Efter en pause siden DM, kom vi for lidt over en uge siden endelig i gang med cykelløb igen. Det var i 4 dages-etapeløbet Randers Bike Week, som blev en god omgang træning, og så stod den ellers på legendariske Agerskov Gadeløb. Formen er hvor den skal være, men det er svært at gøre noget ved tyngdekræften på bakkerne i Randers!
Løbsrapporten her bliver desværre lidt kort, da jeg har været utroligt presset på tiden siden løbet.
AF JEPPE TOBØLL / FOTO: CYKELFOTO
Randers Bike Week er gået fra (relativt) nemt til ekstremt hårdt!
For et par år siden kunne A-klassen aldrig stille med eget felt, og måtte tit have samkørsel med B-klassen. Dog tror jeg, at sidste års corona-lukning af de fleste forårsløb, fik mange ryttere til RBW, og flere fik øjnene op for hvor gode et løb det er. I hvertfald kom der fuldt A-felt i sidste år.
I år havde jeg lidt forventet, at feltet ville blive mindre, men havde dog et håb om, at A-feltet ville få eget felt. Dog gik det lynhurtigt de sidste par dage, inden tilmeldingen lukkede, og vi gik fra et relativt lille nemt felt på 40 ryttere til 135 tilmeldte ryttere! Jeg havde lidt håbet, at jeg kunne have fået lov til at køre med i løbet og have en eller anden form for indflydelse. Dog, med 135 ryttere, med alle teams mere eller mindre til start, og rutens hårdhed, så vidste jeg, at det ville blive ren overlevelse, og en god omgang træning.
Min kone, Michelle og jeg boede i en Airbnb-lejlighed inde i Randers, sammen med min holdkammerat Gustav Frederik Dahl.
1. etape: Enkeltstart, 2. omgange, 10,6 kilometer, 100 højdemter
Jeg havde en ide om, at top 50 ville være et fint resultat for mig inden starten. Det meste af ruten var rigtig god til mig, men cirka halvvejs var der en bakke op 500 meter, som blev efterfuldt af noget let stigende falsk fladt. Lige det stykke frygtede jeg, da qua min vægt, så ville jeg ryge noget ned i fart.
Sidste år kørte jeg enkelstarten i B-klassen på 14:09, på en lånt Canyon Speedmax, som jeg havde trænet på 4-5 gange inden, med 417w. I år kom jeg på min egen Specialized Shiv, med en TT-dragt fremfor holdet speedsuit til landevejsløb, og nok 15-20 ganges træning på cyklen.
Jeg havde mig lidt en ide om, at jeg ville tage første del af 1. omgang på fornemmelsen. Ikke kigge for meget på watt, men blot fornemme benene, og så tage den sidste 1,5 omgang ved at pace mig. Jeg aner ikke om det var en fejl, set i bakspejlet.
Jeg startede ud, og fik cyklen op i fart. Rytteren foran mig, og rytteren foran denne, var begge på normale cykler, så mit mål blev at fange begge to inden mål. Vi startede med 30 sekunders mellemrum.
Da jeg ramte toppen af bakken kunne jeg godt mærke benene og lungerne, så på nedkørslen mod mål holdt jeg lidt igen. Måske lidt for meget, men det gav også fin mening. Jeg kunne se på mine data, at de førte små 5 minutter var kørt med 480w, hvilket måske var lidt i overkanten, men jeg havde allerede fanget rytteren foran mig, lige inden vi skulle ud på 2. omgang, så det gav for en kort tid lidt selvtillid. For den selvtillid blev hurtigt revet væk, da jeg hørte rytteren der var startet bagved mig trille forbi mig. “Det var også en dum ide, at købe den her enkeltstartscykel, du bliver aldrig god nok til det” anklagede jeg mig selv for.
