Foto © Klaus Hestkjær Carstensen

Løbsrapport fra de to UCI-løb: GP Himmerland og Rent Liv Løbet Skive

En led weekend er overstået med dobbelt UCI-løb. En weekend som slet ikke forløb som håbet, selvom mine forventninger var minimale. Team Give Elementer fortsætter uheldene, og vi må efterhånden være det mest uheldige DCU-team i Danmark! Til start begge dage var, Anders Bruun, Daniel Eriksen, Gustav Frederik Dahl, Jakob Bødker, Jeppe Falk og undertegnede.

Af Jeppe Tolbøll / Foto: Klaus Hestkjær Carstensen

GP Himmerland, 199,9 kilometer, 1289 højdemeter

GP Himmerland var egentlig det løb, hvor jeg tænkte, at jeg personligt havde bedst mulighed for et godt resultat. Og jeg var klar.  Som hold skulle vi se, om vi kunne få en med i et udbrud, da der var TV på, men ellers skulle vi blot hjælpe hinanden bedst muligt, og prøve at få så mange igennem løbet som muligt.

I masterstarten ud af Aars by fik jeg kørt mig ret langt frem, og da løbet så blev givet frit formåede jeg, at holde mig ganske godt fremme. Jeg vidste, at første grusvejsstykke ville komme cirka 6-8 kilometer efter den officielle start, så derfor vurderede jeg også, at der ikke ville slippe udbrud væk før, da alle ville frem og sidde forrest på grusvejen.

Selvom jeg på forhånd vidste nogenlunde hvor grusvejen kom, så kom den alligevel som en kæmpe overraskelse. Vi kørte nærmest ind på den med 50 km/t, og det var som at ramme en sandkasse. Cyklerne sank i det bløde sand, og heldigvis havde jeg godt fat i styret, og fik styret mig igennem det, men en rytter foran mig gjorde ikke, og var ufattelig tæt på at ryge ned, og rive flere med sig. Jeg tror jeg ramte gruset som nummer 30. Hvad jeg ikke vidste var, at bag mig skete der så et KÆMPE massestyrt, men det måtte man næsten forvente, når man rammer en sandkasse med 50 km/t, og ikke kan bremse og farten foran bare går fra 50 til 25 på få sekunder.

Efter lidt panik fik jeg dog gang i cyklen, og begyndte at bevæge mig fremad. Jeg havde stadig næsten kontakt med fronten af feltet, men mange ryttere stod helt stille på gruset, og jeg måtte ud i nogle dumme spor, for at komme rundt om. Stille og roligt knækkede den foran, og det var tydeligt, at hvis man ikke kom med nu, så skulle man ud i en lang jagt efter grusvejen. Jeg fik smidt cyklen over i modsatte bane, og passerede 7-8 ryttere, og ramte til sidst hjulet på Tobias Mørk Kongstad fra Team Riwal. Det var tydeligt, at han havde styrken til at komme tilbage til feltet, så jeg blev bag ham, og håbede på, at han virkelig kunne bringe os tilbage. Det var først her, at jeg lige fik lidt tid til at kigge bagud. Der var nogle enkelte ryttere, men resten af feltet var væk!

Ved udgangen af grusvejen ramte vi noget asfalt, og vi havde måske ganske få meter op til feltet. Jeg havde lagt på hjul de sidste minutter, så følte, at jeg havde overskuddet til at springe op, hvis ikke Kongstad kunne lukke det sidste. Det ville dog ikke være et problem, for vi var jo så godt som oppe!

Foto: Klaus Hestkjær Carstensen

Punkteringen fra helvede!

Pludselig hørte jeg den bitre lyd af en punktering. Min første tanke var naturligvis, at jeg håbede at det var Kongstads, men det var desværre min. Da jeg kører tubeless, håbede jeg, at den ville lukke selv, og et øjeblik stoppede lyden også. Små 100 meter senere, da vi kører stærkt rundt i en blød kurve, begyndte lyden igen, og den tabte alt luft ud af ingenting. Forhjulet lavede et kæmpe svaj, som jeg reddede, og nåede lige at tænke, at jeg nok hellere måtte få cyklen ned i fart, men der var det for sent. Forhjulet lavede endnu et svaj, og forsvandt under mig med omkring 45 km/t. Jeg ramte asfalten og kurede et godt stykke. Jeg kom dog faktisk hurtigt på, fik tjekket mig selv og cyklen. Mit tøj var flænset på hoften, og jeg havde hudafskrabninger på det meste af venstre side, men ellers var jeg intakt. Cyklen var også hel, ud over at dækket var hoppet af foran, så jeg kunne ikke umiddelbart cykle videre på flad.

