Første halvdel af licenssæsonen sluttede officielt med Middelfart- og Fredericia-løbene. Begge løb blev for mit vedkommende kørt præcis efter taktikbogen, og jeg tror ikke jeg kunne have gjort meget anderledes, og i sidste ende var benene gode og dårlige, men med tilfredshed for hele weekenden. Løbsforventninger kan læses HER!
AF JEPPE TOLBØLL / FOTO & VIDEO: CykelFoto
MIDDELFART, 9. OMGANGE, 108 KILOMTER, 900 HØJDEMETER
Udsigten før løbet omkring kraftig regn blev ikke til noget. Et eller andet sted var jeg faktisk lidt skuffet. Et rigtigt herreløb kunne have været sjovt, med mudder i hele fjæset, men sådan skulle det ikke blive.
Taktikken var egentlig klar fra start. Målet var at ramme grusvejen som første mand, og så ellers give den alt hvad der var i tanken, og så se resultatet bagefter. Min forventning var, at en del ville være bange for at køre på gruset, og jeg ville personligt ikke give dem tid til at blive tryg ved det!
Løbet blev sat i gang, og jeg ville ikke gå med i noget, og egentlig bare holde mig til. Det lykkedes. Med 2 kilometer til grusvejen slap Rasmus Hestbek fra CK Aarhus væk, og feltet lod ham køre. Alle gjorde klar til grusvejen. Omkring 100 meter før grusvejen lå jeg i front af feltet, da Anders Banke, Middelfart CC, kom blæsende forbi. Så jeg nappede hans hjul og kom ind som nummer 2 i feltet.
Jeg lå kun kort bag Banke, før at jeg vurderede at farten ikke var høj nok, så jeg gik udenom ham, og gav den alt hvad jeg kunne i forhold til planen. Godt halvvejs på grusvejen kom Nis Johan Holleufer, CK Aarhus forbi og satte yderligere tryk på! Jeg satte mig på hans hjul, og farten var høj, mens cyklerne hoppede og dansede. Første del af grusvejen var tør, mens et mindre skovstykke var en smule våd fra nattens regn. Den sidste halvdel også var tør, men ufattelig hullet og de sidste 15 meter ud fra grusvejen var et rent mudderbad.
Vi fangede Hestbek på det sidste stykke, og kom ud på asfalten igen. Nu skulle der gøres status. 6 mand i front, og vi havde stort hul! Det viste sig, at der vist havde været en enkelt punktering, og et styrt hvor 2 mand røg ned, som havde skabt splittelse. Dermed viste det sig endnu vigtigere at komme først ind på gruset, som forudsagt.
I front var vi;
Rasmus Hestbek, CK Aarhus,
Rasmus Søgaard, CK Aarhus,
Nis Johan Holleufer, CK Aarhus,
Michael Hou, Aalborg CR,
Rasmus Rauch Jensen, Odense CK,
Jeppe Tolbøll, Haderslev Starup CK,
Okay, det var ikke 100 % optimalt med 3 ud af 6 ryttere i front som kom fra CK Aarhus. Derfor spejdede jeg bagud, og tog ikke del i føringerne, da jeg havde min klubkammerat Michael Damm Kohberg til start i B-feltet. Hvis han var i nærheden af at komme op solo, eller med 1-2 mand mere, så ville jeg vente.
Desværre kunne jeg kun se 4-5 mand ligge en og en, og jeg kunne ikke spotte Michael. Derfor begyndte jeg at tage del i føringerne. Herfra var der ingen slinger i valsen, den fik gas fra alle i front.
Da vi ramte grusvejen 2. gang var der klart mindre stres, og farten var også tilsvarende lavere. Vi havde hullet, og nu skulle det bare øges.
Allerede på 3. omgang snakkede jeg med Michael Hou fra Aalborg. Vi blev nødt til at hjælpe hinanden overfor CK Aarhus-rytterne, som var klart i overtal, og selvfølgelig ville begynde at udnytte det jo længere vi kom frem mod finalen.
Ud over det, så kørte vi godt rundt. Jeg passede rigtig godt på mig selv, og sad over hver gang vi ramte opløbsbakken. Egentlig havde jeg overskud til at tage føringer, tror jeg, men erfaringerne fra Herning og Sønderborg, hvor jeg krampede i finalen, gjorde at jeg var lidt mere påpasselig. Derfor prøvede jeg at give lidt tilbage på de flade stykker.
