Løbsreportage: Spring Classic GRVL 120km 2023

Vores venner i Adventure Cycling afholdte søndag i denne weekend et brag af en gravel-fest. Anden udgave af løbet Spring Classic GRVL blev afholdt med start/mål på centersbanen ved Spektrum Odder.  Jeg havde en fantastisk dag på rammen, men for den…der blev kørt hurtigt rundt på de østjyske grusveje.

Af: Søren Kuipers | Foto: Kristian D. B. Mikkelsen & Mathias Nordland / Adventure Cycling 

Spring Classic GRVL 120km 2023

Søndag morgen. Jeg springer ud af sengen. Jeg har glædet mig til dagen i flere uger. 120 beskidte kilometer venter. Masser af havregryn ned i tanken, masser af kaffe samme sted hen. Ud i den sølvgrå Skoda; afsted i den i-for-vejen-pakkede bil. Destination: Spektrum Odder.

Bilen pakkes ud, jeg sjattisser i en busk. En hund gør det samme i den parallelliggende busk. Flere står rundt omkring og lader vandet.

Det kan godt være at kalenderen siger forår, men det er heller ikke meget solen titter frem denne søndag. Jeg sætter forhjulet på og pumper dækkene.

– “Mine tal i Calpe var markant bedre end da vi var på Mallorca i februar!”

Jeg kigger mig over skulderen. Tak for kaffe; der står et par monstre med køller som på en junidag – der er nogen som har trænet på udebane skal jeg hilse at sige. Jeg selv pakker mine 7xRoglic-hår-på-benene ind i de løse ben. Jeg er allerede …nej ikke demoraliseret…men lidt ængstelig for hvad der venter. Uanset; jeg glæder mig!

Klar, parat, start

Mads C holder pep-talk kort inden afgang. Jeg hører ikke efter. Jeg er på vej i boks. Bamses venner spiller nationalmelodien, og jeg er i tvivl om det fungerer eller ej. Det blæser, vinden føles på én gang kold og isnende og samtidig indbydende og forførende. Jeg vælger startgruppe 1 – der er mange skarpe ansigter til start, men også flere jeg kan bide skeer med. 120km er langt. Årets hidtil længste tur er for mit vedkommende endnu ikke længere end 100km.

“START!” Vi er igang.

Den østjyske købstad Odder ligger veje til søndagstonseren. Starten ud af byen foregår på veje, cykelstier og en enkelt rundkørsel. Det skaber et par farlige situationer hist og pist; flere virker lidt utrygge, men efter 5-6km stiger vejen op mod golfbanen og feltet strækkes ud.

Budskabet fra arrangørerne er som altid: Ruten er udfordrende, men alle kan være med, så forvent det værste og håb på det bedste! Business in front – Party in the rear! Og efter mindre end 20km er der ikke meget party noget sted! Der er allerede kørt tre spidser afsted; den store gruppe 1 formindskes, og jeg hænger stadig lige på. Ruten bugter sig ned mod Hundslund. Jeg bliver sat af gruppen. Vi sidder som perler på en snor, spredt ud over jordveje, græsstier og nedlagte jernbaner. Vi har kørt godt og vel en time. “Lad os køre lidt rundt, vi har vel godt og vel en tre timer endnu!” Et par stærke fyre når op til mig.

En hyldest til forårsklassikerne

Mads og Stefan ønsker at kombinere den italienske, belgiske og franske cykelkultur i ét og samme løb og de mange forskelligartede underlag er virkelig ét af løbets væsentligste karakteristika.

Vest for Søvind kører vi et ekstra loop på en 12-13km og vi får tilslutning bagfra fra endnu en 6-8 ryttere. De har god fart i stængerne, og jeg får et tiltrængt break fra føringerne. Nær Horsens Fjord kører vi blot 10cm fra vandkanten – vi kørte der også sidste år – og jeg ved hvad der venter: et par meget teknisk kringlede opkørsler i skoven lige efter med meget forskelligt underlag, så jeg kører mig frem og får på et meget kritisk tidspunkt lukket op til de fire stærkeste i gruppen. Knap 60km kørt.

