I sidste uge blev der kørt Danmarksmesterskaberne i Give, hvor den torsdag stod på enkeltstart og søndag på linjeløb. Begge løb kunne næppe have større modpoler for mig, hvor jeg havde en mildest talt forfærdelig dag på enkeltstartscyklen, og hvor jeg søndag fik opfyldt et af mine største ønsker, og nok fik en cykeloplevelse for livet. Optakt til enkelstart kan læses her. Optakt til linjeløb kan læses her.

AF JEPPE TOLBØLL

DM TT, 1. OMGANG, 47,8 KILOMETER, 345 HØJDEMETER

Jeg ankom til Give centrum sammen med min gode ven Michael Damm, som var taget med. Han skulle sidde i bilen og tale mig igennem løbet, og motivere og styre mig. Vi fandt et sted i skyggen, de 30-32 graders sol bagede ned over os. Her fik vi sat hometraineren op, og sammen med min teamkammerat fra Team Give Elementer, Gustav Dahl, begyndte vi opvarmningen. Der røg en ispose i nakken, og ellers kørt en del koldt væske ind.

Jeg opvarmede godt og vel en halv time, og følte mig egentlig ganske fint tilpas, og fik kørt alle zonerne igennem. Jeg fik gjort mig klar, kørt til cykeltjek og op mod startrampen. Desværre var min start blevet rykket, så jeg var første rytter i vores startblok, hvor jeg før ellers ville have haft Riwal Cycling Teams, Jesper Hansen der kørte for Cofidis sidste sæson, som hare. At det så viste sig, at være lige meget er en anden historie.

Jeg følte mig ikke nervøs, men havde måske været det alligevel. For da jeg med 1 minut til start kiggede ned af mig selv, så opdagede jeg, at jeg havde glemt at trække mine aero-overtræk ned over skoene, men der var ingen panik. Jeg fik dem hurtig på, og var mest af alt lettet over, at jeg ikke var kommet til at starte med dem op over anklerne. Det havde sgu set dumt ud!

Mit mål var, at jeg ville prøve at holde 380w på hele turen. Med en FTP fra landevejscyklen på omkring 430w, så var det måske fint nok, med højde for, at jeg ikke var vant til at sidde på en TT-cykel og varmen der bagte.

Jeg kom afsted, og fik efter 20-30 sekunder tøjlet mig, og kom ned og ligge på mit mål. Ud af Give by, ud i direkte modvind. Jeg havde det rigtig godt, og følte mig ret meget ovenpå pedalerne. Det var naturligvis hårdt, men det føltes slet ikke uoverkommeligt. Jeg fik kørt sving og linjer perfekt.

Det hele skulle dog ændre sig hurtigt. Da jeg ramte Givskud blev jeg pludselig ramt, af hvad jeg bedst kan beskrive som astma-anfald. Det er sket før, men det ligger efterhånden en del år tilbage, hvor jeg også fik en spray ordineret fra min læge. Uden den spray havde målingerne vist, at jeg mistede op mod 18 % i iltoptagelse. Jeg hyperventilerede totalt. Det kan også have været varmen der slog mig ud. Jeg aner det virkelig ikke, men pludselig kunne jeg bare ikke trække vejret. I første omgang valgte jeg, at håbe på at det blev bedre, men efter et par minutter, hvor pulsen galoperede afsted, og min watt fløj op og ned var det ikke blevet bedre. Rytmen var brudt. Okay, ny plan. Jeg sank mine watt ned til 350w og håbede, at jeg snart ville få styr på det. Pulsen forblev stadig høj og uændret, og benene skreg.

Pludselig hørte jeg, at der blev sagt, at der kom en bagfra. Jeg blev hentet med knap 1 minut af BHS – PL Beton Bornholms, Frederik Irgens, efter små 20 kilometer. Moralen tog et stort knæk her, og jeg bøvlede stadig med, at finde et stabilt punkt med mine watt, og pulsen ville ikke under 180 bpm, som er højt for mig.

