Løbsrapport fra Holstebro-løbet

Alt imens at Elite DM for Herre, Dame og U19 fandt sted i Middelfart, så havde Holstebro også valgt at arrangere et lille licensløb med alle de corona-restriktioner der nu fulgte med. Det blev til 3 starter for B-, C-/H40- og D-klassen. Fælles for alle var det således, at når det samlede antal tilmeldte ramte 100 personer, så ville tilmeldingen blive lukket. Jeg nåede at melde mig til ca. 3 minutter før det skete! 

AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: CYKELFOTO

 

HOLSTEBRO, 5. omgange, 110,4 KILOMETER, 696 HØJDEMETER

Regnen bankede ned da jeg slog øjnene op kl. 7.00. Min kone Michelle og jeg havde overnattet ved Herning, for at komme lidt tættere på Holstebro, hvor jeg havde start kl. 9.00. Det lignede et rigtig stoddervejr, og hvor andre normalt bliver trætte af cykellivet når de ser regn, så gjorde det mig enormt opsat! Jeg elsker at køre i sådan noget vejr, og jo vådere og jo mere blæsende, jo bedre. Man vil argumentere for, at det ikke passer da jeg nærmest nægter at træne udendørs i sådan noget vejr, haha!

Som skrevet i min indledning, så var det slet ikke planen at jeg skulle køre i Holstebro. Jeg skulle faktisk have været med i bilen som 2. sportsdirektør til Elite DM, hvor Team Give Elementer havde 4 ryttere på startlisten, men på grund af corona-restriktioner var det meget uklart, hvor meget staff hvert team måtte have med, og da vi onsdag stadig manglede et klart svar, tog jeg beslutningen om at melde mig til Holstebro. Jeg ville simpelthen være for bitter hvis jeg fandt ud af, at jeg ikke måtte komme med til DM som staff, og samtidig missede tilmeldingen til Holstebro-løbet. Jeg var mega heldig. For 4 minutter efter min tilmelding røg deltager-puljen over de 100 der måtte køre, og yderligere tilmelding var derfor ikke muligt.

Vi var 26 mand tilmeldt i B-klassen, og fra Give var vi hele 6 mand, hvilket gjorde os til det team med flest startende. Vi var Rasmus Lindbjerg, Daniel Eriksen, Lasse Bøgh, Nicolai Zinck og Jakob Bødker. Jeg er egentlig ikke officielt en del af Team Give Elementer, men vi kører i nærmest identisk tøj, træner sammen, og hjælper hinanden. Vi havde en lille plan om at forsøge med noget sidevindskørsel allerede efter ca. 2 kilometer, men før start var vi dog lidt usikre på, om vinden ville være hård nok. I sidste ende besluttede vi at vi dog lige ville give det et skud, og hvis det ikke lykkedes så var det også ok.

Løbet blev sat i gang med 500 meters masterstart, og da løbet blev givet frit rykkede Team IBT-Ridley Sydkysten Cycling’s Lucas Gude og fik hul. Derfra var der ingen der reagerede for alvor, og de få der prøvede blev hurtigt lukket ned, inden de for alvor fik noget hul. Inden vi ramte stedet hvor vi skulle prøve at køre sidevind tog jeg fronten, og kiggede tilbage, for at se om Give-drengene havde samlet sig. Det havde de næsten. Stedet kom, og vi prøvede at køre noget vifte, men allerede efter et minut kiggede Bødker på mig, og sagde at vinden vist ikke var hård nok, og det ikke ville have effekt. Han havde ret, og vi afbrød forsøget.

Der skete ellers ikke det helt vilde, jeg prøvede at holde mig rimelig meget fremme, og lod folk angribe og køre sig selv møre. Jeg havde kun øje på én rytter, nemlig WW Racing’s Martin Lind. Jeg var med i en smule, og resten af Give-drengene var også aktive i at dække angreb.

