Løbsrapport fra Campione Cup – Silkeborg, Herning og Randers

Endnu en Pinsecup er overstået, og det blev som ventet en rigtig hård en af slagsen, hvor vinden, regnen og kulden satte os ryttere på prøve igen. Helt personligt forløb intet som forventet, og jeg skal lige samle mig selv op, efter en lussing, som lige mindede mig om, at jeg altså er en gammel mand, fanget i en ung mands sport! :) Og så var det en weekend, hvor jeg lige blev mindet om, at jeg skal arbejde med mig selv, når de negative tanker rammer.

AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: CYKELFOTO

 

SILKEBORG, 10 OMGANGE, 144 KILOMETER, 1320 HØJDEMETER

Som beskrevet i min optakt, så var jeg meget nervøs for Slangebakken i Laven, som lå sidst på ruten. Mit eneste mål var faktisk, at se om jeg kunne klemme røven med over i feltet et par gange.

Vi var 9 mand fra teamet til start, og min rolle var at søge lidt udbrud, men ellers komme igennem så nemt som muligt, og hjælpe vores lette ryttere i finalen, hvis de bad om det – og hvis jeg sad der.

Vejret var rigtig koldt, og regnen piskede ned. Så næsten alle ryttere stod med jakker på, og alle kunne godt se, at det kunne blive en led omgang.

Allerede fra start blev det voldsomt. Vores startboks var måske lige omkring 2 meter bred, og 30 meter lang, og derfra skulle rytterne ellers bare ind i den som en sluse. Jeg var kommet lidt for sent til starten, selvom jeg var der 12 minutter før, og det var en lærestreg, at I Pinsecuppen, så står man i boksen tidligt!

Da løbet så blev skudt i gang, kunne jeg bare se, hvordan rytterne i front spurtede ud af boksen, og først 5 sekunder senere, kun vi andre så begynde at klikke i og trille igennem slusen. Feltet var allerede strukket ud i maksimum, og der opstod allerede huller. At vi så samtidig var blevet sat igang lige efter at H60/H70 havde passeret start gjordet ikke bedre. For mens vi nu kæmpede om, at holde med fronten, som allerede havde en solid fordel, så skulle vi samtidig passere ryttere og en førerbil på de smalle veje. Det var rent kaos. Lige nu var der ikke andet at gøre, end at holde hovedet koldt, og bare satse på at det blev samlet igen, og allerede efter 2-3 kilometer var der da også faldet ro på, og der var lidt mere ro i fronten.

Jeg begyndte allerede her, at arbejde mig fremad i feltet. Nærmest hele ruten var på så små veje, at jeg vidste, at den kunne splitte eller folk kunne styrte, og så var fronten bare mere sikker. Og samtidig kunne det hjælpe mig på Slangebakken, hvis jeg havde brug for at fire ned igennem feltet. Efter 7 kilometer havde jeg endelig kæmpet mig op blandt de første 20-25 ryttere, og var egentlig tilfreds. Og så hørte mand den lyd, man ikke gider høre. Lyden af et hjul der punkterer. Det gik lige et par sekunder før, at jeg opfattede, at det var mig. Da jeg kører tubeless sad jeg bare og bad på at den ville lukke. Og det gjorde den vist! I hvert fald holdt lyden op, og jeg kunne køre videre… for en stund. For pludselig begynde lyden igen efter 20 sekunder og nu var der ingen tvivl. Jeg kørte næsten på fælgen, så nu skulle jeg bare over i højre side, og have ventet på vores servicebil.

Hjulet blev skiftet relativt hurtigt, når man tænker på at det er skivebremser, og der var ikke den store panik. Planen var at køre mig stille og roligt tilbage, men det viste sig sværere end forventet. Mange af stederne på de snævre veje, kunne jeg næsten køre hurtigere end bilen, og flere steder var det svært at få en “rytme” med bilen. Vi kom marginalt tættere på, og jeg tog en snak med Henrik Nielsen. Hans plan blev, at vi prøvede at få mig tilbage, efter Slangebakken, så jeg ikke blev leveret i bunden af den, bagerst i feltet. Det lød som en god plan.

Da vi ramte bakken kunne jeg dog slet ikke se feltet, hvilket betød, at jeg i hvert fald var 1 til 1,5 minut efter. Jeg blev ramt af mange negative tanker. Jeg kommer aldrig op. Jeg kører langsommere end feltet. Jeg falder alligevel af når jeg kommer op. Mine holdkammerater har brug for bilen oppe foran.

Kort vi havde passeret målstregen kørte jeg op på siden af bilen, og meddelte, at de skulle fortsætte uden mig.