Jeg fandt noget der mindede om en rytme i cirka 5-10 minutter herefter, og holdt Irgens i samme afstand, men pludselig hyperventilerede jeg igen. Alt gjorde pludselig ondt, og jeg kunne næsten ikke holde over 300w. Sikke da noget lort. Irgens forsvandt hurtigt ud af syne og jeg manglede stadig over 15 kilometer hjem. Det hele føltes så uoverskueligt. Forbindelsen til Michael Damm røg også heromkring, da vi bare brugte en telefon, men det var faktisk rart. Ikke fordi, at hjælpen ikke blev værdsat, men jeg var nået dertil hvor intet kunne hjælpe mig mere. Jeg ramte punktet ude ved Thyregod og vidste at resten af vejen tilbage var led. Og her stod jeg så helt stille, da både modvind, 2-3 % stigning, samt en krop der ikke kunne køre over 300w.

Jeg kunne ikke køre over 300w efter 45 minutter! Hvad helvede skete der!? Til sammenligning kørte jeg 309w i 4 timer i linjeløbet, men mere om det senere.

Jeg blev vanvittig frustreret, og slog i styret et par gange. Jeg var flov og pinlig, og jeg var ret ked af, at jeg underpræsterede så groft. Jeg følte virkeligt, at jeg spildte både Michaels og Henrik Nielsens (sportsdirektør) tid, som begge sad i bilen. Specielt Michael havde gjort rigtig meget, for at hjælpe mig, og her lå jeg og kørte under 42 i snit på en TT-cykel!

Jeg fik slæbt mig tilbage til Give, og ind over målstregen. Skuffet, træt, ked af det, frustreret og færdig. Jeg havde ondt i hver fiber i kroppen. Og jeg kogte. Sveden løb af mig, som et vandfald. Jeg tog nogle flere isterninger fra fryseboksen og proppede dem ned i tøjet. Skulle bare nedkøles.

Efter lidt tid fik jeg styr på humøret, da Gustav kom ind lige efter, og sluttede på en flot 28. plads.

Faktisk sluttede jeg selv på en 47. plads, og hele 10 mand sluttede efter mig! Så jeg var ikke den eneste der ramte en dårlig dag. Faktisk hørte jeg om flere – og af folk der slog mig – at de led utroligt meget i varmen, hvilket både gav mig lidt ro, men dog ikke gjorde mig mindre skuffet.

Selv den dag i dag, kan jeg stadig ikke finde ud af, hvad der gik galt. 327w kørte jeg i snit for hele løbet, hvilket jo var en joke. Det er så langt under alle standarder, mens jeg samtidig satte min højeste snitpuls for 60 minutter nogensinde. NOGENSINDE! Jeg kom rundt med 41,7 km/t i snit.

Faktisk var jeg så slået ud, at jeg overvejede, at droppe linjeløbet i ren og skær skuffelse. Jeg følte mig som verdens dårligste cykelrytter, og at jeg ikke fortjente at være en del af det her DM. Heldigvis blev det kun ved tanken. Naturligvis ville jeg stille op til DM på min klubs hjemmebane.

Resultater her: https://www.sportstiming.dk/event/8374/app/results
Strava-data her: https://www.strava.com/activities/5485437408/overview
TrainingPeaks-data her: https://home.trainingpeaks.com/athlete/workout/MQUE4K73TRW35TI4FEYTRMETSU

 

DM LANDEVEJ, 228 KILOMETER, 2181 HØJDEMETER

Team Give Elementers DM startede allerede dagen før, da holdet blev samlet i Give, hvor vi havde lidt photoshoot, hvorefter vi drog videre til Danhostel i Givskud. Her fik vi klargjort cykler og ellers bare hygget og slappet af. Vi fik spist god aftensmad som Michelle havde lavet.

Efter maden skulle der tales taktik. Vores sportsdirektør, Henrik Nielsen, var klar i spyttet. “Vi vinder ikke DM, men vi skal have vist os frem!” For vores sponsorer var det vigtigt med TV-tid. Derfor var det vigtigt – ja nærmest altafgørende – at vi fik en mand med i det udbrud, der nok fik lov til at køre væk. Fik vi ikke en med, så var det vores opgave at lukke det ned igen. Helt simpelt. Ud over at få en med i udbrud, var det også en prioritet, at vi fik Gustav Dahl med ind til omgangene i Give.

