Sæsonen startede næsten i weekenden. Der var ikke point at køre om, men en masse prestige da der blev kørt et sønderjysk indledningsløb, og ny-klassikeren Ronde van Borum. En ting var fælles for begge dage – jeg havde virkelig glemt hvor ondt det kan gøre at køre cykelløb! 

AF: JEPPE TOLBØLL 

Indledningsløb i Haderslev, 11. omgang, 84,7 kilometer, 517 højdemeter

Indledningsløbet var arrangeret af Haderslev Starup CK, og jeg var selv ham med ansvaret omkring arrangementet. Det gav lidt stres, da jeg også gerne ville cykle løbet selv, så jeg måtte hente hjælpe fra konen, venner, veninder, og klubmedlemmer. Alt skulle uddelegeres, og alle forstod hvad de skulle, selv med mine til tider mangelfulde anvisninger! Det skal jeg vist øve mig lidt mere i – men løbet blev gennemført uden store problemer, og alle hjælpere gjorde et rigtig godt stykke arbejde.

Allerede fra starten var én ting sikker. Alt andet end en sejr, ville nok ses som en skuffelse. Kiggede man på startlisten var jeg den eneste B-rytter i det kombinerede A, B, C, H40, U19-felt, hvor der dog ikke var nogen A-ryttere til start. Dog var Tom Frømling Bøttger, Sønderborg, til start, sammen med 3 andre klubkammerater. Bøttger så jeg som nærmeste udfordrer, og en mand man ALDRIG må undervurdere. Folk kan nok nikke genkendende til navnet, da Bøttger sidste år kom op i B, og fik kørt nogle flotte løb. Samtidig var der en god håndfuld H40-ryttere mere til start, lidt mindre C-ryttere og en enkelt U19-rytter.

Min plan var egentlig at køre et relativt defensivt løb, da jeg gerne ville være så frisk som overhovedet muligt til Ronde van Borum dagen efter, hvor niveauet (med al respekt) var meget højere. Den plan skulle dog ikke lykkedes.

Fra første meter angreb Tom Bøttger, og ingen ville lukke. Der blev kigget på mig. Bøttger og jeg var forhåndsfavoritter, jeg måtte lukke. Det lykkedes også, men lige da hullet blev lukket kom kontraangrebet fra Karsten Andersen, Bøttgers klubkammerat fra Sønderborg. Igen blev der kigget, men jeg havde ikke kræfter, og ville heller ikke. Vi var trods alt 15 mand til start.
Det gjorde at Andersen stille og roligt begyndte at sejle væk fra os. Jeg prøvede sammen med Jesper Sloth, Vejen BC, og Henrik Kücken, Rødekro CC, at få noget samarbejde op og køre, men der var kun os 3 derfor alvor ville bidrage, og det gjorde at ingen rigtigt ville ofre sig. Selv da vi var ret tæt på at hive Andersen ind, ville ingen hjælpe. På 2. omgang begyndte nogle endda at angribe , og så sagde jeg fra, på den måde, at jeg ikke ville trække et helt felt rundt, blot for at se dem angribe. Så måtte Andersen for min skyld køre solo hjem. Så farten gik i stå og Andersen øgede igen afstanden til os. Jeg prøvede nu selv med lidt angreb, men folk var hurtigt med, og med Bøttger som blind passager, så var frustrationerne ved at tage til. Lige inden vi kørte ud på 3. omgang prøvede jeg at presse folk ved at lave en forcering i sidevinden ind mod mål, men alle kom med, og der kom igen stilstand. Og så rykkede Azael Larsen, Sønderborg, og fik hul, og ingen reagerede! Nu var der 2 Sønderborg-ryttere ude foran. Jeg besluttede mig for at jeg ikke ville trække mere, men måtte prøve at komme væk i et hug. Alt andet var håbløst.

