Sæson sluttede endeligt, med de 2 sønderjyske løb i Tønder og Sønderborg. De seneste mange uger har mit eneste fokus egentlig været på Tønder, og løbet udspillede sig egentlig ikke helt som forventet, i det måske mest barske licensløb i sæson. Jeg var tilfreds med præstationen, selvom resultatet endte lidt skuffende. Sønderborg? Ja, der skulle man nok bare være blevet hjemme.
AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: Piet Kobusch Simonsen og Claus Ljungdahl
TØNDER, 5 OMGANGE, 142,5 KILOMETER, 290 HØJDEMETER
Med start kl. 14.30 i Tønder, så var der igennem hele dagen rigelig med tid til at bygge spænding op. Vejret var utroligt dårligt, med skiftende former for regn. Enten var der støvregn, afbrudt af decideret slagregn. Vinden var voldsom, det ville blive et blodbad på Diget. Faktisk var jeg mere motiveret til at køre race end jeg længe har været. Det var egentlig en utrolig fed følelse, for den har jeg faktisk manglet de sidste mange uger.
Da vi stod ved start overhørte jeg et par stykker snakke om, at der rent faktisk ville være sidevind ud mod diget, også, så derfor skulle man lige være lidt vågen. Det var en utrolig brugbar information, for min plan var faktisk bare at slappe af indtil diget, og så arbejde mig frem af inden vi ramte. Den plan lavede jeg så om der. Nu skulle jeg også holde mig fremme inden. Løbet blev skudt i gang, og allerede efter 2-3 kilometer ramte vi rigtig nok noget sidevind. Der blev lynhurtigt kamp om pladserne i højreside af vejen, og alle kæmpede om pladserne. Jeg havde selv gode ben, og der var ingen panik. Pludselig var der dog et par der ramlede sammen, og pludselig kom en AURA-Energi-rytter flyvende ud i grøften, men jeg tror at alle andre slap udenom. Jeg kom selv udenom, og jeg tror ikke rytteren slog sig alvorligt. Der skete åbenbart et større styrt bagved, hvor min klubkammerat Anders Bruun, var involveret, men det så eller hørte jeg ikke.
Der opstod pludselig et hul til en gruppe på 15 mand eller sådan noget. Der var ikke nogen der lige ville tage teten og lukke det, så jeg gik frem og følte stadig at mine ben var virkelig gode. Jeg begyndte, med relativ nemhed, at lukke hullet, og der lå så en rytter bagved mig – tror det var en BHS Almeborg-Bornholm-rytter – og skreg af mig, at jeg skulle lave en ny vifte. Det havde jeg dog ikke lyst til, for jeg følte nemt at jeg kunne lukket hullet, og finde et hjul, og hvis det kunne splitte feltet, så var det jo fint for mig. Han blev ved med at råbe, og til sidst kom jeg til at bede ham om at holde sin kæft. Heat of the moment, intet ondt ment. Jeg fik lukket hullet, fandt et hjul, men ret hurtigt efter var lukket fra resten af feltet. Nu lå jeg faktisk i en ganske god position før diget, så her brugte jeg lidt energi på at holde mig fremme. Jeg mistede dig lidt pladser inden, men kom egentlig ud på diget i en position som nummer 20 stykker. Eller jeg troede at det var en fin position.
De små “fejl” og mangel på erfaring koster
Allerede fra start blev der smadret igennem. Jeg fik god læ i starten, men jeg kunne ikke få mig klemt ind i frontens rulleskifte, da folk foran mig ikke kunne. Og jeg ville ikke selv gå ud i vinden, for at prøve at mase mig ind. Det var en for stor risiko, hvis der ikke blev givet plads. Langsomt begyndte folk at falde fra i fronten, og der blev hele tiden færre og færre i front. Jeg kunne stadig ikke få mig klemt frem, men havde egentlig stadig læ nok, hvor jeg lå. Pludselig opstod der et godt hul foran mig på 2-3 meter, og lige da jeg ville til at gå forbi selv, kom Riwal Readynez’ Nicolai Brøchner forbi mig, og han kiggede hurtigt på mig, og lavede et slags “kom med”-blik, som jeg opfattede det. Jeg hoppede på hjul med det samme, og fik et gratis lift til fronten. Det begyndte at se rigtig godt ud, men her lavede jeg så en fatal fejl. Jeg stolede ikke nok på, at Brøchner ville give mig SÅ meget hjælp, som det så ud til. For da vi ramte frontgruppen fortsatte han udenom i vinden. Her skulle jeg have fulgt efter, men slap i stedet trådet og prøvede at klemme mig ind bagerst på viften. Havde jeg fulgt ham, så havde jeg måske fundet en plads.