Vi stillede op med Anders Bruun, Daniel Eriksen, Daniel Guld, Gustav Dahl, Jeppe Falk, Thomas Bilde og undertegnede.

Os som skulle jagte det tidlige udbrud var Guld, Falk, Bilde og jeg. Bruun og Eriksen skulle være oppasser på Gustav. Jeg havde det fint med den rolle, som jeg var tildelt, men samtidig var jeg også skeptisk. Mest på egne vegne, da jeg tænkte, at hvis jeg ramte udbruddet, så var jeg nok sat når vi ramte Blue Hors, hvis udbruddet ikke tog det bare lidt med ro.

Opvarmning til DM? Ej, det dropper vi!

Da vi kom til Give søndag plaskede regnen ned. Himlen havde åbnet sig, og det føles næsten som et aftenløb, eller et meget tidligt løb. Mange stod og var lidt trætte af regnen, men jeg jublede nærmest indvendigt. Efter torsdagens kollaps i varmen, var jeg lykkelig, over at det ikke kom til at spille ind i dag. Og jeg var ikke bange for at blive kold eller våd. Min målstreg første gang hed Blue Hors efter 27 kilometer cirka. Var jeg eller holdet ikke kommet i udbrud, så kunne jeg køre mig selv i hegnet, vende rundt og køre til Give igen.

Efter præsentationen fik vi gjort det sidste klart, fyldt depoterne op til randen, hypet hinanden lidt op, og så trillede jeg ellers sammen med resten af “udbrudsjægerne” direkte i startboksen, 25 minutter før masterstarten. Opvarmningen droppede jeg. Jeg ville stå først i masteren, for jeg orkede ikke at opvarme, for så, at komme til start og stå som nummer 40 og skulle slås alt for meget i masterstarten. Jeg stod ved siden af Guld og Falk, og vi aftalte, at vi ville hjælpe hinanden i masterstarten med at holde positionen. Og hvis en af os skulle ramme udbruddet, ville alle os andre med det samme prøve at lave bred front.

Starten gik i gang, regnen piskede ned, og jeg var tændt! Jeg var klar på, at prøve at ramme det udbrud, eller hjælpe en af drengene til det. Jeg gjorde mig bred, og mistede lidt placeringer i masteren, men intet alarmerende. Den reelle start ville gå efter 2,2 kilometer, og der ville ikke blev stoppet op af masterbilen.

Starten gik og der blev angrebet hårdt fra front. Der var lidt sidevind, og derfor røg jeg lidt langt tilbage. På et tidspunkt endte jeg bag to ryttere fra Trek Segafredo – jeg tror det var Eg og Skjelmose, for de var sgu små – og det var lidt et problem, for de skulle jo ikke afsted, så jeg måtte slippe et par placeringer for at komme væk fra dem. Oppe foran var der allerede kørt 5-6 ryttere væk, og der var allerede tegn på, at vejen var ved at blive blokeret. Rasmus Madsen fra Herning CK Elite fik lige fundet et hul, med mig på hjul, og han rykkede afsted, hvor jeg gik med. Jeg kastede hurtigt et blik bagud, og kunne se at vejen yderligere var ved at blive lukket. Vi fik kontakt til fronten, og jeg kørte med det samme frem og tog en føring og gik med i føringsarbejdet. Der var et par ryttere mere på vej op, men der var bred front i feltet. De kom op.

Jeg kiggede hurtigt rundt. Jeg tror alt ALLE DCU-teams havde fået en rytter med, mens også alle 4 konti-teams var repræsenteret. Der var kun profferne til at lukke hullet nu, og det ville de næppe starte på endnu! De næste mange kilometer var det dog lidt, som om at feltet ikke rigtig slap os. Vi havde vel kun 20 sekunder. Så der blev ikke slappet af i front, og alle kørte virkelig hårdt til. Faktisk kiggede jeg ikke ret meget bagud, men fokuserede kun på at skulle fremad. Ramte vi Blue Hors med under 1 minut var det alligvel slut for mig sikkert. Vi skulle have så stort hul, at vi kunne køre langsomt over bakkerne.

