Løbsrapport fra UCI-løbene GP Herning og Fyen Rundt

En hård weekend er overstået med 2 x UCI-løb i GP Herning og Fyen Rundt. Begge løb endte med 2 x Did Not Finish. Den ene på grund af sort uheld, og den anden fordi, at kræfterne slap op. Samtidig blev vores Fyen Rundt også lidt ødelagt, at et voldsomt styrt til Jakob Bødker, som røg i asfalten i høj fart, og direkte på hospitalet.

 

AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: CYKELFOTO

 

GP HERNING, 196,7 KILOMETER, 922 HØJDEMETER, 27,3 KM GRUSVEJE

Vi ankom til Herning i god tid, og vi fik snakket godt igennem i forhold til vores taktik. Som underdogs var det svært for os, at gøre den store forskel, men vi skulle prøve, at hjælpe hinanden så godt som vi kunne, og tale samme derude, om hvem der havde benene. Desværre måtte Thomas Bilde melde sig syg på dagen med noget mavevirus, så vi var nede på 5 mand til start.
Vi var:
Jakob Bødker
Jeppe Falk
Jeppe Tolbøll
Gustav Dahl
Anders Bruun

Jeg havde personligt en ambition, om at skulle gennemføre løbet, og hvis det hele kunne flaske sig, så håbede jeg på en top 30.

Løbet blev sat i gang, og jeg var faktisk endt lidt for langt tilbage i starten af vores masterstart. En masterstart er altid stressende, fordi ALLE næsten vil frem, og håbe på, at ramme udbruddet. Så derfor måtte jeg også kæmpe mig fremad, og faktisk endte jeg næsten i front med få 100-meter til der hvor masterstarten skulle stoppe, og vi ville blive sat i gang med løbet, men her skete dagens først styrt. Dog ikke til mig, heldigvis, men rundt i en rundkørsel tog vi venstre vej rundt, og af en eller anden grund havde race-marshallen stoppet op ved en bil der holdt stille, og en rytter hamrede ind i ham, så både marshall og rytter måtte i asfalten. Styrtet bremsede nogle af os op, og vi endte helt bagerst igen. Nå, men det var der ikke rigtig noget at gøre ved, og vi måtte jo bare prøve at kæmpe os frem igen.

Løbet blev officielt givet frit, og der blev kørt rigtig stærkt. Jeg prøvede at kæmpe mig fremad, men positionskampen var rimelig vild, og da jeg endelig efter 2-3 kilometer kom op mod fronten var der allerede en gruppe på 7-8 ryttere der havde fået hullet. Øv! Jeg ville gerne have været med der. Nu var det egentlig bare et spørgsmål om at holde sig fremme, men det ville alle og positionskampen var vild. Hen mod den første pavé – som kom efter cirka 12 kilometer -kom jeg rimelig fornuftigt i position og kørte ind på den i 30. position cirka. Denne pavé, pavé nummer 16, var jeg ikke så nervøs for, da den var relativ kort og der stadig var lang vej til pavé nummer 15, hvor positionen var vigtigere. Herfra gik det egentlig okay. Jeg blandede mig ikke rigtig i positionskampen, da jeg vidste, at vi ville ramme nogle ret brede veje inden næste pavé hvor man kunne køre sig frem.

De sidste 5-6 kilometer før pavéen røg farten i vejret og positionskampen tog til og nogle ryttere røg pludselig i jorden et sted til venstre for mig. Jeg kiggede ikke engang derover, fordi fokus var så vigtigt.
Igen med små 2 kilometer røg der en rytter i jorden få meter foran mig. Jeg fik undveget og kom fint udenom og fik faktisk udnyttet, at der opstod lidt huller i feltet og fik kørt mig ganske fint frem. Herfra tror jeg at jeg holdte mig i 20. position lige indtil kort for paveén, hvor jeg dog mistede lidt placeringer. Pavé 15 var en af de lede pavéer på hele 3,1 kilometer og man vidste at der kunne opstå kaos. Jo længere fremme man lå, jo mindre mulig for at blive fanget bag dette kaos. Og hvad skete der så? Kaos.

