Løbsrapport fra Herning City Gadeløb og Hedensted-løbet

 

Jeg havde fået lokket min klubkammerat, Michael Damm, med til Herning, og vi ankommet i god tid. Derfor nåede vi at få kørt ruten igennem et par gange, og fik en solid opvarmning.

 

Selve ruten, som jeg havde fået tegnet var ikke korrekt, ruten var 1,8 kilometer, men den var stort set flad, bortset fra en let stigende vej mod mål. Det som var tricky ved ruten var at den havde hele otte sving med 90 grader. Så der var meget få stykker hvor det ville være muligt at hente positioner, uden at man nærmest skulle sprinte for det. Samtidig var der en sektion af ruten med gågadekørsel, hvor brostenene og fliserne egentlig lå meget pænt, hvis man lige tog det faktum væk, at det var som at køre på bølger.

 

Som skrevet i optakten så var der både World Tour-ryttere til start i Søren Kragh Andersen, Team Sunweb, og Matti Breschel, EF-Education First, og Pro-kontirytteren Casper Pedersen, Aqua Blue Sport. Samtidig var både Riwal Ceramicspeed og AURA Energi også heftigt repræsenteret. I alt omkring 50 ryttere stod til start.

 

Jeg fik placeret mig en smule for langt tilbage i starten, mit eneste formål hele første omgang var at komme så langt frem som jeg kunne, selvom jeg vidste at det ville koste. Jeg frygtede at den ville knække tidligt, eller et styrt måske ville forudsagde, at man blev sat før løbet egentlig kom i gang. Så måtte det koste lidt kræfter. Planen lykkedes ganske fint, og da vi ramte første målstregen efter 1. omgang lå jeg vel nummer 15-20 stykker, men jeg led. Så jeg holdt egentlig blot min position de næste 2-3 omgange, hvor målet bare var ikke at tabe placeringer.

 

 

Mens jeg fik pusten tilbage, så kunne jeg se at der var en heftigt aktivitet oppe foran. Der var konstante angreb, og jeg lod de unge drenge lege for sig selv. Jeg tænkte, at jeg nok skulle få lov til at mærke mine ben. Vi havde jo kun kørt 5-6 omgange ud af de 33 omgange.

 

På et tidspunkt fik jeg dog lidt mod, og på den ene langside hoppede jeg med i et angreb som blev kørt hårdt indtil vi var på den anden side af brostenene. Herfra var pulsen godt oppe og ringe, så jeg lod mig falde tilbage i feltet. Her måtte jeg kæmpe ret godt bare for at sidde på hjul og jeg måtte bruge et par omgange på lige at få luften tilbage. Senere i front trak en Riwal-rytter væk sammen med Søren Kragh Andersen. Det var fint, for måske kunne det give bare lidt mere ro på tempoet. Det gjorde det ikke dog ikke de næste 2-3 omgange, hvor der blev jagtet hårdt. Jeg lå selv i 20. position, hvor det var ret let at ligge på hjul på langsiderne, men samtidig måtte bruge lidt kræfter på at lukke hullerne efter hvert sving, men jeg følte mig rimelig meget inden for min comfort-zone, og følte ikke jeg ville prøve at klemme mig længere frem når jeg nu lå midt i feltet.

 

“Midt i feltet” – ja det skrev jeg. Men lå jeg nu også der? For efter 40 minutter kiggede jeg bagud, for at lave status over hvor mange der var tilbage i feltet. Jeg lå sidst. Der var ingen bagved, og selv på langsiderne kunne man ikke se resten. Vi var vel 20 mand tilbage. Jeg var allerede pænt tilfreds med at slutte i Top 20!

 

Jo længere løbet skred frem, jo mere steg selvtilliden, og jeg begyndte at bevæge mig længere og længere frem. Jeg følte mig ikke fysisk under niveau. Så jeg begyndte da pludselig at tænke at top 10 faktisk var en mulighed.