Så det blev til 8 kilometers cykelløb i feltet og 14 kilometer i alt. Ikke lige den fedeste start på pinsecuppen, men jeg var okay afklaret, for lige Silkeborgs rute passede mig måske dårligst. Nu skulle jeg bare være klar til Herning!

Resultater: https://www.sportstiming.dk/event/8363/app/results
Strava-data: https://www.strava.com/activities/5342618794/overview

 

HERNING, 6 OMGANGE, 142,2 KILOMETER 696 HØJDEMETER

Konen og jeg nåede lige at køre en omgang på ruten inden start, og jeg kunne blot konstatere, at der vil være vind overalt. Intet sted ville vi have medvind, så det kunne blive et rigtig ledt løb. Igen i dag, måtte vi nøjes med 8 graders varme, og en regn.

Min rolle i dag var en delt kaptajnrolle med Jakob Bødker, og jeg havde meldt ud, at jeg gerne kørte leadoutet for Bødker hvis vi begge skulle ende i samme gruppe. Uanset om det var 1., 2., eller 3., gruppe så var det bare vigtigt at få trænet det, at køre en spurt for hinanden.

Klog af skade, fra i Silkeborg sørgede jeg for, at komme i startboksen tidligt, og endte nærmest i første geled. Det var helt perfekt, for da løbet blev startet var der allerede en voldsom positionskamp. Det gjorde også, at jeg mistede et par pladser, og jeg var ret frustreret over, at jeg kunne holde mine pladser. Jeg fik tilkæmpet mig pladserne igen. Efter 5-6 kilometer punkterede Bødker lige foran mig. Efter 8 kilometer ville der komme noget rigtig ledt sidevind, og jeg kunne så småt se, at coloQuick var begyndt at samle sig. Jeg kunne bare ikke komme frem! Jeg mistede ikke pladser, men positionskampen var hidsig, så omvendt ville jeg heller ikke prøve noget vildt, så jeg måske skulle bremse hårdt op, og derved miste flere pladser. Det var lidt om at se sin egen død udspille sig foran en, og være ude af stand til at gøre noget.

Da vi drejede rundt i sidevinden, så gik det selvfølgelig som forventet. Der blev trykket hårdt igennem oppe foran. Jeg sad selv godt gemt, og havde det forholdsvis nemt, mens jeg bare kunne se hvordan den brækkede oppe foran. Jeg kunne ikke gøre noget og der sejlede bare 20-25 mand væk. Havde jeg sat foran kunne jeg helt sikkert heller ikke have gjort noget, men når man sad nede hvor jeg gjorde, godt gemt i vinden, så håbede man bare, at en eller anden havde superkræfter til at lukke den.

Da vi, efter 11,5 kilometer, drejede om i en vild side-medvind, så kørte vi meget stærkt. Rasmus Byriel Iversen, Herning CK Elite, havde prøvede at tage hoppet op til fronten solo, og selvom det var tæt på at lykkedes, så kom han desværre tilbage til vores gruppe igen. Der blev virkelig kørt hurtigt i vores gruppe og vi lå og vekslede mellem 50 og 60 km/t, men fronten øgede bare stille og roligt til os. Jeg anede ikke hvor stor vores gruppe var, eller om vi stadig var samlet som helt felt. Jeg havde ikke kigget mig bagud, men holdt mig bare til. Team Coop var vældig aktive i fronten af vores gruppe, hvor også førertrøjen af Campione Cuppen sad. Havde de misset det? Jeg fik endelig kigget mig tilbage og kunne bare konstatere, at vi måske var 20-30 mand i vores gruppe. Jeg kunne ikke umiddelbart se nogen fra Team Give Elementer, og anede ikke om vi havde nogen foran.

Jeg begyndte at køre med rundt i fronten. Vi var ikke så langt fra fronten, så det kunne måske lykkedes vi samarbejdede og de måske ville gå i stå i mod-sidevinden. Ud på 2. omgang kom Gustav Dahl, fra Team Give Elementer, op til mig. Han var åbenbart i gruppen, og jeg havde blot overset ham. Han kunne fortælle, at vi var det eneste to fra teamet tilbage, men at han ikke var sikker på, om Bilde havde klaret cuttet. Gustav prøvede lidt at skærme mig i vinden, men jeg fortalte ham, at han bare skulle passe på sig selv. Med små 23 kilometer kørt, af 142 kilometer, så skulle han ikke ofre sig for mig, specielt når der stadig lå 20-25 mand ude foran.