Da vi kørte ud på 5. omgang skete der noget, som blev skælsættende for mit løb. Få kilometer ude på omgangen begyndte Michael Hou, at sidde og hoppe på cyklen! Han havde fået en siver bagpå! Pis, han var min nærmeste allierede! Han var, klart nok, heller ikke helt tilfreds selv, da han havde virket rigtig, rigtig stærkt kørende. Han trillede fra, og håbede han kunne nå tilbage til mål, før den var helt flad.
Okay, hvordan skulle jeg nu gribe den an, rent taktisk? Michael og jeg kunne have udnyttet hinanden i angreb, men jeg kendte ikke 100 % Rasmus Rauchs styrke, og syntes det var svært at læse om han var ved at være mør. Personligt havde jeg stadig diamanter i benene. Jeg kørte ned til ham, og sagde at vi måtte sidde over skiftevis, og lade CK Aarhus-drengene tage ansvaret. Og det begyndte vi så på. Holleufer sagde til os, at hvis vi ikke ville køre med rundt, så ville de angribe os på skift. Og med 4 omgange igen (48 kilometer) var det sgu for tidligt, så vi begyndte at føre med igen, men for mit vedkommende slet ikke med fuld kraft mere. Og på opløbsbakken, og en mindre bakke efter mål sad jeg over. Jeg prøvede at spille “Jeg er tykkere end jer”-kortet, men tror det var Søgaard, der lige måtte påminde mig om, at så meget steg det sgu heller ikke! Busted! Nej, det gjorde det ikke, og mit lille bluff blev opdaget. Jeg tog min føring.
Cirka 2 kilometer før grusvejen kom det første CK Aarhus-angreb så. Rasmus Søgaard hamrede forbi, og jeg tøvede lidt, før jeg satte efter. Jeg fik hullet, og jeg kunne se at Hestbek og Holleufer, kiggede på Rauch og forventede at han lukkede. Jeg fik kontakt til Søgaard, og tænkte at det fandeme var perfekt! Og det var det også i meget kort tid, lige indtil Rauch gik død, og Hestbek og Holleufer rykkede fra ham. Nu var de på vej op til os, og Søgaard havde pludselig ikke den store lyst til at tage føringer med mig, hvilket jo var forståeligt nok. Vi ramte grusvejen igen, og nu sad jeg alene med 3 ryttere fra samme klub! Ikke ligefrem skide optimalt, og jeg vurderede at mine chancer nu var meget små!
Jeg tog en beslutning om at jeg blev nødt til at sidde over fra nu af. Der var godt og vel 30 kilometer til mål. Holleufer kom ned til mig, og sagde, at hvis jeg ikke kørte med rundt, så ville de angribe mig. Det var jeg godt klar over, men sagde til ham, at de ville de jo gøre på sigt alligevel, og så blev nødt til at spille det eneste kort jeg havde på hånden, også selvom det var et skidt kort. Faktisk prøvede jeg at semi-sælge den lidt til ham, om at vi da bare kunne angribe sammen, kun os 2, og så kunne vi nok finde ud af, at jeg tog mig af 2. pladsen! Det ville være ret optimalt, når jeg sad alene mod 3. Den bed han dog, smart nok, ikke på. Så derfor blev jeg siddende bagerst.
Da vi ramte opløbsbakken inden 2. sidste omgang, kom første angreb fra Holleufer. Heldigvis for mig, var det så tydeligt, at jeg fangede hans hjul med det samme, og fik stort set hele bakken på hjul. Da han opdagede mig, stoppede han med at træde, og jeg lavede en kontra på ham, dog med Søgaard og Hestbek på hjul. Jeg holdt kæden stram, i et spinkelt håb om at Holleufer ville knække, men nej, det gjorde han ikke, og jeg slap trådet igen, og faktisk angreb han igen kontra da han fik kontakt, og jeg fik lige klemt mig med på hjul igen! Føj, for helvede jeg var presset nu! Og ganske rådvild, for det her ville jeg ikke holde til i 24 kilometer!
