Endelig! Cykelløb for fulde gardiner, da Randers Bike Week åbnede licenssæsonen, hvor de vel nærmest satte deltagerrekorder i alle felter. I B-klassen var vi 46 ryttere tilmeldt. Optakten kan læses HER!
AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: CykelFoto & Licenscykling.dk
Lidt om de “hemmelige” forventninger
- Tropisk varme – TJEK!
- Mange bakker – TJEK!
- Ingen vind – TJEK!
Ovenstående er det som taler imod ALT det jeg ønsker i et cykelløb, og alt det som Randers Bike Week kunne give mig.
Jeg afslørede jo ikke alt i optakten, naturligvis. Fx nævnte jeg, at jeg ville være godt tilfreds hvis jeg blot sluttede godt i klassementet. Det var ikke helt sandt. Faktisk var målet nok nærmere en top 3, og hvis det hele flaskede sig, så kunne jeg måske endda vinde RBW, troede jeg.
Selvom jeg kører for Give Cykelklub, så holdt jeg alligevel sammen med Gives DCU-team, Team Give Elementer, og omvendt. Derfor var vi egentlig 4 mand der kunne hjælpe hinanden i B-klassen, nemlig Nicolai Zinck, Jakob Bødker, Rasmus Lindbjerg og så mig.
Jeg kendte naturligvis ikke noget til ruterne, så min fornemmelse om at kunne vinde, var taget ud fra de træningssamlinger vi havde haft med Give, og træningsløbene Tour de Give Elementer, hvor jeg syntes, at det hele nu spillede meget godt.
1. etape – “En ujævn TT har aldrig gjort nogen glade!”
ENKELTSTART, 2. OMGANGE, 10,6 KILOMETER, 100 HØJDEMETER
Vi var ankommet til Randers – min kone Michelle og jeg – dagen før selv enkeltstarten skulle køres. Det var gjort for at jeg kunne nå at køre 3-4 omgange på enkeltstartsruten for at lære den. På en så kort distance kunne alle de få sekunder hist og her være afgørende, så derfor måtte jeg flere gange frem og tilbage og prøve svingene af, og lige analysere bakken. Samtidig kørte Michelle rundt for at finde ud af hvor hun kunne skyde billeder af os.
Bakken havde jeg på forhånd set frem til med frygt, men jeg blev alligevel positivt overrasket over at den ikke var nær så led, som folk havde sagt. Jovist, den var lang, men stadig ikke så stejl som frygtet. Og det viste sig at vi ville få medvind på den, hvilket var ren bonus til mig, da farten så ville blive højere, og tiden på bakken ville blive kortere.
Sammen med Jesper Attermann’s fede TT-cykel, som jeg havde lånt, var der også tri-spoke-forhjul og pladehjul med. Jeg manglede dog en ventilpibe, for at kunne få luft i baghjulet, men den kunne jeg låne af min klubkammerat Jeppe Falk inden start. Det var ingen problem… før det blev til et problem.
Jeg havde noget været lidt nervøs, og havde mine tanker andetsteds, for jeg valgte selvfølgelig, at jeg først behøvede at pumpe hjulet godt og vel 30 minutter før start. Og hvad skete der? Jeg kunne ikke få luft i. Piben ville ikke lukket ordentlig til, og uanset hvor meget vi prøvede, så var den ikke til at skyde over 3-4 bar i. Panikken indfandt sig stille og roligt. Okay, jeg måtte slå det ud af hovedet. Jeg spurgte nogle af vores staff om de ville kigge på det, men jeg rullede ud og varmede op – jeg var allerede for sent på den på grund af problemet. Hvis de ikke kunne løse det, så havde jeg alligevel mine Black Inc Eighty at køre på, selvom det var mit største ønske.
Under opvarmning, mødte jeg så Daniel Guld, min anden klubkammerat. Han havde et Zipp-pladehjul jeg kunne låne. Fedt, alle problemer løst. Jeg færdiggjorde min pisse dårlige opvarmning, som kun blev på 15 minutter.
Alligevel var jeg klar og fokuseret da jeg stod og ventede på at komme afsted. Jeg havde lavet en plan om, at køre forholdsvist konservativt ud og så vente med at åbne op, indtil jeg havde passeret bakken første gang. Derfra ville jeg vide hvad jeg havde at skyde med.