Og det er først her, at det grussomme går op for mig. Mens jeg står og venter på bilen, og et nyt hjul overhales jeg af over 50 ryttere, og bilen er ikke at se nogle steder. Den var jo blevet fanget bag det store styrt ved indgangen til grusvejen. Samtidig havde vi en af de sidste biler i kortegen, så jeg vidste, at det her nok betød, at mit løb sluttede, når man ikke må få opkørsel i UCI-løb.

Tiden tikkede og jeg blev mere og mere desperat. Til sidst brugte jeg alle kræfter på, at kringe dækket på fælgen igen, og jeg besluttede mig for at prøve at køre videre på fladt dæk, men lige i samme øjeblik kom bilen. Jeg kunne se på mine data at jeg stod og ventede i 4:20 minutter. Motivationen var væk. Jeg var gået fra, at sidde i frontgruppen på 30-40 mand, til at være blandt de sidste 5 ryttere i feltet, og nu med over 4,5 minut til fronten der med sikkerhed kørte +45 km/t. Det ville jeg ikke kunne lukke.

Slukøret bad jeg bare om et reservehjul, og begyndte at trille videre, mens jeg ville finde den hurtigste vej til Aars. Pludselig kom der en svensk følgebil forbi, med to ryttere på dæk. Jeg fik lige klemt mig på hjul, og tænkte, at jeg lige så godt kunne give det en chance. Nu var det jo ikke min egen bil der måske kørte mig tilbage. Det holdt dog kun et par minutter for pludselig stoppede den ene svenske rytter med at træde. Han slap bare trådet, jeg kunne ikke nå udenom, før der var 3-4 meters hul op til bilen. Og med 60 km/t så kunne jeg bare ikke lukke selvom jeg sprintede all out. Fuck!

Jeg indstillede mig definitivt på, at løbet var slut, og trillede tilbage til Aars.

Jeg fik renset mine sår hos samaritterne, og kørte ned til bilen, hvor jeg mødte vores langere. De fortalte, at Gustav Dahl var røget på hospitalet med en potentiel brækket arm. Lige efter kom Jakob Bødker ind. Han var punkteret og havde fået nyt hjul, men på vej tilbage til feltet, var han punkteret igen, og kræfterne slap op. Daniel Eriksen og Jeppe Falk havde også måtte slippe, så nu havde vi kun Anders Bruun tilbage. Desværre røg han også ned med 70 kilometer igen, da Riwal angreb i sidevinden, og derved sluttede Team Give Elementer uden nogen gennemførende rytter i løbet.

Herefter trillede vi mod Skals Efterskole, hvor vi skulle overnatte. Vi skulle hjem og slikke sårene og komme ovenpå igen.

Resultater fra GP Himmerland:
https://www.sportstiming.dk/event/8354/app/results

 

Skive Rundt, 1. lang omgang + 6 små omgange, 177,9 kilometer, 1234 højdemeter

Jeg ville ikke ligefrem påstå, at nattesøvnen havde været vildt god, men faktisk følte jeg mig rimelig veludhvilet da jeg først havde fået morgenmad. Ja, mine sår gjorde ondt, men der var ingen slag i kroppen, der for alvor gjorde ondt.

Gustav var taget hjem og derfor var vi nu kun 5 mand til start i Skive, men målet for mig var det samme som i GP Himmerland. Jeg ville virkelig gerne gennemføre løbet, eller måske prøve at ramme udbruddet hvis det kunne lade sig gøre. Derfor tog jeg også mine kampe i masterstarten, hvilket dog var nærmest helt og aldeles ligegyldigt, da vi alligevel stoppede før den officielle start på en 5 meter bred hovedvej, haha.