Pludselig stod der 2-3 ryttere stille, den ene røg vist ned, og de to andre blokerede hele den ene side af grusvejen. Jeg fik klodset mine bremser, og i samme moment sank mit forhjul ned i det sandende grus, og jeg stod forover cyklen! På en eller anden mirakuløs måde, fik jeg slynget mit ene ben over styret, og landede foran cyklen på begge ben, mens jeg stadig have den ene hånd på styret. Jeg fik hurtigt cyklen rejst igen, og satte mig op, men begge dæk sank nærmest i med det samme. Flere ryttere omkring mig, var også blevet stoppet af uheldet, og var begyndt at løbe i det bløde grus. Jeg gav den lige én chance og prøvede at klikke i med den ene fod, og derefter den anden, og med stor held, fik jeg den i, og kunne træde cyklen i gang, og i bedste cross-stil træde den i gang. Der var ryttere LANGT foran mig, og jeg prøvede ikke, at gå i panik. Sidst jeg kørte GP Herning sluttede mit løb på netop denne pavé, og jeg var bange for at samme historie var ved at udspille sig.

Gruppen samles

Heldigvis begyndte jeg at fange ryttere foran mig, og langsomt blev der dannet en lille gruppe. Jeg følte lidt, at jeg var den sidste mand i hele løbet på et tidspunkt, men kunne senere se på billederne fra min kone (Cykelfoto), at der var mange ryttere bagved mig. Op mod flere minutter bagved, sagde hun.

Da vi kom ud på asfalten var jeg i en gruppe på cirka 15-20 ryttere. Jeg tænkte, at nu skulle jeg ikke gå i panik, og lade de andre lukket, så jeg satte mig bare ned bagved, og gjorde intet for at komme frem, og det var tydeligt, at der var nogen af de andre der var i panik, for de fyrede den totalt af i front, og det var hårdt nok bare at slikke dæk. Netop fordi at de fyrede den så hårdt af, så blev hullet også lukket, og endelig kunne man lige trække vejret og kigge bagud. Kæmpe kaos! Der var ryttere langt bagude, og store grupper. Jeg tror næsten ikke at alle kom tilbage.

Herfra trak jeg mig lidt fra positionskampen. For at være ærlig, så var det lidt for hektisk og kaotisk til mig smag, og jeg ville tage chancen, og chille bagved indtil “Den Gyldne Middelvej” hvor udskilningen normalt ville ske. Der ville jeg bruge alle mine kræfter på at komme frem. Den kom dog først lidt efter 100 kilometer.

Da vi ramte Pavé 14, altså 3. pavé, lå jeg ret langt tilbage, og vidste at den var lidt hård. Dog tog jeg en rigtig heldig beslutning, om ikke at forsøge at køre frem. For hen mod enden af pavéen skete der et kæmpe styrt foran i feltet. Jeg tror i hvert fald, at der røg 20 mand ned, nok flere. Samtidig bliver hele feltet og så bremset af styrtet, og jeg får hurtigt set, at ryttere er undveget ved at køre ud i marken. Nogle af dem er også styrtet derude. Der er mega kaos! Jeg får lynhurtigt klikket ud af pedalerne, og løber ud på marken med cyklen i hænderne og rundt om udbruddet. På min løbetur, der ville have gjort Chris Froome misundelig, kunne jeg ikke lade være med at kigge op på bunken af væltede ryttere. Det er helt surrealistisk, det syn. Folk lå styrtet nærmest i lag. Hold nu kæft mand!

Jeg kommer op på den anden side, og får gang i cyklen. Foran er der en gruppe på 15 ryttere måske, der er samlet og derefter måske 15-20 ryttere der ligger spredt, men hurtigt for dannet en gruppe, og her i blandt er jeg og Gustav Dahl fra mit team. Han ligger noget foran mig, og jeg opdager, at jeg er sidste mand i vores gruppe, der er strukket helt ud, og jeg lider! Jeg må sprinte for at holde hjul op af en lille bette bakke, men får røven med, og hullet til dem i front bliver lukket. Jeg prøvede at danne mig et overblik, og kunne bare konstatere, at der kun sad én rytter fra coloQuick i front, og det lignede Mads Østergaard. Resten var enten røget ned eller var blevet fanget i styrtet! Jeg sagde til Gustav, at vi ikke skulle arbejde, men blot holde os til. Kiggede man bagud, så var der ingen ryttere i synsvide.