Efter 15 kilometer kom der pludselig en motorcykel op på siden af os. 2:50 minutter stod der! Der udbrud nærmest et mindre jubeludbrud i udbruddet. Nu kunne der gøres status. Vi var:

Alexander Salby, Team coloQuick
Mads Andersen, Team coloQuick
Mikkel Øritsland, Team CO:PLAY Giant
Rasmus Madsen, Team Herning CK Elite
Arne Birkemose, Team IBT – BH Carl Ras
Tobias Kongstad, Team Riwal Cycling Team
Dennis Lock, Team Sparekassen Vendsyssel
Christian Gorm, Antiga Casa Bellsolà-Girona
Mads Mondrup, Team O. B. Wiik – Dan Stillads
Peter Skov Lauridsen, Team Bache-JS.dk
Jeppe Tolbøll, Team Give Elementer
Stian Rosenlund, BHS – PL Beton Bornholm
Andreas Lund Andresen, Team CO:Play Giant
Julius Nowak, Team Restaurant Suri – Carl Ras

De sidste tre ryttere kendte jeg ikke på udseendet, men resten gjorde jeg. Specielt Tobias Kongstad var en god leder i udbruddet. Han inspirerede folk, og da vi endelig ramte Blue Hors blev tempoet sat gevaldigt ned. Jeg jublede indvendigt. Indrømmet, jeg led som et svin, for at komme med over, men det var vigtigt, for hele gruppen, at vi ikke begyndte at save hinanden over allerede nu. Og hold nu kæft hvor stod der mange mennesker på Blue Hors-bakken. Det gav nærmest chills, at høre folk råbe ens navn.

Herfra gik turen videre over næste bakke og igen så og hørte jeg folk råbe mit navn, og jeg genkendte også et par velkendte ansigter. Jeg nød det, selvom det var hårdt. Jeg var samtidig virkelig glad for, at jeg havde smidt en kassette på med 30 tænder.

Min målstreg hed Blue Hors igen, og sådan ville det være indtil vi var færdige med omgangene. Så ville næste målstreg hedde Østengård, næste igen hedde Gl.Kongevej/Chr. Winthersvej, og Hørup og Hopballe. Hvis da ikke feltet havde slugt os inden.

Jeg husker ikke om det var på 2. eller 3. gang op af Blue Hors, at der pludselig kom en meddelelse om at vi havde 6:30 minutter til feltet. Jeg husker bare, at jeg følte glæde. Jeg var endnu ikke i nærheden af at falde af, og bakkerne blev kørt jævnt. Skulle jeg gå kold senere ville jeg stadig have muligheden for at nå omgangene inde i Give, som efterhånden virkede realistisk!

På et tidspunkt punkterede Rasmus Madsen fra Herning, men han kom hurtigt tilbage igen.

Mens vi kørte rundt på omgangene, prøvede jeg at tage alle de føringer jeg kunne bidrage med. På bakkerne forblev jeg passiv, og bad hver gang til, at der ikke pludselig blev forceret. Jeg var ikke som sådan ved at falde af, men hvis der blev forceret blot 2-3 gange så ville jeg altså ryge i problemer. Derfor var det også vigtig for mig at vise, at jeg var villig til at bidrage alle steder jeg kunne, uden at komprimere mig selv. Der var et par stykker som sad over hist og her, men jeg var egentlig ligeglad. Jeg ville jo ikke vinde løbet uanset hvordan det udspillede sig, så jeg skulle bare have opbygget et så stort hul som muligt. Faktisk var jeg også begyndt at kigge på uret. Der kom snart TV-billeder på, og der ville jeg for alt i verdenen være med. Jeg ville ikke være historien om ham, der blev sat før TV kom på.

Da vi kørte ud på sidste omgang, inden vi skulle videre mod Vejle, begyndte jeg dog at slappe lidt mere af i mine føringer. Jeg havde en vis frygt for, at nogle ville åbne op på de sidste bakker, for lige at skille de tunge ryttere fra. Det skete dog ikke, og vi kom samlet videre! Nu ventede Østengård, som næste udfordring. Jeg havde fået langet dunke på Blue Hors, og spist fornuftigt, så jeg var på den konto ikke i underskud, men de første 100 kilometer var næsten rundet, og højdemeterne havde sat sine spor. Jeg tænkte dog ikke videre over det, da jeg regnede med at alle godt kunne mærke deres ben på nuværende tidspunkt.