Afsted kom jeg, og jeg måtte tøjle mig for ikke at smadre igennem. Jeg lå med 430w, og følte ikke at jeg kunne mærke noget. Adrenalin har det med at gøre sådan noget, åbenbart :) Jeg kom egentlig godt henover bakken, og besluttede mig for at nu ville jeg åbne lidt mere op for sluserne. Men der skete ikke rigtig noget. Wattene var ikke lave, men jeg kunne ikke rigtig øge dem mere, og jeg blev nærmest frustreret. Det ødelagde min rytme, for jeg begyndte at køre den op på 430-450w, kun for at konstatere, at det kunne jeg ikke holde, hvilket burde være indlysende, og så droppede jeg hurtigt ned under mine target watt og det hele blev noget halvhjertet rod.
Da jeg ramte bakken 2. gang opgav jeg at kigge watt. Nu måtte det bare gøre ondt resten af vejen til mål, og pulsen og fornemmelsen måtte råde over intensiteten. På toppen af bakken havde jeg en lille krise, både fysisk og mentalt. Jeg kom nemlig til at kigge bagud og kunne konstatere at Martin Lind, der startede 30 sekunder bag mig, var noget tættere på end de 30 sekunders forskel vi startede med, men hvor meget hverken kunne eller gad jeg spekulere i. Jeg brugte nedkørslen til at få en lille pause, indtil jeg fik skudt det sidste af ind mod målstregen.
Da jeg endelig kom i mål og fik pulsen ned, blev jeg ramt af en skuffelse. Jeg havde ingen ide om hvordan det var gået, men jeg følte mig slet ikke “nok kørt ud”. Det er en lidt svær fornemmelse at forklare, men jeg følte jeg burde have haft mere, og jeg følte mig ikke træt på den “rigtige” måde. Det var lidt som om, at jeg havde lagt for blødt ud, og så ville kroppen ikke rigtig åbne op for sluserne da den skulle. Det tog mig faktisk hele aftenen at få lagt skuffelsen væk.
Helt skidt var det dog ikke. Jeg blev nummer 6 på etapen og manglede blot 2 sekunder for at ramme podiet. Martin Lind, WW Racing (i stedet for Aalborg CR, som skrevet i optakten) var i særklasse den bedste rytter på enkeltstarten, og tog 14 sekunder til nærmeste konkurrent Birk Hansen (Silkeborg IF Cykling), som overraskende mig med en så flot enkeltstart, og 22 sekunder til Malthe Thyssen (Team Eiland Electric Carl Ras), mens resten af os kom dryssende med få sekunders mellemrum.
Min klubkammerat Rasmus Lindbjerg kørte en fantastisk enkeltstart og slog mig med 1 sekund, hvilket gjorde at vi havde to der lå godt til i klassementet.
Strava-data: https://www.strava.com/activities/3874147499
Resultater fra 1. etape: https://www.sportstiming.dk/event/7805/app/results?cat=B
2. etape – “Bageovn og juniorkørsel”
KRITERIUM, 10. OMGANGE, 42 KILOMETER, 480 HØJDEMETER
Efter TT-løbet tog Michelle og jeg ud og lavede recon af 2. etapes kriterium-rute. Jeg havde fejlagtigt i min optakt skrevet, at bakken ville være den samme som på 1. og 3. etape hvilket ikke var korrekt, men jeg nåede aldrig at få rettet det til. Sandheden var, at Rødekrat (som bakken så fint hedder på Strava) var meget værre. Vejen var smallere, den var længere og steg også mere. Jeg så mine klassementsdrømme smuldre.
Det blev ikke bedre på selve løbsdagen. Med en sen start kl. 17.34 havde solen stået og bagt hele dagen, og der var ganske enkelt møghamrende varmt, med omkring 30 grader! Og den lille smule vind der var, kunne ikke rigtig bruges til noget som helst taktisk. Jeg vidste ikke rigtig hvordan vi skulle gribe det an. Vores sportsdirektør, Henrik Nielsen, havde lagt op til at Rasmus og jeg skulle spare os, mens Zinck og Bødker skulle køre offensivt, men omvendt skulle vi fire ryttere blive enige om den endelige taktik. Så det blev faktisk lidt, at vi ville køre lidt på følelsen og se hvad benene ville når vi endelig sad derude.
Derfor blev min plan, at jeg lige ville se bakken an et par gange, før jeg besluttede om jeg skulle køre offensivt eller om jeg skulle prøve blot på at overleve.
