Hvis jeg kort skulle bedømme min sæson indtil nu, så er det en sæson der har været ødelagt af sygdom, hvor jeg blev ramt i 3 uger, og derfor ikke fik trænet ret meget i den periode. Så ikke nok med 3 ugers sygdom, så skulle formen også hives op igen.
Men omvendt når man kigger på de point jeg har fået skrabet sammen, så bør jeg vel ikke være helt utilfreds, da jeg før sæsonen ville være tilfreds med 12-15 point. Og nu har jeg allerede 9.
Indledningsløbet i Tønder, mandag 1. april:
Løbet var ikke en del af DCU’s officiele kalender, og var derfor heller ikke pointgivende. Samtidig skulle det køres 3 dage efter hjemkomst fra Alsace, hvor bjergene stadig gjorde ondt i benene.
Løbet startede med lyn og torden, da vores daværende C-rytter Nicolai Jørgensen rykkede væk og så blev der ellers kørt hårdt. Vi havde stort set hele Comentor-Ribe Cykellager-rytterne med, som alle virkede i storform. Nå, men det gik lynhurtig, og pludselig var der 4 CRC-ryttere afsted – sammen med Nicolai.
Personlig kom jeg afsted i udbrud med et par stykker (en H-40, en C-rytter og en CRC-rytter). Lidt senere kom Michael Damm Kohberg op og så var vi 5.
Det holdte indtil 15 kilometer eller sådan noget fra mål, hvor Jannick Hansen (A-rytter og tidligere TreFor) kom op med Thomas Larsen Søndergaard (C-rytter fra Haderslev) på hjul. Derved var vi 3 ryttere i 2. gruppe. På sidste omgang kunne vi se Nicolai ligge alene foran os, hvilket betød af CRC-rytterne havde knust ham. Derved knuste de 4 CRC-ryttere hele feltet og kørte alene hjem og løbet blev vundet af Mathias Rask.
Nicolai holdte os bagved sig.
Da der manglede 2 kilometer angreb Kohberg og jeg, og vi fik hul. Dog måtte jeg lige slippe til sidst, men kom da i mål før gruppen bagved, som Thomas vandt spurten i.
Som træningsløb var jeg egentlig ganske tilfreds.
Hedensted, 6. april:
Et løb som jeg ikke så frem til. Ruten er nok en af top 3 af mine hade-ruter. Så jeg havde ingen forventninger eller forhåbninger om at skulle komme med hjem med feltet. Og efter 2. gang på bakken røg jeg af, og jeg var så ødelagt, at jeg ikke magtede at gennemføre. Hvilket jeg egentlig var meget glad for, da jeg så kunne stå og se Nicolai vinde en ret sikker sejr, på en dag hvor han var stærkest.
Horsens, 7. april:
En dag som viste sig at være hårdere end Hedensted, faktisk. Det blæste voldsomt, og der lå stadig meget sne over alt.
Vi skulle over ved kirkebakken (jeg aner ikke hvad den hedder), og den gjorde virkelig ondt. Jeg klemte røven med over første gang, og anden gang endte jeg vist i en 3. gruppe. Jeg havde intet overblik husker jeg, da pulsen var så hård. Og inden vi ramte bakken igen røg jeg af. Jeg fandt sammen med en anden gruppe, og trillede en omgang, men stod af da dem jeg fulgtes med stod af. Og jeg magtede ikke at cykle 2 omgange selv. Moralen var ødelagt.
Hjørring, 13. april:
Et løb hvor den eneste forventning bare var at gennemføre og få løbsfart i benene. Og jeg fik også testet benene, og det gik også ret fint indtil den halve distance var tilbagelagt. Så ramte vi en mindre bakke med sidevind, og så var jeg væk. Jeg kunne simpelthen ikke holde hjul, men følte mest at det var fordi jeg havde brugt kræfterne forkert inden bakken. Men jeg fandt en gruppe og gennemførte, og tog min del af slæbet.
Jeg fik egentlig en godkendt placering (for mig selv) som ca. nummer 20.
Michael Kohberg vandt! Nicolai blev 5’er på trods af styrt og Thomas blev 10’er. Så alle Haderslev’er (ud over mig, naturligvis) lavede point!
Aalborg, 14. april:
Et løb, som jeg håbede at kunne gøre det godt i, uden at jeg regnede med at lave point, dog.