Næsten halvvejs på 3. omgang blev der angrebet og alt blev strukket ud og jeg tror jeg må i 6-7 position, da det hele så blev samlet igen, lod jeg mærke til at Bøttger var lukket lidt inde, så jeg tænkte at nu var det nu, hvis jeg ville afsted uden ham på slæb. Hamrede forbi og fik hullet, og nu var det alt eller intet. Hullet blev slået, og jeg nærmede mig ganske hurtigt Azael. Han kiggede bagud et par gange, og jeg var tvivl om jeg skulle hente ham, og have ham med på slæb op mod Andersen. Jeg besluttede mig for at prøve at gå forbi ham i et ryk. Det gjorde ret ondt, men jeg skød forbi, og han kunne ikke komme på hjul. Nu gik jagten på Andersen, men jeg stadig øgede til feltet.

Efter et par kilometer fangede jeg Andersen, og gik forbi ham og tog en lang føring. Set ud fra almindelig cykeltaktisk kørsel, måtte Bøttger ikke føre. Derfor tænkte jeg, at det kunne betale sig at køre hårdt på for at øge hullet. Det blev til knap en hel omgang med føring, inden jeg lod Andersen tage sin del af slæbet, men nu var hullet også blevet så stort, at man kun kunne skimte de andre på de veje hvor man kunne se 2 minutter bagud! Det var perfekt.

Taktikken blev egentlig bare nu, at holde farten høj og hele tiden kigge bagud, for at kontrollere at de ikke pludselig kom nærmere. Og det gik faktisk lige indtil 6. omgang. Der kunne jeg begynde at se en gruppe på 4-5 mand der kom bagfra, og så ud til at køre ret hurtigt. Jeg kunne se fra løbets eneste bakke, og helt ned til opløbet, og derfor kunne jeg tælle at der var gået ca. 1,5 minut fra vi selv passerede. Derfor begyndte vi at øge tempoet. Skulle være sikker på at holde dem væk, men var stadig ikke presset helt vildt.

Omgangen efter kunne jeg så konstatere at vores hul var skrumpet til 1.10 cirka. Jeg øgede tempoet endnu engang på løbets bakke, og da jeg slog ud for at give Andersen lov til at tage en føring kunne jeg konstatere at han var røget af fra hjul. Jeg havde godt og vel 40-50 meters hul. Der var ikke andet at gøre nu, end at satse på at kunne holde den hjem selv, de sidste godt og vel 25 kilometer.

Herefter prøvede jeg at vinde energi på de flade stykker, og så give den gas i sidevind og bakkerne. Den “taktik” lykkedes ret godt, og jeg endte med at holde hjem med godt og vel 50 sekunder. Tom Bøttger vandt kampen om 2. pladsen foran Henrik Kücken.

Derved blev forventningerne indfriet, men løbet blev omvendt noget hårdere end først planlagt, men sådan er det jo når konkurrenterne ville give den gas!

Vi fik derefter kørt B&U-klasserne færdig, pakket ned, og hjem på sofaen, og slappe af inden Ronde van Borum!

Ronde van Borum, 10. omgange, 73 kilometer, 895 højdemeter

Hvor dagen før havde haft en sejr som mål, var søndagens mål noget anderledes. I feltet var der både nuværende A-ryttere, tidligere kontinental-ryttere, og en specialguest i Rasmus Quaade fra Team Giant-Castelli. Ud over det var der flere af de stærkeste H40-ryttere og supermotionister til start. Jeg havde en ide om at Top 10 var realistisk inden start, og så måtte vi se hvad der kunne sker der fra.

Efter afhentning af numre, påmontering af en Garmin VIRB (on-board kamera), og en kop kaffe i hovedet, var jeg klar. Løbet blev truttet i gang af løbsarrangør, Uggi Kaldan. Jeg lå godt fremme og var ret afslappet, og glædede mig til at få lov til at køre ræs! Løbet blev kørt med masterstart og ville blive frigivet efter ca. 4-5 kilometer.

Efter 3,5 kilometer indtraf katastrofen så. Mit baghjul havde en siver! Det var virkelig rådden, da jeg faktisk havde taget mine Continental 4-season på, netop for at mindske risikoen for punkteringer! Jeg tænkte, men feltet sejlede forbi, at nu var løbet slut, og en hel søndags træning totalt spildt!