Da vi små 8 kilometer senere ramte Pavé 13 punkterede Mads Østergaard og nu var der ingen coloQuick ryttere i front. Og så punkterede jeg selvfølgelig også bagpå. Heldigvis var neutral service hurtigt hos mig – vores egen bil var sikkert langt væk på grund af styrtet – og jeg fik hurtigt et nyt hjul på. Jeg havde faktisk selv taget en 6mm umbraco-nøgle med for, at spare tid ved hjulskift, så det gik stærkt, men frontgruppen var allerede langt væk. Dem kunne jeg godt opgive at lukke.

Jeg lå nu lidt i ingenmandsland. Jeg anede ikke hvor langt bagved en anden gruppe ville være. Så jeg måtte bare holde den lidt i gang uden at gå for dybt – det ville ikke give nogen mening.

Efter en lille kilometer kunne jeg dog se en stor gruppe bagved, og jeg lod dem hente mig. Her sad hele coloQuick i front, og var i gang med at lukket hullet. Der var fart på! I over 5:30 minutter kørte vi over 51 km/t, og hullet blev lukket.

Herfra var der ikke det store, at berette om. Jeg holdt mig stadig ret meget nede bagved, og havde det ret nemt.

Vi kørte endnu er par grusveje, hvor jeg slap uden om de få ryttere der punkterede, men det var som om, at der var ro på lige nu. Alle ventede måske nok til det store slag på Den Gyldne Middelvej.

Efter Pavé 11, ramte vi så forplejningszonen, og folk fik snuppet slynger og der var generelt ro på. Jeg skulle bruge noget vand, og helt ned i fart, for at få fat en dunk, som jeg så ikke greb. Så ikke nok med, at jeg ikke lige fik en dunk, så lå jeg også næsten sidst i feltet. Det var som sådan ikke noget farligt i det, dog lidt irriterende.

Få kilometer senere ramte uheldet. Der var total ro på feltet, og ud fra TV-billederne var der også nærmest bred front. Pludselig ud af det blå styrtede der et par ryttere på venstre side af vejen, et par pladser foran mig. Jeg trak lidt mod højre, og kom uden om en rytter der lå på jorden. Jeg nåede lige at tænke, at jeg ville kom rundt om styrtet, da der pludselig strøg en cykel på tværs af vejen, og jeg havde ingen steder, at køre hen. Jeg fløj over styret, og slog en stor kolbøtte, og landede på skulderen. Jeg tror, at jeg nåede, at tage fra med den venstre hånd inden jeg landede på asfalten.
Jeg kom overraskende hurtigt “til mig selv”, og holdt igen hovedet koldt. Jeg samlede de 3 gels op, som var røget ud af min lomme, fik samlet cyklen op og satte mig på den, men da jeg trillede frem var der noget der bremsede. Jeg trak cyklen over til siden og rullede forhjulet rundt. Det var snorlige. Tog fat i baghjulet. Der manglede 3-4 eger, så jeg fandt min umbraconøgle frem og pillede hjulet af. Jeg stod og ventede på at vores mekaniker, Brian, der kom løbende. Først løb han dog over til Jeppe Falk der også var styrtet, og så vente han om, og løb over til Anders Bruun der også var røget ned. Det viste sig, at den ene race marshall havde stille sig lige foran mig, så Brian ikke kunne se mig. Jeg fik langt om længe råbt ham op, og da han så mig skulle det gå stærkt. Da han kun havde set Falk og Bruun der var nede, havde han ikke taget hjul med til disc. Han måtte sprinte tilbage til bilen og hente et hjul til mig. Her var der allerede gået 1,5 minut og tiden tikkede bare der ud af, og det kolde hovede jeg havde, var ved at ændre sig til panik. Feltet var længe væk, og kortegen var begyndt at køre forbi os. Jeg fik et hjul på, og begyndte at køre afsted. De enkelte biler der stadig var bagved drønede forbi mig med 80 km/t. Jeg vidste, at hvis jeg ikke fik hjælp fra en bil, så kom jeg aldrig op.

Se episoden her:
https://youtu.be/uG8r6feX6T0

Efter lidt tid kom vores egen bil op bag ved mig, og begyndte at give mig lidt pace. Det fik jeg dog kun lov til i et lille minut, før en kommisær på motorcyklen nåede op til os og gjorde det klart, at det var imod reglerne.

