomt. Flere gange gik samarbejdet i stykker, og folk ville ikke arbejde (jeg deltog stadig ikke voldsomt i arbejdet da Thomas’ gruppe lige havde lukket til frontgruppen), og jeg besluttede mig for at gå med i et ryk. Det kostede mange kræfter, og vi blev igen lukket ned. Jeg lader mig falde tilbage i gruppen, og da vi rammer en af bakkerne 10 km fra mål, rykkede Bjarke Vodder Nielsen, fra Randers, og jeg rykkede forbi feltet og prøvede at gå med, selvom pulsen var for høj. Og det kostede – jeg ramte muren og jeg mærkede syren ud i hele kroppen og stod stille på bakken. Jeg tabte feltet! Vild panik, da vi pludselig lå 5 mand bagved og de kørte noget hurtigere end os.

Da vi ramte bakken kort før mål var vi 5 mand knap 1 minut bagefter (fik jeg senere at vide af min kone). Jeg havde ingen anelse på daværende tidspunkt hvor langt vi havde op, udover at jeg var 100 % sikker på at løbet var kørt.

For god ordens skyld kan jeg nævne at de andre var Ole Andersen, Odder, Kenneth Bjerregaard, Horsens, Ciaran Sean Kelly, Silkeborg og Sebastian Bisgaard Sauer Mikkelsen, Aalborg.

Da løbet jo var kørt, besluttede jeg mig for at få den bedst mulige træning ud af det. Jeg besluttede mig for at tage nogle voldsomme lange og gerne hårde føringer. Jeg vil skyde på at jeg tog 40 % af meterne i front og jeg lå mest på 43-44 km/t, og følte mig ganske velkørende! Der var et par stykker, hvem jeg ikke vil hænge ud, som var meget brugte og nærmest ikke deltog i føringsarbejdet. De var på grænsen til at “dø”, så det var fair nok.

Og lige inden vi ramte landevejen, ca. 15 km, fra mål fik vi pludselig øje på feltet, som var blevet samlet. Jeg råbte at vi alle skulle hjælpe med føringerne i bare 4-5 minutter og så ville vi komme op. Og op kom vi – med ca. 12 km igen. Mine ben gjorde ondt, og jeg følte jeg var på stadiet til kramper! Jeg spurgte Thomas, hvordan hans ben var, for hvis de var gode ofrede jeg gerne mig for ham. Men desværre for Thomas, havde han også haft småkramper, og jeg sagde, at så måtte vi køre for os selv.

Jeg nappede en gel, og drak en ret stor slurk vand i håb om at komme kramperne til livs.

Feltet kørte virkelig ikke stærkt, og jeg tror alle var mærkede efter et hårdt løb. Med 10 km igen fik jeg en mindre “hjerneblødning” da jeg besluttede mig at rykke på en af bakkerne på en større landevej. Jeg havde jo tabt løbet én gang, så havde ikke noget at miste. Lasse Panduro og Thomas Gjødsbøl, Give kom med, og senere tilsluttede sig yderligere en del ryttere så vi pludselig var 12 i alt.
Da vi ramte løbets anden sidste bakke blev der åbnet op og 7 mand slap væk. Jeg endte lige bag gruppen, og kunne ikke lukke på trods af at jeg længe lå 30-40 meter bag dem. Benene var næsten ved at springes af kramper, men kørte høj kadance, og jeg vidste at jeg bare lige skulle holde farten oppe, så kunne jeg måske lukke i medvinden.
Men med et par hundrede meter igen, før medvinden, ville kroppen ikke mere. Jeg blev nødt til at stoppe med at træde i et par sekunder (eller 10 :) ). Og så var de væk. Da jeg kom ud i medvinden (ca. 4-5 km fra mål) havde de 15 sekunder, og det var næsten urealistisk at lukke.

Jeg kiggede bagud, og så kun Sebastian Mikkelsen, fra Aalborg – han var langt væk, og feltet endnu længere væk. Jeg vidste at hvis jeg bare holdte farten oppe ville de ikke hente mig.

Oppe foran lod jeg mærke til at Lasse Panduro var faldet fra, og jeg kom tættere og tættere på. Da jeg ramte foden af den sidste bakke, som var indenfor sidste kilometer, fik jeg kontakt og rykkede med det samme og slog hullet og kunne trille i mål som 7’er i et løb som gik fra godt, til skidt og tilbage til godt.

Jeg fandt, efter løbet, ud af at Lasse havde haft en siver på forhjulet, så det var måske lidt billigt at jeg slog ham, for han var stærk i dag.

Resultatet blev:

http://www.dcu-tilmelding.dk/Resultat.aspx?ResultatID=349#C

Så løbet var egentlig ganske godkendt! Jeg er dog fandens irriteret over at jeg fik den skide krise, som gjorde at jeg måtte bruge mange kræfter på at lukke hullet til feltet. De kræfter kunne jeg godt have brugt 6 km fra mål.

Men formen er der – nu skal vi bare snart have en flad rute ;)