I søndags blev der kørt licensløb, arrangeret af Ordrup CC. Desværre blev min Ordrup-stime brudt, og jeg kan ikke længere sige, at jeg har vundet alle de Ordrup-løb jeg har stillet op i. Heldigvis kan jeg så sige, at jeg i det mindste har ramt podiet i alle de Ordrup-løb, som jeg har kørt. Jeg var dog langt fra tilfreds med måden løbet blev kørt på, og i finalen træffer jeg nogle forkerte beslutninger, som endte med at koste dyrt!

AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: CykelFoto

ORDRUP, 7. OMGANGE, 93,8 KILOMETER, 483 HØJDEMETER

 

Min kone og jeg ankom faktisk til løbet i alt for god tid, da vi var kørt direkte fra mit arbejde, hvor jeg fik fri kl. 9.00. Jeg havde fået små 6 timers søvn, og dette var faktisk en positiv ting, da nætterne kan være værre, når jeg er på arbejde.

På grund af den alt for gode tid, fik vi kørt ruten hele 3 gange i bilen, mest for at få tiden til at gå, men også for at konen kunne finde gode steder at tage billeder. Det gjorde også at jeg kunne komme ud af bilen og mærke vinden og hvor det ville være hårdt, og hvor det ville være nemt. Der var en rigtig led vind, og det var iskoldt, selvom der stod 8-10 grader ifølge bilen. Den rå-kolde vind bed sig igennem alt tøjet.

Man ville starte direkte ud i medvinden, lave et 180 graders højresving, og så køre direkte ind i modvinden. Cirka halvvejs ville vi så i teorien ramme noget voldsomt hårdt sidevind, men det viste sig desværre ikke at være sandt. Hele det øverste stykke af rutekortet, var skærmet af, af en masse buske og hvor jeg havde håbet på 4-5 kilometers sidevind, var der måske kun 1 kilometer sammenlagt hvor vinden kunne udnyttes, og de kom i så små bider, at de faktisk var ubrugelige. Der var ét sted hvor vinden kunne bruges for alvor til angreb. Det var de sidste 2 kilometer i det sidste højresving og så ind mod opløbet. Der var der pivåben for vinden. Der kunne man gøre forskellen!

Jeg snakkede kort med de andre gutter fra Team Give Elementer og sagde, at de skulle være opmærksomme på vinden, for det var ikke nem at blive klog på, men specielt sidst på ruten kunne den være hård. Ellers var aftalen, at vi bare skulle hjælpe hinanden bedst muligt, og bruge hinanden.

Jeg fik opvarmet så godt, som jeg kunne, men det var rigtig svært at få varmen i kroppen, syntes jeg. Så jeg trillede til start og håbede at varmen ville komme af sig selv.

Løbet blev sat i gang, og som sagt, så startede vi ud i medvinden, for at vende rundt i modvinden. Derfor var jeg slet ikke aktiv i noget som helst. I medvinden ville der ikke slippe noget væk, da vi kørte voldsomt stærkt, og i modvinden ville det være for svært når folk var friske. Så jeg ville bare holde mig til, men ikke panikke over at folk angreb.

Da vi drejede om i sidevinden – som ikke ville give sidevind på grund af buske – kunne man godt mærke, at mange troede at der ville blive kørt til, så det gav noget positionskamp, som jeg trak mig fra, for så snart folk fandt ud af, at vinden ikke var hård nok, så ville man nemt kunne køre sig frem igen. Og som sagt, så gjort. Det hele faldt til ro igen, med lidt sporadiske angreb, og jeg sad kun og ventede på de 2 kilometers sidevind på opløbsstrækningen. Da vi så kom rundt lå jeg i 3-4 position, og lod lige folk tage føringen over en lille bakke, og så trykkede jeg til. Det var egentlig ikke et angreb for fuld damp, men jeg skulle lige se om man kunne sætte noget i gang, men kastede hurtigt et blik bagud. Feltet var ved at splitte i atomer, og det gav så meget selvtillid, at jeg bare dukkede hovedet ned, og trykke til for alvor. Jeg tror jeg fik et lille minuts føring, hvor jeg bare stolede på, at det hele ville springe. Og da jeg så tillod rytteren bagved mig, at komme frem, kiggede jeg bagud, og vi var allerede 10-12 mand der var kommet fri, og resten af feltet var revet i stykker. Nu skulle den bare have fuld knald på, da vi kørte ud på 2. omgang. Jo mere vi kunne øge i medvinden, før resterne af feltet igen blev samlet, jo bedre!