Nu lå jeg igen lidt for udsat. Jeg fornemmede at så længe dem foran mig bare holdt deres hjul, så skulle det nok gå. Men det gjorde de ikke. Først knækkede ColoQuicks Daniel Lyhne. Han prøvede vist at give mig en håndslyng, men jeg opfattede det lidt for sent, og omvendt var jeg faktisk bange for at rive ham af cyklen. Daniel vejer vel 60 kilo eller sådan noget. At lade ham give mig på 92 kg et håndslyng kunne være farligt. Jeg måtte lige selv lukke de 2 meter der var. 2 meter lyder ikke af meget, men i så hård sidevind er det rigtig meget. Jeg fik lukket og kunne godt mærke, at det ikke var godt lige nu. Jeg var presset, men jeg skulle vel bare holde 1500 meter mere. Gjorde jeg det, så havde jeg sgu ramt frontgruppen i løbet. Så knækkede Waoo-rytteren foran mig, og jeg måtte igen tage et ryk i vinden, men lige der ramte jeg muren. Jeg mistede selv kontakt.
Jeg troede faktisk at jeg havde 2-3 ryttere bag mig, så jeg slog ud til højre for at påbegynde en ny vifte, kiggede mig tilbage for at få en rytter frem, og jeg så ingen! Den nærmeste lå vel 100 meter bagude allerede, og jeg kunne ikke se nogle grupper! Alt var sprængt i småstykker. Jeg prøvede at gøre mig så lille som muligt, så prøvede at holde fronten inden for nogenlunde snor. Jeg håbede – naivt – på at de ville gå lidt i stå, men det gjorde de selvfølgelig ikke. Så med en kilometer tilbage af diget lå jeg nu alene i ingenmandsland. Jeg slap trådet. Det gav ingen mening at ligge solo og bruge kræfter. De kræfter kunne bruges når jeg blev hentet bagfra. Ved udgangen af diget blev jeg fanget af en mindre gruppe.
Vi lå nu 6 ryttere og kørte rundt, men lige før Møgeltønders brosten blev vi fanget af en større gruppe, og vi var vel 25-30 ryttere nu. Bl.a. var min klubkammerat Mads Mondrup med her, og vi blev hurtig enige om, at vi lige så godt kunne begynde at arbejde. Brostenene var nemt overstået, og da vi kørte ud på 2. omgang blev der råbt at vi havde 25 sekunder op. Var der virkelig ikke længere tid op? Okay, det var ikke umuligt at lukke.
Ud mod diget igen. Der var vel 10-15 mand der hele tiden sad over, så man fornemmede en vis konsensus bag os der arbejdede, og vi lige måtte se om man kunne skive dem på diget. Så det handlede om at holde sig fremme da vi ramte det igen. Jeg kiggede ikke bagud én eneste gang da vi kørte rundt i på diget. Den fik god gas, og jeg fik kæmpet mig ind på viften HVER eneste gang. Da vi endelig var færdig med diget kunne vi konstatere, at der var røget en god portion ryttere. Vi var ca. 20 ryttere nu. Og faktisk kunne vi på de lange strækninger stadig se kortegens biler! Vi var ikke så langt fra nu. I vores gruppe lå Xtreme Cuppens førertrøje, Frederik Muff, AURA-Energi, og sammen med ham var der 3 andre AURA-ryttere. Så der var heldigvis lyst til at jagte fronten. Forbi mål igen blev der råbt 35 sekunder. Okay, vi var stadig tæt nok på dem.
