Foto © CykelFoto (Facebook)

Løbsrapport fra DEMIN Cup i Nyborg

I lørdags blev der kørt 2. afdeling af DEMIN Cuppen i Nyborg. Et løb som mest af alt skulle bruge til DM-forberedelse for mig, så derfor var jeg også mødt lidt træt op til løbet, med 2 ture på 170 kilometer i løbet af ugen, og en 50 kilometer-tur dagen før til TT-recon af enkeltstartsruten, mens jeg samtidig havde arbejdet 48 timer på jobbet. Og hvad sker der, når man møder træt op og uden forventninger? Jo, så kører man pludselig bedre end forventet.

AF JEPPE TOLBØLL

NYBORG DEMIN CUP, 6. store- og 3 små omgange, 178,5 km og 1917 hm

 

I min optakt skrev jeg således:

På Team Give Elementer er vi kun 6 mand til start, da vores uheld stadig ikke har sluppet os. For at opsummere, så brækkede Daniel Eriksen og Rasmus Lindbjerg begge kravebenet i sæsonen første to løb. Rasmus er stadig ude med komplikationer! Samtidig var Anders Bruun ude i hele april og halvdelen af maj. I maj blev Anders Bjørn påkørt under træningen og er stadig ude, mens Eriksen så kunne vende tilbage, sammen med Anders Bruun. Kort tid efter melder Nicolai Zinck ud, at han har brug for en pause mentalt, og for 1,5 uge siden røg Jakob Bødker hårdt ned i Fyen Rundt. Derfor er der pt. 4 ud af 11 ryttere skadet. Vi har endnu ikke formået at stille med fuldt hold i noget løb.

Vi var egentlig oprindelig tilmeldt med Gustav Dahl, Thomas Bilde, undertegnede, Anders Bruun og Jeppe Falk. Desværre måtte de to sidstnævnte melde fra, da Bruun bøvlede med eftervirkninger fra styrt i GP Herning og Fyen Rundt, mens Falk havde noget sygdom. Så vi var pludselig kun 3 mand til start, og vi vidste alle godt, at det ikke var skide optimalt, i forhold til at gøre noget som team. Derfor blev der heller ikke brugt meget tid på taktik, for der var ikke rigtig nogen ud over, at sportsdirektør Henrik Nielsen, ville se os søge udbruddet.

Selve ruten kunne blive en ordentlig mundfuld for mig. Efter ca. 7 kilometer skulle vi over Æblebakken (Strava), som var 320 meter lang med et snit på 7,1 % og med sidevind på toppen.

Den værste bakke ville dog komme efter 20 kilometer, nemlig Regissevej bakken (Strava) med sine 1300 meter og snit på 4,4 %. Den steg mest i bunden, og var der en strid sidevind mod toppen når den fladede ud. Det var her der for alvor kunne ske udskilning.

Og så mod opløbet ville der være en lang bakke på hovedvejen, men der kom man ofte med god fart, fra en nedkørsel og den var rimelig hurtig overstået.

Afsted!

Løbet, og dets 130 startende ryttere, blev sat i gang, og der blev kørt voldsomt stærkt! Faktisk var der vist slet ikke noget udbrud der var tæt på, at komme væk for alvor på hele første omgang, på grund af den høje fart. Æblebakken blev rimelig hurtig overstået, og det var mere hektisk, at prøve at komme fremad, end det egentlig var, at komme med over bakken.

Hen over Regissevej blev den holdt stram, men rent faktisk så var den i sig selv ikke led, men blev rigtig hård på grund af den enormt høje fart. Jeg tænkte lidt, at hvis det var den her intensitet de ville køre hele dagen, så ville jeg ikke overleve, men jeg anede ikke hvor stærkt vi havde kørt eller hvor mange watt jeg havde presset for, at sidde med.

Da vi rundede målstregen fik jeg lige sneget øjnene ned på min Wahoo Elemnt Roam. 45,9 km/t i snit. Jojo, så var man ligesom i gang. Dog vidste jeg også, at den her fart ville falde, hvilket den også gjorde, og det åbnede op for lidt flere angreb i fronten. Personligt skulle jeg lige have hevet lidt luft ind. Benene var temmelig mærket, og med små 145 kilometer til mål, så var det ret tidligt, at føle sig ramt.