 

Mens vi kørte rundt så hørte vi speakere først sige at front-duoen Søren Siggard, Riwal Ceramicspeed og Søren Kragh Andersen havde 40 sekunder, og senere knap 1 minut. Jeg prøvede selv et par angreb, men lige som alle andre (foruden de 2 i front) kunne ingen rive sig løs.

 

Jeg kunne måske skabe et mindre hul, men holdt det maks 10-20 sekunder før jeg et par gange måtte sande at fysisk ikke var i stand til det. Så med 5-6 omgange igen besluttede jeg mig for at prøve med et angreb på sidste omgang. Jeg var ikke helt sikker på at jeg ville tage kampen om pladserne – og den tilhørende risiko for styrt – i finalen. Så jeg krøb ned bagved blandt de sidste 2-3 ryttere.

 

Da vi ramte løbets første langside, før brostene, så angreb jeg. Og først halvvejs igennem brostensstykket så jeg tilbage. “Flot, du har bare et kørt lead-out, uden at gøre en forskel!” var min tanke, da jeg kiggede bagud og så at hele feltet var på hjulet. Jeg lod mig overhale og her var der ved at ske et lille styrt. Og prøvede at holde min placering i top 10 så jeg havde mulighed i spurten, men i 2. sidste sving ramte en Riwal-rytter Nils Lau Broge, CK Aarhus.

 

Situationen var egentlig ikke så farlig, som jeg måske lige oplevede den, men det var nok til at jeg tænkte, at jeg ikke ville satse liv og lemmer for en top 10, så jeg slog lidt op i banen og tænkte, at jeg bare rullede de sidste 300 meter i mål.

 

Da vi kørte rundt i løbets sidste sving, fandt jeg åbenbart mine boller igen, og fik åbnet spurten, og fik da også hentet en god håndfuld ryttere, og sluttede som nummer 15. Måske lidt billigt, for dem jeg overhalede havde mere eller mindre sat sig op, så de spurtede ikke til stregen. Jeg var dog glad for min placering.

 

Da jeg kom hjem og kiggede lidt på mine wattdata fandt jeg noget temmelig interessant. 60 gange var jeg over 1200w i løbet, det er næsten 2 gange per omgang. Kigger man på hvordan placering af watt i zonerne er fordelt, så er det jo helt skørt at min 2. højeste zone er zone 7. Det kan jeg ikke mindes jeg har prøvet før!

 

 

Vinderen blev iøvrigt Søren Kragh Andersen, der fik sat Søren Siggard til sidst. Matti Breschel tog sig af feltets spurt og sikrede sig løbets sidste podieplads

 

 

Løbet sluttede lidt ærgerligt dog. Mens jeg rullede af, så jeg pludselig Michael Damm, ligge på vejen. En vagt havde vist sovet lidt i timen, da der blev sendt publikum over vejen, da Michael kom susende på jagt efter den gruppe han lå i. Desværre bragede Michael lige ind i en ung knægt, hvilket betød en skulder der røg af led, og en masse knubs. Knægten slap gudskelov uden store skrammer!

 

Derfor kunne vi bruge hele aftenen på Herning Sygehus, og selvom de var ret hurtige kom vi først derfra efter kl. 23.20, uden at have spist mad siden kl. 14.30. Så efter en tur på McDonalds var det hjem af, hvor jeg kom i seng kl. 01.20 –  det var ikke den mest perfekte optakt til Hedensted

 

HEDENSTED, 8. OMGANGE, 133,7 KILOMETER, 1008 HØJDEMETER

Benene var ikke supergode, da jeg startede opvarmningen til Hedensted-løbet. Planen var rent overlevelse, så længe som det var muligt, og undgå at køre alt for dumt (læs: offensivt). Så kan I jo selv gætte hvad det endte med! ;)

Ruten kunne jeg huske fra sidste år, og jeg syntes den var led der. Så jeg var lidt spændt på hvordan og hvorledes.

