Løbsrapport fra GP Herning

I weekenden stod den på det måske fedeste løb for danske A-ryttere, da GP Herning blev afviklet. Jeg havde personligt forholdvis store forhåbninger – min skade taget i betragtning – men det er lidt som om at uheldsspiralen endnu ikke er færdig med at snurre rundt, og jeg forhold Herning med en følelse af, at jeg ikke rigtig orkede at køre på cykel mere.

AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: Altomcykling.dk/Uggi Kaldan

GRAND PRIX HERNING, 194,9 KILOMETER, 848 HØJDEMETER

Velankommet til Herning fik jeg afhentet mine, og Mads Mondrups numre, og med god tid til start var der ingen stres. Vi var begge så afslappet som nu muligt, mens jeg hørte at Kasper Asgreen var glad for at være til start i GP Herning, fordi det var mere afslappet end de World Tour-races han jo efterhånden gør det rigtig godt i, så var dette vores måske største løb. Faktisk var jeg mere spændt nu her, end da jeg stillede til start i UCI-løbene Fyen Rundt og Horsens Rundt.

Vi fik os indskrevet og trillede ellers til start. Opvarmning fik jeg slet ikke kørt, da der ville være ca. 10 minutters masterstart ud af byen. Jeg fejlvurderede at det ville give mere mening at stå godt fremme i starten, end at køre lidt opvarmning. Fejlen bestod ikke i den manglenede opvarmning, mere omkring placeringen. For det første var der en ligegyldig positionskamp i masterstarten, som så viste sig at være endnu mere ligegyldig da vi blev stoppet lidt udenfor Herning. Her løb 1/3-del af feltet så ud i vejkanten og pissede, så man kunne igen nemt bare gå frem. Det var sgu lidt sjovt.

GP Herning Start 2019 Photo Uggi Kaldan

Masser af planer… men de kan hurtigt ændre sig i GP Herning

Løbet blev sat i gang, og der blev givet gas allerede fra starten. Jeg holdt mig ganske godt til, men det var svært at komme frem. Jeg ville ikke satse hele butikken, og i og med, at jeg havde givet mig selv 2-3 skud på at komme i udbrud, så skulle jeg også “vælge” rigtigt.

Min overordnede målsætning var, at jeg hellere ville få 100 km i udbrud, og så gå tæske kold og stå af, end at jeg ville sidde i feltet hele dagen, og måske alligevel blive sat og så skulle kæmpe for at gennemføre, eller blive pillet ud. Men kunne jeg ikke komme med i et udbrud, måtte det blive gennemførelse, med bedst mulige resultat – der var prioriteret.

Som sagt var det svært at komme frem. Den første grusvej kom efter små 12 kilometer, og mange ville væk. Jeg havde én mulighed for at gå med i et ryk (et udbrud som kun holdt under 500 meter), men jeg tøvede. Det var nok heldigt nok, når man lige kigger tilbage på, at de blev lukket, men omvendt så fortryder man alligevel at man ikke prøvede.

Vi ramte nu den første grusvej. Jeg lå i 30-40. position, og syntes ikke at det var helt optimalt. Der var intet at gøre ved det, nu skulle jeg bare få det bedste ud af det. Det fede var nu, at positionskampen ikke var slem mere. Jeg begyndte at køre forbi ryttere. Det var naturligvis hårdt, men ikke overdrevet. Det, at jeg kunne overhale ryttere, uden at gå dybt var fedt. Cyklen fedtede rundt, der var huller med sand, hvor man lige skulle holde fat i styret, og det var pisse fedt!

Da vi kom ud på asfalten igen, lå jeg i omkring 15. position og kiggede lige hurtigt bagud. Feltet var allerede strukket langt ud. Jeg nåede kort at tænke, at hvis der ikke blev kørt hårdere på grusvejene, så ville det blive en god dag. Jeg tror dog, at der blev kørt hårdere senere. :)

Jeg sad nu ganske fint, og og ville egentlig bare prøve at fastholde mig i god position de næste 10 kilometer på asfalten inden det næste stykke grusvej, som var små 2,8 kilometer langt. Farten var stadig høj, men jeg sad fint med, og fik gemt mig fint, og tænkte hverken på dårlig form eller knæskade. Det var rigtig fedt.

En stor bunke af uheldige omstændigheder!

Så skete der, der bare ikke måtte ske! Jeg punkterede. Det at punktere i GP Herning må man næsten forvente, så der var ingen panik. Jeg vidste jo ikke det videre forløb.

BHS-Almeborgs neutrale bil holdt ind og jeg fik hurtigt nyt baghjul på, blev skubbet i gang, og fik smidt mig på smækken i en omgang pace. Allerede her måtte jeg træde til bare for at holde hjulet, men det var rimelig kontrolleret. Jeg ville bare rigtig gerne have kontakt til feltet før grusvejen, men det stod mig hurtigt klart, at det blev svært! Pokkers!

Pludselig stod alle bilerne stille. Feltet var allerede på grus og chaufførerne måtte naturligvis sænke farten for at ikke at smadre bilerne. Jeg måtte zig-zagge mig igennem kortegen af biler. Pludselig endte jeg i ingenmandsland. Ingen biler foran mig, men stadig 150-200 meter op til feltet. Flere steder stod der ryttere der var punkteret. Jeg prøvede at holde drive i cyklen uden at gå for dybt, da jeg hurtigt kunne se, at jeg ikke ville få lukket til feltet inden vi var færdig på grusvejen. Heller ikke selvom jeg gik all out.