Inden vi havde færdigkørt første omgang mistede vi dog en mand, da Bødker punkterede. Faktisk mistede vi 2, men jeg opdagede ikke at Zinck også forsvandt med defekt, da hans gearkabel vist røg sig en tur.

Ud på 2. omgang begyndte jeg at tænke i mere offensive tanker. Benene var gode, og jeg fornemmede at Lind også blev mere aggressiv i sine angreb. På et tidspunkt angreb Køge CR’s Martin Szokody, og fik i første omgang lov til at køre, men så reagerede Sune Guldbrand fra Vejle. Det gav en lille kædereaktion hvor Lind køre med, og så måtte jeg afsted. Vi blev dog samlet rimelig hurtigt, men der var ikke rigtig enighed, og derfor blev feltet hurtigt samlet igen.

Herfra var det igen lidt anarkistisk cykelløb, med en masse angreb, men ingen derfor alvor betød noget. Det kom dog knap halvvejs på løbets 2. omgang. På en større hovedvej var tempoet så højt, at det hele flere gange var ved at knække. Jeg lå selv lidt for langt tilbage, men panikkede ikke rigtigt. Benene var stadig gode, og jeg havde hele tiden en fornemmelse af, at jeg godt kunne lukke de fleste huller, hvis rytteren foran mig skulle knække. Da vi forlod hovedvejen og ramte nogle små veje igen, fornemmede jeg, at mange sad og lige ville have luft, så det var et perfekt sted at angribe. Jeg rykkede og fik hul uden respons fra feltet. Efter lidt tid ude foran spejdede jeg bagud og så Lind på vej op. Jeg besluttede mig for lige at få luften og få ham med, og nu var der skabt et stærkt 2-mandsudbrud, som hurtigt slog hullet, da feltet så ud til at være gået i stå. Her med knap 80 kilometer tilbage af løbet var jeg faktisk ret sikker på at vi godt kunne holde hjem! Arrogance længe leve!

Lind og jeg afsted i udbrud

Vi havde rigtig god fart på. Flere steder kunne vi se ret langt bagud dog uden at se feltet. Jeg besluttede mig dog for, at jeg ikke ville føre 100 % igennem, da jeg jo havde 3 mand i feltet (faktisk troede jeg det var 4 med Zinck), og jeg godt kunne spille på det, hvis Lind begyndte at blive sur over det. Det blev dog ikke aktuelt.

Ud på 3. omgang fik vi råbt, at vi havde 40 sekunder. Det kunne sgu ikke passe, for jeg kunne se noget længere bagud end 40 sekunder, og der var altså ikke nogen. Faktisk kørte vi igennem en rundkørsel, hvor jeg lige kiggede på min Wahoo for at tage tid. Da vi havde kørt 50 sekunder kiggede jeg bagud på selvsamme rundkørsel. Der var ingen! Hullet var nærmere +1 minut.

Men her indtraf der en mindre katastrofe. Linds baghjul havde en siver! For helvede da også, der var sgu for langt hjem solo med knap 65 kilometer til mål. Martin fortalte at hans kæreste stod et sted på ruten og havde et ekstra hjul i bilen. Vi blev enige om at vi ville se om vi kunne holde cyklen kørende og så ville jeg vente mens han fik skiftet hjul. Det ville give mest mening for hvis vi begge skulle ligge solo, så var det dødsdømt alligvel.

Efter et par kilometer hvor Martins cykel sejlede mere og mere, gav han mig besked på at fortsætte. Han kørte mere eller mindre på fælgen, så nu lå jeg alene med alt for langt til mål. Jeg overvejede mine muligheder. Skulle jeg gå all in i prøve på +60 kilometer solo eller skulle jeg lade mig falde tilbage. Jeg valgte den sidste løsning. Så jeg endte med at køre knap 15 kilometer hvor jeg kørte hvad der svarede til medium-interval, hvor jeg fik spist og drukket rigtig godt, og benene føltes intakte da resterne af feltet (som måske kan betegnes som et udbrud?) fangede mig.

