Det bliver åbenbart ved. Uheldene. Efter en mareridts sæson indtil videre, må jeg erkende at det endnu ikke er vendt til det bedre. Det er ganske enkelt ved at være svært, at holde optimismen oppe, og tænke at det snart vender. Jeg må indrømme, at jeg i momenter tænker, at det ikke er det værd. Om 2 løb er halvdelen af sæson gået, og jeg har kun fået gennemført ét snollet licensløb. Det er ganske enkelt ikke godkendt.
AF JEPPE TOLBØLL
HERNING, 6. OMGANGE, 142,8 KILOMETER, 660 HØJDEMETER
Ankommet til Kibæk, lidt syd for Herning var jeg klar til at køre race. Benene føltes ganske gode, og humøret var positivt. I dag ville jeg vise, at jeg kunne være med, og at hele 2019-starten nu kunne lukkes som et lorte kapitel.
Der var en relativ god vind. Intet sindssygt, men nok til at det nok kunne gøre lidt ondt, hvis nogle teams investerede hårdt nok, måske.
Jeg havde en plan om at holde mig i ro den første omgang. Jeg skulle lige mærke benene efter, og se rytmen an. Jeg manglede nok lige lidt løbsfart.
Starten gik og der blev angrebet i højre og venstre. Jeg holdt mig selv fremme i midten af feltet, og kunne efter 5-6 kilometer se en 7-8 mand gruppe køre væk. Feltet stod ikke ligefrem stille, men der var ingen der for alvor gav sig til at jage. Det betød nok at mange af de større teams havde fået folk med i front, som de vurderede kunne vinde.
Feltet var dog ikke gået i stå, og der blev konstant angrebet. Jeg holdt mig ikke helt til min plan om at holde mig ro. Jeg angreb ikke selv, men fulgte til tider nogle hjul i angreb, så det kostede ikke alverden. Jeg fik også gemt mig rimelig godt i sidevinden, og første omgang forløb rimelig nemt.
På 2. omgang var det lidt som om at tempoet i vinden blev skruet op. Jeg sad og havde det relativt nemt, og følte egentlig at benene var vildt gode. Derfor tog jeg også – set i bakspejlet – nogle ret dumme valg, og spillede nok lidt for meget med musklerne, hvor jeg fx bare kørte forbi folk i vinden, og ikke gad kæmpe hårdt nok for at finde læ. Jeg brugte også en del kræfter på fx at køre Mads Mondrup, min klubkammerat, frem hvis han, ligesom mig, var endt lidt for langt tilbage. Den del fortryder jeg dog ikke.
Efter 25 kilometer blev der givet godt gas i sidevinden, og jeg befandt mig godt med fremme. Feltet var virkelig strukket godt ud, men den knækkede ikke rigtigt, og der blev hurtigt samling igen.
Og så punkterede jeg! På en varm og rimelig flot dag, uden det mindste nedbør. På næsten nye S-works Turbo dæk. Selvfølgelig punkterede jeg! AURA-bilen, som kørte neutral, fik dog hurtigt holdt ind og selv om hjulskiftet tog lidt lang tid (20 sekunder), så var der ingen panik, og jeg blev pacet tilbage til feltet, uden de helt store problemer. Det betød dog, at jeg nu lå som en af de allersidste da vi drejede om i sidevinden. Her fandt jeg dog mig godt tilrette bag en rytter som lige lod 20-30 cm være fri, så jeg derved kunne få læ. Nu var min eneste bekymring blot, at feltet ikke måtte knække hvis der blev givet alt for meget gas. Det gjorde det heldigvis ikke. Da der så manglede et par kilometer af sidevindsstykket, kørte jeg frem i vinden selv, og fik råbt Mads op, og vi kørte frem, i et lille rulleskift. Vi snakkede hurtigt sammen, og jeg meldte gode ben. Den melding kom dog nok lidt for hurtig. Lige inden 3. omgang begyndte jeg at føle, “at de ikke helt var der”, hvis man kan sige det sådan. Jeg måtte hellere prøve at spare kræfterne, og lade være med at spille for meget med musklerne, for så vidste jeg nok hvor det bar hen ad.
På starten af 3. omgang overhørte jeg O.B. Wilik-ryttere tale sammen. Eftersom at de ikke havde fået en mand med i front, så ville de nu køre op og arbejde for at lukke det. Den besked sendte jeg videre til Mondrup, om at vi nok godt kunne slappe af, og lade være at bruge for mange kræfter på at holde os fremme, da O.B. Wilik nok nu ville sørge for højt jævnt tempo. Det passede mine ben godt. Jeg var egentlig overbevist om, at jeg nok skulle komme med feltet hjem, hvis jeg bare passede på mig selv, så jeg lagde mig lidt længere ned bagved.