Da løbet blev sat i gang, endte jeg lidt længere nede bagved. Her kunne jeg se at en lille gruppe slap væk foran, men jeg kunne ikke lige se om vores team fik en rytter med. Det lignede det umiddelbart ikke. Derfor begyndte jeg, at arbejde mig lidt længere fremad og efter 7 kilometer, fik jeg endelig ramt fronten og gik med i et angreb hvor der var en Team Coop-rytter og en svensker. Coop-rytteren holdt ikke hjul og pludselig var der kun svenskeren og mig. Vi havde vel 20 sekunder op til frontgruppen, så der skulle knokles hvis vi skulle lukke det hul. Jeg gav mit i føringerne, men hver gang jeg slog ud, og lod svenskeren tage sin føring, så faldt farten utrolig meget, og jeg indså hurtigt, at vi ikke ville komme op, og feltet åd os langsomt igen.

Herfra sejlede udbruddet væk, mens tempoet gik ned i feltet, og der kom ro på. Der var nu tid til at begynde, at spise og drikke lidt.

Massestyrt!

Efter små 40 kilometer kom der massestyrt. Der var ikke den store aktivitet, og jeg lå godt midt i feltet. Pludselig styrtede de foran mig, og selvom vi kørte 50 km/t (set via GPS-data) nåede jeg at hive mine bremser, og kom næsten ned og stod stille. Jeg nåede lige at tænke “Den her redder jeg sgu!” før jeg blev torpederet af en håndfuld ryttere bagfra, og pludselig lå jeg midt i bunken. Der var kaos, cykler viklet ind i hinanden, og jeg blev bare lige siddende i et par sekunder. Jeg havde voldsomt ondt i mit kraveben, og troede at det var brækket, og jeg tænkte, at nu kom jeg med i den store gruppe af ryttere, der havde prøvet det. Jeg mærkede dog lidt nærmere efter, mens jeg rejste mig op fra asfalten, og det hele virkede heldigvis intakt. Brian Høgild, mekaniker fra coloQuick, kom løbende og fik hevet min kæde på cyklen og fik mig bakset på cyklen igen, og jeg begyndte at køre efter feltet igen. Hurtigt kom vores bil op til os, og jeg fik lagt mig på hjul, og var heldigvis stadig i kortegen. Stille og roligt kom jeg tilbage.

På vej op var der også tid til, at tjekke kroppen og cyklen. Jeg havde slået mit højre knæ, og endnu en speedsuit var revet i stykker. Ud over det, var jeg forslået, men ellers sluppet billigt fra det. Værre var det med cyklen. Mine hoods var revet op, og min bagskifter var bøjet godt og grundigt. Den skiftede heldigvis nogenlunde på gearene, men den så godt nok bukket og bøjet ud. Jeg kørte den forsigtigt ud på de store tandhjul. Hvis den ville gå i baghjulet, var det bedre at “teste” det bag bilen, end midt i feltet. Den gik heldigvis ikke ind i egerne, så derfor var jeg ikke bange for at køre op i feltet igen.

Om det var adrenalin ved jeg ikke, men jeg havde ikke de store smerter og følte mig stadig ganske okay. Så jeg begyndte igen, at spise og drikke, og ellers passe på mig selv. Jeg var dog ikke så glad for at kæmpe mig frem i feltet mere. Vinden virkede ikke stærk nok til at splitte feltet, så hver gang den blev strukket ud, så sørgede jeg bare for at “gemme” mig på hjul af en anden. Og hver gang blev den samlet igen. Så jeg lavede en lille aftale med mig selv om, at jeg ville gemme mig bagved indtil der var kørt 100-120 kilometer, og derfra begynde at bruge ressourcer på at kæmpe mig fremad. Jeg følte virkelig, at der var en mulighed for mig, i at kunne gennemføre det her løb.

Manden i træet

Efter små 80-85 kilometer blev der igen kørt noget sidevind. Jeg lå – indrømmet – alt for langt tilbage i feltet, og ud af en lang hovedvej lignede det, at der var 500 meter frem til fronten, men nu sad jeg dumt på viften. At begynde at køre sig frem her ville være selvmord, så jeg blev bare siddende på hjulet foran mig, og forventede, at den ville falde til ro igen. Vi nærmede os en lille by, hvor der i hver side af vejen stod to blomsterkasser, som skulle få biler til at zig-zagge og derved sætte farten ned.

