Endelig var det tid til cykelløb, ikke blot til at arrangere et, men endda deltage. Faktisk havde jeg planlagt en fantastisk dobbelt weekend, med hele to nyklassikere på programmet. La Fleche Vejlonne, om lørdagen, et sjovt retro-cykelløb, og så det helt nye, Ribe – Tønder – Ribe, en hyldest til Liege Bastogne Liege, med danske grus-pavéer som krydderi, om søndagen. I sidste øjeblik kunne jeg dog ikke få kalenderen til at gå op, og så jeg måtte vælge. Valget faldt på løbet i Ribe, fordi det er første år det køres, og jeg har allerede dækket Vejlonne.
Ærgeligt, men nogle gange må man vælge. Løbet i Ribe blev dermed min første tur, i år, med startnummer på ryggen. 160km, +20 grus pavéer, i et landskab jeg stort set ikke kender. En af de store glæder for mig, ved at cykle motionsløb rundt om i landet, er netop at man kommer ud og ser nye steder, og det lignede virkelig en smuk rute, som arrangøren, Per Hansen, havde strikket sammen. Jeg skriver lignede, for jeg nåede ikke ret langt.
Startzonen var dejligt interimistisk. 4 bukke, to waferboards, samt en hustru og en datter, der stod for indskrivningen. Når det var klaret, så var man “ready to go”. Ingen fællesstart, find et par rejsefæller, og hop ud i eventyret.
Mit eventyr bød dog lidt for hurtigt på et uventet “plot-twist”. Planen var at mødes med Dean og Anders, AoCs gode venner, der står bag den fremragende gravel-podcast, Balsam for Sjælen, og så følges ad og i fællesskab, samle inspiration, til podcast og en artikel. Anders blev allerede inden løbet slået hjem, af en datter med en positiv Covid-test, mens jeg, allerede efter den første pavé, 10km inde i løbet, styrtede. Det var et højresving, i slutningen af pavéen, og en del af gruset var derfor kørt ud på asfalten. Jeg kørte hverken specielt hurtigt eller (synes jeg) specielt risikabelt, men når man styrter solo i et sving med grus, så er det naturligvis en kørefejl. Forhjulet smuttede simpelthen under mig.
Nå, men jeg er styrtet masser af gange, og som regel plejer jeg bare at sætte mig op og cykle videre, det var desværre ikke muligt denne gang. En skarp granitskærv havde efterladt en 2 cm. lang og én cm dyb flænge i min håndflade. Det blødte gudsjammerligt; – på min cykel, på mine sko, på mine ben. Dean og et par andre deltagere var meget flinke og stoppe og spørge om jeg var ok. Tak gutter.
Jeg var nok lidt i adrenalin-chok, men dog alligevel forholdsvist fattet. Det er forskelligt hvad folk har af aftaler, når de følges ad i et motionscykelløb. Mit udgangspunkt er at jeg ikke synes andre skal have spoleret deres dag, bare fordi jeg leger væltepeter i et sving. Styrtet var sket i lav fart, jeg havde ikke slået hovedet eller kroppen, var blot landet uheldigt på min hånd, selvfølgelig skulle de køre videre, så skulle jeg nok tage vare på mig selv.
Cyklen var stort set uskadt, bortset fra et let bøjet geardrop og en bagskifter der var gået i “chrash mode”, og så var der kommet lidt blodstænk på mine støvede hvide sko, altsammen noget der kan fikses. Pheew. Jeg skifter i øvrigt altid et bøjet geardrop ud. 2 gange har jeg oplevet et knækket geardrop, med dyre konsekvenser til følge. Mikro udretning er ok, men når det er bøjet så det rammer egerne, er min holdning, at det skal skiftes.
Løbsarrangøren var tæt på at dø!
Det er en sjov følelse når adrenalinen pumper rundt i kroppen. Jeg følte mig både fattet og handlekraftig, men samtidig underligt ufokuseret, det er en meget speciel følelse. Jeg fik ringet på ved den nærmeste gård, og fik lov at skylle såret overfladisk rent, samt låne et rent viskestykke, som jeg kunne forbinde med og samtidig knuge om, så der kunne komme noget tryk på læsionen. Det stoppede heldigvis hurtigt blødningen, hvilket også tog toppen af adrenalinsuset, der ofte pumper derudaf, når man synligt bløder.