Jeg hoppede ned bagved. Jeg lagde mig nu i 3. position, så jeg ikke umiddelbart kunne blive lukket inde. Så skulle jeg “bare” koncentere mig om rytteren bagved. På en mindre stigning kom der et angreb fra Hestbek, og jeg fik det lukket, men det kostede. Vi lavede et skarpt højresving, som jeg tog som første mand, og da Søgaard og Hestbek gik forbi mig på min venstre side, kom angrebet fra Holleufer på venstre side, også, og jeg var lukket inde, og ude af kræfter til at komme med respons. Her accepterede jeg faktisk at sejren var væk. Nu skulle jeg “bare” holde styr på Søgaard og Hestbek, men jeg var mærket ret meget. Derfor slap koncentrationen også, da Hestbek angreb, og jeg tøvede ganske enkelt for længe. Så meget at Søgaard måtte minde mig på, at jeg altså havde ansvaret for at få det lukket. Ja, tak, jeg skal bare lige have luft!
Jeg besluttede mig, at jeg ville prøve at sætte Søgaard i det næste skarpe venstresving, og se om jeg kunne lukke Hestbek i et ryk. Så da vi ramte svinget satsede jeg alt, og slog hullet, og rykkede hvad jeg kunne. Desværre var der bare ikke ret meget saft tilbage i batterierne, og selvom jeg kom tættere på Hestbek, så fik Søgaard lukket inden jeg fik kontakt, og hullet voksede igen. Faktisk fik Hestbek nu kontakt til Holleufer, og nu var podiets første 2 pladser nok uden for min rækkevidde.
Hvad så nu? Jeg havde en blind passager på hjul, som i sagens natur, ikke ville give mig noget som helst hjælp. Jeg besluttede mig for at køre en fart, hvor jeg ville kunne svare igen på et eventuelt angreb. Jeg accepterede at det højst ville blive til en 3. plads, med lidt held. Vi ramte grusvejen, og jeg talte at de 2 i front havde 10-15 sekunder. Der var ét stykke på grusvejen jeg frygtede, nemlig bakken. Der vidste jeg, at jeg skulle træde nogle watt, som jeg ikke sådan lige umiddelbart ville kunne øge markant. Og så kom angrebet fra Søgaard naturligvis. Søgaard er faktisk MTB’er, og hans punch på det underlag var så hårdt, at jeg ikke havde kræfter til at reagere. Han forsvandt nu også fra mig, og løbet var nu slut, i forhold til podiejagt. Mens jeg kæmpede mig henover den sidste knoldede halvdel af grusvejen, fik Søgaard med lynets hastighed kontakt til hans to klubkammerater i fronten! Hold kæft en røvfuld til mig, og en kold spand vand i hovedet.
Efter grusvejen gik jeg ned, og prøvede at give den et sidste skud før opløbsbakken! Cirka 2 kilometer før stod Michelle og skød billeder i vejkanten. “10 sekunder op til dem!” råbte hun så opmuntrerne som hun kunne. Faktisk var det ganske okay, men jeg tvivlede på at de ville gå i stå.
Da jeg ramte opløbsbakken kunne jeg se dem oppe foran, men da jeg kørte forbi målstregen til sidste omgang, blev der råbt 25 sekunder. Jeg havde tabt ca. 10 sekunder på bakken! Det var slut. Jeg resignerede mentalt. Jeg mistede moralen til at gøre mere ondt på mig selv, og jeg skulle nu bare holde den i jævn fart de sidste 12 kilometer.
Faktisk gik det okay, og jeg endte med at komme i mål omkring 1,5 minut efter de 3 i front. Michael endte med at stikke fra gruppen bagved og tog sig af 5. pladsen.
Jeg er naturligvis rigtig træt af, at mine 2 allierede i udbruddet endte med at falde fra, af de årsager beskrevet ovenfor. Hvor situationen i starten var rimelig okay, så endte det jo faktisk med at blive rigtig, rigtig skidt for mig. Dog er jeg ikke skuffet, for det er jo ting som jeg ikke var herre over, og sådan er gamet jo desværre. Det kunne dog have været noget sjovere, hvis det havde været en CK Aarhus-rytter der punkterede, specielt fordi jeg faktisk syntes at mine ben i Middelfart var sæsonens klart bedste for mig!