Efter en – måske ufrivillig – starttale fra Ole Jensen, som var heat-arrangør af løbet, blev løbet sat i gang. Det var sgu lidt befriende at man lige kunne få sig et godt grin inden starten. Og Ole tog heldigvis heller ikke sig selv mere seriøs, end at han godt kunne se det sjove i det ting han sagde (forkert).

Løbet startede med en masse angreb, og personligt var jeg bare en fyldrytter i feltet. Jeg skulle blot lige fornemme hele 1. omgang, før jeg ville prøve på noget. Og sådan gik det sådan set uden de store ændringer. Der var en lille gruppe ude foran, men de blev hentet kort ud på 2. omgang. Jeg begyndte at køre med i et par angreb, men uden at grave for dybt for at gøre det. Jeg var stadig lidt for bange for ruten, da sidste års tanker sad i tankerne. Jeg kunne også mærke at gårsdagens gadeløb med de forfærdelig mange peaks gjorde, at jeg ikke havde helt vildt overskud når der virkelig blev lukket op.

Bakkerne var egentlig til at tage at føle på. Der var 2 som jeg ikke helt var glade for. Den ene kom kort inde på ruten, da man drejede fra hovedvejen og ind på nogle mindre veje. Den anden kom ca. halvvejs, efter et højresving, hvor man var i meget lav fart før man kørte op af. Sidstnævnte bakke var den jeg blev sat på i B sidste år.

Da vi nærmede os 2. omgangs afslutning, med ca. 1,5 kilometer til mål, kom der en fin nedkørsel, hvor jeg fik min tunge krop op i fart. Og da den på den efterfølgende stigning gik en smule i stå udnyttede jeg muligheden for at angribe. Jeg fik hullet og endte pludselig med at ligge solo foran feltet med 10-15 sekunders forspring. “Fuck du er en junior-rytter, Jeppe!” tænkte jeg, og vidste jo godt at det jeg var i gang med var en selvmordsmission. Med Riwal og AURA der, ligesom i Hernings Gadeløb, var i overtal, så ville det ikke lykkedes, om jeg så var en toptunet atlet. Derfor smed jeg også bare mine watt ned på noget der mindede om sweetspot, og ventede på at feltet igen halede mig ind. Jeg fik lov til at krydse målstregen solo, før de fangede mig i hurtigt efter. Heldigvis havde jeg ikke brugt mange kræfter på det stunt.

Dog begyndte jeg at gå med i flere og flere angreb. 4-5 kilometer senere kørte en Riwal og en AURA-rytter væk, og det lignede umiddelbart, at de slog hullet. Med de 2 store hold, der hver fik en rytter med kunne løbet måske falde til ro. Selv lå jeg godt i feltet, og det prøvede jeg at udnytte, så jeg angreb, og der blev ikke reageret fra feltet. Jeg måtte nu jagte de to i front, og efter et lille minuts tid fik jeg kontakt. Dog gik der ikke kort tid før feltet havde kørt os ind igen. Et mislykket forsøg, som kostede for mange kræfter i forhold til hvad jeg fik ud af det. Dog tænker jeg stadig, at det var en rigtig beslutning, når man nu ikke har nogle holdkammerater i feltet. Jeg skal satse på et møgheldigt fremstød. Lige efter angreb Lasse Eland, CK Aarhus, og mens jeg lod mig opsluge af feltet kørte der en gruppe op til Eland, og de kørte væk. Selvom Riwal havde 2-3 mand med i front, og AURA havde én så fik udbruddet aldrig lang snor.

Herefter gemte jeg mig blot i feltet. Jeg var sgu lidt mør. Mens vi bare lå og cruisede kom Sebastian Lander, Riwal Ceramicspeed, op på siden af mig, og spurgte om jeg havde en følgebil eller noget nede bagved, for ellers havde han en dunk vand jeg måtte få. Han havde fået for mange flasker med sig, da han var nede at hente. Jeg følte egentlig at jeg havde nok vand, så først sagde jeg nej, men et par sekunders betænkningstid fik mig alligevel til at sige, at hvis han alligevel ville af med den, så tog jeg da gerne imod den. Det skal siges at da løbet var færdig var jeg tom for vand, så den dunk var faktisk ret nødvendigt. Tak til Lander!