Æblebakken blev igen okay nem for mig, da jeg fik placeret mig godt inden, og kunne tillade mig, at komme henover, og lade mig miste et par placeringer. Jeg mistede dog lidt koncentrationen et par gange, og røg derfor for langt tilbage i feltet af flere omgange, og før jeg vidste af det, var vi igen nær Regissevej, og her blev der kørt ganske stærkt, både i sidevinden inden bakken, men også hen over toppen. Det var mine ben sgu ikke helt glade for, og jeg begyndte at tænke, at hvis jeg kom med over næste gang på Regissevej, så ville alt andet være bonus.

Jeg kom dog med over, og med ud på 3. omgang, hvor der slap 2 ryttere væk i front. Æblebakken blev igen forceret ganske nemt, men jeg følte mig slidt og brugt, og havde en helt klar fornemmelse, at jeg ikke ville overleve Regissevej engang til. Derfor besluttede jeg mig for, at jeg ville bruge alle mine kræfter i sidevinden på, at køre Gustav og Bilde frem i en god position.

På et tidspunk lå jeg nærmest allersidst, og kunne pludselig hurtigt tælle, at vi nok kun var 70 ryttere tilbage måske. Der var alligevel røget en del af, hvilket gav en smule selvtillid, trods alt. Det ændrede dog ikke på, at jeg ville køre mine to holdkammerater frem. Så med 2 kilometer før Regissevej ville starte, kom jeg nede bagfra i sidevinden, og fik råbt begge mine holdkammerater op, og fik dem på hjul, og fik slidt mig op til fronten af feltet, og fik dem ind i noget der lignede 20. position.

Nu gjalt det for mig om at finde læ, så jeg også kunne overleve Regissevej med lidt held. Og så skete det naturligvis, at der ikke blev givet fuld gas på bakken, og jeg kom faktisk selv forholdsvis nemt med henover. Dermed ikke sagt, at det var nemt, men set i det lys, at jeg lige havde passeret størstedelen af feltet i sidevinden kort forinden, så var det forholdsvis nemt, at komme med over.

Så nu skulle vi ud på 4. omgang, og hørte, at de 2 ryttere i front havde 1,5 minut. Team BHS – PL Beton Bornholm havde sat sig i front, og taget kontrol. Det gjorde, at det hele blev kørt mere jævnt. Jeg tog en beslutning om, at jeg ville spare mig så meget som jeg kunne indtil Regissebakken hvor jeg igen ville prøve at placere en eller begge holdkammerater i sidevinden inden bakken.

Overskud til at lave lidt sjov til konen

Jeg ved ikke helt om de 2 ude foran blev fanget før Regissevej, men det tror jeg næsten. Da vi nærmede os der, hvor jeg ville køre Gustav og/eller Bilde frem, fik jeg kørt dem op ret nemt, for denne gang var farten ikke så voldsom. Dog var jeg så naiv, at jeg tænkte at BHS – PL Beton-holdet nok bare ville køre den hårdt og jævnt over Regissevej. Hvorfor jeg troede dette, ved jeg faktisk ikke, men jeg lod mig falde lidt for langt tilbage, og da vi ramte bakken, eksploderede det oppe foran. De satte et enormt pres på, og jeg lå alt for langt tilbage.

På toppen af bakken blev der nu for alvor kørt sidevind, og kunne se at folk gik kolde foran, og flere slog ud. Jeg var ikke på limit, men sled med det, men kunne alligevel gå forbi den ene rytter efter den anden, og lukke de små huller. Lige nu røg der mange af, kunne jeg se, og jeg havde stadig skud i benene. På toppen fik jeg kørt mig ind i læ af den gruppe jeg lå i, og vi var nu to store grupper der var delt. Oppe foran sad der en større gruppe på cirka 25 mand, og vi var måske 35 mand i vores gruppe. Resten var røget af. Jeg havde lige overlevet Regissevej endnu engang, og jeg kunne se, at flere ryttere tydeligvis havde haft det værre end jeg det. Det gav mig faktisk selvtillid, og jo mere jeg tænkte over det, så var det kun på Regissevej, at jeg for alvor havde haft kriser. Resten af tiden var det “bare” ømme ben, men havde kunne være med uden frygt for at blive læsset.