Løbet blev sat i gang, og hurtigt fik jeg placeret mig godt fremme og ramte bakken som allerførste rytter. Jeg tænkte, at jeg ville køre den op i et tempo hvor jeg kunne øge lidt, hvis der blev angrebet. Og faktisk var det tempo åbenbart fint nok. Der blev i hvert fald først sat højere tempo tæt på toppen, og jeg havde ingen problemer med at komme med over. Nu ventede 2. omgang hvor der samtidig var bakkespurt, så der ville tempoet nok blive øget. Resten af turen hen mod bakken igen, var nem.
Igen ramte jeg bakken som en af de første, og selvom tempoet blev sat op tidligt, af en offensiv Birk Hansen, der ville have bakketrøjen. Jeg havde ingen ambitioner om den trøje, så jeg lod mig fire ned gennem feltet uden den store panik. Pulsen bankede selvfølgelig derudaf, men jeg frygtede aldrig at blive sat. På toppen slap der en gruppe væk på 3 mand. Det var førertrøjen Martin Lind, Peter Thiedemann (Aalborg Mountainbikeklub) og vores egen Nicolai Zinck. Aftalen på teamet var, at vi ikke skulle arbejde for meget sammen med Martin Lind, og lade ham tage det væsentligste slæb i et udbrud.
Da vi kom rundt til 3. gang på bakken lå jeg i 2. position, da rytteren foran mig skrider i svinget ind mod bakken. Han fik den reddet godt, mens jeg nåede højre omkring ham, men jeg tror at han samtidig fik blokeret resten af feltet, for pludselig havde jeg hullet, og vi var egentlig meget tæt på trioen i front. Jeg tog en beslutning om, at jeg ville prøve at lukke op til dem, nu hvor jeg ikke havde ryttere på hjul. Og jeg ville lukke dem på bakken fordi… okay, jeg er en idiot, der kører som en juniorrytter, der tror at bakkeryttere normalt vejer 91 kilo.
Nå, men nu sad jeg der, og kørte tæt på mit maks. Cirka halvvejs på bakken kom en udenlandsk rytter med mig – jeg tror det var Florian Smits – men han ville ikke gå frem og føre, og tæt på toppen angreb han i stedet, og lukkede solo op til trioen der nu blev en kvartet. Alt i mens jeg kunne sidde og sejle i mit eget møg-angreb, og blot vente på at feltet igen ville opsluge mig.
Derfra måtte jeg lige tilbage og sunde mig. Vi havde stadig Zinck ude foran, så det var ikke vores ansvar at lukke noget ned.
Herfra var det egentlig min plan, at jeg ville tilbage i feltet og slappe lidt af, men pludselig opdagede vi at Lind havde smidt resten af udbruddet og nu lå solo. Det var både godt og skidt. Hvis Lind kunne være alene ude foran og blive kørt mør så var det fint. Omvendt måtte han ikke få for lang snor, for så var han væk. Trioen som Lind havde sat kom hurtigt tilbage i feltet.
Hen over bakken var tempoet nu mere moderat, men samtidig også kun der hvor der blev lagt et alvorligt tryk på, som pressede mig lidt. Det gjorde at jeg faktisk begyndte at få selvtillid, og jeg begyndte at gå med i flere og flere angreb, men intet fik rigtig lov til at holde. Det betød dog at Martins forspring ude foran blev mindre og mindre.
Efter lidt tid var han igen hentet, og det hele var samlet. Her begyndte jeg at blive lidt for overmodig, måske. Jeg glemte alt om at lade mig glide baglæns i feltet på Rødekrat, og prøvede et par gange på at sætte tempo når vi havde rundet toppen. En af gangene endte jeg endda med at jagte en mindre gruppe af letvægtere ude foran. Hjernen var slået fra, og jeg kørte igen som en juniorrytter, der troede han kunne alt. Jeg blev dog lukket ned igen, lige som frontgruppen ude foran.
Faktisk var jeg så naiv, at jeg to gange i streg, på nedkørslen før Rødekrat, prøvede at rykke væk, men det gav kun minimalt hul, og gjorde dog at jeg ramte bakken mere i rødt end jeg burde. Samtidig begyndte Birk Hansen at sætte et drabeligt tempo henover bakken, og to gange i streg prøvede jeg at holde hans hjul. Det kan ikke beskrives hvor naivt det er, at prøve at følge en rytter der vejer 30 kilo mindre end en selv. Og jeg blev straffet. Hårdt.