Vi rammer en gammel jernbanestrækning. Vi drøner en tur i depot. En bar, lidt saftevand og en halv banen senere: Mine fire stærke følgesvende venter på mig, da jeg fylder dunken en sidste gang – og en lille krampe i låret falder lidt til ro. Jeg gruer for hvor længe jeg kan sidde med. Vi kommer hurtigt frem i landskabet, men jeg kan ikke præstere føringer af nævneværdig karakter. Vi rammer et enkelt græsstykke igen, og det niver efterhånden noget i køllerne.

Livet ebber ud

Vi nærmer os kilometer 90. Gruppen er gået fra 5 til 4. På mirakuløs vis er det ikke mig, som springer i luften. Men en mindre bakke i sidevind koster én af gruppens medlemmer. Idet jeg passerer den luftsprungne kører jeg et resignerende: “Argh for helvede…!” Krampen er uendeligt tydelig, og genkendelig.

De tre andre er tydeligt stærkere end mig – jeg sidder konstand på dæk; gør mit bedste for ikke at genere mine makkere –  og da vi rammer havnebyen Hou banker de til den på små grusstier, større sommerhusveje og små græsstykker. Jeg lider, sidder lige akkurat med og konkluderer med en halv gel i munden (resten ender på benene), at denne grusoplevelse bør koste en 3-4 uger af min samlede levetid. Jeg lider.

Dødsstødet kommer helt forventeligt. Jeg husker Groadbooken, hvor der efter 114km var indikeret:

***** Sector ”Pavé Inferno”

Jeg slipper – heldigvis skal det vise sig – lige med det samme. For det er i sandhed et inferno som venter. Mudder-inferno. Jeg oplever pludselig stroboskoplys-lignende tilstande, når jeg åbner og lukker øjnene. Svimmelhed afløses af kvalme, og jo længere vi kommer ind på Sector Pavé Inferno jo mere går jeg i stå. Mudderet står i knæhøjde. Jeg overvejer et svagt øjeblik at trække, men konkluderer, at jeg knap kan gå i mudderet. Mine tre trækdyr sidder én og én – det er en rendyrket styrkeprøve. Det er Spring Classics DNA – de stærkeste klarer sig bedst – sådan er det!

Igennem kommer jeg. Kvalmen stiger, men jeg ved, at der kun venter et enkelt grusstykke. Jeg sidder alene, men glædes ved medvinden og får gang i cyklen. Sidste pavé forceres med et italiensk banner hængende i træalléens kroner. Strade Bianchi-style. 120km-ruten er blevet sammenflettet med 67km-ruten på det sidste stykke, og jeg formår at holde en enkelt anden solorytter fra den kortere distance bag mig.

Det franske twist i løbet er tydeligst til slut. De sidste 1,5 omgange på løbebanen rundt om Odder stadion foregår i bedste Paris-Roubaix-ånd!

“MÅL!”

En ægte forårsklassiker

Jeg sidder med pastasalat, cola og gode kammerater og evaluerer løbet. Det lever til fulde op til en ægte forårsklassiker. Det er som at høre et ekko når Brian Holm beretter om løbene i brostens-Belgien. Undervejs tænker man: Aldrig igen!
Så snart pulsen igen er under 100 igen, så går tankerne allerede på næste års udgave:

– Hvordan kan jeg komme bedre hen til Pavé Inferno?

Endnu engang tak til Canyon

Som tidligere skrevet, så har jeg lånt en megafed gravelcykel af Canyon: Grizl CF SLX 8 eTap Suspension, som du kan læse mere om her

Denne cykel excellerer virkelig på sådan en rute. Jeg kan godt se, at der er skruehuller til tasker mm., men den kan altså i min optik sagtens køre race, også. Suspension i forgaflen kan på en grustur på en 40-50km med blandet kørsel virke som lidt overkill, men når underlaget, distancen og hårdheden i Spring Classic bare bliver ved at udfordre, så bruger jeg denne mulighed adskillelige gange.

Sidste år kørte jeg på 38mm dæk, og det var et godt valg dengang – ruten var mere tør og der var mindre mudder – men i år var de 45mm på et ultraskarpt hjulsæt opskriften på en meget hurtigere oplevelse end sidste år. Efter min mening: På en teknisk sværere og markant hårdere rute. Det var en kanon oplevelse. Og jeg er virkelig glad for at have fået muligheden af Canyon.

Endeligt. Tusind tak til Adventure Cycling – Mads og Stefan – for at invitere til forårsræs i Odder.
Jeg kommer med sikkerhed igen næste år.