Team IBT – BH Carl Ras havde tydeligvis misset frontgruppen, for de begyndte at knokle i fronten af vores gruppe. Jeg orienterede mig, og så desværre også Gustav og Bilde i gruppen. Jeg spurgte Gustav til hvordan han havde det. Han havde gode ben, sagde han, og jeg fik svaret noget tilbage ala, at det havde jeg åbenbart også, men at når vi ikke havde nogen med i frontgruppen, så ville jeg køre op og hjælpe Team IBT. Så da vi kørte ud på 5. omgang kørte jeg frem og begyndte at hjælpe dem.

Helt ærligt, så syntes jeg faktisk at det var fedt. Det gav pludselig en meningsfuld rolle i løbet, at kunne bruge kræfter på at hjælpe mine holdkammerater, frem for bare at sidde og vente i feltet på at blive sat. Jeg kan se at de første 10 kilometer af 5. omgang blev kørt med 46 km/t, og hullet til frontgruppen blev lukket. Jeg var begyndt, at føle noget selvtillid, og jeg havde spist rigeligt, og fået langet de dunke jeg skulle have. Faktisk var mine ben ikke blevet dårligere siden 2. omgang.

Hele feltet var samlet nu, og der var små 4 kilometer til Regissevej. Der blev angrebet mange gange i front, og jeg befandt mig pludselig godt, da der blev angrebet kontra, så jeg kørte med. Jeg talte hurtigt at der var BHS – PL Beton-, Team IBT-, Team CO:PLAY Giant-ryttere og så mig der fik hul. Det kunne måske få lov til noget, hvis holdene kunne blokere vejen nede bagved. Optimismen kørte rundt i mig, men desværre lukkede Team Sparekassen Vendsyssel hullet. Nærmest med det samme angreb jeg igen, og fik lov til at køre væk solo, men det holdt ikke længe. Dels fordi at de ikke rigtig slap mig, og dels fordi jeg ikke ville investere 100 % i det før Regissevej, da det ikke lignede at der kom nogen op selv, uden at hele feltet var på hjul. Så nu skulle jeg lige overleve Regissevej igen.

Da feltet passerede mig, fik jeg holdt mig ret godt fremme i et stykke tid, men alligevel svigtede koncentrationen lidt kort før bakken. Faktisk var feltet ved at knække inden bakken, og en BHS – PL Beton rytter tog en ordentlig dinger lige foran mig for at lukke, men han kom ikke voldsomt meget tættere på, på en lille nedkørsel før bakken startede. Jeg tog to store dybe indåndinger, og lige før bakken startede gik jeg forbi og fik lukket det sidste hurtigt. Et lille douchebag move, men det var den nemmeste måde for mig at gøre det på. På bakken lignede det igen, at resten af BHS – PL Beton havde sat tryk på, og det hele knækkede endnu engang. Jeg lå for langt tilbage, og kunne heller ikke have gået med da de åbnede op, men jeg så at Gustav fik angrebet og lignede en der fik lukket hullet som absolut sidste mand, og nu havde vi en med i frontgruppen. Og jeg overlevede igen Regissevej, for at det ikke skulle være løgn!

Jeg fik hurtigt fat i Bilde, og fortalte ham, at vi nu havde Gustav med i en gruppe på 15-18 mand ude foran, og det nærmest var bedste vi kunne håbe på. Skulle de køre hjem, så ville vi få en top 20, hvilket ikke var helt skidt, når vi nu kun var 3 ryttere til start ud af 130 ryttere. Bilde fortalte, at han var presset, og jeg måtte også erkende, at saften efterhånden var væk i mine ben. Og der var stadig omkring 50 kilometer til vi var færdige, så det var ikke helt godt. Vi blev begge enige om, at det vist bare hed overlevelse.

