I weekenden står den på debut i A-klassen, når der på søndag køres cykelløb i Nyborg. Det bliver en spændende og 100 % sikkert en anderledes måde at køre cykelløb på, end jeg er vant til.
AF JEPPE TOLBØLL
NYBORG, 6. OMGANGE, 153,5 KILOMETER, 1134 HØJDEMETER
Det er faktisk lidt underligt, at skulle sidde og skrive om sine forventninger, når man i bund og grund ingen har.
Løbet har ikke helt så mange ryttere til start, som normalt, da der også er Stjerneløbet i Roskilde samme dag. Derfor er det dog 100 % sikkert, at løbet ikke ligefrem bliver mærkbart nemmere, tænker jeg. Der er 42 ryttere tilmeldt. BHS-Almeborg Bornholm, Team coloQuick og Team AURA Energi stiller til start med 5 ryttere hver, og Riwal Ceramicspeed med 4 ryttere. Der ud over er der også de andre, mindre, DCU-teams som også er en del ryttere fra hvert hold.
Fra at gå fra B-klassen, hvor det lidt er alle mod alle, og team-tactics har meget lidt at sige, så skal man pludselig omstille sig, til en klasse hvor team-tactics har ALT at sige! Samtidig står jeg også med den store udfordring, at jeg ikke har folk til at lange en dunk til mig, og 150 kilometer på 2 x 750ml dunke, er nok lidt for optimistisk. Hvordan jeg løser den opgave er stadig uvist.
Hvad forventer jeg så? Som sagt ingenting, men jeg håber at jeg da kan sidde med i feltet så længe som overhovedet muligt, og ikke falde helt igennem.
Ruten er en lidt led en af slagsen. Vi har Æblevej som er 300 meter med 7 % i snit, og Regissevej som er 500 meter med 5 % i snit. Specielt Regissevej plejer at være et sted hvor der samtidig er sidevind på stykket efter, som stadig siger 1-2 %, og som vejret ser ud, så ligner det at der vil komme sidevind fra venstre, med 5 m/s. Havde det været i B-klassen havde jeg klappet i mine småfede hænder, men i A-klassen…. no so much!
Vi får at se hvordan det går. Jeg glæder mig i hvert fald… og er spændt.
