01 Ronde van Borum 2021
FOTO © AltomCykling.dk / Eventfotografi.dk

Løbsberetning: Ronde van Borum 2021

Endelig! Race-tid igen! Jeg tror faktisk det er første gang, at jeg starter sæsonen med samme løb, som jeg lukkede med sidste år i oktober! Ronde van Borum er ikke licens, men det kræver alligevel en god form for at kunne køre med om sejren. Jeg følte at jeg var godt forberedt, men man ved aldrig hvor man er, før man sidder på cyklen!

AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: ALTOMCYKLING.dk og EVENTFOTOGRAFI.dk

RONDE VAN BORUM, 1. omgang, 69 kilometer, ca. 890 højdemeter

02 Ronde van Borum 2021

Jeg ankom til Skivholme, i rimelig god tid, og fik afhentet numre og goodie-bag, i kontaktløs coronastil. Det var rigtig koldt, med temperatur omkring de 4-5 grader. Min første tanke var umiddelbart, at jeg slet ikke havde fået nok tøj, hvis varmen ikke snart ville komme lidt op. Så jeg pakkede mig ind med 2 svedtrøjer, løse ærmer og min FUSION SLi Cycling Short Sleeve Jacket med en vindvest over. Et par varme strømper på og så 2 sæt skoovertræk, samt forårshandsker, så havde jeg ikke mere tøj med.

Dernæst gjorde jeg cyklen klar. Igen i år kører jeg på min højt elskede Factor One. Jeg havde til dagens anledning sat et sæt 28mm Pirelli Centurato Tubeless dæk på, da det var den opsætning Morten Gadgaard vandt på sidste år. Til denne sæson har jeg samtidig opgraderet mit kranksæt fra Ultegra til Dura Ace. Det er mest af alt pga forfængelighed, da jeg var opsat på at skulle have en 54’er klinge på, og da de ikke laves i Ultegra, så ville jeg ikke smide en Dura Ace-klinge på Ultegra. Det passer jo ikke i farverne, og det kan man jo ikke have! Så af gearing hed den 54/42 foran og 11-30 bagpå.

Jeg fik kørt mig en ganske god opvarmning, og kom til stregen med et par minutter til start. Mens jeg stod der og ventede på at nedtællingen ville sætte racet i gang, besluttede mig for at smide vindvesten. Jeg håbede at jeg nok skulle få varmen derude, og Fusionjakken beskytter også mod vinden. Det viste sig at være perfekt.

Vi startede ud i direkte modvind, hvilket naturligvis satte en dæmper på farten, da ingen rigtig ville lave det dybe angreb, for det ville være nærmest umuligt at slippe væk. Så der gik lidt tid før der kom et lille angreb, og til sidst kunne jeg heller ikke selv holde mig i ro, at lavede et lille stik, uden at jeg gik dybt eller forventede at det skulle skabe et udbrud. Det var mere blot for at se om det kunne sætte gang i angrebslavinen, men det skete ikke rigtigt.

Motionsløb må holde tilbage for trafikken, sådan er det.

Cykelløbet blev først for alvor sat i gang, ved en tilfældighed, efter 5 kilometer da feltet skulle krydse Viborgvej. Der stod godt nok en flagvagt, men jeg tror at folk forventede at bilerne ville blive holdt tilbage, så fronten drønede bare over, mens der bagved mig blev råbt “STOP!!”. Jeg blev selv fanget lidt i ingenmandsland, da jeg var ved at stoppe op, og trykkede bremsen, men da bilen satte farten ned fortsatte jeg også over, som sidste mand af dem som ikke stoppede, men nu med hul til fronten på 10-15 mand.

Jeg havde egentlig forventet at de lige ville vente, men det var tydeligt at nogen havde sat gang i rulleskiftet deroppe, så jeg måtte pludselig grave lidt dybt for at lukket hullet, hvilket dog var relativt nemt og uden panik. Jeg havde ikke selv den helt store interesse i at køre med rundt i starten. Dels kunne jeg spille kortet med at have lukket solo, og samtidig følte jeg også at hullet var opstået på en forkert baggrund. Jeg fik dog kørt med et par gange rundt, men heldigvis blev der lukket fra gruppen bagved og løbet var tilbage til status quo.

Nærmest med det samme angreb en rytter, som jeg senere fandt ud af var Mathias Kirk. Jeg nåede lige at spotte at han kørte på graveldæk, og allerede der tog jeg det ikke videre alvorligt. Jeg så sidste år hvordan Thomas Bundgaard, fra Velofit, blev straffet for at køre på knobbede dæk. I år kørte han iøvrigt på et noget mere asfaltvenligt setup, med sin S-Works SL7 og landevejsdæk, frem for gravelcyklen som sidste år.