Østengård og den første krise… og den næste krise.

Det giver en lidt speciel følelse, når man pludselig hører TV helikopteren summe over en. Det er 100 % det tætteste jeg nogensinde kommer på at føle mig som prof. For mange betyder det måske ikke så meget, men når man sidder som 38-årig, vejer 93 kilo, og lige har overlevet nogle af de grimmeste bakker i området, så er det altså bare fedt. Jeg gav mig selv lov til at nyde det hele, og tænkte egentlig, at hvis jeg røg af på Østengård eller en af de andre bakker der ventede, så kunne jeg stadig se tilbage på den her dag med stor tilfredshed. Alle kilometer herfra var bonus. Derfor tog jeg også de føringer jeg kunne, men passede stadig på mig selv. Jeg ville ikke overgøre det, så jeg med sikkerhed blev sat på bakkerne.

860 meter med 8,6 % i snit ventede os. Østengård. Den kom nu. Jeg bad stadig til, at den ville blive kørt lige så langsomt som Blue Hors og de andre bakker, men jeg var bange for at våbenhvilen nu var slut.

Dennis Lock og Arne Birkemose øgede lidt, og jeg var sikker på, at det nu var slut. Specielt fordi jeg allerede i bunden begyndte, at mærke en mini-krampe i mit ene ben. Heldigvis fladede bakken ud i 50-70 meter, hvor jeg fik spolet benene godt, og fik rullet krampen ud. Resten af vejen op gik ganske okay, med en lille frygt for at krampen ville bide igen. Ved toppen fik jeg langet en dunk med en gel, og jeg flåede gelen af, og smed dunken – jeg havde vand nok. Gelen røg ned, og toppen blev nået. Jeg var stadig med! Og vi var igen samlet.

Faktisk burde jeg nok have beholdt dunken med vand, for da vi nåede toppen tømte jeg nærmest hele min ene dunk. Jeg skulle være sikker på, at det ikke var væskebalancen den var gal med. Nu ventede Gl. Kongevej/Chr. Winthersvej blot små 5 kilometer fremme. Hvis jeg var bange for Østengård, så havde jeg dødsfrygt for Gl. Kongevej. Selv under en normal træning, trækker den så mange tænder ud, også selvom man ikke har kørt hård før den. Nu kom jeg med lige over 110 kilometer i benene, og var allerede presset.

På nedkørslen ned i Vejle by var det tæt på, at gå galt. Jeg mener, at det var Arne Birkemose der lå lige foran mig, da hans baghjul skred ud i et splitsekund. Lige efter var det så mit hjul, der gav et ryk på den glatte asfalt, men lige som Birkemose, så reddede jeg den også. Jeg kastede et blik bagud, og måske var flere blevet bange for den glatte nedkørsel, for der var opstået et hul, men ingen så ud til at være styrtet. Her slog jeg hjernen fra. Jeg ville ind på bakken med så stor margin, som jeg overhovedet kunne få. Jeg ramte bunden, skar svinget nærmest perfekt, og kunne udnytte en smule moment da stigningen startede.

13,6 % i snit de næste 480 meter. Faktisk havde jeg ingen fornemmelse om hvordan bakken blev kørt. Jeg arbejdede kun med mine egne tanker, og prøvede at finde et tempo som jeg mente kunne holdes. Jeg kørte lidt ud i siden, for ikke at komme for tæt på rytteren foran, for hvis jeg skulle til at bremse op eller miste moment, så kunne det være slut. Da vi nåede halvvejs begyndte jeg, at tro på, at det kunne lykkedes! Jeg havde dog næsten maks puls, og mine ben skreg af smerte. De sidste 100 meter føltes som flere minutter. Jeg fokuserede kun på de 4-5 ryttere foran mig. Jeg skulle bare holde deres hjul. På toppen, hvor bakken fladede ud, steg tempoet stille og roligt igen. Jeg var tæt på at slippe, men fik på en eller anden måde lavet en mini accelleration, og da farten røg op kunne jeg pludselig mærke, at jeg fik læ. I dette moment var jeg millisekunder fra at kaste op på nationalt TV. Jeg havde det så forfærdeligt, og jeg kunne mærke, at mine hænder og fingre rystede. Jeg har vist kun 2-3 gange i mit liv været så langt ude fysisk. Jeg kan se på mine watt data, at jeg lige ramte under 600w i 2 minutter hen over bakken. Vi er næsten tæt på all time peak watt for 2 minutter. Men lad data være data, jeg var fandeme stadig med!