Ud på asfalten, og her kunne jeg se at feltet var endnu længere væk. Jeg ved ikke om jeg havde forventet at en servicebil ville tage mig med på slæb, men det skete i hvert fald ikke. Jeg lå på 45-50 km/t og kørte nu på grænsen, alt i mens at bilerne susede forbi mig med 70-80 km/t. På et tidspunkt kom der 2 biler forbi med 55-60 km/t med ryttere på smækken, som var punkteret EFTER mig. Jeg prøvede at komme med, men fartenforskellen var for høj, og jeg mistede hurtigt slipstrømmen. Jeg fik endelig fat i bagenden af kortegen, men det havde kostet mange kræfter! Jeg tror, at jeg på daværende tidspunkt havde kørt 10 minutter på grænsen.

Jeg begyndte små at “hoppe” fra bil til bil. Jeg gik faktisk lidt i panik, og begyndte at overhale flere biler i streg, hvilket kostede kræfter i vinden, men jeg havde mistet overblikket over hvornår næste grusvej kom, og jeg ville ikke ende i samme situation, at jeg pludselig endte foran bilerne, men efter feltet.

Til sidst endte jeg bag kommisærbilen som desværre, synes jeg, holdt lige lidt for god afstand til feltet. Jeg måtte sprinte de sidste 40-50 meter op til feltet, og fik lige nøjagtigt kontakt, da feltet slog 90 grader i venstre. Direkte om i sidevind. Der var ikke meget sidevind, men nok til at feltet lå tværs overvejen, og jeg lå som allersidste mand, uden mulighed for at finde et hjul…!

Jeg lå vel og kørte max i 1 til 1,5 minut før jeg eksploderede. Jeg røg direkte ud af bagdøren, og jeg vidste her, at mit løb var slut. Efter fucking 36 kilometer. Jeg var så frustreret og rasende. Slutbilen rullede op på siden og sagde, at jeg nu var pillet ud. Mest af alt havde jeg lyst til at råbe, at det vidste jeg sgu da godt. Sammenbidt fik jeg spurgt, hvor den nærmeste vej til Herning var, kørte ellers fra ruten. Nu ventede der så lige 24 kilometer til jeg kunne være i Herning. Faktisk fik jeg kørt 2 intervaller tilbage. Jeg var jo ikke træt som sådan, men blot eksploderet. Jeg var virkelig ærgerlig.

Jeg kom tilbage til bilen, og fik overført mine data. I 18 minutter måtte jeg slås efter min punktering med 415w i snit, som normalt ville være ganske ok hårdt for mig under en træning, hvis jeg kørte det jævnt. Det her var IKKE kørt jævnt… Og med 1 minut på 510w efter jeg havde lukket op til feltet – ja, det blev så åbenbart for meget.

Jeg var uden tvivl opgivende da jeg sad i bilen. Lysten til at køre cykelløb, eller bare træne i det hele taget, var forsvindende lille. Jeg synes at uheldsspiralen godt snart må stoppe, for jeg mister sgu lidt modet, når man gang på gang bruger energi på at sætte sig op til løb, men kommer skuffet hjem. Specielt når det ikke “bare” skyldes dårlige ben. Det kan man i det mindste tage og føle på og gøre noget ved. Men en punktering i Rødekro (hvor kommisæren overser mig), et styrt i Give, som holdt mig ude i påsken, og så nu det her…

Jeg kunne dog ikke rigtig være sur på nogen efter løbet. Det er nogle gange nemmere når man kan rette vreden på et eller andet. Var jeg punkteret direkte efter grusvej så havde jeg haft 10 km på asfalt bag kortegen til at komme tilbage. Var jeg kommet tilbage til feltet på et stykke uden sidevind havde jeg nok ret nemt fundet mig til rette igen.

Et eller andet sted ville jeg også nemmere kunne acceptere det, hvis det var sket efter 100 kilometer. Jeg kom til GP Herning for at køre grusveje. Det har været supersjovt til træning. Jeg fik kørt 2 sektioner. Den første var sjov, nummer 2 var knap så sjovt, da jeg skulle jage.

Jeg valgte en hel sæson i A, primært fordi jeg gerne ville køre GP Herning. Og selvfølgelig DM, men der kunne jeg nok have nået at rykke op, hvis jeg var startet i B. At se et af de løb man havde glædet sig allermest til, mislykkedes i så latterlig en facon – det fucking irriterer mig!

Der er ingen løb den næste weekend for mig, da der er UCI-løb (som kræver team), og om 2 uger er der licensløb i Skive, men jeg har endnu ikke haft held med at få rykket en vagt på job. Det er måske heller ikke helt dumt. Jeg trænger til at få trænet og ladet op igen på motivationen.

Mondrup klarede det iøvrigt ganske godt, indtil han også blev ramt af punktering, der kostede en hård opkørsel. Kun for at punktere igen kort tid efter igen, og så slap kræfterne op, som det ses herunder er det lige lykkedes Uggi at fange ham på et af de første hurtige asfaltstykker. Se i øvrigt hans fotoreportage her: Med Waoo i bilen til Kel-Berg GP Herning 2019!