Cirka halvvejs på 3. omgang, inden noget sidevind kunne man fornemme at der var et eller andet i gærde. En slags intuition om man vil. Mondrup sagde, at vi hellere lige måtte komme lidt frem ad. Han fornemmede det også. Og så skete det. Styrtet! Hverken Mondrup eller jeg var indblandet, men var vi kørte frem blot 10-15 sekunder før, havde vi meget vel ligget der. Vi kom begge rimelig hurtigt forbi det, men feltet var nu spredt ud på en lang linie i grupper der knækkede. Og vi lå nærmest i den allerbagerste. Her lavede jeg en lynhurtig kalkulering. Hvis ikke én af os ofrede sig, så ville vi nok begge blive sat. Retrospekt var det en fejl, da feltet senere blev samlet igen, men det kunne jeg ikke vide i situationen.
Jeg fik placeret Mondrup på mit hjul, og herfra kørte jeg nærmest all out i 2 minutter, hvor vi fløj forbi et par grupper, hvor folk ikke nåede på hjul. Jeg vidste godt, at min aktion nok endte med at jeg ville køre mig selv død, men hvis det hjalp Mondrup, så var det nok det værd. Jeg følte jo ikke at mine ben var der alligevel. Jeg tror jeg fik afleveret Mondrup i bagenden af den første gruppe, da jeg måtte give fortabt og slå ud. Nu skulle jeg på en eller anden måde finde benene og hægte mig på en af de grupper der fangede mig. Det lykkedes ikke med de første 2 grupper, hvor jeg slet ikke matchede deres speed.
Endelig ramte jeg en gruppe på en 6-7 mand, hvor jeg fangede hjulet, og faktisk prøvede at køre med rundt, men efter 3-4 føringer måtte jeg nærmest slippe fra hjul. Jeg kunne slet ikke finde benene mere. Der kom endnu en gruppe på 7-8 ryttere og fangede mig, og her kørte jeg ikke med rundt, men benene var stadig væk, og min moral var faktisk også ved at gå i stykker, da jeg ikke troede at gruppen ville komme tilbage. Så jeg slog ud, og besluttede, at nok var nok. Det var også en fejl, for som sagt endte feltet med at blive samlet igen, og gruppen jeg nu slap, nåede også tilbage.
Herefter trillede jeg de sidste 6 kilometer til mål, og stod af lige inden 4. omgang.
Jeg var egentlig ikke skuffet, men dog lidt forundret over at benene kunne gå fra at føles gode, til at føles temmelig ringe i løbet af 20 minutters tid. Det er nok lidt den manglede løbsrytme, og en form som måske ikke er helt hvor jeg gerne så den. Jeg ved det ikke. Jeg kørte i hvert fald hjem, med den game plan om at Randers bare skulle blive ren overlevelse, og jeg ikke ville gå med i noget som helst, og bare fedte hjul hele dagen.
Mondrup blev iøvrigt nummer 20, hvilket han ikke var helt tilfreds med. 4 af de 7 ryttere fra dagens udbrud, som kørte væk tidligt, holdt hjem.
Resultater kan ses her: https://www.sportstiming.dk/event/6162/app/results
RANDERS, 9. OMGANGE, 136,8 KILOMETER, 1143 HØJDEMETER
Da jeg ankom til Randers havde følte jeg igen jeg havde gode ben. Jeg kunne ikke mærke søndagens 70 kilometer. Det ændrede dog ikke på dagens mål. Bare at side i feltet, og spare mig alt det jeg kunne. Jeg skulle bare med hjem, jeg skulle bare gennemføre et løb. Alt andet måtte være en bonus.
Derfor var der heller ikke rigtig de store nerver på. Jeg skulle ikke ud og kæmpe for at holde mig frem. Ruten havde et par bakker som godt kunne gå hen og blive lede nok for mig, med 9 omgange. Men det måtte gå som det gik.