Der var en underlig passivitet i gruppen, og jeg prøvede selv med et par angreb, som dog ikke særlig dybe, men måske nok til at slippe væk hvis feltet gik i stå. Mit første rigtig hårde angreb kom lige før nedkørslen til Pøt Mølle. Det gjorde, at jeg kunne få en fornuftigt forspring før opkørslen på den anden side, som i dagens anledning blev kaldt Muur van Pøt Mølle, som kom efter 12 kilometer. Her kunne jeg så køre op i et noget nemmere tempo uden at gå i rødt for at følge de lette drenge. Jeg tænker, at jeg sagtens kunne have kørt med i feltet, men alle kræfter sparet, er også tjent i sidste ende.

Cirka halvvejs hentede feltet mig, anført af Bundgaard, og jeg gik ind i 5-6 position og kørte okay nemt med over resten af vejen.

Herfra gik jeg ned bagerst og ville afvente lidt på det rette moment. Og det kom faktisk ganske kort efter. På en lille nedkørsel på vej ud af byen Spjød blev der angrebet i fronten, og jeg så Ole Emil Andersen, CK Aarhus og Bundgaard være på fronten. Jeg kom selv nærmest trillende bagfra uden at træde, og da fronten slap farten trykkede jeg den af siddende og skød forbi. Det var næsten et gratis angreb og jeg slog hullet. Nu skulle jeg bare køre klogt. Jeg gik ikke all in på at lukket hullet til Kirk foran, men ville egentlig bare se om jeg ikke kunne komme Pave nummer 1, Oude Røde Mølle, i forkøbet.

Jeg følte mig ikke overbevist om, at jeg kunne matche de andre folk på grusvejene, hvilket måske var en forkert antagelse. Men anyways, nu lå jeg ude foran feltet, i jagten på Kirk. Jeg fik kontakt til ham et par kilometer før paveen, og lige inden vi drejede ind på den, fik jeg spurgt ham ad, om han kendte den godt, hvilket han gjorde. Jeg bad ham om at tage fronten, da jeg sidste år var lidt tæt på at ryge på røven, da jeg ramte et sving med alt for meget fart. Han tog fronten og førte de 1,7 kilometer gennem grusstykket. På det sidste stykke af grusvejen kiggede jeg hurtigt bagud, og kunne konstatere at feltet var splittet i mange grupper, så det var perfekt. Og jeg var personligt glad. Jeg var kommet længere i 2021-udgaven end 2020, hvor jeg punkterede på første pavé.

Fint samarbejde, indtil Bundgaard spolerede det

Kirk og jeg fandt hurtigt ind i et ganske fint samarbejde. Personligt var jeg imponeret over hvor stærkt han kørte på sine graveldæk, for de måtte alligevel suge en del watt ud. Allerede her var jeg begyndt at tænke på, at vi nok ikke ville blive hentet igen. Selvom jeg personligt ikke gik all out eller trak 100 % igennem, så var farten alligevel så fornuftig, at hvis feltet var splittet, så skulle der alligevel noget særligt til at lukke os.

Da vi ramte næste pave “Lysnet Kwaremont ” på ca. 3,5 kilometer, lod jeg igen Kirk tage fronten. Jeg kendte den overhovedet ikke, så anede ikke hvor teknisk den ville være. Eller hvor lidt teknisk den faktisk var. For efter et stykke tid besluttede jeg mig for at gå forbi Kirk, og hjælpe ham med føringsarbejdet, da starten af pavéen var i ren modvind. Og den var meget lidt teknisk, så selv på mine dæk var det intet problem. Resten af paveen kørte vi normalt rulleskift.

Efter paveen fortsatte vi med at rotere godt, og nu ventede Leer Bjerg-bakken efter 31 kilometer. Jeg kendte den ikke, men da vi ramte den var min eneste tanke; “Var det dét?” Hvorfor var den overhovedet kategoriseret?

På nedkørslen kiggede jeg bagud. Var det en rytter på vej op? Hmm, måske, men vi fortsatte med at køre rundt. Lidt senere fik Kirk vist også øje på rytteren bagved, der fægtede med armene, og nu fortalte Kirk, at han ikke kunne køre med rundt mere, før vi havde fået Bundgaard op! “Arh satans!” tænkte jeg. Bundgaard var nok den eneste jeg ikke havde lyst til at få op til os igen. Jeg besluttede at tage fronten og køre en fornuftigt pace. Bundgaard ville komme op uanset hvad, da jeg ikke havde tænkt mig at trække Kirk resten af vejen, men han kunne lige så godt få lov til at arbejde lidt for det. Det var faktisk først her, at det gik op for mig at Kirk og Bundgaard var allierede, så nu var det lidt en 2 mod 1-situation.

Ved 35 kilometer, lige da vi drejede ind på pave Voer Skovvej fik han kontakt. Voer Skovvej stykket var ca. 3 kilometer. Jeg lagde mig bare sidst og da vi kom ud på Voer Møllevej-bakken lod jeg Bundgaard tage teten henover. Herfra var der ingen slinger i valsen. Vi kørte alle rundt, og vi vidste nok alle, at det var os tre der skulle afgøre podiet.