Efter små 35 minutter kom krisen. Varmen og min offensive kørsel var ved at få skovlen under mig. Det var lidt som om at jeg efter 7. gang over Rødekrat ikke kunne få kroppen til at komme sig. Jeg led som et svin, og jeg vidste at jeg havde dummet mig. Nu måtte jeg bede til at de andre også var lige så mærket når 8. gang ventede.
Desværre satte Birk og en anden let rytter igen et højt tempo, og blot 1/3-del tilbage af bakken måtte jeg slippe. Jeg stod stille og måtte med ét sande, at jeg nu blev sat. Jeg så mit klassement smuldre, og jeg var skuffet.
Jeg rullede en lille omgang, indtil jeg blev overhalet af en flok C-ryttere, hvor blandt andet Mads Fenneberg, Silkeborg IF Cykling (og kommende B-rytter, Mads?) sad. “Velkommen til gruppettoen!” sagde han, men det var ikke min gruppetto. Jeg var stadig sur over mig selv, og lod dem køre forbi. Jeg ville bare rulle til mål. Om jeg tabte 3 eller 5 minutter var jo ligegyldigt.
En gruppe B-ryttere overhalede mig, hvor Morten Holt (Randers CK), Martin Thimes (FBL), Christian Berg-Larsen (Amager CR) og en tysker sad. Okay, jeg ville sgu ikke lade B-ryttere slå mig. Lidt konkurrence var der alligevel. Jeg bed mig på gruppen, og kørte sammen med dem til mål. Jeg vandt spurten rimelig nemt, uden egentlig at anstrenge mig.
Min umiddelbare frustration over eget løb blev dog afløst af glæde! Bødker havde fandeme vundet etapen i en massespurt, hvor han slog Martin Lind, Malthe Thyssen og Florian Smits på de efterfølgende pladser. Kigger man lidt i den støvede spå-kugle, så var det vist dem jeg havde på favoritlisten, ikke? ;)
Både Zinck og Rasmus var også kommet med feltet hjem, og Rasmus havde haft sine problemer med et gearskifte der blev ved med at kamme over. Så ud over min naive kørsel, så var det en perfekt Give-dag. Jeg føler virkelig at jeg dummede mig. Havde jeg kørt mindre aggressivt, så tror jeg faktisk at jeg havde kunne overleve Rødekrat de sidste par gange, også selvom Birk satte irriterende tempo op af, men sket var sket og nu var min rolle for resten af løbet fastlagt. Jeg skulle enten jagte en etapesejr dagen efter, eller dedikere mig som hjælperytter. Den taktik måtte vi se på, inden vi startede 3. etape.
Strava-data: https://www.strava.com/activities/3879196546
Resultater fra 2. etape: https://www.sportstiming.dk/event/7806/app/results?cat=B
3. etape – “Det store kupforsøg”
LANDEVEJSLØB, 9. OMGANGE, 111,6 KILOMETER, 1053 HØJDEMETER
Taktikmødet på dagen var rimelig hurtig overstået. Planen var overordnet set, at vi skulle se om vi ikke kunne få Zinck eller Bødker med i et udbrud, hvor de værste konkurrenter ikke var med, så de derved kunne blive presset lidt. Rasmus skulle holde sig til top 5, og sørge for at holde sig i klassementet. Min egen rolle blev lidt to-delt, da jeg fik frie tøjler til at jagte etapesejren, og hvis det ikke lykkedes – hvis jeg fx ikke ramte udbruddet – så var jeg dedikeret hjælperytter. En rolle jeg havde det helt fint med.
Igen i dag bagte solen, og det var virkeligt ulideligt allerede under opvarmningen. Vi jokede lidt med, at vi blot skulle køre 8. omgange, i stedet for de annoncerede 9. omgange, og derved en distance lige under 100 kilometer. Vi skulle dog blive klogere.
Selve ruten havde jeg set i bilen dagen før, og den passede mig ganske godt. Der var et par bakker, men intet som jeg frygtede helt vildt, og medmindre at det kun var der de ville køre cykelløb, så skulle det nok gå. Jeg fortalte mine team-mates, at jeg ville køre 1. omgang rimelig passivt, for lige at se ruten an.