Luften gik stille og roligt ud af ballonen…
3 omgang gik egentlig ganske okay, der var ikke det store at berette om. Det føltes dog lidt, som om at gassen var ved at gå af folk. Og pludselig på vej ud på 4. omgang var alle AURA-ryttere væk, pånær Muff. Det virkede som om, at det gjorde, at nu gad folk slet ikke mere. På et tidspunkt var vi kun 4-5 mand der kørte rundt for at holde gang i rulleskiftet. Og hurtigt blev det klart, at drømmen om at hente fronten mere eller mindre var slut. Nu skulle vi egentlig bare i mål. Så 4. omgang blev en en jævn kørsel hele vejen rundt, og egentlig også indtil slutningen af 5 og sidste omgang. Efter diget gik farten helt ud af gruppen. Vi lå i medvinden og kørte 30-35 km/t. Det blev sgu for koldt, så jeg gik udenom og prøvede at få gang i et rulleskifte igen. Kunne vi ikke bare komme til mål og spurte om de sidste pladser… hvis folk gad det.
Vi nåede dog kun et par skift i front, da Andreas Aidel, Team OK-Kvickly Odder, angreb. BHS-Almeborg’s Christoffer Lisson og Jeppe Klein satte tryk på og prøvede at lukke ham ned. Jeg gik på hjul af dem, og pludselig kiggede jeg bagud og havde kun ColoQuicks Alexander Salby på hjul. De andre havde så sluppet. Aidel blev lukket ned. Jeg havde en eller anden romantisk ide, om at jeg kunne sætte tryk på, når vi ramte brostenene og se om man kunne ryste folk. Den eneste jeg rystede var så mig selv. Da jeg ramte brostenene som første mand, fik jeg en krampe. Jeg følte mig godt til grin. Der blev ikke rigtig noget med at sætte tryk på her så! Lige da vi kom ud på normal asfalt igen, kørte Lisson kontra og jeg slap bare trådet. Jeg havde ikke kræfter til at følge med der. Det havde Klein, Aidel og Salby dog. Bagfra kom der en gruppe ført an af Mads Mondrup, så jeg ventede på dem, og da de fik kontakt brugte jeg de sidste minuts kræfter, på at tage vind for Mondrup, og se om jeg kunne lukke – eller i hvert fald minimere – hullet til de første. Det lykkedes ikke helt, men til sidst måtte jeg bare slå ud og selv sejle i mål.
Jeg blev nummer 24, og fik altså ikke point som sidste år. Jeg var fint tilfreds med præstationen, men ærgrede mig alligevel ret meget over, at jeg ikke havde fået røven med i frontgruppen. Det ville fandeme havde været fedt. Finalen fik jeg også fucket lidt op, men krampen ville sikkert være kommet uanset om jeg havde prøvet at forcere på brostenene eller ej.
Det var på en måde en fin måde at slutte min sæson på – selvom der lige ventede Sønderborg-løbet om søndagen.
Resultatet ses her: https://www.sportstiming.dk/event/6148/app/results
SØNDERBORG, 15 OMGANGE, 127,5 KILOMETER, 705 HØJDEMETER
Da jeg gik i seng lørdag aften, sagde jeg til min kone, at uanset hvad jeg sagde søndag morgen, så skulle hun smide mig ud af døren. Jeg havde, om aftenen, ikke lyst til at tage afsted dagen efter. Jeg følte at jeg havde akkumuleret alt min motivation til Tønder-løbet, og nu var den igen helt væk. Da var dog den indre stemme, der fortalte mig, at jeg kunne komme til at fortryde hvis jeg ikke tog afsted.
Da jeg vågnede søndag morgen, var lysten ikke ligefrem blevet meget større, men jeg fik ignoreret det, og tog afsted. Vejret var en smule mildere end om lørdagen, men det var igen vind der ellers kunne blive en afgørende faktor.