Samarbejdet fungerer ikke i frontgruppen – vi tynder ud!

Der var flere der var presset, og sad føringer over. Der var nogen der brugte meget energi på, at prøve at få dem frem, og skælde ud. Jeg prøvede bedst muligt, at få dem der brokkede sig til at arbejde. Vi måtte deale med oversidderne bagefter, for lige nu skulle vi først slå hullet for ellers var kræfterne jo spildt. Og jeg var faktisk slet ikke i tvivl om, at de der sad over var presset. Det syntes jeg var tydeligt at se.

Inden vi igen ramte sidevinden ved opløbet, var der en der foreslog at vi lige angreb igen. Jeg fik sagt, at det var ligemeget, da dem der var trætte nok ville gå kolde alligevel, men alligevel endte jeg med at være første mand rundt i højresvinget, hvor jeg ikke rørte mine bremser, og bare kastede cyklen igennem, og tog en hård føring. Nogle bagved måtte have taget svinget dårligt, for hullet opstod nærmest uden, at jeg havde trykket til den, ud over den hårde føring. Pludselig var vi 4 mand der var frie fra resten af gruppen, og vi begyndte at rotere i front. Vi var sluppet af med “de trætte” ryttere, plus et par ryttere mere, så det gav fin mening at holde kæden stram.

Ud på 3. omgang kiggede vi bagud. Bagved var Karl Klinge, Middelfart CC, og Nicklas Falk Rasmussen, Slagelse CR. De havde begge arbejdet i gruppen før, så vi 4 i front besluttede at vi lige ville holde igen, og lade dem komme op. Så da de kom op var vi ud over de to; Stinus Kæmpe, Sydkystens Cycling, Daniel Lond, Amager CR, William Wisholm, Cykling Odense og undertegnede.

Nu var vi 6 mand, som egentlig er et godt antal. Vi kørte ganske fint rundt det meste af tiden, men det var tydeligt, at der var nogen der manglede de rå power i vinden, desværre.

Jeg tog personligt gerne lidt ekstra føringer. Jeg tænkte ikke, at folk sprang føringer over med vilje, for feltet havde stadig ikke rigtig sluppet os, og vi kunne hele tiden se dem. Jeg følte mig velkørende, og tænkte, at vi lige måtte få knækket feltet før vi begyndte, at “slås” indbyrdes.

Jeg fornemmede godt, at nogle folk var i krise end først antaget. Karl Klinge var helt ærlig, og sagde, at han kørte med det han kunne, og sagde “Jeg kører barer til at jeg går kold!” Stor respekt for den indstilling, for mange ville nok bare have sat sig på dæk.

Kræfterne slipper op! Ikke nok power i udbruddet.

Hele 3. omgang gik nogenlunde, men da vi ramte 4. omgang, så var det tydeligt at nogle folk ikke havde den fornødne power i den bidske vind. Feltet havde ikke sluppet os, og jeg begyndte selv at tvivle på, at de overhovedet ville slippe os, og jeg tog en beslutning. Jeg ville ikke selv tage ekstra føringer mere, og jeg ville ikke køre dem så hårdt som jeg havde gjort hidtil. Hvis feltet ikke ville slippe os, så var det næppe de ekstra føringer eller kræfter, som jeg lagde i det, der ville gøre forskellen. Så derfor kørte jeg hele 4. omgang ret konservativt og fik spist og drukket rigeligt, så jeg stadig havde kræfter hvis feltet ville opsluge os.

Og så skete det som forventet. Da vi kørte ud på 5. omgang hentede feltet os i medvinden, og jeg søgte hurtigt ned bagved, for at få overblik. Men hvor var de andre Team Give Elementer-ryttere? De var alle væk! Fuck. Der var vel 25 ryttere tilbage i feltet, så ikke det bedste udgangspunkt.

