Niki Byrgesen – kun på AltomCykling.dk
Helt eksklusivt har AltomCykling.dk fået Niki Byrgesen, tidligere teamrytter og fast inventar på det danske banelandshold, til at skrive lidt om hans syn på forskellige emner i cykelverdenen, og ikke mindst hans egne oplevelser.
Godnat Lance og sov rigtigt dårligt!
Endelig kan vi sove roligt om natten uden det evige spørgsmål rungende i hovedet, benyttede Lance Armstrong sig af stærkere sager end vand og brød ,i sin jagt på sejre og succes på landevejen?! Det gjorde han, en ren tilståelse på Oprah af sit forbrug af forbudte hjælpemidler som epo, bloddoping og testosteron, man kan måske diskutere om gav ham en fordel på daværende tidspunkt eller om han bare gjorde kampen jævnbyrdig?!
Men én ting er sikker: vi er ikke blevet klogere og cykelsporten er ikke blevet mere ren!
Lances indrømmelse, var i grunden bare var en bekræftelse på noget vi alle sammen vidste i forvejen; selvfølgelig brugte Lance Armstrong forbudte stoffer i konkurrence om Tour de France sejrene. For mig virker Lance som en meget kalkuleret mand, der udelukkende har gjort sin indrømmelse for egen vindings skyld. Det har intet med kampen mod doping, korruption i blandt UCI eller andet af interesse i cykelsportens øjemed, men kun for at rette op på sit renomme og få en syndsforladelse for sine ugerninger, for at man igen kan/vil ”acceptere” ham og at han igen kan træde ud af sin forkastelse fra især den amerikanske sports og medieverden.
Havde han haft en interesse omkring dopingproblematikken i cykelsporten, er der ingen tvivl om at han havde lagt ALLE kortene ud på bordet og ikke kun valgt at spille dem han havde manipuleret talkshowværten Oprah Winfrey til at spørge om. Eller endda undgik at svare mere dybdegående på. Selvom Oprah prøvede at bore dybere ned i svarene fra Lance, virkede han ekstremt velovervejet i sine svar. Og på mig virkelig uærlig. For der er ingen tvivl om han kunne have fortalt langt mere om systemet bag cykelsporten i forhold til forbudte præstationsfremkaldende midler: hvordan går man igennem så mange dopingkontroller uden at blive fanget? Hvordan kom han i kontakt med doping? Hvem skaffede og vejledte ham dét? Osv.
Som cykelsporten står nu, er den ikke kommet et skridt nærmere i bekæmpelsen af dopingproblematikken. Men hvad kan man gøre? Der burde i hvert fald gøres noget og ikke bare fortsætte i samme retning som man har gjort hidtil de seneste 5-6 år. Indførelsen af blodpasset har helt sikkert hjulpet i den rigtige retning, men det er langt fra sikkert og effektivt nok. Jeg er personlig slet ikke i tvivl om, at i forhold til hvad jeg kan danne mig af billede omkring cykelsporten og doping op gennem årtierne i det 20. århundrede og starten af det 21., så er cykelsporten blevet langt mere ren og retfærdig i forhold til brugen af forbudte hjælpemidler. Der vil altid være enkeltpersoner der vælger den nemme vej, men her er det netop vigtigt for mig at pointere at det er enkeltpersoner og ikke holdorganiseret og systematiseret dopingforbrug som finder sted. Jeg er simpelthen af den overbevisning, at den risiko vil være alt for farlig at løbe for et cykelhold nu om dage og at antidopingsystemet er på et niveau der gør det næsten umuligt at gennemføre.
Kan man cykle stærkt uden doping? – gu´ kan man så!
Jeg har selv oplevet på tætteste hold, at det uden brug af forbudte stoffer, men ved ekstrem streng dedikation og målrettethed mod ”den perfekte præstation”, kan lykkes at blive verdensmester og OL-guldvinder på banen, i discipliner og i konkurrence som er noget af det hårdeste i sportsverdenen. Enten kører man RIGTIG stærkt på banen eller også kører man ikke. Om andre gør brug af doping kan jeg ikke svare på. Men det beviser over for mig, at det kan lade sig gøre uden brug af doping.
Selvfølgelig vil folk altid gå til grænsen. Men her er det jo så vigtigt at der nemlig er en grænse og klare retningslinjer. Jeg har f.eks. med rådgivning indtaget både bicarbonat (bagepulver) og koffein i konkurrence; ja endda også en multivitamin, kalk-tablet og brugt næsespray. Men det er alle midler som ikke er ulovlige i konkurrence. Hvornår er det så doping? Bagepulver er jo i hvert fald ikke ligefrem “naturligt” i min bog. Det vender jeg tilbage til senere.
Generelt har jeg den fornemmelse, at moralen i dagens cykelverden blandt rytterne er høj og jeg har aldrig i national og meget sjældent i international konkurrence haft tanker om at andre ryttere har været dopet. Personlig kunne jeg aldrig finde på at indtage stoffer som er ulovlige eller sætter mit helbred i risiko, for at få en fordel over mine konkurrenter og tror LANGT størstedelen af den nye generation af unge cykelryttere har samme tilgang angående doping. For at starte et misbrug af doping og komme igennem antidopingsystemet uden at blive testet positiv, kræver det en utrolig stor ekspertise og erfaring inden for feltet.
Aldrig har jeg selv stødt på doping af nogen grad, på trods af jeg har kørt på internationalt verdensklasse niveau i nogle år og været oppe konkurrencemæssigt hvor det er sjovt. Og når jeg tænker mig om, er det faktisk en overraskelse for mig, da jeg for en 6-7 år siden havde forventet noget helt andet.
Selvom jeg altid har haft en ren samvittighed, har jeg ved samtlige dopingkontroller, om det har været urin- eller blodprøve, frygtet at man skulle finde noget som jeg ubevist har indtaget og som kunne give et positivt udfald af prøveresultat. Så bange har jeg været for at blive ”fanget”, at det ville være helt utænkeligt for mig at dope mig bevidst.
Frit lejde er eneste vej frem!
Det eneste måde jeg kan se, at man kan komme et skridt videre i dopingbekæmpelsen, er ved at give alle ryttere som ledere og alle andre involveret i cykelsporten, en mulighed for at ytre sig frit omkring doping, eget forbrug, hvordan de kommer i kontakt med det, skjuler det, fordeler det samt omgås det; men uden at det får konsekvenser for personen selv! Det skal være en mulighed for at røbe forbindelser og brodne kar i cykelverdenen foran en komité, uden mediers bevågenhed, for at give dopingbekæmpelsen mulighed for at komme op på samme plan som dopingsynderne. For hvis ikke der bliver gjort noget vil doperne altid være et skridt foran.
Selvfølgelig vil det ikke strømme ind med indrømmelser om doping, hvilket heller ikke er interessant, men hvis bare én ud af 100 benytter sig af muligheden og deler viden omkring dopingens verden, vil det kunne have den konsekvens at fange en masse fisk i nettet og på den måde bringe antidopingkampen op på siden af dopingforbrugerne.
For mig er det en win-win situation – hvad har man at tabe? At dem som benytter sig af doping undlader at dele informationer omkring det og fortsætter omgangen dermed og alligevel ikke bliver fanget som man ser det i dag? Eller at én der kender til kulturen får lov at tale frit uden konsekvenser og tilmed måske sørge for en bedre dopingbekæmpelse?
Gør nu bare noget UCI i stedet for at tro ”det er godt nok som vi allerede gør det”!
Hvad tror I kære læsere, doper den unge generation mindre end 90ernes krudtkanoner?