En hurtig status efter bakken; Peter Skov Lauridsen var væk, og det var begge CO:Play Giant-rytterne også. Faktisk var Mikkel Øritsland allerede væk før Østengård på grund af punktering, men det havde jeg slet ikke opdaget. Og Andreas Lund Andresen var vist også røget af på en punktering. Hvad der skete med Lauridsen, det ved jeg ikke.

Nu manglede Hørup-bakken og Hopballe-bakken “bare”. Vi fik nu at vide, at vi var under 4 minutter i vores forspring. Det var stadig et fint hul. Selv hvis man skulle falde af nu, så ville man klare bakkerne, og turen indtil omgangene til Give var nærmest sikret. Den tanke slog jeg dog hurtig væk igen. Jeg ville ikke give op endnu. Jeg tog dog kun lige de mest nødvendige føringer nu her. Jeg blev nødt til at passe på mig selv.

Da vi ramte Hørup-bakken gik der igen kun få sekunder før krampen bed igen. Faktisk nappede den i begge lår samtidig. Så derfor fik jeg rejst mig op, og sat mig ned, høj kadence, lavere kadence, og jeg fik utroligt nok styr på den igen. Jeg nappede endnu en gel på toppen, og tog noget væske indenbors. Kun Hopballe tilbage. Den nemmeste af alle bakker.

På nedkørslen mod Hopballe Mølle fik jeg kørt mig godt frem, og satsede måske en del, men jeg ville gerne forholdvis først ind på de vanvittige brosten dernede. Faktisk var det kun Tobias Kongstad og Arne Birkemose der kom før ind end mig.

Jeg kom ganske fint over brostenene, og os tre i front havde faktisk et solidt hul. Jeg gik selv bare i front, og køre det tempo, som jeg følte mig komfortabelt ved, og det var faktisk så tilpas, at jeg fik lov til at køre en stor del af vejen henover.

På toppen led jeg en smule, men jeg var samtidig glad for, at det nu kun var et lille bump ved Jelling der skulle overstås, før vi kunne ramme hovedvejen ind mod Give. Samtidig var vores forspring vist skrumpet til 1,5 minut til hvad vi troede var feltet.

Fuld fart på til Give!

På hovedvejen havde vi pivhamrende medvind, og jeg begyndte faktisk, at føle mig rimelig ovenpå igen. Nu ramte vi et sted på ruten hvor jeg havde mine absolutte forcer, og jeg ville gerne give mit for at vi kunne nå Give bymidte, som de første. Det ville være fedt for mig og vores team, at vi kunne få en af vores ryttere ind i frontgruppen i Give. Desværre virkede nogle af de lettere drenge til, at have det svært i det høje tempo, og det var helt fint. De havde ikke sat mig på bakkerne, så jeg skulle nok tage et par ekstra føringer, men det betød desværre også at vi mistede lidt fart, og at rulleskiftet gik i stå et par gange.

Og cirka halvvejs på det 16 kilometer lange hovedvejsstykke, var vi pludselig tæt på at blive lukket bagfra og da farten gik ud af vores gruppe, sneg Dennis Lock sig væk i front. Jeg tænkte, at hvis feltet lukkede os nu, så ville jeg have de sidste minutter i TV, og være den sidste fra udbruddet der overlevede, så jeg angreb og drønede forbi Lock og fortsatte i ensom stil. På et tidspunkt kom TV-motorcyklen op på siden af mig, og jeg følte mig sgu ret cool. Jeg kiggede dog hurtigt tilbage, og fik pludselig en stor overraskelse. Bag mig sad der ikke et felt på 100 mand. Der sad vist maks 30 ryttere! Og halvdelen af dem var jo næsten os fra udbruddet. Jeg slap med det samme mit tråd, og lod mig opsluge.