Løbet blev sat i gang, og der var ingen panik på. Dog laver jeg en lille kørefejl efter små 8 kilometer. Lige inden løbets første bakke ligger jeg helt i venstre side da vi kører rundt i en højre kurve, og pludselig rammer rytteren foran mig noget grus ved en indkørsel. Jeg rammer samme grus og tør ikke dreje, da jeg tænker at forhjulet nok nemt smutter væk hvis man styrer kontra for hårdt. Derfor ender jeg inde i indkørslen og må bremse helt ned på 0 km/t. Får dog hurtigt vendt cyklen, og får sat i gang, da første servicebil kører forbi. Jeg er tilbage i feltet under 30 sekunder efter, da farten er gået lidt ned. Ingen panik, og jeg kommer nemt med over løbets første bakke. På løbets 2. bakke virker det som om at tempoet får et lille nøk op, da der er lidt sidevind på toppen. Jeg kommer dog med over uden de helt store anstrengelser.
Jeg ender igen i den sidste 1/3-del af feltet, hvor jeg sidder fint uden at bruge ret mange kræfter, og vi kører ud på 2. omgang. Der sker ikke det store før 5 kilometer ude på 2. omgang, men her sker der desværre også nok…
Feltet kører ned af i en blød venstrekurve, da der pludselig holder 2 biler i venstre side. Jeg ser dem tidligt, og tænker, at de 50 mand foran mig nok også bør have set dem. Det virker dog ikke lige sådan, da feltet pludselig laver et ganske hårdt svaj mod venstre, og pludselig bliver pladsen trang. Jeg når at bremse, men pludselig kommer rytteren på min venstre meget hurtigt tæt på, og jeg kan allerede nu se, at det kommer til at gå galt. Hans bagskifter hamrer ind i mit forhjul, og så kommer lyden af eger der springer. Min balance ryger da fælgen nu ikke er stabil mere, og mere når jeg ikke at tænke over, før jeg hamrer i asfalten med 50 km/t, og ryttere vælter ned over mig.
Jeg kommer hurtigt op og sidde og da der er ro, smider jeg rent instinkt hjelmen af. Jeg får rejst mig op. Alle andre er på vej på cyklerne igen. Sander Andersen, fra BHS-Almeborg Bornholm, kommer ind på vejen, efter at være endt ude på marken, og jeg kan bare se at mit forhjul er mangler stort set alle sine eger i venstre side. En norsk bil holder hurtigt ind, og giver mig et nyt forhjul. Men lige da jeg skal til at sætte i gang, kan jeg godt mærke at cyklen ikke kan køre stadigvæk. Min bagskifter er helt krøllet og har været ind og hænge i baghjulet, så geardroppet er knækket. Game over!
Det var nok fint, at jeg ikke kunne køre videre. Mens jeg måtte gå – og trille de steder hvor det kunne lade sig gøre på cyklen – tilbage til mål, holder jeg lidt pauser. Undervejs der, tilser jeg min hjelm, som er revnet hele 4 steder. Jeg følte mig dog hverken ør eller noget i hovedet – endnu.
Jeg kom tilbage til mål, og gik lige hurtigt forbi samaritterne og fik renset mine sår på armen. Herefter pakkede jeg min cykel i bilen, og kørte hjem. Jeg vidste slet ikke hvordan jeg skulle forholde mig til det hele. Jeg kunne nemt affinde mig med tingende, hvis jeg virkelig kørte som en kæmpe idiot og lavede dumme fejl, men det synes jeg slet ikke jeg gør. Styrtet i Randers kunne der ikke gøres noget ved. Når rytteren foran mig slår et slag på nærmest en halv meter og rammer mit forhjul så er det bare svært. Styrtet var dog ikke nogens skyld, det skal lige påpeges. Det er bare en af de pisseirriterende ting der sker. Jeg er bare træt af, at jeg skulle være ofret. Alle andre i styrtet kunne køre videre, mens min cykel var færdig. Man bliver så træt.
Om aftenen, da jeg kom hjem begyndte jeg blive en smule svimmel og få lettere hovedpine. Jeg var dog indstillet på, at jeg skulle på vagt dagen efter, men konen insisterede på, at jeg tog en fridag. Det var godt. Dagens efter, om tirsdagen, lavede jeg ikke meget andet end at sove. Bare at scrolle ned på Facebook-app’en gjorde mig svimmel. Heldigvis forsvandt symptomerne i løbet af onsdag, og jeg kunne træne lidt igen.
Resultater fra Randers kan ses her: https://www.sportstiming.dk/event/6143/app/results
Næste løb er DENIM Cup i Nyborg. Der kommer ingen løbsoptakt, men jeg forventer intet. Jeg skal bare overleve så lang tid som overhovedet muligt, og få så mange løbskilometer i stængerne som overhovedet muligt. Jeg er dog på billige alu-hjul, så jeg er allerede mentalt slået ;)