Første gang over Skomagerbakken fik jeg holdte mig godt fremme, og da vi ramte sidevinden bagefter sad jeg helt korrekt. Bum, og pludselig var vi 10 mand der var sluppet fri, og alle løbets Haderslev-ryttere var med (Thomas, Nico og jeg).
Det gik faktisk rigtig godt, og jeg følte at jeg kørte godt med rundt, og at jeg rent faktisk kunne lave point i dag. Hvilket jo var fedt, når man ikke havde regnet med det før løbet.
Men da vi ramte Skomagerbakken 2. gang blev jeg sat af. Og så lå jeg ellers at jagtede næsten en hel omgang for at komme op igen (selvom jeg hurtigt forstod at det var umuligt). Jeg burde nok have ladet mig falde tilbage, for da Lasse Panduro kom op med 2 andre på hjul havde jeg slet ikke kræfter til noget, og blev også smidt af der. Så lå jeg igen selv, men viste at jeg stadig lå indenfor point. Lige indtil feltet (eller den gruppe der var tilbage) kom forbi, og smed mig af. Jeg rullede i mål selv, og fik ikke point. Kan huske jeg var sur over at jeg var så ringe på bakker, at 1 kilometer op af kunne ødelægge hele løbet for mig.
Men Nico blev 2’er og røg i B.
Randers, 21. april:
Cykelløb på min fødselsdag. Jeg havde ingen forventninger til løbet, da Randers jo var et bakket løb. Men set tilbage, er det måske et af de bedste cykelløb jeg nogensinde jeg har kørt – og det gav en 8. plads, men placeringen var jeg egentlig ligeglad med. Jeg var glad for den måde jeg kørte løbet.
Første gruppe kørte væk med Kohberg i den, og jeg undlod derfor at arbejde i feltet. Men jeg var hele tiden årvågen og da et par stykker besluttede at splitte feltet med 2/3 tilbage af løbet, fik jeg placeret mig korrekt, og kom væk med dem. Og så arbejdede jeg som jeg skulle. Dog var der 3 Aarhus-ryttere og 4 Randers-ryttere med i gruppen. Og da vi ramte sidste omgang, blev der rykket så tosse-meget fra hver af de to klubber, og os “single”-ryttere i gruppen måtte hænge på, eller køre ind eller køre med hver gang. Men jeg fik lukket en del huller og følte egentlig overskud.
Vi hentede et par stykker fra udbrudet, inklusiv Kohberg, der var faldet af. Da vi nærmede os løbets hårde bakke, tænke jeg, at jeg måtte væk for jeg var virkelig bange for angreb på bakken af både Aarhus og Randers. Så jeg lavede et ryk 3 kilometer før bakken, og fik Jesper Kael, Randers, Thomas Mikkelsen, Horsens og Kristian Sørensen, Aalborg med. Da vi ramte bakken måtte vi slippe Jesper Kael der kørte fra os, og kørte solo hjem de sidste 4 kilometer.
Jeg husker at jeg piskede de andre to for at holde tempo, og holde de andre bag os. Vi holdte også hvor Thomas slog mig i spurten.
Grunden til at jeg var supertilfreds, var at benene var gode, jeg var årvågen, og turde tage ansvar for mit eget løb, og ikke blive sat på bakken. Formen peakede faktisk her, hvilket var fedt, da der kun var 2 uger til forårssæsonens store mål, Sønderborg.
Sønderborg, 4. maj:
Uheldet ville det at weekenden efter Randers, og en uge før Sønderborg, blev syg med feber, snotnæse og ondt i halsen. Hvilket var pisse irriterende, da det ødelagt alt, følte jeg. Jeg fik kun en lille rulletur før, hvor jeg følte det var okay, men slet ikke optimal.
Nå, men løbet blev også en katastrofe – faktisk hele weekenden. Jeg punkterede under opvarmning, langt væk fra bilen, så mistede 10 minutters opvarmning, og derved fik jeg i alt 7 minutter fordelt på 2 omgange. Ikke optimalt.
Løbet startede og efter 500 meter kørte jeg over en sted, og så sagde det pssssifft og så var jeg fandeme punkteret igen. Jeg er ikke sikker på at kroppen kunne have præsteret noget alligevel, men var ret bitter over ikke at kunne få lov til at lave forsøget.