Jeg kørte ned bagerst i feltet, mens der fortsatte angreb oppe foran. Jeg havde lige brug for at danne mig et overblik, og samtidig også hvile benene. Jeg følte mig stadig ovenpå, og skulle bare sørge for at ramme det rigtige moment. Da vi ramte modvinden begyndte flere og flere at slippe væk, og hver gang at jeg gik med i angreb, så følte jeg at hele feltet sad på smækken. På et tidspunkt slap der en større gruppe væk på 5-6 ryttere, som havde angrebet enkeltvis, men så var blevet samlet, og det lignede at de ville få hullet. Det så afgørende ud, så jeg angreb fra bagerst i feltet, på samme måde som alle de andre havde gjort og jeg slog hullet med det samme. Jeg kiggede bagud efter 15 sekunder og kunne konstatere, at nu jagtede hele feltet hårdt. Jeg tænkte, at hvis jeg lod dem fange mig, så ville den gå i stå, og nu havde jeg blottet mig, så jeg besluttede at lukket op til udbruddet, selvom jeg godt vidste at feltet ville lukke det lige efter. Da jeg fik kontakt til udbruddet efter lidt tid, havde jeg ondt nærmest over alt. Den her tændstik havde kostet, det kunne der slet ikke være tvivl om.

Bare rolig, den lukker Tolbøll!

Feltet forblev samlet et stykke tid, og jeg overhørte pludselig en rytter sige “….hvis nogen kører, så bare lad dem køre, for Tolbøll lukker dem nok, og så jagter feltet.” Lige der traf jeg en beslutning, om at lade alt køre væk.  Jeg ville nægte at lukke noget som helst og tage én eneste føring mere. Hvis de ville spille et spil, om at jeg skulle lukket alt, så måtte de tro om igen. Så måtte de få lov til at køre om sekundære placeringer. Så den næste halve omgang – og ud på 6. omgang – forblev jeg 100 % passiv. Heldigvis gik det ikke så slemt og da vi ramte modvinden med lidt over 1,5 omgang igen kørte Daniel Svingel, Horsens AC væk sammen med Rasmus Bertelsen, Nørrebro CK, og de fik hullet. Jeg lå nede bagved sammen med William Wisholm, og vi snakkede kort, og jeg fortalte ham, at jeg ikke gad køre dem ind så længe at jeg følte at feltet sad på nakken af mig. William var sgu frisk, og sagde, at så skulle jeg bare følge hans angreb, og så rykkede han for fuld damp! Jeg fik klemt mig med på hjul, og vi blæste forbi feltet, som denne gang slet ikke reagerede. Jeg fik hurtigt fuldt op på angrebet og taget en god føring, og her må jeg nok erkende, at hukommelsen svigter mig, vi fik i hvert fald lukket og jeg tror at Daniel Lond og Nicklas Falk Rasmussen også fik kørt væk fra feltet og fik lukket med os. Men i hvert fald var vi nu 6 mand fri, og feltet var gået totalt i stå i den direkte modvind.

Det sjove er faktisk, at vi nu sad 4 mand fra løbets første udbrud igen, hvor vi blot havde skiftet Karl Klinge og Stinus Kæmpe ud ud med Rasmus Bertelsen og Daniel Svingel.

Samarbejdet fungerede nærmest upåklageligt nu, og jeg var allerede begyndt at tænke finale. Hvordan den skulle skæres? Det hele kom også an på hvor stort forspring vi ville ende med at få i forhold til feltet.

Finalen – angreb eller spurt?

Da vi kørte op af opløbsstrækningen i de 2 kilometers sidevind, og ud mod sidste omgang havde jeg en ustyrlig lyst til at smække den helt over i venstre og se om jeg kunne splitte udbruddet af, men inden vi drejede, havde jeg kigget bagud og kunne stadig skimte feltet. Modet til at angribe forlod mig, og jeg var bange for, at hvis det ikke lykkedes at splitte udbruddet, så ville folk begynde at sidde over. Så det blev ved tanken. Jeg stolede også på min spurt i finalen, så indtil videre skulle vi blot holde sammen.