Efter endt opvarmning fik jeg placeret mig ganske godt fremme i startboksen, hvilket måske var rigtigt. For allerede fra start lagde BHS-Almeborg Bornholm pres på og kørte nærmest de første 2 omgange som en holdtidskørsel på de små snævre veje, som ruten mere eller mindre bestod 90% af. Eftersom at jeg lå godt fremme så var det ikke det store problem at være med, men det var heller ikke fordi man havde den store lyst til at kæmpe sig fremad i vinden alene. Efter 2 omgange satte de tempoet lidt ned, og der begyndte at komme angreb.
På ruten var der en mindre bakke ca. 2,5 kilometer fra mål, og så var der ellers hård sidevind hele vejen op forbi mål. Der kunne man godt mærke benene hver gang, syntes jeg. Jeg tror at det var sådan for alle.
Halvvejs på 3. omgang var der flere der begyndte at slippe fri foran, og jeg lå i en ganske fin position. Jeg rykkede efter og fik BHS Almeborg Bornholms Christoffer Lisson på hjul. Vi fangede hurtigt de 8-10 mand i front, men det var lidt som om at den gik i stå lige da vi fik kontakt. Det var ærgerligt, for det lignede at alle holdene var repræsenteret i udbruddet, og feltet lignede at de var gået i stå. Vi gik begge udenom, men da Lisson flickede sin albue, for at få mig til at tage føring kunne jeg godt mærke, at benene ikke helt var klar til det. Jeg kiggede mig hurtigt tilbage og så at feltet mere eller mindre havde kontakt igen, så jeg gik ikke forbi.
Der var vel 30 sekunders stilstand. Så blev der angrebet igen. Først en gruppe på ca. 10 mand, og så senere en gruppe på 5-6 mand, hvor Mads Mondrup var initiativtageren! Og de fik lov til at køre væk. Feltet gik i stå. Jeg var glad for at Mads endelig havde ramt udbruddet, men samtidig lidt ærgerligt over at det ikke var det hug jeg var med i før, der fik lov til at køre.
Herfra begyndte min mentale indstilling at ændre sig. Det er svært at beskrive, men lysten til at være i feltet begyndte at forsvinde. Jeg sad seriøst, og begyndte at håbe på defekt eller punktering, så jeg havde en undskyldning for at stå af. Hvorfor sad jeg overhovedet her, når jeg kunne køre hjem og se VM? Jeg prøvede at slå tankerne væk, og prøve at køre lidt cykelløb, og overbevise selv om, at jeg bare skulle sidde i feltet og gennemføre løbet. Det er virkelig svært at forklare, men jeg gad ikke. Jeg var ikke bange for at sidde i feltet (det er jeg aldrig), jeg var ikke fysisk mærket, men lysten var der bare ikke.
Efter 43 kilometer – på vej ud på 6 omgang – tog jeg konsekvensen. Jeg trak cyklen helt ud til højre, og lod hele feltet passere mig. Jeg ventede til alle følgebilerne var væk, og derefter drejede jeg cyklen rundt og trillede mod mål. Og jeg kan ikke beskrive hvor befriende det var. Der var ikke ét moment af fortrydelse. Og selv her i dag (tirsdag) fortryder jeg det ikke. Det var den helt rigtige beslutning.
Feltet fik faktisk hentet de fleste fra udbruddet, men en lille håndfuld holdt feltet stangen, og Martin Mortensen, Team Waoo, tog sin måske sidste sejr i karrieren? Hans instagram-opslag har i hvert fald sat rygtebørsen i gang :)
Resultater ses her: https://www.sportstiming.dk/event/6149/app/results
Konklusion fra sæson 2019:
Fortryder jeg min sæson i A?
Nej, det gør jeg ikke. Selvom jeg har været pænt negativ indstillet over for det, det meste af sæsonen, så er der flere faktorer der har spillet ind. Jeg havde 2 mål ved at køre A i år. Jeg ville stå skarpt til GP Herning, og jeg ville gøre en god figur til DM i Esbjerg.