Det lykkedes også. Jeg husker ikke, at jeg overhovedet var med i noget angreb før vi ramte bakken ind mod opløbet – den samme bakke som fra enkeltstarten. Tempoet op over der, var ikke voldsomt, og på toppen faldt der ro på. Jeg kom bagfra, i venstre side, og da jeg kørte forbi Rasmus fik jeg ham guidet ind på mit baghjul, og kørte os frem. Skæbnen ville at der pludselig kom en åbning i venstre side af feltet, og jeg tænkte at jeg ville forsøge med et angreb. Den eneste rytter jeg fik med mig var dog Rasmus. Okay, det ville de nok ikke lade køre, men jeg tænkte, at jeg kunne bruge mine hjælperrolle til at presse dem lidt til at føre, mens Rasmus fik et lille free ride, så jeg lade mig ned over styret og kørte til. Ikke noget all out, men nok til at de skulle trykke hårdt i pedalerne for at lukke.
På langsiden, ned mod mål, fik vi følgeskab at Team IBT-Ridley Sydkysten Cycling-rytteren Lucas Gude, og så var vi 3 mand i front.
Stille og roligt begyndte vi faktisk at øge forspringet. Jeg fik sagt til Rasmus, at han ikke måtte gå for dybt i sine føringer, for hvis der kom en gruppe op bagfra, så skulle han være frisk. Min plan var at køre hårdt i mine føringer, så det var mig der sørgede for at vi øgede. Rasmus skulle blot komme så nemt som muligt med.
Efter 3 kilometer af ruten, ramte vi en lidt længere bakke. Den var ikke stejl, men blot lang og med en smule modvind. Jeg tog fronten og besluttede at jeg ville give den god gas op af, for at ryttere fra feltet ikke skulle prøve at lave hoppet op til os. Vi havde måske kun 15-20 sekunder, så det var ikke det helt vilde forspring. På toppen gav jeg tegn med albuen til at næste mand skulle tage sin føring, men jeg slog et blik bagud. Lucas Gude var røget af. Pis, for nu var vi kun 2 mand.
Vi havde dog øget til feltet, som efterhånden var ved at være ude af syne. Så jeg begyndte at grave dybere i mine føringer. Nu måtte vi altså prøve at køre på den, og Rasmus begyndte også at føre hårdere. Vi fandt ind i en ret fin arbejdsfordeling, hvor jeg styrede tempoet op af, for at undgå at Rasmus kørte for hårdt, og smadrede mig, og ned af tog jeg også fronten for at udnytte mine rå-watt til at få farten op. Ellers var det ret lige fordelt mellem os. Herfra gik det egentlig sin gang. Der var ikke noget spændende at berette om i nærmest 1,5 omgang før vi passerede målstregen ud mod 4. omgang. “I har 1:45 minutter”, blev der råbt fra Gives lejr ved målstregen! Det var sgu et fint hul! Vi fortsætte med samme måde hele omgangen. Og vi begyndte at tro på det!
Da vi ramte målstregen næste gang fik vi endnu en god melding. “… over 2 minutter”, hørte jeg! Okay, det var alligevel vildt nok med +2 minutter halvvejs i løbet. Hvis feltet ikke fik mere fart på, så var vi ikke kun i gang med et stort kup mod førertrøjen, men også i gang med at køre mig tilbage i klassementet! Det virkede alligevel for godt til at være sandt. Min prioritet var dog helt og alene, at vi skulle få Rasmus i gult. Jeg var villig til at lade ham snuppe etape-sejren og de 8 bonussekunder.
Jeg prøvede hele tiden at minde Rasmus om at spise og drikke. Det var nok mere også for at minde mig selv om det. Varmen var ulidelig, og jeg svedte og kogte som et svin.
Da vi ramte mål igen, blev der råbt noget der lød som “I har tabt lidt tid, kom så!!” Jeg kunne ikke helt overskue hvad “lidt tid” betød. Det var også lige meget. Om vi så kun kom hjem med 30-40 sekunder, så var det hele dagen værd.
Jeg kunne dog godt mærke at varmen var ved at ramme mig som en hammer! Der var kørt omkring 75 kilometer og der var ikke skide meget bid i mine føringer mere, og de stykker hvor jeg i første halvdel havde taget +400w i føringer, var nu ned på omkring 360-370w, men nu med en del mere smerte. Igennem hele løbet havde vi fået langet dunke, og jeg havde taget min del, og også pjasket vand ned over kroppen for at nedkøle, men det havde ikke haft den ønskede effekt.
