I lørdags blev der kørt endnu et sjællandsk løb, denne gang i Lumsås, hvor FBL afholdt deres cykelløb, så en rute som desværre ikke havde en afslutning der passede mig, så derfor måtte jeg prøve, at tænke alternativt hvis jeg ville hjem med blomster og 20 point.
AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: CYKELFOTO
FBL, 7. OMGANGE, 86,8 KILOMETER, 770 HØJDEMETER
Konen og jeg ankom til Lumsås ca. 1,5 time før start og fik derfor kørt ruten igennem, og jeg måtte bare konstatere at afslutningen var – på godt jysk – rigtig træls. Målbakken steg progressivt og på toppen var der 400 meter til målstregen cirka.
Jeg var samtidig kommet direkte fra en 24-timers vagt, og modsat Ordrup-løbet, hvor jeg også kom direkte fra arbejde, så havde jeg ikke haft en god nat i forhold til søvn. Så jeg kunne godt mærke under opvarmningen, at det ikke føltes helt som om, at benene var gode. Det kunne dog godt være, at de blot skulle i gang, det ville jo ikke være første gang.
Vinden stod således, at der efter 5 kilometer med meget medvind ville komme lidt over 2 kilometers sidevind, samtidig med at vejene ville blive mere kuperede og vejene lidt smallere. Det var der at nøglemomenterne ville være, det tvivlede jeg ikke på. Efter sidevinden ville der være skiftevis mod- og sidevind ind mod mål, og så var der den fordømte målbakke, som dog lå afskærmet fra vinden, men så ville ende direkte ud i sidevind.
Løbet blev sat i gang, og jeg havde fortalt Team Give Elementer-drengene at vi skulle være klar der. Jeg havde også lavet en lille aftale med William Wisholm fra Odense, om at vi skulle lave noget sammen, og bruge hinanden til at splitte feltet, i stedet for at køre imod hinanden, hvor modstanderne kunne kigge på os, og lade os køre hinanden trætte. Og så måtte vi se hvor længe vi kunne have den alliance kørende.
Derfor holdt jeg mig også totalt i ro i starten og lod folk prøve, at køre væk i medvinden. Vi lå og cruisede med 55 km/t, så folk ville næppe slippe væk. Og hvis de gjorde ville vi hente dem i sidevinden. Med 200 meter til sidevinden tog positionkampen til, og jeg fik placeret mig så jeg kom ind som nummer 10 cirka, lige på hjul af William. Straks blev der trykket til, og positionskampen var der. Jeg indså hurtigt, at vinden faktisk slet ikke var hård nok, til bare at gå all in. Fuck, tænkte jeg i starten, men cirka halvvejs på de 2 kilometers sidevind kørte jeg ud i vinden selv med William på hjul og angreb, og vi hold kæden stram indtil sidevindsstykket var slut. Da vi kom ud på side-modvindsstykket var det tydeligt at feltet var strukket meget ud. Vi var et par stykker der virkelig prøvede, at køre igennem, men der var flere der ikke kom med frem, og jeg råbte til dem, at hvis de nu bare tog et føring, så ville feltet knække. Det hjalp, og pludselig var vi cirka 15 mand der kom fri. Jeg gik ikke selv all out i mine føringer, og jeg fornemmede, at mange havde samme tanke. Måske var det en frygt for målbakken?
Da vi ramte bakken var jeg faktisk overbevist, om at det ville eksplodere, så jeg sparede mig lidt inden, men faktisk kom jeg ret nemt med over, selvom der blev holdt stram kæde henover. På toppen slog jeg et kig bagud, og kunne se at der var en større gruppe bagved os, måske 15-20 sekunder bagud.
Da vi kom ud i medvinden igen var det tydeligt, at vi ikke kørte stærkt nok, og rytterne bagved kom tilbage. Nu var det tydeligt at vi igen skulle kæmpe i sidevinden. Jeg havde en ide om, at jeg ville holde mig til, men jeg ville ikke tage det store ansvar i at splitte det. Jeg havde stadig ikke en god fornemmelse i benene, så ville gerne lige længere ind i løbet før jeg slog til – hvis benene ville der.
Der blev igen kørt hårdt i vinden og flere gange var den ved at splitte, men aldrig rigtig for alvorligt. Jeg besluttede mig for, at køre lidt mere konservativt og afvente. Da vi kørte ud på 3. omgang var min plan egentlig blot, at tage en hel omgang uden at gå med i nogle angreb, men som det altid er med mig, så holder den plan aldrig rigtigt.