Allerede i første løbsweekend gik det galt i Rødekro, da neutralservice overså mig efter blot 8 kilometer. Det i sig selv var ikke bare surt, men det var også en kæmpe våd klud i ansigtet, da man var klar til at få hele vintertræningen kørt ud i et løb.
Ugen efter, på hjemmebane i Give, gik det rigtig galt. Jeg var vildt godt kørende, men da vi ca. halvvejs i løbet skulle passere mål blev jeg presset over i hegnet, og røg voldsomt ned. Jeg slog mit knæ ret voldsomt, og det kostede 2-3 uger uden at reel træning. Og det kostede naturligvis også på formen.
Jeg fik den samlet op, og stod til start i GP Herning. Jeg var usikker på distancen, men jeg glædede mig helt vildt. Allerede efter første gruvejsspavé kom jeg ud i 10.-15. position og følte mig rigtig godt tilpas på grusvejen. Og så punkterede jeg med 1 km til 2. grusvejspavé. Jeg fik hurtigt et hjul fra neutral service, og fik en fin opkørsel, men da vi ramte grusvejen stod alle biler HELT stille. Jeg måtte svinge udenom, og pludselig lå jeg alene på grusvejen, med 150 meter op til feltet, og endnu længere bagude lå følgebilerne. Da vi så ramte asfalten fløj følgebilerne forbi, og jeg fik ingen hjælp. Det kostede mig 20 minutters all out, indtil jeg fik fat i feltet igen, og i samme tid ramte vi noget sidevind (som normalt ville have været ubetydelig), men nok til at jeg sad så meget i rød, at jeg røg af. Og da jeg så ville bruge bilerne til at komme tilbage igen, fik jeg at vide, at det måtte man altså ikke når man havde haft kontakt til feltet. Så efter 35 kilometer var mit GP Herning slut inden jeg overhovedet kom i gang. Det var ubetinget sæsonens største skuffelse, og den fylder stadig meget.
I mellemtiden gik min Scott’s saddelpind i stykker, og det blev en farce uden lige, da det tog 2,5 uge før jeg selv måtte skaffe en saddelpind hjem fra England, da de danske butikker åbenbart følte at den opgave var for svær. Jeg begyndte dog at få godt gang i cyklen igen (denne gang min gamle Cervelo), og i Frederikshøjs løb sluttede jeg som første mand uden for pointene. Måske ikke det største A-løb, da mange af de store teams ikke stillede talstærkt op, men det gav selvtillid.
Ugen efter var der Pinsecup, og der ramte jeg ikke helt dagen i Herning, og dagen i Randers var der en der klippede mit forhjul med 50+ km/t. Jeg røg ned, og smadrede hjelm, og min ramme knækkede. Held i uheld var det, at det var min Cervelo der knækkede og ikke min Scott. Men det betød igen flere dages pause. Dels fordi saddelpinden endnu ikke var kommet hjem, og dels fordi kroppen og hovedet var ramt.
Så jeg havde kun Nyborg løbet inden DM. Der stod jeg af, da jeg igen punkterede, og måtte bruge alt for mange kræfter på en opkørsel. Formen var ikke god nok.
Til DM i Esbjerg. De første 150 kilometer gik nemt. Lige indtil der var slukket. Det var 100 % manglende form, og udholdenhed der manglede der.
Og herfra kan jeg lige så godt være ærlig. Jeg var ikke god nok til at lægge skuffelserne bag mig i sommerperioden. Jeg fik trænet timerne, men nok ikke hårdt nok. Jeg nød de nemme, lange ture, men jeg fik ikke samlet mig selv helt godt nok op. Jeg tror lidt at udsigterne til at der skulle gå 2 måneder til næste løb tog lysten fra mig.