Da vi kørte rundt, kunne vi nok godt mærke at vi ikke havde samme tempo på mere, som de første 4-5 omgange, men hvor meget tid vi måske satte til, kunne jeg ikke lige overskue. Da vi kørte ud på 2. sidste omgang fik vi en ret nedslående melding, om at vi kun havde omkring 1,5 minut. Ud over at vi var gået ned i tempo, lod det til at feltet havde fundet ind i noget samarbejde. Der måtte graves dybt nu! Vi havde tabt 1 minut på en enkelt omgang :(
Selvom vi begge havde haft et hårdt løb, så var der samtidig ret fedt at ligge derude med Rasmus. Vi forstod hinanden, uden at have ret meget mundtlig kommunikation. Vi havde hurtigt fundet et flow, og nærmest alle samtlige steder på ruten tog vi føringer, de samme steder, omgang efter omgang.
Da vi kørte ud på sidste omgang, troede jeg stadig på at vi kunne holde. Jeg havde ikke kigget ret meget tilbage de sidste mange kilometer. Jeg troede SÅ meget på at vi kunne holde, at de ikke burde være nødvendigt, for vi skulle have alle de sekunder vi kunne.
Med 10 kilometer til mål gik den grusomme og barske sandhed op for mig. Feltet var mindre end 20 sekunder bag os. Satans! Jeg var helt smadret, og nu da motivationen for at stjæle førertrøjen var væk, begyndte jeg pludselig at opdage hvor ondt jeg havde overalt. Jeg havde kørt 6 gels i hovedet, drukket 5-6 flasker, men alligevel var kroppen bare tømt. Vi blev hentet lige inden den bakke, hvor Lucas Gude var faldet fra i udbruddets spæde start, og jeg søgte stille og roligt mod bagenden af feltet. Til min store overraskelse kørte feltet virkeligt ikke stærkt mere, så jeg tror at alle var trætte. Selvom jeg fik krampe i højre ben, så var farten så lav, at jeg lige kunne strække benet ud, spinne krampen ud og forblive i feltet. Dog var der stadig 2 bakker der skulle overstås, og den næste var den stejleste.
Jeg forsøgte et lidt halvhjertet forsøg på at komme væk inden bakken, men Martin Lind lukkede mig hurtigt, og nemt, ned. Jeg var stegt, og da det begyndte stige for alvor havde jeg ingenting, og jeg gled sikkert gennem feltet. Jeg fik vist råbt til Rasmus, at nu skulle han sgu lige holde sig i feltet resten af løbet. Det var sgu nemt at bede en anden rytter om at blive siddende i et felt, som man selv var få sekunder fra at blive sat af :D
Efter bakken manglede jeg 50 meter til feltet, som faktisk var gået helt i stå igen. Kunne jeg lige lukke hullet måske? Jeg prøvede at ligge med ned, så aero som overhovedet muligt, men der var ikke meget power tilbage, og der skete ikke rigtig så meget. Jeg kom nærmere, men da de først satte lidt tempo på igen mistede jeg alle de få meter jeg lige havde vundet tilbage.
Nu skulle jeg blot til mål. Jeg var klar over at jeg igen ville miste tid i klassementet, men det gjorde ikke noget. Jeg syntes at vi havde vist nogle store balls og mod ved at prøve at kuppe trøjen, og jeg var faktisk mest skuffet på Rasmus’ vegne. Jeg ville så gerne have set ham tage den trøje!
På den sidste bakke blev det i hvert fald klart, at benene var helt tomme. Selvom jeg rullede op i sneglefart, så kom kramperne igen. Det blev to tråd, så op og stå og strække benet ud, to tråd igen, og sådan fortsatte jeg i 20-30 sekunder. Jeg trillede i mål, og fandt de andre. Bødker var blevet nummer 3, på en etape igen vundet af Martin Lind. Øv, hvor Lind virkede uovervindelig.
Efter løbet skulle jeg bare tilbage til vores sted i Randers og slappe af. Jeg var helt smadret, og havde det ganske enkelt skidt. Jeg kan ikke huske hvornår 100 kilometer nogensinde har været så hård. Rasmus rykkede dog op på løbets 3. plads, da Malte Thyssens kraveben havde drillet ham så meget, at han ikke startede på 3. etape.
Om aftenen tog vi ud for at se på sidste etapes rute; en rute folk havde advaret som værende vanvittig led.