Samarbejdet i gruppen var ikke det bedste, og ud over Team Coop var der måske 5-6 mand der hjalp dem skiftevis. Jeg tog også mine pauser, da jeg mente at hovedansvaret lå på Coop, med førertrøjen. Lige inden vi ramte det slemme sidevindsstykke, punkterede Rasmus Byriel Iversen, og lige der trak Team Coop den pludselig helt over i højre, og folk som mig, der lå forkert, skulle pludselig kæmpe om pladsen. Flere ryttere røg af bag mig, og jeg var lidt i semi-krise. Gustav var desværre røget af, og jeg kæmpede alt hvad jeg kunne for at holde hjulet foran mig. Jeg tænkte bare, at så længe ham foran mig ikke slipper, så går det måske. Pludselig slog Mads Mondrup, O.B. Wiik, ud et par pladser foran mig. Hullet blev lukket, men det må have kostet hårdt, for pludselig slog en UNO X-rytter ud, der viste sig at være Tobias Aagaard Hansen. Den skulle coloQuicks Kasper Andersen ud og lukke, og jeg lå på hans hjul som sidste mand. Hvis han ikke kunne lukke den, så var jeg fucked, for jeg var også på limit. Det kunne han ikke og der var vist en eller 2 mere foran der havde slået ud. Her kunne jeg godt se, at det var slut for os, medmindre Team Coop slap gassen igen. Jeg fandt hurtigt ind i en gruppe med Kasper Andersen, Tobias Aagaard Hansen, Nikolaj Mengel fra BHS – PL Beton, som også havde sluppet. Vi prøvede at holde den kørende, men det var desværre tydeligt, at det ikke ville blive samlet igen!

Jeg forstår ikke hvorfor Coop valgte at halvere halvdelen af vores gruppe, når dem der blev sat, faktisk var nogle af de få der arbejdede i ny og næ. Jeg var helt uforberedt på det, og sad derfor forkert. Det endte sågar med at de 3 Coop-ryttere alle stod af senere, så det gav ingen mening.

De fik næppe de 3 coloQuick-ryttere i gruppen til at arbejde, når de havde 7 mand i 1. gruppe. Der kom en lille gruppe tilbage til os, hvor Gustav Dahl sad og en lille slat ryttere mere.

Herfra jagtede vi 1,5 omgang, men det var helt tydeligt, at løbet jo egentlig var slut for os. Mod slutningen af 3. omgang begyndte folk at stoppe med arbejde. Der var en eller anden konsensus, om at nu stod vi af. Personligt ville jeg gerne have kørt igennem, men omvendt så orkede jeg ikke, at køre solo.

Lige inden vi ramte slutningen af 3. omgang kom der en ordentlig gruppe – som man formentlig kan kalde resten af feltet op til os. Jeg prøvede at koble mig på, men fandt pludselig ud af, at jeg ikke kunne bremse! Jeg anede ikke om der var kommet luft i systemet, men der var måske 20 % bremseeffektivitet. Et eller andet sted var jeg også stået af mentalt, så jeg slap gruppen og trillede ned og fik klædt om. Jeg var slemt skuffet. Det er nok fordi, at i B-klassen, så ved jeg hvor jeg skal sidde når det sker, men i A-klassen kan man ikke “bare” køre sig frem og sidde rigtigt. Ud over fysisk form, så skal man også eje noget teknik og kynisme for at få de pladser der kræves. Jeg var ikke god nok i Herning. Jeg blev for overrasket over hvor der ville blive sat angreb ind, og opdagede det før det skete, men dog ikke tidsnok til at få kørt mig frem. Jeg kunne dog tage det med, at jeg fysisk set burde kunne være med, hvis jeg blot havde sat rigtigt, men det er selvfølgelig også så nemt at sige.

Resultater: https://www.sportstiming.dk/event/8360/app/results?round=37188
Strava-data: https://www.strava.com/activities/5345128079/overview

 

RANDERS, 10 OMGANGE, 119 KILOMETER, 1250 HØJDEMETER

Efter Herning havde jeg brugt mange resurser på at finde en løsning på mine bremser. Ingen fra Team Give Elementer havde et bleeder kit med, så det endte med, at vores mekaniker Brian Lindbjerg kørte hjem efter sit, og først kom igen sent om aftenen. Det viste sig så i sidste ende, at være mine bremseklodser der var gået fra at fungere godt, til at være helt slidt i bund. Alt det usikkerhed, havde stresset mig helt vildt, og jeg må nok erkende, at det påvirkede mig meget mere end jeg lige gav udtryk for. Jeg håndterer usikkerhed som en defekt cykel, før et cykelløb ekstremt ringe. Derfor sov jeg heller ikke optimalt om natten, og var om morgenen fyldt med negative tanker, som jeg prøvede at skyde fra mig.