Da vi ramte sidevinden for 3. gang. Jeg dummede mig i sidevinden, da den gik lidt i stå. Jeg kom til at trille fremad, og pludselig endte jeg i allerforreste position, og havde gjort mig selv udsat! Det blev også straffet, da en større gruppe angreb, og jeg så i hvert fald Stinus Kæmpe, Sydkysten, Nicklas Falk Rasmussen, Slagelse og Daniel Lond, Amager, og 2-4 stykker mere. Først prøvede jeg at være cool og lade andre lukke den, men det var tydeligt at ingen rigtig ville reagere. Jeg havde klar fornemmelse, om at hvis de ikke blev lukket nu, så var det slut, så jeg traf en beslutning om at jeg ville lukke den hård på de sidste 300 meter af sidevinden. Enten med hele feltet på dæk, eller dem der kunne holde hjulet. Jeg angreb hårdt og kunne se at der var et par ryttere der var på hjul af mig. Jeg gav dem lidt plads, for jeg kunne måske få brug for et par føringer fra dem, hvis jeg ikke kunne lukke selv. Da vi ramte mod-sidevinden kunne jeg se at der var hul til feltet. Faktisk havde jeg ikke nogen ide om der sad 1 eller 4 ryttere på hjul af mig, men jeg opdagede dog at rytteren direkte bag mig var en Amager-rytter. Så ham kunne jeg ikke regne med. Jeg besluttede, ikke at give noget plads i vinden mere, og prøvede at lukke selv. Jeg led som et svin, og havde ondt helt ud i fingerspidserne, og jeg fik lukket hullet, men var i store, store smerter. Den opkørsel havde kostet 2-3 tændstikker, men nu var hullet slået. Bagfra kom bl.a. William Wisholm også op, og ved en hurtig tælling var vi 9 ryttere.
Vi var:
– Daniel Lond, Amager CR
– Sebastian Roer Iversen, Amager CR
– Nicklas Lilleskov Falk Rasmussen, Slagelse CR
– Anders Klitgaard, Aalborg CR
– William Wisholm, Cykling Odense
– Stinus Kæmpe, Sydkystens Cycling
– Lauge Woer, CK Aarhus
– Viktor Grue Enggard, ABC
– Jeppe Tolbøll, Team Give Elementer
Herfra var der ikke den store tvivl, om at vi ville holde hjem. Alle de stærke der ikke var kommet med, havde næsten en rytter oppe foran, og dem der sad foran var mange af de ryttere der altid havde ramt udbrudende. Hen over målbakken blev der kørt lidt for stærkt for mig, men ville ikke vise det, så prøvede at tage min føring med det samme. Jeg led mere end hvad jeg turde indrømme. Jeg havde altså ikke benene i dag. Derfor traf jeg også en beslutning. Hvis jeg skulle vinde løbet, så måtte jeg spare mig mest muligt, og tage mine chancer når de bød sig. Hvis der var en eller flere der sad over, så ville jeg også sidde over. Jeg ville tage mine føringer på lige fod med andre, men ellers tage mindst muligt ansvar, for det var jeg nødt til.
Samarbejdet flød ellers ganske godt. Der var lidt fnidder, når jeg sad over, når andre gjorde det, men det spil tog jeg med. Jeg havde det ikke fremragende, men var stadig optimistisk i forhold til mine chancer. Det handlede “bare” om at finde det helt rigtige øjeblik.
Da vi skulle over målbakken med 2 omgange igen, var jeg pludselig mere i tvivl. Jeg kunne mærke, at jeg skulle alene hjem for at vinde, eller afsted med nogle af de lidt tungere drenge, men kom jeg hjem med Nicklas Falk Rasmussen, Viktor Grue, Daniel Lond eller Stinus Kæmpe, så ville jeg tabe. Det var der slet ikke nogen tvivl om, for de ville sætte mig på bakken.
Jeg tog en beslutning om, at prøve at presse gruppen i sidevinden. Måske kunne den knækkes, og med lidt held kunne man smide halvdelen af de lette drenge. Så da vi ramte sidevinden fik jeg placeret mig foran Wisholm, og gjorde det klart for ham, hvad jeg ville gøre. Kunne han tage en føring bagefter så kunne vi have den alliance vi havde talt om før løbet. Jeg angreb hårdt og led virkelig, og da vi kom ud efter sidevinden havde vi kun mistet Sebastian Roer Iversen. Han havde virket færdig før, så det var desværre kun ham der var røget. Jeg var rådvild.