Jeg skulle lige hurtigt have overblik over hvad fanden der skete! Jeg spottede Mikkel Bjerg, UAE Emirates, Mads Würtz Schmidt, Israel Start-up Nation, Michael Valgren, EF, Mikkel Honoré, Deceuninck Quickstep, og Andreas Kron, Lotto Soudal. Der var også flere andre World Tour-ryttere. Derudover sad der også et par konti-ryttere fra BHS – PL Beton Bornholm. Jeg var helt rundt på gulvet. Jeg sad nu i et felt hvor næsten halvdelen var World Tour-ryttere. Det var ikke lige det her, som jeg har drømt om, da jeg stod op i morges. Jeg besluttede mig for, at jeg fandeme ville gå med i deres rulleskift. Hellere få TV-billeder og minder for livet om, at have sat i front med stjernerne, end at køre ned bagved og vente på at blive sat. Efter 2-3 skift i front fik jeg dog tøjlet mig selv. Det var ikke mit ansvar, at hjælpe dem. Så jeg lod mig falde ned bagved, hvor det var meget nemt at holde hjul.

Første mand i Give?

Jeg sad lidt og overvejede hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne prøve, at spare mig så meget som overhovedet muligt. Gjorde jeg det, så kunne jeg måske gennemføre det her DM, men det var usikkert, for der var stadig 80 kilometer hjem. En anden mulighed var, at prøve at blive første mand inde på de små omgange i Give. Altså solo, selvom det nok ville koste alle min resterende kræfter. Jeg besluttede mig for at gøre det sidste. Jeg var nået så meget længere i det her løb, end jeg turde drømme om, og nu skulle jeg bare have det sidste ud af det. Jeg skulle have det sjovt!

Lige inden vi ramte Give sneg Mads Andersen sig dog væk. Ville han også først til Give? Det var det jeg ville! Så jeg rykkede efter ham. Det gjorde ondt, men jeg fik det lukket i samme moment som vi ramte Gives varetegn, Solhjulet, som dog også ligner et stort cykelhjul. Mads og jeg begyndte at tage føringer sammen, men vi fik ikke rigtig et stort hul til gruppen bagved os. Efter et par minutter holdt Mads op med at føre. “Det er spildte kræfter.” sagde han. Og ja, det var det, men jeg tror vi havde to forskellige dagsordener. Han ville have et godt resultat til DM, jeg ville bare først ind i centrum. Så lige inden vi blev opslugt gav jeg det et forsøg mere, men der var ikke meget krudt tilbage i stængerne. Jeg fik et lille hul, dog. Pludselig kom Andreas Kron og Bora-Hansgrohes Frederik Wandahl flyvende forbi, med Dennis Lock på hjul. Jeg fik lige klemt mig med, og vi var nu 4 med et minimalt hul. Lige inden vi kom ind i byen var der en lille bakke hvor der var modvind. Andreas Kron holdt kæden ufattelig stram, og jeg måtte kapitulere. Der var ved at være usolgt. Da jeg faldt af strøg Trek Segafredos Mathias Skjelmose forbi, og de 4 fik udbygget hullet, mens jeg lige fik klemt mig med, da resten af gruppen kom forbi.

Mit eneste ønske var nu, at få lov til at overleve én omgang inde i byen med gruppen, men jeg var fysisk helt i torvene. Der var ikke meget mere, at gøre. Jeg fik holdt hjul, som sidste mand, indtil vi ramte 1000-meter skiltet. Og derfra ventede der så 8 omgange. Hen over rutens lille bakke, Møllebakken, blev jeg ramt endnu engang af en krampe, og jeg måtte slippe. Der var udsolgt for nuværende.

Jeg fik holdt cyklen okay i gang forbi mål. Jeg hverken så eller hørte folk lige her. Jeg var presset, men havde sat mig for, at jeg ville køre indtil jeg blev pillet ud. Jeg kunne stadig blive hentet bagfra af feltet, og måske komme med der.