Strava-data: https://www.strava.com/activities/3882135376
Resultater fra 3. etape: https://www.sportstiming.dk/event/7808/app/results?cat=B
4. etape – “Op og ned… hele vejen ned… på asfalten”
BJERGLØB, 7. OMGANGE, 109,2 KILOMETER, 1239 HØJDEMETER
Efter recon lørdag aften var min fornemmelse god. Jeg havde meldt ud til teamet, at jeg ville blive hos Rasmus hele dagen, så længe jeg kunne. Ruten var slet ikke så hård som frygtet. Jovist, den var da ikke nem, men oppe i mit hoved havde jeg frygtet den mere. Ruten havde 3 bakker der var værd at tage sig i agt for. En lille skarp satan efter 3 kilometer, som man ramte med nærmest 0 km/t i et 180 graders sving, en lang en efter 9 kilometer, som spidsede til på toppen, og så sidst men ikke mindst en lang og forholdsvis stejl en kørt før mål.
Den overordnede plan var at at Rasmus’ 3. plads skulle forsvares. Det var nærmest umuligt at nå Linds 1. plads, medmindre han fik defekt, eller gik tæske kold. Derfor fandt jeg sammen med ham inden starten og lavede en semi-aftale om at vi skulle hjælpe hinanden. Alliancen var jo ikke mere bindende, end at hvis han gik kold, så ville vi udnytte det. Ellers hvis Birk fik krise. Vi ville dog ikke satse 3. pladsen i et eller andet dumt dødsangreb, for at skulle jagte det usandsynlige avancement.
Løbet blev skudt i gang, og allerede efter 3 kilometer var det ved at gå galt. Jeg var fast besluttet på at nå løbets første bakke som allerførste mand, så jeg kunne glide igennem feltet. Derfor kørte jeg måske også lidt hurtigere ned af mod 180-graders svinget end jeg burde. Jeg fik i hvert fald lavet en ret dårlig nedbremsning, på grund af for meget fart, og fik taget et virkelig elendigt sving, og tabte 10 positioner, som nu skulle hentes. Heldigvis blev der ikke kørt fuld smadder fra feltet, eller i hvert fald ikke så meget at jeg ikke kunne være med.
Det var faktisk en ret fed tjans at have. Jeg blev i nærheden af Rasmus, fik ham placeret foran mig, eller kørt ham frem. Og var der ryttere der stak, så lukkede vi dem ned.
Efter løbets anden bakke var der en nedkørsel, og her var en tysker meget tæt på at ryge alvorligt ned. Han over satsede i et sving, og pludselig lå han med 50 km/t og kørte ude i græsset en højrekurve. Hvordan han mirakuløst reddede den forstod jeg intet af, men han fik bremset cyklen helt ned, men jeg tror ikke han kom op igen, da feltet jo bragede ned af med over 60 km/t.
Hen mod bakken ved opløbet gik farten ud af feltet, og jeg besluttede mig for at tage fronten. Hvis ingen kørte forbi, så kunne jeg tage bakken i mit tempo. Cirka halvvejs oppe gik det åbenbart for langsomt, og folk begyndte at skrue tempoet, men heldigvis kunne jeg være med, da jeg havde sparet en del kræfter ved at bestemme farten. Så faktisk kom jeg med over uden de store problemer, og moralen var stadig god.
Hele 2. omgang forløbet næsten problemfrit, og der var ikke det store at berette om. Folk virkede trætte, og jeg følte virkelig at vi var i kontrol, og det var fedt. Nul panik, fuld kontrol.
Da vi ramte bakken ved opløbet blev der dog sat tempo på allerede i bunden! Satans, for nu ville den blive hård. Jeg fik placeret mig cirka midt i feltet, og fastholdt den position indtil bakken begyndte at flade ud! Yes, jeg kom med over!
Her indtraf katastrofen så. Det var et af de der irriterende løbsuheld som ikke altid kan undgås. Et lille svaj bliv til et større svaj og pludselig trækkede gutten på min venstre over og ramte mit forhjul. Jeg når at se hvad der vil ske, men når ikke at bremse hurtigt nok, selvom jeg får cyklen ret meget ned i fart. Jeg kan ikke nå at afværge, og pludselig ligger jeg på jorden. For helvede da også! Jeg nåede at tænke, “Bare min cykel ikke knækker nu!” – Man har vel sine prioriterer i orden, haha.
