Den måske værste weekend for mit vedkommende, nogensinde! Det må siges at være resultatet af pinsen, hvor intet  gik som forventet, og desværre kan man ikke tilskrive det dårlige ben. Som den hurtige læser nok har set, så burde der være 3 løb at lave rapport over, men sådan gik det ikke.

AF JEPPE TOLBØLL:

SILKEBORG, 3 OMGANGE, 103,2 KILOMETER, 771 HØJDEMETER

– Optimisme! Nu skulle forårets dårlige stime sgu vende! Ikke?

Efter en ganske solid nats søvn, gik turen til Silkeborg. Benene var friske og jeg havde fået lagt min taktik. Jeg ville holde mig totalt i ro i feltet, og ikke lave noget som helst før vi havde kørt halvdelen af løbet cirka. Min erfaring sagde mig nemlig, at de fleste løb i Pinsen altid blev holdt samlet af en felt der aldrig ville lade slippe nogen væk. Jeg følte mig klar og tændt, og skulle virkelig ud at vise mig frem. Indebrændt efter et forfærdeligt forår!

Løbet blev skudt i gang, og inden vi nærmest havde forladt startboksen var Morten Abel, CK Aarhus, stukket væk fra feltet, det var godt nok tidligt, tænker jeg…
Men et er tanke, noget andet  er handling, for jeg er åbenbart enten skide uintelligent, eller også er jeg i hvert fald ufattelig dårlig til at holde mig til min egen gameplan! Kort tid efter en rundkørsel, cirka en kilometers kørsel fra starten, rykkede jeg fra fronten og begyndte en solojagt på Morten, jeg var måske for overtændt!

Jeg fik nogenlunde hurtig kontrol over mig selv, og kom ned på nogle watt, hvor jeg vidste at jeg nok næppe ville holde feltet bag mig længe, mens Morten begyndte at øge. Det passede mig fint, at holde feltet lidt bag mig, for efter 3-4 kilometer af ruten gik vejen fra store brede veje, til mindre snørklede skovveje. Lige da jeg ramte de små veje, kom fronten af feltet forbi mig, og jeg lagde mig godt ind på 10. position. Det var ganske okay, benene var blevet luftet, og nu skulle jeg bare holde mig til min plan.

Herefter gik det fint et par kilometer. Morten lå stadig ude foran, og da vi drejede om i sidevinden lå jeg cirka nummer 25, da der pludselig rev sig en 8-9 mand fri. Jeg lagde mig ud i vinden og rykkede igen fra feltet, og lukkede op til udbruddet i et snuptav, som Rolf Sørensen ville sige! Jeg kiggede tilbage, og kunne se feltet ikke jagtede, og vi havde måske 5-6 sekunder. Der blev råbt “Kør, hul!” Og lige her indtraf katastrofen!

En rytter foran klippede Vejle CKs Asbjørn Koop Dalgaards forhjul, og han havde ingen chance. Med et brag hamrede han i jorden, og da jeg lå bagved, kunne jeg intet gøre. Det er lidt underligt hvordan adrenalinen påvirker ens hovede, når sådan noget sker. Det hele går i slow motion, og jeg nåede at tænke; “Kan jeg nå venstre om? Nej! Okay, hvad med højre? Satans heller ikke!” Jeg ved ikke hvad jeg præcis prøvede på, men jeg endte med at falde ned over Asbjørn og hans cykel. Det næste jeg husker, er at jeg bliver slynget over i rabatten og lander på græsset. Slår vist en kolbøtte eller 2, før jeg ender på røven og ser, hvad jeg kun kan beskrive som surrealistisk! Min cykel flyver stadig rundt i luften, og samtidig kommer feltet bragende forbi. I en meters højde banker min cykel ind i Jonas Nordal, fra Hammel, der bliver slynget af sin cykel, mens Jonas Jensen fra Silkeborg også rammer min cykel og ryger i asfalten.

Det hele sker i løbet af sekunder, men det føles som 30-40 sekunder i mit hovede. Det her var ikke godt! Slet, slet ikke godt. Normalt når jeg ryger ned, så rammes jeg lidt af det der underlige cykelryttersyndrom, hvor man bare gerne vil op på cyklen og afsted igen! Men den følelse udeblev fuldstændig. Jonas Nordal lå stille på vejen foran mig i venstre side, mens Asbjørn Dalgaard lå stille bagved mig. Jonas Jensen sad oppe og tog sig til skulderen. Jeg husker at jeg råbte om alle var okay, men fik vist intet svar. Der herskede total forvirring! Jeg fik hurtigt tjekket at de to som lå stille var ved bevidsthed. Det var de heldigvis.