Der var ikke rigtig nogle angreb på sidste omgang. På et tidspunkt slap jeg væk sammen med en anden i ganske få sekunder, men William Wisholm lukkede det rimelig hurtigt, inden det blev farligt. Jeg havde et par momenter hvor jeg tænkte på at angribe, men fornuften sagde mig, at jeg havde gode odds i spurten. Stille og roligt hen mod finalen blev det tydeligt, at folk slet ikke trak igennem mere. Vi havde overhalet Master B på sidst omgang, og også deres udbrud. Det skulle ødelægge lidt for begge felter.

Rundt i sidevinden og nu var der 2 kilometer til mål. Ingen ville have fronten mere, og farten røg helt ud af gruppen. Jeg lå stadig 2. sidst i gruppen og følte egentlig at jeg havde et godt overblik. Jeg lå lige bagved Daniel Svingel. Lige pludselig kom Master B rytterne forbi os igen, og vi måtte på et måde dele vejen. Det gjorde at jeg gled lidt frem, på Svingels hjul. Og det var en fejl, men desværre kun den første af et par stykker. Ved 300 meter mærket angreb Svingel – eller startede spurten måske? – og så var vi ellers i gang. Jeg følte at jeg sad for langt fremme, så da Svingel hurtigt opgav sit angreb, blev jeg siddende, og pludselig kom Daniel Lond forbi mig i vindsiden. Jeg fik lige nøjagtigt klemt mig på hans hjul, og lå nu helt i venstre side og prøvede at få alt det læ jeg kunne, men Lond er en lille fyr, så der var ikke meget at hente. Og jeg tøvede for længe.

Tænker jeg tilbage, så var der en lille tanke, der fortalte mig, at jeg skulle åbne NU, men jeg tøvede i blot et splitsekund for længe, fordi jeg lige ville genoverveje, hvilket var en kæmpe fejl. Og det har måske drejet sig om millisekunder, men det var nok, for da jeg ville træde an, så kom William Wisholm omkring mig på højre side, og fik klogt presset sig lidt over mod Lond, hvilket “lukkede døren” for mig. Jeg kunne ikke komme frem i venstre på grund af Lond, og heller ikke i højre på grund af Wisholm. Wisholm åbnede dog lidt op igen til sidst, men der var det alt, alt for sent, og til sidst lukkede han igen døren, og jeg nåede ikke engang forbi Lond. Wisholm vandt foran Lond, og så mig. Wilsholm kørte iøvrigt sit første B-løb siden oprykning fra C-klassen! Respekt!

Daniel Lond hamrede hånden i styret, og var naturligvis skuffet. Jeg var ikke skuffet, men nærmest i chok og hvor ringe den spurt var kørt. Det er måske arrogant, men jeg følte sgu slet ikke at jeg fik åbnet den spurt op. Jeg peaker normalt på +1400w i sådan en spurt, og jeg kunne se på Strava at jeg kun lige var oppe og snuse til 1300w helt til sidst da der manglede 10 meter. Inden da, var jeg nede og ramme sølle 700-800w da jeg ikke kunne komme fri. Hold nu kæft hvor jeg følte mig uforløst. Jeg skal ikke tage noget fra William Wisholms sejr. Han lavede ingen fejl og timede den helt perfekt. Grunden til, at jeg bliver lukket handler kun om min egen timing. Havde jeg fulgt mit instinkt så var det ikke sket. Om jeg så havde slået Wisholm er måske et mere åbent spørgsmål, men det føler jeg mig ret sikker på, at jeg havde.

Jeg ved godt, at en 3. plads er B burde være flot, men det er ikke nok til mig mere. For et par år siden ville jeg have været glad for en 3. plads, og det er en møgforkælet holdning, at have, at en 3. plads ikke er god nok, men jeg kan ikke rigtig slippe skuffelsen og irritationen over at have kørt en så ringe spurt. Den vil sidde i mig en rum tid endnu, og det er en af de spurter jeg vil tænke tilbage på mange gange i hovedet og lave om.

Næste uge har jeg ingen løb, før jeg igen tager et smut til Sjælland til FBL’s løb. Og hey, kan vi så snart få et par jyske løb igen?

Resultater ses her: https://www.sportstiming.dk/event/8502/app/results?round=38468
Strava-data her: https://www.strava.com/activities/5190701862/