Gruppen bestod – udover mig – af:
– Christian Nyvang Lund, Frederikshøj CC
– Jacob Schebye, Næstved BC
– Gustav Frederik Dahl, CC Hillerød
– Sune Guldbrand Hansen, Vejle CK
– Rasmus Lindbjerg, Team Give Elementer
– Daniel Eriksen, Team Give Elementer

Så Give sad med 3 ud af 7 ryttere, hvilket var en fremragende situation. Jeg brugte faktisk de første par minutter på at spille spillet og sad over med påskud om at være lidt træt efter min solokørsel. Faktisk var jeg ganske frisk, og følte mig stadig overbevist om at jeg kunne vinde løbet, eller hjælpe en af Give-drengene til det.

Da vi var halvvejs på 4. omgang fik vi pludselig endnu en rytter op, da Lind pludselig igen var i gruppen. Det var godt nok en imponerende opkørsel. Martin var dog ærlig, og fortalte at han havde fået et hjul og havde fået lidt pace tilbage til gruppen. Det vender vi tilbage til.

Herfra gik det egentlig ret fint i samarbejdet. Der var ro på, og ingen sad over, selvom det var tydeligt at nogle ryttere var ved at være mærket. Dog var ingen af Give-drengene trætte. Jeg kommunikerede med begge, og begge meldte gode ben. Det var skide godt!

På starten af 5. omgang gik der lidt fnidder i samarbejdet. Det brugte jeg til at lave et mindre angreb. Hvis folk ikke ville køre rundt, så måtte de jage i stedet. Angrebet var ikke hårdt, men nok til at Sune var væk da vi blev samlet igen. Det viste sig at han var punkteret lige i det moment jeg var kørt. Sune var en af dem jeg anså som “træt” sammen med Christian Nyvang Lund. Herefter fandt vi igen ind i et ret godt samarbejde. Alle gjorde vist klar til at køre finale.

På vej ud på sidste omgang snakkede jeg med Rasmus og Daniel. Jeg fortalte dem, at vi måtte angribe dem på skift, da jeg mente, at det ville være utilgiveligt at vi kom hjem samlet og så blev overspurtet. Så hurtigt på sidste omgang angreb Daniel og fik et fint hul. Der var lidt tøven fra resten af udbruddet før Lind tog teten og angreb, men alle var over ham. Dog blev Daniel lukket ned, og jeg ville angribe, men Rasmus kom mig i forekøbet, og han fik ligeledes hul. Nu var det Schebye der måtte i arbejdstøjet, og han fik også efter en hård føring hevet Rasmus tilbage. Nu var det min tur, og jeg angreb lige da Rasmus var fisket ind. Med Lind og Schebye der lige havde lukket huller, en træt Nyvang så var der kun Gustav Dahl til at lukket hullet og han sad lukket inde. Det var helt perfekt, og holdarbejdet i verdensklasse for udbruddet stod stille nu og jeg fik hurtigt hul. Der var 14-15 kilometer til mål, så der var stadig langt ind. Derfor gik jeg heller ikke helt dybt de første par minutter, men lige nok til at jeg vidste at de ville slide på en hver der skulle arbejde for at lukke mig ned. Det virkede dog som om, at de ikke kunne finde ind i et samarbejde, for jeg øgede stille og roligt, og jeg besluttede mig at få all in. Så måtte det bære eller briste.