Pludselig hører jeg dog ordene; “Skal du have et baghjul?” Det var Torben Bartholin, som også skriver for AoC. Han ville sgu ofre sit eget løb for at redde mit! Hold nu kæft, en guttermand! Problemet var dog, at jeg stod i venstreside af vejen, mens Torben stod i højre, og der kom konstant ryttere forbi. Da enden af feltet efterhånden var nået forbi sprang jeg over vejen mellem et par ryttere, og det blev måske lige tæt nok, kunne jeg se på videoen – undskyld hvis nogle syntes det var lidt farligt.

Tjek en video hvor du bl.a. kan se Jeppes opkørsel og eksplosion

Jeg fik hurtigt hjulet på og Torben gav mig et skub i ægte domenestique-stil, afsted igen! På vej op af Eshøj-bakken kunne jeg end ikke se fronten, men jeg passerede ryttere der allerede var sat af efter løbet var givet frit! Jeg tænkte faktisk at løbet var kørt for mig! Jeg pressede på og på nedkørslen kunne jeg se at rytterne i fronten allerede var godt og vel 40-50 sekunder foran mig! Øv, der var langt op, men de var stadig samlet! Jeg måtte ud i gruset et par gange for at komme forbi ryttere, der ikke fik mit forpustede “Bagfra!” med. Jeg prøvede at råbe det så høfligt som overhovedet muligt, og der var intet ondt i det, hvis nogen har hørt det sådan, men jeg kom jo bagfra, så jeg synes faktisk det er høfligt at give lyd. 

Pludselig var jeg ret tæt på bagsmækken af feltet, og jeg begyndte at håbe, men vi manglede stadig at passere Skivholme-bakken, og der tænkte jeg at de store kanoner ville angribe, og jeg var stadig i 70. position eller sådan noget. Dog havde jeg kontakt til feltet, så nu var det nemmere, da jeg fik læ. Jeg kørte mig bare frem, plads for plads. Ned af bakken mod opkørslen på mål havde jeg fået en ret god fart i cyklen, og den fart ville jeg udnytte op af, så jeg trådte an, men pludselig slog Carsten Læsø, fra Team Ridley-Briançon, et slag.

Det var ikke Carstens fejl, men nærmere min, fordi jeg kom med meget højere fart end ham, og han forventede næppe at der kom 96 kilos rytter flyvende bagfra. Jeg måtte nødbremse, og ud i den bløde rabat og tænkte, at nu ville jeg ryge ned. Jeg fik den heldigvis reddet, men mistede fart, så idéen om at udnytte farten var væk! 

Den var led op af bakken, da jeg stadig kæmpede for at vinde placeringer, i tilfælde af at feltet pludselig skulle knække. På toppen af bakken, forbi målområdet, kunne jeg dog pludselig spotte flere af de navne, jeg vidste ville sidde med i fronten, og nu var jeg næsten deroppe! Det gav en utroligt følelse af tilfredsstillelse. Jeg glemte lige i kort tid hvor ondt jeg havde i benene. Herefter besluttede jeg mig at placere mig godt nede i feltet og lige komme til hægterne igen. Det gik også fint indtil slutningen af 3. omgang.

Jeg begyndte at blive utålmodig, selvom benene stadig var lidt mærket! Det udmøntede sig i et angreb på nedkørslen hvilket var ret dumt, for det hjalp intet, og efterfølgende havde jeg svært ved at holde hjul da Christian Vaaben, Enzo Cycling Team og Morten Leth Jensen, Xtraordinær Cykling, lagde pres på. Og så ved jeg egentlig ikke hvad jeg tænkte, men da vi ramte opløbsbakken fik jeg, hvad man vist rolig kan kalde for en mindre hjerneblødning. Jeg tænkte at jeg da sagtens kunne tage en hård føring hen over bakken, og derved måske reducere gruppen.

Jeg  sprang dog selv i luften med ca. 150 meter tilbage, da Christian Vaaben, som var irriterende flyvende på dagen, rykkede væk, mens alle andre reagererede, mens jeg bare sejlede i min egen dumhed! Jeg kom simpelthen ikke med over toppen, og pludselig opstod der et hul..!