Jeg var faktisk lynhurtigt oppe på benene igen, og jeg var uskadt ud over nogle små og ubetydelige knubs. Et dumt klumpedumpe-styrt. Jeg hoppede hurtigt på cyklen og ville træde rundt, men opdagede at kæden var røget af, og havde kilet sig fast mellem ramme og kranksæt. Af cyklen igen, og få den revet fri. Det tog lidt tid, da den sad godt fast. Op på cyklen igen, og jeg blev skubbet afsted af et par tilskuere. All right, feltet havde fået et forspring, men det kunne måske hentes. Jeg var stadig frisk nok. Her kom anden problem så. Min ene BOA-spænde var knækket af.
Jeg prøvede at fikse det mens jeg kørte, men jeg kunne ikke få den fast igen, og det føltes som at køre med en klipklap på foden i stedet for en cykelsko. Jeg mistede fart ved at skulle bøvle med det, men kunne ikke træde og hive igennem, så det var noget rigtig lort. Jeg indså, at jeg måtte stoppe for at fixe det. Jeg hoppede af prøvede i panik at få BOA-spænden på, men jeg kunne ikke. Jeg kiggede op af vejen, og kunne se at feltet allerede nu i hvert fald havde 40-50 sekunder og mere eller mindre var ude af syne. Det var slut.
Jeg var rasende. Over den kæmpe idiot der havde væltet mig. Jeg ved godt, at personen ikke gjorde det med vilje, men lige i øjeblikket var han verdens største idiot. Jeg aner ikke hvem det var, og kan roligt sige, at i dag er der ingen hard feelings. De ting sker i cykling, og det må man også tage med. Jeg var bare så pisse ærgerlig, for jeg ville gerne hjælpe, og jeg følte at den kørefejl havde gjort at jeg svigtede holdet.
Specielt da løbet nummer 4 slap væk med Kim Aabjerg (der var ude at klassementet på grund af en ikke-start på 3. etape), og de formåede at holde hjem. Det kostede både Martin Lind sin ellers velfortjente sejr i hele løbet, og det kostede også Rasmus sin 3. plads. Ej hvor var jeg ærgerlig. Jeg ville have kørt mig selv i døden for at hjælpe begge to. Martin Lind er også en del af FUSION ECT, det Zwift-hold jeg kører på i landevejens off-season, så der var også lidt sympati den vej. Dog var det klart Rasmus’ podieplads jeg kørte mest for, trods alt.
Jeg blev og så løbet færdig, inden jeg lige kort hilste på drengene og så kørte Michelle og jeg hjem mod Haderslev.
Nu skulle jeg og evaluere Randers Bike Week, som på mange måder havde budt på lidt af hvert.
Strava-data: https://www.strava.com/activities/3886799619
Resultater fra 4. etape: https://www.sportstiming.dk/event/7809/app/results?cat=B
Konklusion på Randers Bike Week
Her et par dage efter ser jeg tilbage på RBW med blandet følelse. Jeg endte med at udgå af løbet med en DNF (Did not finish) på sidste etape grundet mit styrt. Var jeg ikke styrtet havde jeg nok endt et sted mellem 15 og 20 i klassementet. Det var ikke hvad jeg havde håbet på. Og heller ikke hvad formen indbød til.
Desværre kostede min ivrige kørsel på 2. etape at klassementsdrømmene. At jeg mister tid på 3. etape ligger jeg ikke for meget i, for løbet blev nærmest et langt parløb, og havde jeg sat i feltet og puttet mig, så kunne jeg have kørt med om etapesejren, det er jeg slet ikke tvivl om.
Så formen er helt hvor den skal være, og på den front er jeg tilfreds med at jeg faktisk følte rigtig godt overskud det meste af tiden, i varmegrader der ligger 10-15 grader over hvad jeg er komfortabel med, i et terræn der taler imod alle mine forcer.
Faktisk fik jeg tirsdag bekræftet at formen er hvor den skal være til Bent P Cup, som er et træningsløb ovre ved Varde/Esbjerg området, hvor der i år er 3 afdelinger. Jeg endte med at køre solo fra feltet og op til Team ColoQuicks Mads Østergaard, og Give CK U19’s Rasmus Pedersen, der havde fået hul på 1. omgang ud af 5, i et løb på knap 60 kilometer. De sidste 8 kilometer lykkedes det mig at rive mig fri, og køre solo hjem med knap 40 sekunder, til dem, og mere end 1,5 minut til feltet. Og det var med et snit på 46 km/t.
Så giv mig nogle flade løb – jeg er klar!
Samlet resultat af Randers Bike Week: https://www.sportstiming.dk/event/7809/app/standings/leader?cat=B