Niels Christian Jung - Klip fra Riis Forfra © AltomCykling.dk 2014
Niels Christian Jung - Klip fra Riis Forfra © AltomCykling.dk 2014

Niels Christian Jung og Riis

Riis – Forfra, DR1 Torsdag d.9 Januar, 2014, set  af AltomCykling.dks redaktør, sammen med en masse andre danskere (tror jeg). 

Monopol TV når det er bedst – som i gode gamle dage

Uanset om folk hader eller elsker Bjarne, så var i aften som i de gode gamle monopol dage: samling foran skærmen, og i morgen har vi alle sammen noget at snakke om! Niels Christian Jung, journalist på DR, har næse for den gode historie, men i filmen om Riis blomstrer den desværre aldrig. Det er ellers ikke fordi Jung ikke forsøger, måske er de to personer for ens, måske er det derfor Jung fik lov, måske er det derfor det kun næsten lykkedes? Hvem ved?

Kan man lave en film om Riis, der ikke handler om doping?

Ja, og tak for det! En gang for ikke så længe siden var Riis elsket, han satte os små danskere på landkortet, for et øjeblik lod han os glemme nederlaget i 1864 og de efterfølgende 100+ års lange mindreværdsfølelse vi har befundet os i, så meget desto større har skuffelsen været for mange, da det gik op for dem at det hele var snyd, så var det kun en sølle trøst at konkurrenten, tysken Ulrik, også var dopet.

Jungs dokumentar handler om Riis, mennesket Riis, mennesket der kun hårdt presset, til sidst indrømmede eget doping misbrug, og som måske nu er også er hårdt presset, men har lært at hans offentlige bodsgang i 2007 ikke bragte nogen absolution, tværtimod. Mange har aldrig, og vil aldrig tilgive Riis hans bedrag. Set i det lys forstår man godt at Jung møder en mur, Riis har lært lektien. Det var måske længslen efter folkets kærlighed der drev ham til systematisk at dope sig dengang i 90erne, men den kærlighed havde en mørk bagside, de skuffede danskere. I det hele taget har danskere det lidt svært med helte, det er som om vi lidt glemmer at selv helte er mennesker og at selv helte er fejlbarlige. Vi elsker måske nok vores helte, men vi elsker endnu mere at pille heltene ned igen, helst helt ned!

Til alle de danskere der har travlt med at dømme Riis – kan I selv leve op til jeres puritanske mantra, og har i formået at tilgive manden der indrømmede?  – eller synes I stadig ikke han har indrømmet nok? ? Jeg har personligt fået lidt spat, og må sige at jeg virkelig forstod Riis i filmen da han sagde nej tak, ikke mere offentlig bodsgang, og det endda selvom det er højeste mode blandt både ministre og andre offentlige personligheder.

Faktisk tror jeg Riis er topmoderne på det punkt – for det må vende, alle de offentlige undskyldninger man efterhånden møder hele tiden, er der virkelig nogen der føler de får noget ud af det? Spørg lige dig selv, hvad ville du få ud af at Riis offentligt indrømmede:  “ja, jeg kendte til at Tyler Hamilton tog doping?“. Jeg har selv svært ved at svare på det spørgsmål, men jeg ville da være forarget, som en god dansker, bevares.

Det kærlige menneske

I filmen ser man Riis´ kone, hun virker selvstændig, klog, eftertænksom… dejlig! Ligeså hans børn – men Riis virker tilknappet – en åbenlys modsætning. Ser man på Riis´ stjerneryttere, Basso, Hamilton, Schleck, Contador – får man indtrykket af mennesker der vitterligt holder af Riis, så han kan altså noget, noget som ikke bare er systematisk doping, men hvad er det?

Det nærmeste vi kommer dét, er en bryllupsscene fra 1999, Riis synger piv hamrende falskt en kærlighedserklæring til sin nye kone, Anne-Dorthe, det kræver fandme mandsmod, det er der noget poetisk over, men sigende for filmen er det ikke Jungs optagelse, men en privat (tror jeg), så tæt på kommer Jung aldrig, heller ikke selvom Riis græder et par gange.

Jung får fortalt hele historien uden om, så man uværgeligt må deducere sig frem til at Riis er mere end hvad pressen får at se, end Jung fik lov at se, men ære for forsøget, og faktisk også respekt for, at Jung viser respekt for Riis, og ikke lader sin film blive drevet af sensationshunger. Her ligger styrken, og hele årsagen til at jeg er endt med at skrive denne kommentar.

For måske lykkedes Jung ikke, men alligevel lykkedes han afsindigt godt, det er bare ikke en klassisk historie med slutning og morale – den kræver faktisk man tænker selv. Riis lever endnu, forhåbentlig er der længe til jeg skal læse hans nekrolog, og sidste kapitel er ikke skrevet om Riis endnu. Denne film er et skridt på vejen til at forstå ikonet, der forførte Danmark, og skuffede en hel befolkning, men ikon er han stadig, det beviste Jung i aften.

For første gang i årevis har jeg siddet foran skærmen, samtidig med mange andre danskere, og set et program der virkelig gav mig lyst til at stille spørgsmål: – til dokumenteren, til motiverne i den, til min kæreste, til hendes syn på hvad vi lige havde set, og det hele fortsætter i morgen.

I morgen er vi mange der er samlede om det samme, det sker ikke så tit, det er en stærk følelse.

Tak for det Jung!

Uggi Kaldan // Redaktør, AltomCykling.dk