Min rolle i dag var at prøve at søge et tidligt udbrud, men ellers blot overleve så længe jeg kunne. Jeg var igen ret tidligt i startboksen, men fik så at vide, at A-feltets start var udskudt 10 minutter. Det var der ingen ryttere der havde hørt, men at stå 22 minutter før i boksen var måske lidt for tidligt, i forhold til at så ville opvarmningen have været spildt. Så derfor tog jeg en runde mere på opvarmningsstrækningen, men da jeg kom tilbage til starten var alle ryttere nærmest i boksen. Så folk havde åbenbart valgt at stå der 20 minutter? Nå, men så røg den plan med, at søge det tidlige udbrud da. Ruten startede på små veje, og det ville nærmest være umuligt at komme frem. Lige som i Silkeborg så startede det hele bare med, at fronten spurtede direkte ud af boksen, og ind i sidevinden. Så alle os der stod bagved måtte nærmeste starte all out, for ikke at blive sat direkte i sidevinden. Jeg prøvede at køre mig lidt frem i vinden, men positionskampen var ret hårdt, følte jeg. Mit mod svigtede mig. Min optimisme svigtede mig.

Cirka halvvejs på ruten kom der en bakke. I sig selv frygtede jeg den ikke, men hvis jeg ikke snart fik kørt mig frem, så ville jeg få problemer på bakken op mod mål, og specielt i sidevinden før og efter mål. Jeg kunne dog ikke rigtig køre meget stærkere på bakken end de andre, dels på grund af plads problemer, men også fordi jeg ikke ville køre mig totalt i rødt. På toppen prøvede jeg, at køre mig frem igen, og mod nedkørslen ville jeg så prøve, at bruge min vægt til min fordel. Desværre virkede det ikke rigtigt. Der var sidevind nedad, og jeg vandt måske 4-5 pladser, men heller ikke mere. Hovedet var fyldt med negative tanker, allerede før bakken. Jeg følte virkelig, at jeg havde knoklet hårdt for at finde de steder, hvor jeg kunne vinde pladserne, men det havde slet ikke hjulpet.

I bunden af bakken kom jeg vel ind som nummer 100 i feltet, og nu var det bare at prøve at få det bedste ud af det. Jeg synes der blev kørt rigtig hårdt allerede i bunden, og mine tanker skreg af mig, at jeg ikke ville overleve helt til toppen, hvis det her tempo varede ved. Pludselig blev jeg fanget bag Mads Schelde Berg, fra O.B. Wiik, der var på vej baglæns i feltet. Det gjorde, at jeg måtte slippe trådet, for ikke at køre op i ham. Det gjorde, at jeg måtte træde den op i fart igen, og der stod jeg bare af mentalt. Min wattmåler virkede ikke, så jeg aner ikke om det var fysisk eller psykisk, men det er nok det sidste. Jeg burde være bedre end blot 10 kilometers cykelløb. Og det er naturligvis ikke Mads’ skyld at jeg blev bremset. Han ville nok også gerne have blevet i feltet. Det var blot en faktor i min opgiven. Jeg var pænt skuffet over mig selv bagefter. På grænsen til rasende, så jeg begyndte bare at tonse. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne fange feltet, men nu skulle jeg bare køre indtil jeg ikke kunne mere.

Sat i Randers, og på vej mod endnu en DNF

Jeg fik kørt 4,5 omgang før jeg ikke orkede mere. Igen var det nok mere mentalt end fysisk. Skuffelsen var stor. Ikke kun over præstationen i Randers, men også over at det mislykkedes i Herning. Silkeborg var jeg okay med, men jeg havde forventet mere af mig selv.

Resultater: https://www.sportstiming.dk/event/8365/app/results?round=37278
Strava-data: https://www.strava.com/activities/5349258285/overview

 

Hele teamet kørte nogle okay løb, uden at det var prangende, men jeg vil fremhæve specielt Daniel Eriksen og Anders Bruun, der lige er kommet tilbage, der begge kørte nogle solide cykelløb. Også Gustav Dahl mangler lige heldet, for at sidde med de helt skarpe drenge. Vi udvikler os som team, og jeg tror på at en af vores ryttere pludselig en dag rammer dagen, og kører en flot placering hjem.

Næste weekend…

… står den for mit vedkommende på 2 x UCI-løb i GP Herning og Fyen Rundt! Det bliver en led omgang, men jeg glæder mig.