Jeg fik dog samlet tankerne, og begyndte at pace mig selv rimelig okay, efter min plan. Jeg holdt den på 410-420w på det flade stykke inden bakken, og 2. gang på bakken kiggede jeg slet ikke på watt, men tog den igen på fornemmelsen henover. På toppen ville jeg lige rive cyklen op i fart igen, men benene ville sgu ikke rigtig mere. Foran mig kunne jeg se rytteren, Stefan Ryom, der var startet 1 minut foran mig. Jeg droppede at glo på de dumme watt-tal, som alligevel ikke ville vise de tal jeg håbede på, og koncentrerede mig blot om, at holde pres i pedalerne hele tiden, og få hentet ham foran, hvilket lykkedes lige på stregen.
Tiden blev på 13:45, altså 24 sekunder hurtigere end sidste år, med blot 4w mere i gennemsnit. Utroligt hvad lidt TT-træning og en dragt kan gøre ;)
Resultatet blev nummer 46 på etapen og en top 50 var derved indfriet. Da jeg kom hjem stalkede jeg lidt nogle af de andre ryttere omkring mig på Stava. Det viste sig, at jeg på bakken tabte mellem 8 og 19 sekunder pr. omgang når det gik opad! Selvom det var klart der jeg trykkede flest watt i pedalerne med +550w hvergang. Havde jeg ikke været så tyng, så havde en top 25 været inde for rækkevidde.
Efter løbet var det direkte hjem i lejligheden og prøve at få en god nats søvn for min start var kl. 21:06 – så chancen for at kroppen ville falde til ro lige med det samme, var nok ikke særlig stor.
Gustav blev iøvrigt nummer 32, men Anders Bruun også stillede op, dog på normal cykel, og blev 103.
2. etape: Kriterium, 11. omgange, 46,2 kilometer, 528 højdemeter
Okay, jeg vidste på forhånd, at denne etape ville blive svært. Sidste år i B-klassen spillede jeg lidt for smart, og endte med at køre mig selv død, og mistede derved et potentielt klassementsresultat. I år vidste jeg godt, at det hedde overlevelse. Ruten bestod ef en kort, og smal nedkørsel og så en længere bakke, som ville stige meget til sidst. Derefter 1,5 kilometer flad og så nedkørsel mod mål, og så ellers forfra. 4,2 kilometer per omgang, og 11 gange over bakken, som hedder noget så fedt som Rødekrat. Efter bakken ville der så være medvind, så dem der kom først op, ville kunne smadre den op i fart og trække den godt ud, før man ramte sidevinden ved opløbet.
Med 135 mand ned gennem den smalle nedkørsel, besluttede jeg mig droppe opvarmningen i sin fulde form, og bare trille rundt, og så snart jeg så første rytter gå i startboksen, så ville jeg være der også. Faktisk så tror jeg, at det var en god ide, for da løbet startede blev der kørt temmelig aggressivt ned af, fordi folk vidste at der var ret vigtigt, at komme godt ind på bakken. Jeg mistede lidt placeringer, men intet vildt og kom ind på bakken i top 20. Henover blev der godt nok kørt hurtigt. Jeg tænkte, at hvis det er her var tempoet, hver gang, så ville det ikke blive sjovt. På toppen havde jeg mistet i hvert fald 20-30 pladser, men fik mig godt gemt i medvinden. Jeg vandt dog ikke mange pladser tilbage, og i sidevinden var det heller ikke nemt. Derfor ramte jeg nu nedkørslen, hvor jeg lå cirka midt i feltet. Folk kørte meget aggressivt ned af igen, følte jeg, og måske havde jeg bare ikke hovedet med mig på dagen, for jeg trak mig i kampen, og følte ikke at det var det værd. Så inden vi ramte bakken igen havde jeg mistet yderligere placeringer.
Anden gang på bakken var samtidig løbets første bakkespurt, så hvis jeg følte at første tur over bakken var slem, så fik jeg mig en stor lussing nu. Da bakken for alvor tog fat måtte jeg langsomt erkende, at jeg slet ikke kunne følge de andres tempo, og hen over toppen havde jeg sluppet og kunne nu se feltet sejle væk.
Faktisk var der ryttere der havde tabt kontakt til feltet før mig, så det beviste, at tempoet var højt. Min vægt hæmmer mig bare for meget til det her niveau.