Jeg begyndte at forlig mig med, at det ville blive svært at vinde. Skulle jeg gå efter at få det bedst mulige resultat, eller gå efter at vinde, og risikere alt? Efter lidt eftertænksomhed besluttede jeg mig for det sidste. Vi ville nok komme hjem samlet, og der kunne jeg mest af alt håbe på en 5. plads. Og om jeg blev 5 eller 8’er… tja, det giver det samme for mig. Lige inden vi kørte ud på sidste omgang angreb Enggard med Rasmussen og Lond. Selvom jeg kørte all out så sejlede de bare væk på bakken. På toppen på det flade fik vi dem lige hentet med nødt og næppe. Samlet ud på sidste omgang.
Jeg havde måske ét seriøst skud tilbage i mig, men det vidste de andre nok også godt. Jeg besluttede mig ikke for, at jeg ikke ville angribe igen i sidevinden. Det ville være for oplagt, og mit håb var, at en anden ville åbne, og dem måske kunne gå i stå, og så kunne man angribe kontra. Desværre skete der absolut intet i sidevinden, og det var den klart nemmeste gang vi kørte det stykke.
Kort efter i sidemodvinden så jeg momentet, troede jeg. Jeg angreb all out i 30 sekunder, uden at se mig tilbage. Jeg havde det her skud, og slap de mig ikke så ville jeg være på røven. Efter angrebet kiggede jeg mig tilbage, og desværre havde de ikke rigtig sluppet mig. Anders Klitgaard lavede et semi-angreb, som jeg egentlig godt kunne have lukket, men i stedet fik jeg lige råbt til ham, at han skulle fortsætte, mens jeg bare satte mig op. Det var en ren egoistisk beslutning, selvom jeg sagtens kunne unde Anders at vinde. Ved at få ham ud foran, så kunne jeg bare være iskold og bare lade de lette drenge arbejde. Hentede de ham hurtigt var der måske mulighed for ét kontra angreb.
På et tidspunkt var han tæt nok på, til at man kunne lave hoppet op til ham, hvis de andre ikke var opmærksomme. Jeg gav den endnu et skud helt nede bagfra, men Enggard forudså det næsten i samme moment som jeg trådte an, og det angreb blev lukket før det overhovedet var farligt.
Nu ventede bakken. Klitgaard lå stadig ude foran og havde et fint hul, og det lignede, at han ville holde hjem. Da vi ramte bakken åbnede de op med det samme. Jeg trådte med i cirka 10 sekunder før jeg erkendte, at tanken nu var tom, og at jeg ikke ville overleve uanset hvad jeg prøvede på. Jeg slog ud, og trillede bare til mål, mens de andre kørte ind og spurtede om 2. pladsen.
Jeg kørte over stregen og sendte lige en hilsen til konen med thumbs down. Den gik ikke i dag. Nogle dage er den der bare ikke, og benene var skidt, nærmest fra start til slut. Jeg prøvede at angribe de gange hvor det talte til mine styrker, men stor ros til konkurrenterne, ved at de ikke gav mig én meter i løbet.
Jeg trillede hen til Klitgaard og ønskede ham tillykke. En virkelig flot sejr, som var fortjent. Han udnyttede det helt rette moment.
Resultater: https://www.sportstiming.dk/event/8503/app/results?round=38488
Strava-data: https://www.strava.com/activities/5261932970/overview
A-klassen venter!
Jeg kan samtidig afsløre, at FBL-løbet blev mit sidste B-løb i denne omgang, da jeg fra mandag d. 11. er blevet rykket op til Team Give Elementers A-trup, hvilket glæder mig. Jeg havde egentlig ikke haft det store ønske om at køre A, da sæsonen startede, men efter min sejr i Holbæks løb, og 3. plads i Ordrups, så begyndte jeg at få mod på mere. Selvom jeg efterhånden er 38 år, så har jeg nærmest aldrig følt mig stærkere end jeg gør nu. Nu gælder det bare om at omstille sit mindset, om at man ikke skal køre om sejre mere, men mere håbe på at få point engang i mellem.
Mit første løb bliver torsdag d. 13. i Lejre hvor PI København afholder cykelløb. Jeg når ikke at løbsoptakt, men jeg har heller ikke de store forventninger. Jeg kender ikke engang min rolle i forhold hvad teamet ønsker! :)