Jonas Nordal lå et stykke tid, og skulle lige have lidt tid, som han sagde. Jeg vendte min opmærksomhed mod Asbjørn der også var kommet op at sidde. Da ser vi pludselig et grimt syn. Han trækker den højre strømpe væk, og ved skinnebenet, tæt på foden, er der et hul på størrelse med en 5-krone, hvor der er åbent helt ind til scenen, som man kan se køre op og ned, da han bevæger foden. Jeg fik med det samme Asbjørn ned og ligge. Vi skulle have fat i en ambulance!

Pludselig holdt der en bil bagved os, og jeg ved ikke hvordan eller hvornår den var kommet. Jeg fik manden kaldt op, og fik ham til at ringe 112. Han holdt midt på vejen, og jeg vidste, at der ville komme felter om lidt, så jeg overtog hans telefon, mens jeg fik ham til at flytte bilen ind til siden. Jonas og Jonas var i gang med at tage sig af Asbjørn på det her tidspunkt. I mens fik jeg forklaret manden ved alarmcentralen hvorhenne ambulancen skulle sendes til og fik lagt på.

Jeg har faktisk ingen ide om hvor længe vi ventede, men der gik vist ikke længe før ambulancen ankom – den må næsten have stået klar i målområdet, tænker jeg.

Nu var det endelig tid til at se på min cykel. Jeg kunne nærmest føle at den var gal allerede inden jeg tog fat i cyklen. Og ja, styret var da i hvert fald knækket, og begge skiftegreb ligeså. Sadlen havde også fået sig en tur, også min Garmin var færdig! Jeg tjekkede videre og fandt ud af af mit Black Inc-forhjul var blevet en anelse skævt, mens baghjulet heldigvis var snorlige, utroligt.  Jeg begyndte at tjekke rammen, og da jeg nåede til underrøret kunne jeg godt mærke at den ikke var god. Den var helt blød, og til min skræk fandt jeg en lang revne der! For helvede da også! Død cykel.

Med hensyn til skader på kroppen, så var benet faktisk ikke det værste ved Asbjørn Koop Dalgaard. Jeg skrev med ham søndag, ligesom jeg skrev med 2 x Jonas, og Asbjørn havde også brækket håndleddet, hvilket giver ham omkring 4 ugers tvungen pause. Benet blev “bare” syet sammen. Begge Jonas-drengene, slap vist med overfladiske skrammer, mente begge to, efter jeg havde talt med dem.

Ud over skaderne på mit udstyr, så er jeg ret frustreret over hvordan den her sæson på den mest freaky måde har udviklet sig på. Jeg føler, at jeg pt. er i en form der kunne vinde cykelløb under de rette omstændigheder, men når man kigger på statistikken så står der en stort fed O foran mine point. Det virker lidt som et mareridt der aldrig vil slutte.

Jeg har gennemført 2 cykelløb i år, hvoraf den eneste var enkelstarten i Næstved, mens den anden var Horsens hvor jeg blev sat. Jeg stod af i Hjørring og Djurs, mens resten af løbene har været præget af én punktering, én defekt og nu 2 styrt. Specielt det, at jeg er blevet tvunget ud af flere løb hvor jeg rent faktisk sad i finalerne gør mig virkelig frustreret.

Jeg står nu i den situation, at jeg ingen løbscykel har, og da min vintercykel (som iøvrigt vejer 11 kilo og er røvdårlig) heller ikke kører, så må jeg træne på min TT-cykel.

Mit netværk er dog fantastisk, og jeg har allerede fået tilbud lånecykler af 2, så jeg kommer heldigvis til at køre lidt løb stadigvæk. Carsten Boel, D-rytter, i Haderslev Starup CK skal på ferie i et par uger, og han er så skide modig at han låner mig sin Canyon Aeroad til både Vejen- og Sønderborg-løbene.

I mellemtiden har jeg fundet en ny cykel… den fortæller jeg lidt mere om i en post snarest!