Gruppen foran blev hentet igen efter en lille omgang, og hurtigt slap der en anden gruppe væk.

På den selvsamme bakke, som jeg sidste år blev sat i B, fik jeg pludselig en vanvittig krise. Mere eller mindre ud af ingenting, så ville benene ikke mere. Jeg måtte slå ud, og jeg kan love jer for at Nikolaj Henning, Team Kvickly Odder og Andreas Nielsen, Hammel CK, gav mig dræberblikket, da mit udfald gjorde at de måtte lukket hullet. Selv var jeg faktisk indstillet på, at løbet nu bare var slut, men da feltet gik i stå på toppen, gav det lidt moral og jeg fik lukket.

Det virkede lidt som om at kontiholdene og AURA nu prøvede at få feltet til at slappe af. De var alle repræsenteret, så det var naturligt nok.

Det afholdt dog ikke angrebene, selvom de blev mindre. På 6. omgang ramte vi den bakke jeg egentlig havde lidt problemer på efter hovedvejen. Jeg lå rigtigt, og tænkte at jeg ville prøve at angribe før den, så jeg kom lidt på forkant. Jeg stak afsted og fik Silas Clemmensen, Herning Elite p/b Look, med på hjul. Cirka halvvejs på bakken gik Silas forbi mig, og jeg prøvede at fange hans hjul. Han kørte dog lidt lidt for stærk til at jeg kunne holde det, og jeg håbede bare til at han ville sætte den et lille hak ned. Vi havde nemlig fået hullet fra et felt der ikke jagtede. Det forblev dog ved håbet, og selvom jeg i bedste Bauke Mollema-stil hakkede med hele kroppen for at få hvert lille watt ud, så gik den ikke, og jeg sprang i luften. Silas derimod sejlede væk med højt tempo. Jeg bandende for mig selv, og lod mig hente af feltet igen. Jeg var faktisk ret ærgerlig, for jeg følte virkelig at det var momentet for at komme væk.

Det hjalp så overhovedet ikke, at Silas var over alle bjerge, mens feltet gik helt i stå. De store hold gad ikke mere, og os der prøvede at angribe blev lukket ned, og det blev gjort klart at vi ikke skulle regne med at få lov til noget som helst mere. Herfra acceptere alle tingenes tilstand, og de sidste 30 kilometer blev mere et socialride end et cykelløb. På den side var det lidt ærgerligt, men omvendt så var mine ben også møre efter 100 kilometers cykelløb, hvor jeg havde brugt mine kræfter lidt for dårlige, og generelt bare var mør efter ruten, som jeg slet ikke brød mig om. Så hvis der nu var blevet kørt ræs med speederen i bund, så var jeg måske heller ikke kommet med hjem til spurten.

Spurten blev dog også en lidt underlig slags. Jeg havde forventet at folk ville starte finalen ude fra. Vi kørte for 2. pointgivende placeringer. De første 9 ryttere var i mål. Og Silas havde lukket op til dem, og blev 5’er. Silas, du er et monster! Hvor er det stærkt kørt!

Med 400 meter igen var der stadig intet optræk til at nogle ville spurte. Jeg tænkte, at jeg ikke ville gøre noget før andre lagde op til det. Jeg var sgu ikke helt med på, om der var konsensus om at man ikke spurtede når man nu havde rullet de sidste 30 kilometer. Dog blev der åbnet med 200 meter igen. Jeg spurtede med, men der skete ikke rigtigt noget. Den tykke krop ville ikke op i fart, i opløbet der steg 1-2 %.

Derfor blev jeg nummer 19, og en af de ringeste af dem der gad sprinte.

Dog var det egentlig okay. Jeg var bange for at jeg ville blive kørt midt over inden løbet. Jovist, så havde jeg én krise der var ved at koste mig løbet, men ellers gik det egentlig ok. Plads til forbedringer, men ikke umuligt.