FREDERICIA, 9. OMGANGE, 130,5 KILOMETER, 936 HØJDEMETER
Hvor Middelfart-ruten passede mig ret godt, så var Fredericia, på cirka 14 kilometer per omgang, en noget anderledes størrelse. Bakken op mod opløbet var en virkelig modbydelig en af slagsen, og jeg frygtede helt reelt, at jeg ikke ville kunne få den store krop med henover mere end 1-2 gange, såfremt feltet ville køre den jævnt henover. Derfor var planen egentlig ret simpel. Fuld gas fra første meter, da vi kørte direkte ud i sidevind, og ellers køre pisse hårdt første omgang og så måtte jeg tage den derfra. Så jeg tog en grundig opvarmning, og fik pulsen op og ringe et par gange, så jeg var klar til den hårde start.
Starten gik, og direkte ud af første sving angreb jeg. Jeg fik Christian Vaaben, Team Enzo Cycling – AaC, på hjul, hvilket jeg forventede da jeg havde luftet min taktik for ham. Jeg tog en lang føring, og kunne konstatere at feltet lå på en perlerække bagved Vaaben. Det motiverede mig blot yderligere til at trykke den af. Jeg tror jeg holdt føringen i ca. 1,5 kilometer før jeg slog ud. Vaaben angreb kontra med Rasmus Hestbek, og der var ingen respons fra andre i feltet. Folk så allerede lidt mærket ud, syntes jeg! Fedt!
Jeg tog mig en puster, før jeg igen gik frem og prøvede at lave lidt ravage, men stadigvæk lignede det ikke helt at folk var faldet af. Dog håbede jeg at de var mærket. Jeg havde en ide om at jeg skulle væk inden for de første 10 kilometer. Derfor fik den lidt senere endnu et skud, men heller ikke her fik jeg lov til at komme væk, eller knække feltet, og så drejede vi ud på en lang hovedvej i medvind – her skulle jeg ingenting, ud over at komme ned bagved og få luft. Jeg havde ét sted mere.
Nede bagved var det ret nemt at sidde med, og vi kom over løbets første rigtige bakke med jævn fart, hvilket jo passede mig glimrende. Herefter drejede vi til venstre, og feltet gik helt i stå. Jeg havde ikke haft overskud til at skifte dæk på min Black Inc-fælge, så havde stadig de punkteringsresistente dæk på fra Middelfart, så det skulle da udnyttes! Jeg kørte ud i gruset, og angreb forbi feltet, hvor Aarhus havde skabt bred front. Ingen reagerede og jeg begyndte mit solotogt væk.
Tjoh, det var da fint nok, men når man ikke ligefrem havde en plan, og dem foran havde et stort forspring, så virkede det lidt håbløst. Derfor besluttede jeg mig for at holde den på hvad jeg følte var lige under syregrænsen (min Garmin var løbet tør for strøm under opvarmning, så ingen watt at forholde sig til! Rookiemistake). Jeg kom henover opløbsbakken, og den var hård, specielt fordi der var modvind direkte i smasken på en, på toppen. Ved mål kiggede jeg bagud, og så en CK Aarhus-rytter som var på vej frem. Det var Holleufer. Jeg besluttede mig for at vente på ham.
Vi fandt hurtigt ind i et samarbejde, og feltet forsvandt langsomt væk bag os. På trods af, at jeg faktisk syntes at vi skød en god fart, så kom vi ikke for alvor tættere på Hestbek og Vaaben, selvom vi konstant kunne se dem ude foran. Langsomt begyndte min hårde start, også at æde mine kræfter, og da vi kørte ud på 3. omgang, måtte jeg sige til Holleufer, at jeg var ved at ramme en krise. Vi blev nødt til at tage toppen af intensiteten.
Ruten kørte således at man kom rundt ved mål 2 gange på ruten (dog ikke krydsning af vejen, det ville være crazy!), og da vi passerede, blev der råbt fra klubkammerat og D-rytter, Carsten Boel, at Kohberg var på vej op bagfra med en gruppe. Kort tid efter passerede vi Michelle, der skød billeder. Jeg råbte om hun vidste var mange de var på vej op bagfra. “3, måske 4!” svarede hun. Derfor sagde jeg til Holleufer, at jeg blev nødt til at vente og få ham med op. Samtidig spottede vi også en CK Aarhus bagved, og så var enigheden om at vente klart tilstede.