Efter 2 kilometer kiggede jeg tilbage og kunne se at Martin Lind var på vej op. Jeg besluttede mig dog for at jeg IKKE ville vente og det blev nu et parløb mellem os. Jeg holdt ham hele tiden på passende afstand, men på en af løbets små bakker kom vores vægtsforskel alligevel Martin til gode, og han fik lukket de sidste meter op. Vi havde nu 12 kilometer til mål og resten af vores gruppe var ude af syne. Jeg begyndte at kalkulere. På Give havde vi lavet en semi-aftale om at vi ikke ville arbejde med folk, i fx en 2-mandsgruppe hvis vi ikke var overbevist om at vi kunne vinde. Kunne jeg slå Martin? Kunne en af mine i gruppen bagved vinde spurten ellers? Jeg vurderede ‘ja’ til begge. Hvor stor chance var der for at jeg kunne slå Martin? Jeg vurderede at den var 65-35 % i min favør hvis jeg kørte en optimal spurt. Den var lidt tricky fordi den var i direkte modvind.

Jeg tror ikke at hverken Martin eller jeg førte hårdt igennem mere – jeg gjorde i hvert fald ikke. Jeg var hele tiden i tvivl, om at han måske ville angribe, så der skulle være kræfter til at kunne svare igen. Jeg ved ikke om han havde det på samme måde. Flere gange overvejede jeg da også at angribe, men jeg følte mig relativ sikker på spurten, så ville ikke tage chancen.

Da vi manglede 2 kilometer kunne jeg ikke få Martin frem og føre mere. Og set tilbage på det, så lavede jeg en fejl her. Jeg tog fronten og førte os ind mod mål målstregen. Det var ikke hårdt, men jeg skulle have spillet cool og bare sat op. Jeg skulle have tvunget ham frem, ved at sige, at jeg gerne lod os hente bagfra, da Rasmus måtte være frisk til spurten. Det gjorde jeg dog ikke. Måske var jeg for arrogant, men jeg følte stadig et lille overtag i forhold til spurten. Jeg måtte bare for alt i verdenen ikke åbne for tidligt.

Og det var præcis det som det endte med. Jeg blev for utålmodig, og jeg åbnede nok 5 sekunder før jeg burde. Der var fint skud i benene, men det blev bare for langt, og med 30 meter før stregen gled Martin forbi og slog mig med en lille cykellængde, da jeg opgav, og fuck jeg var skuffet. Sikke en dårlig finale. Selvom jeg havde fået vist, at jeg var bedre end hvad Randers Bike Week viste, så var jeg skuffet. Jeg kører sgu ikke for 2. pladser, og jeg følte at jeg havde svigtet Give-drengene. Vi skulle altså have haft den sejr med hjem. Rasmus vandt resten af gruppens spurt.

Jeg gav egentlig skylden for min ringe spurt, på at jeg ikke rigtig kunne se målstregens placering. Der skulle vist have stået et lille rødt beach-flag ved stregen, men den havde jeg slet ikke set på nogle af omgangene. Og jeg havde jo samtidig kørt 6 omgange, så jeg burde naturligvis have set at målstregen var så ringe markeret, så den fejl peger nok mest tilbage på mig selv.

Kan I se målstregen? Den er lige foran Martins hjul.

 

Efterspil

Kort efter vi var kommet over stregen kom en kommisær over til Martin og hev ham til siden. Hans hjulskifte og pace tilbage til gruppen var ikke lovlig i følge reglerne, og han modtog derfor en diskvalifikation, og jeg fik en skrivebordssejr, men det var godt nok på en ret ufed måde. Hvis man skal vinde skal man først over stregen. Det andet føles ikke som en sejr.

Martin har sidenhen lagt sig fladt ned, og indrømmet at han lavede en fejl og bare skulle være kørt hjem efter sin punktering, men en blanding af ærgrelse, høj puls og ærgerrighed fik ham til “at tage chancen” selvom han godt var klar over at han kunne risikere at blive disket. Jeg har talt ud med Martin og der er ingen hard feelings mellem os.

Kigger man på dagen var vi begge to klart de stærkeste ryttere, og vi skabte løbet sammen. Nu er der længere løbspause for mig på 3 uger, før der skal køres løb i Hobro.

 

Resultater kan ses her: https://www.sportstiming.dk/event/7305/app/results
Strava-data: https://www.strava.com/activities/3953525404/overview