Team Herning CK Elite og Team Sparekassen Vendsyssel havde dog begge misset udbruddet, så det ud til, for de satte sig pludselig i front og begyndte, at jage. Herning havde jo DEMIN Cuppens førertrøje på Anders Foldager, som de gerne ville forsvare.

Rasmus Byriel tog nogle gode føringer i forsøget på at hente udbruddet tilbage

Herfra var løbet egentlig relativt nemt. Der var ingen voldsomme accelerationer, da der jo blev jagtet, og jeg selv lå og gemte mig godt midt i vores efterhånden lille felt. Selvom det var nemt, så mærkede jeg dog også, at niveauet og distancen efterhånden var ved, at sætte sine spor, her på den anden side af 140 kilometers cykelløb.

Da vi ramte Regissevej igen lå jeg næsten bagerst i gruppen. Herning og Vendsyssel havde næsten fået lukket hullet, og det var lidt som om, at den lige fik det sidste skud på bakken nu. Jeg lå lige bag Morten Nørtoft fra Riwal Cycling Team, og han punkterede i bunden af bakken. Jeg kunne ikke rigtig komme rundt om ham, og blev derfor sænket i farten. Der opstod et mikroskopisk hul, som jeg lige ville lukke i fart, men der ville benene ikke noget. Jeg lå nu sidst, med 3-4 meter op til nærmeste rytter, og jeg kom ikke ret meget nærmere. I højreside af min øjenkrog så jeg Rasmus Byriel stå helt stille på bakken, så hans arbejde var vist overstået. Jeg fik yderligere hængt mig på bagenden af feltet de næste 20-30 sekunder, før jeg måtte kapitulere, og slå ud. Jeg var færdig! Sat af.

Jeg fik lige spolet benene, mens alle servicebiler kørte forbi, og jeg kiggede ned på min Wahoo. Der var ca. 30 kilometer til mål, og jeg besluttede mig for, at jeg bare skulle have ondt i benene resten af vejen. Jeg ville gennemføre det løb, og jeg gad ikke bare trille rundt. Vi var færdige med de store omgange, og manglede blot tre små. Tre gange over Regissevej i modvind. Det skulle nok blive sjovt.

Jeg nåede, at køre 5-6 kilometer solo, før jeg blev samlet op af en gruppe på tre mand. Folk var dog trætte, så to af dem kunne nærmest ikke tage føringer, hvilket var fair nok. Jeg havde ingen ambition om, at komme let igennem resten, så jeg tog de føringer jeg blev tilbudt. Og her kørte vi så rundt indtil sidste omgang, hvor gruppen var reduceret til 3 mand. På Regissevej tonsede jeg bare det bedste, som jeg kunne, og de to andre slap mit hjul. Jeg så en gruppe længere oppe foran, af rytter der var sat fra feltet, og jeg besluttede mig, at jeg ville fange dem, og hvis muligt køre forbi dem, hvilket også skete relativt kort tid efter.

De andre bagved hyggesnakkede, jeg kørte “finale” :)

Gruppen som jeg hentede var dog i gang med at rulle af, det var tydeligt, mens jeg bare legede min egen lille finale inde i hovedet. ;)

Jeg kom i mål, og var tømt. Faktisk endte det med en 42. plads, hvilket måske i sig selv ikke lyder prangende. Men når man tager højde for, at jeg var sikker på, at blive læsset efter blot 60 kilometer, og følte mig skidt kørende, på en rute der havde knap 2000 højdemeter, så synes jeg faktisk det var ganske godkendt. Bare det, at jeg ikke stod af, var en mini-sejr i sig selv.

Som forventet havde holdet det svært med kun 3 mand til start, og derfor blev Bilde vores bedste rytter på en 24. plads og Gustav lige et par placeringer senere (men hans placering blev ikke registreret, og derfor endte jeg jo på en 43. plads).

Nu står den på DM forberedelser hvor jeg torsdag kører enkeltstart, og søndag kører linjeløbet. Optakter kommer i snart :)

Resultater: https://www.sportstiming.dk/event/8372/app/results
Strava-data (uden watt): https://www.strava.com/activities/5457954485/overview