Det er sådan, at i danske A-løb må man gerne få pace tilbage ved defekter, selvom kortegen er væk. I UCI-løb må man ikke få hjælp af bilerne, medmindre man ligger i kortegen.

Så Henrik, vores sportsdirektør, gjorde det klart, at han blev nødt til at forlade mig. Nu sad jeg i lort til halsen. Jeg havde måske fået lukket 20 sekunder af de 2 minutter jeg vel efterhånden var efter feltet, og at lukke 1,5 minut solo, i et felt der vel var begyndt at køre positionskamp hen mod “Den Gyldne Middelvej”… glem det! For at gøre det endnu mere bittert, så strøg der lige en bil forbi mig, med en rytter på hjul der kørte så stærkt, at jeg ikke kunne komme på hjul. Jamen for helvede da også!

Det var en virkelig øv-følelse, da det langsomt begyndte at gå op for mig, at løbet var ovre. Der ville ikke komme flere ryttere bagfra, da styrtet skete bagerst i feltet, og der var heller ikke rigtig flere biler. De få der var blæste forbi med 100 km/t. Jeg nåede at køre endnu et grusvejsstykke solo, men efter dette besluttede jeg mig for at finde den hurtigste vej tilbage til Herning – på asfalt. Hvis jeg skulle få en punktering nu, ville jeg stå uden service og det orkede jeg ikke. Slukøret satte jeg min Wahoo på “Navigate to start” og trillede de ca. 30 kilometer tilbage til målområdet.

Inde ved mål mødte jeg Jeppe Falk og Anders Bruun. Begge havde fået knubs og skrammer, men var begge okay. Det værste var dog, at begges cykler var smadret og ikke ville blive klar til Fyen Rundt, så de var begge i gang med at finde på alternativer!

Vi så Mads Østergaard fra coloQuick vinde foran Magnus Bak Klaris, CO:Play Giant, og Niklas Larsen, UNO X, på 3. pladsen.

Vores bedste rytter blev Jakob Bødker på en 58. plads og Gustav Dahl på 63. Gustav havde desværre en punktering ud af det felt der vist kørte om 3. pladsen sent inde i løbet. Vi andre 3 ryttere til start røg alle ud i samme styrt.

Efter løbet fik vi spist, og drog mod et Bed & Breakfast til på Middelfart. Fyen Rundt var næste mål.

 

Resultater: https://www.sportstiming.dk/event/8369/app/results?round=37322
Stava-data: https://www.strava.com/activities/5377519273/overview (note: wattmåler var i stykker)

 

FYEN RUNDT, 206,5 KILOMETER, 1741 HØJDEMETER

Thomas Bilde var stadig ikke blevet klar til løbet, så Anders Bruun blev sat ind som reserve.

Vi stillede med fuldt team i dag:
Daniel Guld
Daniel Eriksen
Gustav Frederik Dahl
Jakob Bødker
Jeppe Tolbøll
Jeppe Falk
Anders Bruun

Vi havde ingen overordnet plan i dag. Det lå lidt imellem linjerne, at vi skulle i udbrud, og ellers måtte vi se an, hvem der havde gode ben. Chancen for et godt resultat lå nok mest hos Gustav Dahl eller Jakob Bødker, men flere kunne også gøre noget godt. Anders Bruun og Jeppe Falk havde begge fået løst deres cykelproblemer. Anders havde lånt Daniel Eriksens vintercykel, mens Jeppe Falk havde fået fat i sin reservecykel.

Min egen ambition i dag var meget lavt sat. Jeg havde tre målstrege. Den første var ved Golfbakken i Faaborg. Den frygtede jeg virkelig meget. Den ville allerede komme efter 84 kilometer, så det ville være ret surt at blive sat der. Også fordi det var det absolut længste sted væk fra Middelfart, så det ville blive en lang vej hjem.

Min anden målstreg ville være bakken i Vissenbjerg. Den kostede mig deltagelsen for 2 år siden. Den ville komme efter 119 kilometer.

Den sidste målstreg ville være når vi ramte omgangene i Middelfart efter 163 kilometer. Alt efter dette ville være bonus. Ellers var min plan bare, at hjælpe mine holdkammerater bedst muligt.