Give fik en start til Fyen Rundt, og her gik det over forventning langt hen ad vejen. Vejret var plaskvådt, og det er åbenbart godt til mig. Jeg havde gode ben, overskud til at køre ned og hente vand til mine holdkammerater, og var overbevist om, at jeg skulle gennemføre et UCI-løb. Lige indtil vi ramte Vissenbjerg-bakken. Der røg jeg af, men satte med det samme jagten ind på flad vej igen. Men selvom Christian Gorm, Herning, og jeg lå i 6 minutter med 47 km/t, så fandt løbsjuryen åbenbart, at den fart var for lav, og de pillede os ud. Det var så latterligt. Vi var måske ikke kommet tilbage, men vi fik aldrig chancen!
Herefter tog jeg den beslutning, at det var all in på Tønder. Den generelle lyst til A-løb var væk. Og som I kan se ovenfor, så blev det en mini-succes. En succes jeg går på off-season med.
Hvad har jeg lært?
Jeg har lært, at det er svært i A-klassen når man er 36 år, vejer 92 kilo, og ikke helt har motivationen til at træne det som de unge toptrænede drenge får trænet. Når man både er “lidt gammel” og lidt for tung, så skal man være superskarp, før man kan gøre sig forhåbninger om noget som helst. Jeg synes jeg fik vist, at jeg på dage, hvor holddynamikkerne ikke havde så stor betydning – og hvor jeg selv var skarp – så kunne jeg være med. Ikke i spil til sejren, men i spil til point.
Jeg har svært ved at forstå hvordan holddynamikken kører. Jeg kan ikke gennemskue hvornår holdende lader grupper køre og hvornår de ikke gør. Og når man kun har været max 3 Give CK-ryttere i feltet af gangen, så har det været umuligt for os, at bruge hinanden for alvor. Jeg er nok for meget “motionist” i den henseende. Jeg vil have anarki-løb og alle-mod-alle, hehe.
Og jeg ved ikke om jeg har sat for høje forvetninger til mig selv. Jeg troede nok, efter sidste års Tønder-løb og et godt Herning City Gadeløb, at jeg kunne flytte mit niveau mere. Det må jeg bare erkende, at det kan jeg ikke. Mine watt-tal er i denne sæson stagneret og på de helt skarp intervaller er de faktisk faldet. Måske er det alderen der er ved at sætte sine spor? Jeg ved det ikke :)
Jeg har også lært, at jeg er en rytter som måske er for nem at slå ud. Selvom jeg har haft meget modgang, så har jeg ikke haft rette strategi til at komme igennem de perioder. At slå op i banen og være negativ, har i hvert fald ikke gjort noget godt for mig. Jeg har brug for selvtillid, og jeg har brug for at have det sjovt, ellers kan jeg ikke yde mit bedste. Jeg er nok mere humørrytter end jeg lige har være bevidst om.
Hvad så nu?
Mange har spurgt om jeg ikke vil have en sæson mere i A? Om jeg ikke lige vil viske tavlen ren?
Svaret er nemt. Nej, det vil jeg ikke. Og heraf mange grunde. Jeg har hørt at GP Herning bliver UCI-løb igen, og derved er det nok ikke muligt at deltage i (jeg kender ikke løbets måske kommende løbskategori). DM bliver ikke flad, da det er min klub Give CK der skal stå for det. Med de 2 løb ude at billedet, så er der kun normale A-løb og Denim Cups, og det er ganske enkelt ikke attraktivt nok for en som fylder 37 år i løbet af april, næste år.
Jeg vil ned i B. Jeg vil ned og have det sjovt, og kunne være med til at præge et cykelløb. Jeg har ikke lyst til at køre A igen. Faktisk vil jeg helst undgå det.
Min eneste bekymring er, at jeg ender der igen, hvis jeg kører alle de løb jeg kan komme til. Jeg ELSKER at køre cykelløb, og jeg elsker at træne. Jeg har ikke lyst til at skære ned på træningen. Så måske skal jeg skære ned på licensløb, ellers skal jeg ofre mine chancer for at hjælpe de andre B-ryttere fra Give, som gerne vil i A-klassen.
Nu står den på off-season og Zwift-sæson. Og jeg glæder mig!