Heldigvis kom der flere op bagfra, og da Rasmus Quaade kom flyvende (se fra 16:35 i video red.), fik han lukket hullet, men jeg var slet, slet ikke okay! Jeg havde ondt i benene, og jeg var godt klar over at den ikke var god! Og da vi ramte Eshøj-bakken var målet at komme med henover og overleve, men da der halvvejs på bakken blev forceret i feltet knækkede jeg totalt! Jeg stod stille, mens hele gruppen forsvandt over toppen i løbet af få sekunder! Jeg var skuffet! Jeg ved, at mit niveau var bedre end det her! Hvis du vil se hvordan det ser ud når det virkelig gør ondt, så tjek video ovenover på 17:50… av! 

Kort efter lod jeg mig opsluge af et felt bagfra på en 15-20 mand, og gik det samme med i rulleskiftet. Jeg havde ingen forventninger om at vi nogensinde skulle se fronten igen, men jeg kunne lige så godt få træning ud af det. At stå af, var i hvert fald ikke en mulighed, specielt ikke efter Torben havde givet mig sit hjul.

Efter at have ført sammen med de samme 4-5 mand besluttede jeg mig for, at jeg lige så godt kunne få noget cykelløbstaktisk træning ud af det. Derfor lagde jeg mig ned bagerst i gruppen for at samle kræfter til at splitte det hele af. Og efter 1,5 omgang på hjul lavede jeg en forcering på Eshøj-bakken i håb om at få 2-3 stykker med, men desværre endte det bare med at jeg lå alene. Nå, men der var ikke andet for end at prøve at køre solo de sidste 4,5 omgange. Og så lå jeg ellers bare solo og tonsede, uden at gå helt dybt, men skam heller ikke på den lade side.

Dog kunne jeg med 2 omgange igen se at gruppen var ved at hale mig ind igen! Okay, så måtte jeg lade mig hente, så der var lidt at skyde med til spurten. Øv, ville da gerne have holdt den selv til mål.  Nu måtte jeg i stedet ændre mind-set til at køre finale i en stor gruppe. Jeg gik med det samme på hjul for at samle kræfter de sidste små 10 kilometer. 

Efter sidste gang over Eshøj-bakken begyndte jeg at køre mig frem af. Jeg var klar. Da vi ramte bunden af bakken åbnede Morten Brammer, Team Ridley-Briançon. Puha, det var langt udefra. Jeg tog hans hjul, og ventede et par sekunder, men pludselig løb han tør for krudt! Den var lang endnu den her spurt! Nå, men der var ikke andet for end at fortsætte, for hvis jeg først røg ned i fart, så ville jeg nok ikke kunne trække den i gang igen. Forbi Brammer, og så åbnede jeg ellers helt op for de sidste kræfter. Det endte med at jeg slog et pænt hul til resten af gruppen og kom ind 3-4 sekunder før den nærmeste. Samlet blev jeg nummer 18, hvilket egentlig var overraskende. Troede alligevel, at der var en del flere foran.

Efter løbet var jeg i starten ret skuffet! Jeg syntes ikke jeg havde været god nok. Her i retrospektiv, er der flere ting jeg kunne have gjort anderledes, men også ting jeg ikke var herre over. Punkteringen slog mig lidt ud, og de kræfter jeg brugte for at komme tilbage fra den kunne der ikke gøres noget ved, men hjerneblødningen på bakken, hvor jeg satte mig selv af, var 100% min egen fejl. Selvom jeg er i ganske god form, er jeg åbenbart ikke supermand, og det er fint nok, at jeg lige fik et rap over fingerne her, frem for til et licensløb.

Den samlede vinder blev en stærkt kørende Andreas Aidel, med Cristian Hellesø Vaaben på 2.pladsen og Rolf Broge på 3. pladsen. 
Du kan se alle resultaterne her: RONDE VAN BORUM RESULTATER 2017 – det er mig der hedder Nn6 Nn6 ;)

Lidt data fra løbet:
Fra punktering til at jeg lukker hullet: 12:47m med 427w.
Normalised power for hele dagen: 407w
Peakwatt: 1341w i spurten til sidst.

Efter løbet blev jeg lidt sammen med min kammerat Carsten Hjort og socialiserede lidt med folk. Mange af dem havde man jo ikke set siden sidste sæson, så det var rart lige at få sagt hej igen. Nu står den på en uge i Frankrig fra på fredag og en uge frem i Alsace! Det glæder jeg mig til.