Jeg besluttede mig for, at jeg ville bruge resten af løbet som træning, og gik ellers bare i gang med at tonse på alle flade stykker, og pludselig blev den duo jeg først var i, til en trio, og så derfra hentede vi bare ryttere efter ryttere. Hver gang over bakken holdt jeg den på 400-450w konsekvent, med undtagelse af 2-3 gange.
På sidste omgang fangede vi igen en større gruppe ryttere, og vi var nu 10-12 ryttere der kom samlet hjem. Jeg valgte at køre en 800 meter spurt, og have mig en lille finale. Der var vist 3 af de andre som kørte med, mens de andre bare trillede ind. Jeg skulle bare have det sidste ud af stængerne.
Jeg sluttede som nummer 93 på dagen med et tidstab på 7:26 til ColoQuicks Nicolai Brøchner der vandt etapen. Faktisk blev vores gruppen indhentet med en hel omgang af feltet til sidst.
Jeg var både lidt skuffet, men samtidig fattet efter løbet. Jeg ville gerne have haft flere boller, til at blande mig i positionskampen på nedkørslen, men omvendt så løj mine data heller ikke. Jeg var ret tæt på mit fysiske maksimum på bakken, så jeg havde måske overlevet 1-2 gange mere ved bedre placeringkamp, men ellers ville resultatet have været det samme.
Gustav blev nummer 23 og Anders blev nummer 56. Gustav var stadig med i kampen om en god placering.
3. etape: Landevejsløb, 10 omgange, 124 kilometer, 1170 højdemeter
Jeg gjorde det allerede klart fra starten af, at jeg ville være der for Gustav i dag. Vi havde fået at vide, at ColoQuick ville trække alle deres PostNord Danmark Rundt-deltagere, så de ville miste 8 ud af 12 ryttere, mens Riwal ville trække deres ene rytter, Morten Nørtoft, og de ryttere der skulle med landsholdet i PostNord Danmark Rundt ville også trække sig efter 3. etape.
Derved var der pludselig gode muligheder for en top 10-15 til Gustav hvilket ville være fint for vores team. Mit eneste krav var, at hvis jeg var med feltet hjemme, så ville jeg have lov til at køre spurten for mig selv. Bare for at prøve det. Ellers blev min opgave at sidde i nærheden af Gustav, og hente vand og andet i bilen hvis det blev nødvendigt.
Rutens hårdhed var dog lidt en udfordring for mig. Hvis feltet ikke gik bananas på bakkerne, så var der muligheder, tænkte jeg.
Løbet startede og jeg holdt mig faktisk i ro det meste af løbet. Jeg prøvede at holde mig i den bedste halvdel af feltet, men det var mest fordi at vinden var ret hård. Og så var der en lang nedkørsel. Lå man rigtigt og kom godt med ud på den hovedvej, hvor den var, så var den intet problem, men kom man ud med 5-10 meter til næste rytter så skulle der sgu trædes til. Vi havde medvind og ramte over 80 km/t og flere gange lå vi over 70 km/t. Mister man draft der, så ryger man af hurtigt.
Jeg led en smule på bakkerne, men i sidevinden havde jeg det faktisk overraskende nemt. Jeg var dog godt klar over, at jeg nok ikke ville komme med feltet hjem. Mine data løj igen ikke, og efter 1:45 times kørsel var min NP stadig ikke nået under 400w. Og jeg havde nærmest ikke været ude i vinden eller været i angreb. Det var alene på at sidde med i feltet!
Derfor gav jeg også Gustav mine ene fulde dunk. På et tidspunkt fandt jeg faktisk kræfterne til at angribe, og jeg kom væk med CO:Play Giants Rasmus Bøgh Wallin, ColoQuicks Sebastian Changizi, og en rytter fra IBT – BH Carl Ras. Desværre ville hverken Changizi eller IBT-rytteren ikke arbejde med os. Eller nok rettere; de ville ikke arbejde med Wallin. Jeg gør mig ingen illusioner om, at de var bange for mig. Derfor blev det heller aldrig rigtig til noget.