Løbet startede med en masterstart, og modsat Herning så blev vi ikke holdt ind, før løbet blev sat i gang. Så her var positionskampen igen vigtig, og da løbet blev sat i gang sad jeg ganske fornuftigt. Vi var kun lige kommet ud af Middelfart, da løbet startede og der var fuld knald på fra starten. Jeg fik holdt mig godt fremme, og da vi kørte på en stor hovedvej, så var det ikke svært at holde sig fremme, så længe man ikke røg ud af top 30. Jeg fik kørt med i et par angreb, og havde sågar et lille minut solo ude foran, men da ingen kom op til mig, slækkede jeg lidt på farten og lod feltet fange mig igen. Jeg fik dog sørget for at jeg ikke røg for langt tilbage i feltet. Også Gustav Dahl var rigtig aktiv, og vi formåede ret ofte at dække de mange angreb af, men desværre var det også svært, at komme væk på hovedvejen, når de store teams ikke kunne lave bred front.

Efter cirka 25 kilometer fornemmede man i et splitsekund noget kaos bagved, lige i det vi skulle forbi nogle heller. Og rigtig nok, så lød lyden af folk der styrtede. Jeg fik ikke rigtig kigget mig tilbage, men fornemmede, at der røg en del ryttere ned. Bare at det ikke var nogen af vores ryttere, tænkte jeg. Desværre var Anders Bruun en af dem der røg ned, men han slog sig ikke alvorligt, og kom tilbage. Det tror jeg faktisk alle ryttere gjorde.

Der var flere angreb og jeg var igen med i et par stykker. Tænkte jeg over det, så vidste jeg jo godt, at det nok var spildte kræfter, for der slap næppe noget væk, men det var sjovt. Og måske kunne man være heldig.

Efter små 33 kilometer kørte vi væk fra den brede hovedvej og ind på mindre veje. Nu blev det pludselig sværere, at komme frem. Og et par kilometer senere slap der en gruppe på 4 mand væk ude foran, og derefter blev der dannet bred front, og farten røg ned. Team Give Elementer havde ikke fået nogen med, øv! Heldigvis hørte jeg, at Rasmus Byriel Iversen, den gamle Haderslev-dreng og nu rytter for Herning CK Elite, var sluppet afsted, og det gjorde mig lidt glad.

Herfra var der lidt stilstand indtil vi havde kørt omkring 47 kilometer. Jeg lå heldigvis godt fremme, da Cykling Odense-holdet pludselig tog røven på feltet, og angreb med to ryttere. Den ene af dem var Ian Millenium. De kendte tydeligvis rutens næste udfordringer, for der kom kort tid efter nogle virkelig snoede veje, hvor man kun kunne sidde en og en. De trak hele feltet ud, men efter et par kilometer var der igen ro på. Jeg synes det var frisk gjort, at de lige brød de normale “regler” om at holde igen, når der nu var bred front.

Ved Haarby, efter 64 kilometer kom der en længere bakke, som steg i flere sektioner over de næste 3 kilometer. Feltet kørte heldigvis ikke super hurtigt hen over, men farten var bagefter alligevel begyndt at tage til. Sebastian Ryttersgaard, Team Sparekassen Vendsyssel, sagde til mig, at den bakke var Golfbakken. Det vidste jeg faktisk godt, men det gav også god mening i forhold den den intensiverede positionskamp.

Efter 74kilometer ramte vi den lille by, Håstrup. Jeg lå vel omkring nummer 30-40 stykker og farten var rigtig høj og vi kørte ned af bakke. Pludselig blev vejen snæver, og der var en lille helle i venstre side. Ud af min øjenkrog ser jeg ryttere hamre i jorden, men det går så stærkt, at man kun har fokus fremad, for ikke at styrte selv! Der lød et kæmpe skrald, som når carbon knækker, og man var altså ikke i tvivl om at folk kunne have slået sig grimt! Jeg nåede at markere på min bremse af instinkt, men fortsatte ellers fremad. Jeg nåede lige at se, at farten sagde 48 km/t, og jeg havde lige rørt bremsen!