Så ringede jeg til min hustru, hvilket var helt unødvendigt, hun vidste jo ikke jeg var styrtet, men jeg synes åbenbart hun også lige skulle starte dagen i “high arousal”. Jeg var i Ribe hun var i Aarhus, hvad kunne hun gøre? Undskyld Fru. Kaldan Heuser. Nå, men samtalen gjorde jeg fik samlet tankerne, og ringet til løbsarrangøren, der prompte tilbød at komme og hente mig, og køre mig på skadestuen. God stil! Fik også lige ringet ind til vagtlægen og bestilt tid på skadestuen, hvilket man jo skal i disse covid-tider.
På vejen snakkede vi lidt om det at arrangere cykelløb, og så faldt snakken naturligvis også ind på det at styrte på cykel. Per fortalte mig om at han for 4 år siden, overså en bom over cykelstien, på en kold januarmorgen, pga. lavthængende sol, og helt idiotisk, uden cykelhjelm. Han fløj ud over styret, med over 30km/t, og landede på hovedet, med alvorlige kvæstelser og blodpropper i hovedet, til følge. I måneder efter var det en kamp, først bare for at overleve, senere med simple udfordringer, som at holde balancen, siddende på en stol. Gå kunne han ikke, og slet ikke cykle. Lægerne fortalte ham at han burde være død.
Min sårede hånd blegnede totalt, som Pers skrækhistorie udfoldede sig, men der var nu ikke noget hånligt at spore i Pers stemme, som han berettede, han fortalte tværtimod, at han havde fået en sær fascination af styrt på cykel, efter ulykken. Og så måtte jeg jo åbne forbindingen, så han kunne se såret, der nu pludselig virkede meget banalt. Det endte dog med 5 sting på skadestuen, så helt banalt var det trods alt ikke.
En smuk finale med Ribes domkirke som bagtæppe.
Efter min hånd var blevet stinget, var Per ultra flink og hentede mig igen. Vi nåede (heldigvis for Per) retur til Ribe, i god tid inden de forreste ryttere nåede i mål, heriblandt var Mads Christensen, den tidligere World Tour rytter, der i dag ernærer sig ved at lave bike-fit og træningsprogrammer, OG – så arrangerer han et gravel-cykelløb til efteråret, på intet mindre end 320km. Det kommer der mere om på siden har snart. Den bliver led!
Jeg nåede jo nærmest ikke igang med løbet, inden det sluttede, men alle deltagere jeg snakkede med, berettede om en smuk og varieret rute, men også overraskende hård, selvom det er en rute med et meget begrænset antal højdemeter. Det er en rigtig klassiker Per har sat sammen, og selvom man derfor skulle tro han var lokal, så bor han faktisk til daglig i Vejle, men elsker bare naturen omkring Ribe. En bedre måde at reklamere for området på, er svær at forestille sig.
I mål var der disket op med frisk pasta og lækker kylling-gryderet, på torvet i Ribe, lige ved siden af den historiske Domkirke, en smuk afslutning på et lækkert cykelløb. Per har i nogle år stået bag undergrunds-cykelsuccessen “VM i Jernbanecykling” og nu har han præsteret en ny klassiker, Ribe – Tønder – Ribe. Tak for et fedt arrangement Per, det skal jeg helt klart køre igen (og gennemføre), i 2022!!
Mit set-up
Mine gravel-hjul var desværre endt på lageret efter Dirty Jutland, så derfor havde jeg kun mine landevejshjul, hvor jeg smed 28mm Roubaix Pro på. Selvom jeg kun nåede at køre den første Pavé i løbet, så bød den på grus med temmeligt stor sten, bumlet skovvej, decideret single-track og en sandgrav. Jeg så flere andre deltagere gennemføre på landevejsdæk, så det kunne man sagtens, men konsensus var at den bedste oplevelse, findes på brede dæk.
Cyklen er en 2021 Diverge PRO fra AoCs og Dirty Jutlands mangeårige samarbejdspartner Specialized. Det er en rigtig “touring” cykel, som er perfekt til sådan en tur som Ribe Tønder Ribe. Den er både hurtig på landevej, og meget komfortabel på grus.