Faktisk var det således at der faktisk var hele 2 CK Aarhus-ryttere med Kohberg. Jeg kunne ikke lade være med at give dem alle sammen fingeren (som en sjov gestus, med reference til dagen før), for nu var det således at Kohberg og jeg sad med Lasse Eland, Rasmus Søgaard og Nis Johan Holleufer, mens Rasmus Hestbek sad ude foran med Christian Vaaben. Det betød at hvis vi fik lukket til frontduoen ville CK Aarhus side med 4 ud af 7 ryttere, og rent procentmæssigt, med bedre muligheder end i Middelfart! Dog var der én anderledes og afgørende faktor. Jeg var fint tilfreds med at slutte i top 7, så derfor var der ingen grund til at fedtspille, så vi kørte alle igennem.
Faktisk kørte vi ret stærkt, og nærmede os stille og roligt fronten, og da vi kom forbi målstregen blev der råbt at vi havde 50 sekunder til feltet. Det lignede at vi efterhånden havde afgjort det, i forhold til feltet.
Og her går det så galt. Ikke blandt os, men blandt moralen i feltet, hvis man skal stole på de kilder jeg har fået, som jeg anser som værende pålidelige, blandt ryttere og tilskuere. U19 var startet 4 minutter efter os, og deres udbrud hentede B-feltet, mens vi lå i udbrud i B. Og her vælger B-feltet at gå på hjul af U19-udbruddet, og ender faktisk med at lukke knap 50 sekunder på os i front, selvom vi kørte ganske stærkt! På den lange hovedvej var det ret tydeligt, at B-feltet lå på hjul af de 4 U19-ryttere i udbruddet. Kort tid før vi ramte 4. omgang var vi samlet igen mens U19-udbruddet kørte forbi os, og her knækkede min moral totalt. Lasse Eland rykkede væk og fik hul.
Jeg fik klemt røven med over bakken, men var mærket efter de hårde arbejde jeg havde lagt i at bringe mig i positionen, som nu var væk!
Jeg lagde mig ned bagerst og gad ikke arbejde mere. Og lagde jeg så indtil vi kom rundt til opløbsbakken igen. Og her fik jeg krise. Benene var mærket og moralen var i bund. Jeg faldt af og gad ikke mere. På toppen af bakken kom Jesper Sloth, H40-rytter fra Vejen, op på siden af mig i sin bil. Han sagde at jeg burde give den en chance mere, da de jo gik i stå i feltet. Det gav et skud motivation, så jeg lagde mig ned over styret, og efter 2-3 kilometers jagt fik jeg igen kontakt. Herfra fik jeg at vide at der var 4 mand ude foran ialt. Jeg var ligeglad, jeg var træt og uoplagt. Jeg spurgte Kohberg til hvordan hans ben havde det, for så kunne jeg prøve at hjælpe ham til et resultat. Hans svar var dog, at han lige skulle bruge lidt flere kilometer til at komme igang igen.
Da vi ramte opløbsbakken igen var jeg tom. Der kom en mindre accelleration og den prøvede jeg lidt dumt at svare på. Det var benene ikke til og jeg faldt af, uden den store kamp. Ved mål stod jeg af.
Resten af løbet blev så vidt jeg kan forstå er parløb mellem U19 og et B-felt på hjul. Jeg ved ikke om det er rigtigt. Men efter løbet ved jeg at nogle ryttere indgav protest over nogle andre, men jeg tror ikke der kom noget ud af det. Og jeg tror nu heller ikke at kommissærerne kan gøre ret meget ved det, når de ikke kan se det selv, men ryttere bør i min verden have mere selvjustits! Man bør ikke lade sig trække frem til et udbrud via et andet felt. Jeg tror ikke at feltet havde hentet os i det oprindelige udbrud – dertil var vi for mange stærke ude i front, og vores fart var altså høj!
Sket er sket, jeg gjorde det meste rigtigt på en dag hvor ruten ikke var i min favor, og i sidste ende kan det være mine ben ikke havde været der til at sidde med i udbruddet alligevel. Min force er dog det jævne hårde tempo, frem for et felt der kører meget i ryk. Skidt pyt.
Løbet blev igen CK Aarhus opvisning, da de tog alle 3 pladser på podie, med en stærk Lasse Eland øverst, der kørte solo med lidt over en omgang igen, foran Rasmus Hestbek og Nis Johan Holleufer.
Nu står den på sommerferie, hvor der skal bygges form op til august og september, og jeg lover jeg vender stærkere tilbage.