Da vi kørte ind på den sidste 1,5 omgang af den originale Ronde van Borum-runde kom første stik. På Eshøj-bakken kom Kirk med en lille forcering, men den fik jeg hurtigt lukket, selvfølgelig kom Bundgaard lige i nakken på mig, men det var næsten forventet, så jeg fik lige klemt mig på hjul, og mod toppen kørte jeg forbi Bundgaard med fuld kræft. Han fik dog også klemt sig med på mit hjul, så jeg holdt den semi-stram på nedkørslen bagefter, for at kunne aflive Kirk.

Men selvom om vi havde et stort hul, så ville Bundgaard ikke arbejde, og det var tydeligt, at han ville have Kirk tilbage, hvilket taktisk var det rigtige at gøre. Jeg lavede den vurdering at Kirk efterhånden måtte være så træt, at han ikke var en kæmpe stor trussel, og kom han tilbage måtte Velofit-drengene føre til mål. De havde vist, at de var ude på at angribe mig, så nu var det dem der måtte tage initiativet. Jeg stolede på min spurt til sidst.

De kørte til højre og venstre, men de fik mig ikke hægtet af!

Kirk kom tilbage, og på vej op af opløbsbakken – inden sidste omgang – lavede de igen et one-two punch på mig, hvor Kirk angreb efter fulgt af et Bundgaard-angreb. Jeg havde kun en mulighed, og det var at lukket hullet hver gang, lige med det samme. Så længe de ikke slog hullet til mig, så ville det koste dem mindst lige så meget, som det ville koste mig. Jeg følte mig ganske velkørende selvom jeg da godt kunne mærke benene, men med Kirk som havde ligget ude foran hele dagen på graveldæk, og Bundgaard der havde lavet en lang opkørsel, så måtte de også kunne mærke deres.

Det næste kritiske sted for mig var igen på Eshøj-bakken. Det var forventeligt at Bundgaard vil prøve igen, så det var bare med at holde sig klar. Og selvfølgelig kom han flyvende. Han kørte all out, det var tydeligt, og jeg mærkede for første gang en lille begrænsning. Han fik 2-3 meter, men jeg kunne ikke bare lige lukke det igen. Han trak ikke fra mig, men jeg håbede at han snart ville holde igen, og heldigvis gjorde han præcist dette. Jeg overvejede et kort øjeblik at lave et macho-move, og bare hamre forbi ham, men der var lidt for langt til toppen til at jeg turde prøve. Tænk hvis han snød mig. Jeg var temmelig presset, og havde han et ryk mere som det forrige, så ville jeg ikke overleve det. Kirk var igen distanceret.

Jeg stolede stadig på min spurt, og da Bundgaard – helt rigtigt – stadig ikke ville føre mig mig, lod jeg Kirk komme tilbage og lod ham tage fronten ind mod finalestigningen. Til mit held begyndte solen af skinne, og da den stod lige i ryggen på os, kunne jeg se Bundgaards skygge nærmest uden at kigge ned af. Så det fritog mig fra en masse stress over hvornår han ville åbne op. Jeg havde kun 2 ting i hovedet. Jeg måtte ikke lade mig blive lukket inde af Kirk, og så snart jeg så Bundgaard træde an, så ville jeg åbne samtidig, og tvinge ham til at tage den lange vej uden om i opløbssvinget.

Men han kom ikke. Jeg forventede at han ville køre en laaaaang spurt for at træde mig mør. Det var perfekt for mig, for selv på det stejleste stykke angreb han ikke. Da den fladede ud med godt 200 meter igen, trådte jeg an. Lige da jeg gjorde det tænkte jeg, at nu havde jeg sgu åbnet den for tidligt. Jeg havde fejlvurderet afstanden til mål, men nu var der ikke andet at gøre end at tråde igennem og tage den korteste vej rundt i svinget, og derved tvinge Bundgaard ud forbi på den lange bane. Det gav heldigvis pote, og han nåede aldrig forbi inden målstregen, og jeg kunne kalde mig vinder af Ronde van Borum 2021! Hvilken fantastisk følelse.

Noget af det fede ved at vinde RvB er den skulptur man får. Den er så vildt lirens og fed, at selv konen udbrud “Den skal stå i stuen” da hun så den! Og naturligvis også den legendariske vindertrøje, der er virkelig kræset for detaljerne.

Tak til Bundgaard og Kirk for en fed kamp, og havde Kirk ikke kørt med de graveldæk på, så kunne de have revet mig i småstykker!

Tak til AltomCykling og Uggi for igen at have stablet et event på benene, som er et licensløb værdigt!, men som også samtidig formår at favne bredden med mange glade deltagere, på alle niveauer. Der er virkelig en helt unik stemning til Ronde van Borum. Jeg håber allerede nu, at jeg kan komme tilbage næste år og forsvare titlen.

Resultater ses her: Ronde van Borum Resultater

Billetter til næste års Ronde van Borum kan købes HER!

 

Lidt til data nørderne

I spurten ramte jeg “kun” 1240w men hold så næsten 1100w i 20 sekunder indtil stregen. :)