Ud af Give by begyndte jeg dog, at små-krampe igen. Så det blev hele tiden en balancegang mellem, at træde så hårdt som jeg kunne, men ikke hårdere end at kramperne blev holdt på afstand. Faktisk fik jeg lov til at køre solo, inden vi ramte Solhjulet igen, hvor Trek Segafredo-toget kom blæsende med, hvad man kan kalde feltet på hjul. Det var næsten umuligt at klemme sig ind, og jeg fik en plads på en af de sidste pladser. Her led jeg som et svin, da der ikke rigtig var læ. Jeg holdt om til samme bakke, hvor Kron havde sat mig, og her blev jeg igen ramt af en krampe og jeg slog ud. Jeg var færdig med at lide. Vores sportsdirektør kørte op på siden af mig, og jeg kom til at skælde ud, over at jeg ikke havde fået vand inde på omgangene, fordi vores langere ikke var nået frem. Det undskyldte jeg for bagefter, for det var ret latterlig, for det havde ikke rigtig været noget problem, men jeg havde bare lige lidt luft jeg skulle af med. Det måtte være nogens skyld, at jeg blev sat, haha.

Heldigvis gik det lynhurtigt over, og jeg følte mig faktisk stolt. Jeg havde vist Team Give Elementer-trøjen flot frem, følte jeg. Jeg tillod mig, at trille en omgang igennem Gives gader, hvor jeg tog alle tilråd, jublen og klapsalver til mig. En fantastisk følelse!

Jeg rullede af ruten, og hen til min kone, Michelle! Hun var næsten lige så lykkelig som jeg var! Min præstation er måske ikke noget som vil blive husket, men for mig, er det her noget af det største jeg har prøvet på cyklen! Jeg vil huske tilbage på den her dag med stor glæde, hvor jeg overgik alle forventninger, og specielt mine egne. For mig selv, har jeg bevist, at jeg fortjener at være på det her niveau, at jeg har opnået noget helt specielt med min cykling, ud fra de forudsætninger jeg har. Da jeg startede med cykling igen for 10 år siden, var mit mål at blive en middelmådig C-ryttere, der måske kunne få podie pladser der. At jeg denne DM-dag har sat i udbrud og kørt rulleskift med verdensstjerner… det er bare wauw. Det kan ikke beskrives.

Efter at have klædt om, fik jeg lidt mad, og så gik vi op til målstregen og så Mads Würtz Schmidt vinde foran Frederik Wandahl og Mathias Norsgaard, Movistar. Fedt at se Mads vinde! Det var det jeg håbede på, i min optakt.

Team Give Elementer fik opfyldt begge målsætninger. Vi fik en i udbruddet, og vi fik Gustav Dahl med ind på omgangene, men desværre slap kræfterne op, og ingen fra teamet gennemførte, men jeg tror faktisk at vi alle var tilfredse. Ude på ruten var både Thomas Bilde, Daniel Eriksen og Daniel Guld styrtet. For Bilde betød det desværre tidligt exit med defekt cykel. Guld kom heller ikke tilbage, da de var bange for en hovedskade, mens Eriksen nåede én omgang i Give. Ingen af rytterne kom dog noget alvorligt til.

Tak til Give CK!

Der skal lyde en KÆMPE tak til Give CK og deres DM. Jeg havde én dag som frivillig, men dem der har været der hele ugen har lavet et vanvittigt flot arbejde. Selvom byen ikke er den største, så har de vist, at de har en klub der rummer alt, og kan alt.

Så igen kæmpe tak til Give og Give CK!

De rå data og sommerpause!

Resultater her: https://www.sportstiming.dk/event/8376/app/results?page=1
Strava-data her: https://www.strava.com/activities/5501329409/overview
TrainingPeaks-data her: https://home.trainingpeaks.com/athlete/workout/FFVFQU3Z3SWS5TI4FEYTRMETSU

Nu står den på 5 dage med Løkke Fondens drenge hvor de skal køre 5×100 km, men det bliver for mig i chill-tempo. Derefter står den på en lille mental pause, og så ellers Randers Bike Week d. 5. august.