En rytter som lå 10-12 pladser foran mig overså tydeligvis den højre blomsterkasse, og slog et voldsomt svaj, der forplantede sig ned gennem rækkerne. En anden rytter kørte nærmest tværs over vejen, og vi var flere der måtte følge med, for ikke at ryge ned. Og her var det for sent! Jeg måtte køre venstre om den venstre blomsterkasse, hvor der var 30 cm asfalt eller sådan noget. Rytteren til højre for mig fik bremset godt ned, men kørte ind i blomsterkassen. Jeg selv fik reddet den forbi og kørte i en mindre grøft, men jeg slog mit ben så hårdt på enten saddel eller rammen, og fik mig et rigtigt trælår, der bare sendte musklen i lammelse.

Hvad der skete med rytteren på min venstre side var dog som taget ud af en tegnefilm. Jeg mindes ikke, at have set noget så surrealistisk på en cykel før. Rytteren ramte ned i samme grøft som mig, men hvor jeg fik den reddet tilbage på en cykelsti på den anden side, så katapulterede han op fra grøften, og fløj 1,5 meter op i luften og hans krop hamrede direkte ind i et stort træ! Hvis man forestiller sig en tegnefilm, hvor en mand flyver op i luften og nærmest krammer et træ… det var hvad jeg så! Helt vanvittigt!

Jeg fik ikke gang i benet efter mit nær-ved-og-næsten-styrt, og da vores følgebil kom forbi, måtte jeg bare konstatere, at jeg ikke kunne mere. Irriteret, og godt træt af det hele, måtte jeg sætte kursen mod Skive. På vej ind begyndte smerterne i hele kroppen at tage til. Mit lår gjorde ondt, men specielt ryggen var helt færdig. Da vi kom ind fandt vi ud af, at Anders Bruun måtte udgå fra løbet efter at hans saddel knækkede efter blot 10 kilometer. Bødker og Falk havde ikke dagen og måtte udgå, men vores eneste tilbageværende rytter, Daniel Eriksen, kom igennem løbet på en 53. plads.

Hvornår jeg kommer tilbage i en samlet start er stadig uvist. Weekenden er væk, da kroppen ikke bliver klar, men det værste er min cykel. Den skal nok nå at blive klar, men Alm. Brand, hvor jeg er forsikret har røvrendt mig!

Resultater her: https://www.sportstiming.dk/event/8355/app/results

Alm. Brand og deres brudte løfter!

Som sagt fik mit udstyr og tøj nogle store tæsk om søndagen. Selvom det er surt, så var jeg dog rimelig fortrøstningsfuld, da jeg jo var forsikret. Eller det troede jeg.

For 2 måneder siden havde vi besøg, af en rådgiver fra Alm. Brand. Min kone og jeg, havde fra starten, inden det fysiske møde, gjort det klart, at vi under ingen omstændigheder ville tale med en rådgiver, hvis ikke Alm. Brand kunne dække mig under mine licensløb. Det var intet problem, sagde de over telefonen, og vi fik en rådgiver ud.

Rådgiveren spurgte ind til mit niveau, og jeg forklarede at jeg kørte licensløb, og at jeg lige inden havde sat 130 kilometer i udbrud i TV, under DM. Han lød meget imponeret, og jeg tænker virkelig ikke, at han kunne være i tvivl om mit niveau. Han løj os nok bare direkte op i ansigtet, for at få sit salg.

Jeg anmeldte skaderne i tirsdags, og fik i går en mail om, at jeg skulle kontakte dem. Det gjorde jeg i dag torsdags, og de meddelte, at licensløbs var undtaget i deres forsikring, og at jeg så derfor ikke kunne få dækket andet end mit tøj!

Det er “sjovt” at lige så hurtigt, som de kunne fortælle mig, at man var dækket under licensløb, ja lige så hurtigt kunne de fortælle mig, at det ikke var en del af deres dækning da skaden var sket. Det har ALTID været et ultimativt krav for mig, at have mine cykler dækket. Jeg ved ikke hvor mange forsikringsselskaber vi har afvist tilnærmelser fra, da de ikke kunne opfylde dette ønske.

Så nu er sagen den, at jeg har sendt min klage til Alm. Brand, hvor jeg kræver at de dækker mig, og gør de ikke det, så må jeg tage den med ankenævnet.

HOLD JER LANGT VÆK FRA ALM. BRAND!