Med 1,5 omgang igen slap mine kræfter så op. På den ene bakke lå jeg sidst i feltet, da der røg nogle ryttere sammen foran mig. Anders var røget op bag i en anden rytter, og måtte lige af cyklen med foden, før han satte i gang igen. Jeg kom op på siden af ham, og lagde en hånd på ryggen af ham, og gav ham et hårdt skub, så han røg op i fart igen. Jeg prøvede så selv, at få farten op for at fange feltet, men fik så den længe ventede krampe. Jeg klikkede et par gear ned, og slog ud til siden, og kørte så den sidste 1,5 omgang solo. Mine data efter 2:20 timer sagde at min NP var røget ned på 391w.
Af en eller anden grund fik jeg tildelt en tid i samme tid som nummer 67 og resten af feltet derefter. Det gjorde mig dog ikke noget, for tiden passede ret godt med den tid jeg selv havde målt, men jeg kom i hvert fald ikke i mål med knap 50-60 andre. :)
Gustav blev nummer 28 i samme tid som vinderen Nicolai Brøchner der igen vandt. Med de ryttere der trak sig, lå han nu nummer 11 sammenlagt. En top 10 var muligt med lidt held!
4. Etape: Bjergløb, 8 omgange, 124,8 kilometer, 1416 højdemeter
Sidste dag i etapeløbet. Benene var ved at være godt mærket, syntes jeg, men jeg var klar på at give det et skud for Gustav. Alt hvad jeg kunne hjælpe med, for at han kunne sikre sig en top 10 plads samlet. Ruten var en rigtig led en, for min størrelse. Efter 3 kilometer ville vi ramme et skarpt 90 graders sving, hvor man næsten skulle ned på 0 km/t og så op af en bakke. Cirka halvvejs ville vi så ramme en længere bakke, hvor der var bakkespurt, og så var der bakken ved opløbet, for var stejl og lang. Ud over det, så var ruten ellers bare på en masse små veje. Selv med friske ben ville jeg få problemer på sådan en rute.
Første omgang gik ret okay, men på den bakke efter 3 kilometer, på 2. omgang, røg jeg allerede i problemer. Jeg var lige ved at slippe, men fik ædt mig ind på det sidste hjul og overlevede lige med nødt og næppe. Jeg vidste nu, at hvis jeg ikke fik placeret mig godt før næste bakke, så var det slut.
Derfor fik jeg slidt mig frem og overlevede næste bakke. Jeg havde lagt mærke til, at der efterhånden var begyndt at opstå flere og flere huller. Jeg havde bare en fornemmelse om at der ville blive smadret igennem på opløbsbakken. Jeg fik fat i Gustav og spurgte om jeg skulle køre ham frem. Det ville han gerne, og alt den manglende villighed til positionskamp jeg manglede på 2. etape havde jeg i den grad fået i dag. Jeg kørte hårdt, fik flyttet folk for at få Gustav frem, og kørte samtidig så tæt på vejens side, at jeg fik en stor gren ind på hånden, der slog mig til blods. Jeg er ikke normalt til at være et dumt svin, for min egen skyld, men for at få Gustav frem, havde jeg ingen kvaler. Jeg kørte ikke farligt, men jeg kørte hårdt. Og det passede perfekt med, at da vi ramte bunden af opløbsbakken, fik jeg placeret Gustav i 10.position og kunne lade mig selv glide igennem feltet, men jeg kunne se, at der kom angreb i front.
Jeg prøvede at komme ind på hjul, men kræfterne var sluppet op, og jeg slog ud. Desværre fik Gustav og gruppen foran aldrig rigtig hul, og på et af de efterfølgende angreb slap en større gruppe væk, med ryttere der lå bag Gustav i klassementet, og derfor endte han på en 15. plads samlet, hvilket dog var rigtig fint i et felt på 135 ryttere, og hvor vi kun var 3 til start.
Næste løb er enkeltstart i Næstved på lørdag, og almindeligt landevejsløb i Vejle på søndag, på en rigtig kuperet rute.