Det skabte lidt forvirring i feltet, og farten faldt en anelse i front, men der var et ret stort hul til resten af feltet. En hurtig optælling, sagde mig, at vi var cirka 45 ryttere i fronten. Jeg tænkte at det nok skulle blive lukket, og det blev det også få kilometer senere. Jeg anede, som sagt, ikke hvem der styrtede, men jeg håbede igen bare så meget, at det ikke var en af vores ryttere. Forvirringen efter styrtet var lidt til min fordel, for det var nemmere, at køre sig frem og få en god position inden Golfbakken som var 6-8 kilometer forude. Og faktisk lykkedes det mig, at komme ind op bakken i omkring top 25.

Allerede fra starten led jeg, men jeg tabte ikke placeringer, og følte ikke, at jeg kørte over evne. Så faktisk endte det med, at jeg slet ikke mistede én eneste placering på vej op af første del af bakken. Hen mod toppen ved golfbanen fladede den lidt ud, og her kiggede jeg mig tilbage. Der var en lang slange af ryttere, og jeg tillod mig, at tage en puster og miste 15-20 pladser, før jeg igen kilede mig fast på hjulet foran mig. Jeg overlevede den sgu, og endda uden at få en større krise, som jeg havde forventet! Jeg begyndte at få lidt selvtillid.

Jeg vidste, at der nu var 35 kilometer til næste udfordring, Vissenbjerg-bakken, så jeg kørte ned igennem feltet fordi jeg ville hente vand. Jeg spurgte Gustav om han manglede, men han havde. Nede bagved lå Jeppe Falk og Daniel Guld. “Bødker er ude, han styrtede,” sagde Daniel. Fuck, så var det en af vores. Forhåbentlig slap han billigt. Hverken Falk eller Guld manglede vand, så jeg skulle bare have til mig selv. Jeg kørte ned og gjorde tegn til at jeg manglede service, men vores bil kom ikke! Dog lå der en anden bil og dyttede, og jeg nåede kort at blive ret irriteret! Hvorfor lå han der, når der ikke var andre ryttere der manglede service? Jeg skulle bruge vores bil! Pludselig hørte jeg chaufføren brøle “Tolbøll!!!!” og her forstod jeg, at han ville give mig service, så jeg rullede ned.

“Jeres bil blev hos ham der styrtede, så vi dækker jer lidt,” sagde chaufføren. Jeg husker slet ikke hvem det var, som gav mig vand, for jeg blev helt paf. Jeg tror det var Cykling Odense, men husker det helt ærligt ikke. Når ens bil bliver hos en der styrter, så kunne det kun betyde, at det var slemt! Jeg fik to nye dunke og en håndfuld gels og kørte op til feltet igen. Jeg skubbede for en stund tankerne om Bødkers styrt væk, lige nu kunne man ikke gøre fra eller til.

Vi ramte så de 100 kilometer og var stort set halvvejs i løbet. Benene føltes ganske gode endnu, og jeg havde formået, at spise rigeligt, både af energibarer og gels. Jeg havde måske ikke helt drukket nok. Det skulle jeg lige prøve, at få bedre styr på.

Ellers gik det rimelig fredeligt ind mod Vissenbjerg. UNO X havde taget kontrol i feltet og holdt en jævn høj fart og det var nemt at sidde på dæk i feltet. Jeg nåede ikke, at komme helt så langt frem før bakken, som jeg håbede, men lå vel okay. Der blev kørt semi-hårdt hen over den, men jeg syntes, at det var markant nemmere end på Golfbakken. Vissenbjerg-bakken er dog heller ikke så lang, så den var mere overskuelig, og jeg kom med henover uden nogen panik. Jovist, det kunne mærkes i benene, men havde den være dobbelt så lang, så var jeg nok også kommet med over.

De næste 20 kilometer gik igen ret nemt. Jeg mindes, at vi fangede Byriel og en anden fra udbruddet. Ved 142 kilometer ramte vi en længere bakke. Der blev holdt på, men jeg tænkte, at det da nok skulle gå, men så ramte der en krampe i mit højre baglår! Den kom ud af ingenting, og den ville bare ikke slippe! Det måtte jeg til gengæld, og jeg faldt som en sten igennem feltet. Jeg kunne ikke lave ét eneste pedaltråd, og tænkte, at nu var mit løb slut. “Gå nu væk, gå nu væk!” skreg jeg inde i mig selv. I følge Strava gik der hele 19 sekunder hvor jeg ikke trådte, før krampen slap sit klamme tag i mit ben. Gustav kom op på siden af mig, og rakte mig en flaske. Jeg tog den og holdt den i den ene hånd, men jeg tog en flaske fra min cykel som var halvfuld og tømte den i et hug, og satte den nye på cyklen. Jeg smed den tomme flaske hos nogle tilskuere, og tog en stor slurk igen, af den nye! Jeg fyrerede også lige en gel i hovedet.

Over de næste kilometer fik jeg bare kørt noget vand i hovedet, og spist en gel eller to mere. Faktisk fik jeg det bedre efter min forskrækkelse, men kunne godt mærke, at der blev kørt mere på diesel end benzin. Jeg havde ikke rigtig top poweren mere, men det var måske også naturligt efter 150 kilometers cykelløb.

Vi var nu ved at ramme omgangene i Middelfart, og mit mål var nået. Omgangen havde en længere bakke, ud af Middelfart, op mod den gamle Lillebæltsbro, og så en rigtig skarp satan på 400 meter, kaldt Kongebro. Jeg var godt nok i tvivl om jeg kunne overleve Kongebro. Jeg var slidt, så jeg fandt Daniel Eriksen tæt ved mig, og fik ham på hjul, og begyndte at køre ham fremad. Han kunne få et fint resultat med hjem, hvis han kom længere frem, og det jeg lavede ved at køre ham frem, ville næppe betyde noget, om jeg døde på bakken eller ej.

På bakken ud af Middelfart blev tempoet skruet og jeg røg ret langt tilbage. Der var ikke overskud til at køre frem mere. På nedkørslen mod Kongebro-bakken vandt jeg ingen pladser, og i bunden var jeg alt for langt tilbage. Foran mig eksploderede folk over alt, og stod stille. Jeg kom med swung på, og havde én chance; fuld skrald og se om jeg kunne få kontakt til bagenden af feltet. Planen lykkedes også… til dels. Med 100 meter til toppen fik jeg kontakt, men så var der også udsolgt. Jeg eksploderede selv, og måtte kapitulere! Løbet var ovre for mig, og lige ved siden af mig måtte også Jeppe Falk give op. Vi trillede begge ned mod mål, hvor der stadig manglede 3 omgange. Vi snakkede kort om at rulle en omgang mere, eller indtil vi blev pillet ud, men kort efter målstregen passerede slutbilen os. Vi kiggede på hinanden og var hurtige enige om, at vi bare vendte rundt og kørte ned til holdets kassevogn.

Her ventede vi på at løbet blev kørt færdig, og derefter kom alle vores teamkammerater ind en efter en til vores område ved kassevognen. Alle pånær Bødker, som var røget direkte på hospitalet. Alle spurgte som det første, om status på ham, frem for den normale tone, om hvordan løbet var gået for den enkelte og så videre. Alle var bekymrede.

Henrik Nielsen, vores sportsdirektør, kom ind til området kort tid efter, og fortalte at min kone, Michelle, var taget efter ambulancen til sygehuset i Svendborg, og at Jakob var blevet skannet for hovedskader, og smerter i skulder/kraveben. Han kunne ydermere fortælle, at Jakob havde været bevidstløs efter styrtet, og meget konfus da han kom til sig selv.

I skrivende stund ligner det, at han slipper med hjernerystelse og et par “flotte” ar i hovedet. Hvor slem omfanget af hjernerystelsen er, ved vi dog ikke endnu. Jeg håber og krydser fingre for, at han hurtigt er tilbage!

Efter løbet blev jeg kørt hjem til mine svigerforældre, indtil Michelle kom tilbage fra sygehuset.

Resultater: https://www.sportstiming.dk/event/8366/app/results
Strava-data: https://www.strava.com/activities/5384685069/overview (wattdata stadig forkerte)

Løbspause!

Jeg har besluttet, at holde fri i weekenden, og træne frem mod DM. Jeg har haft lidt for mange DNF’ere og har også brug for ro i hovedet, så min næste cykelløb bliver d. 12. juni, i Demin Cup i Nyborg.

De mentale batterier er drænet lidt, efter mange ture HVER weekend siden midten af april.