Rødekro, 5. maj:
Jeg følte mig slet ikke ovenpå, og burde set i bagklogskabens klare lys være blevet hjemme. Men man vil jo så gerne køre de skide løb for alt i verdenen.
Men kroppen sagde nej, og allerede på første omgang, på det flade stykke måtte jeg slippe. Det var helt forfærdelig da flad vej jo er “mit” terræn! Men jeg fik kørt feltet op igen lige før Hundeklem-bakken, men måtte slippe lige så snart det gik op af. Derefter kørte jeg en omgang mere, hvor jeg kom til Hundeklemmen igen, og så ud af det blå brækkede en eger i mit Zipp-baghul! Og så var det løb slut, hvilket måske var for det bedste.
Men set tilbage skulle jeg være blevet i sengen denne weekend.
Vejen, 12. maj:
Igen en uge uden mere end én træningstur om onsdagen sammen med motionisterne. Jeg havde stadig lidt ondt i halsen, men ellers følte jeg at kroppen igen var ved at være fit.
Men jeg tog fejl. Benene ville slet ikke noget som helst i løbet. Første gruppe kørte væk, hvor Kohberg var med, men på anden omgang kørte anden gruppe væk, og der ville jeg ellers med. Men vi lå på flad vej og inden anden gruppe begyndte at rykke væk lå jeg allerede på makspuls. Jeg kunne ikke gøre andet at blive liggende i feltet og bede til at der stadig var point at køre om.
Det var der. Selvom Christian Vaaben slap væk til sidst, kørte jeg en suveræn spurt, og tog 14. pladsen, og 1 point.
Set tilbage så ved jeg ikke om det var sygdom eller den manglende træning der gjorde udslaget. Men jeg er ved at tro, at det var en “god” kombination.
Kohberg vandt i øvrigt da han kørte solo til sidst.
Silkeborg, 18. maj:
En af de varmeste dage i år på cyklen. Jeg husker at jeg led ufattelig i varmen.
Jeg havde fået trænet godt hele ugen, og følte at poweren var nogenlunde tilbage i benene. Jeg sad også med på 2 ud af 3 omgange, på trods af en bakket rute. Men varmen slog mig ud til sidst. Og jeg måtte slippe 4-5 kilometer før starten af sidste omgang.
Jeg opfyldte stor set min målsætning med en placering omkring de 25.
Herning, 19. maj:
Herning-ruten må siges at være DK’s fladeste rute. Og det gik da også okay. I hvert fald i forhold til formen, ikke til de forventninger jeg havde før sæsonstart, hvor Herning også var et løb jeg vil præstere i.
På 2. omgang (af 4) slap vi en ret stor gruppe væk, og vi kørte egentlig pisse stærkt. Det virkede til at være sikkert at vi ville holde hjem, da alle kørte med rundt, og der var stort set ingen der sprang føringer over. Kohberg var også med :)
Men pludselig på 3. omgang begyndte folk at køre cykelløb mod hinanden, hvilket resulterede i at folk begyndte at køre taktisk mod hinanden og farten røg meget ned. Hvilket resulterede i at feltet kom op igen. Hvilket var fuldstændig dumt! Jeg kan dog trøste mig med at størstedelen af de folk der ødelagde udbruddets samarbejde ikke fik noget i den samlede spurt.
Thomas Mikkelsen, Horsens og Casper Nissen, Aarhus slap væk med 15 kilometer tilbage og Thomas vandt løbet.
Ind mod mål mærkede jeg den manglende træning. Jeg krampede simpelthen i den ene lår, og det er fandeme svært at gøre noget ved, når feltet lå og kørte 55 km/t, og man bare skulle tråde rundt konstant!
Nå, men jeg fik styr på det, og gjorde mig klar til spurten, som jeg fuckede godt og grundigt op.
Jeg fik placeret mig helt forkert og måtte skære svinget i inderste bane, og mistede en del fart. Men fik cyklen op i fart og blev 8’er i spurten og 10’er samlet.
Hammel, 20. maj:
Ligesom Hedensted, var Hammel-ruten en rute som nok er hade-rute nummer 1! Pøt Mølle-bakken ville dræbe mig uanset om jeg så var i storform, hvilket jeg ikke var :)
Samtidig var jeg træt i kroppen efter 2 hårde løb. Jeg prøvede at slippe væk 3-4 gange, men alt blev lukket. Der var mange i feltet som havde interesse i, at vi kom samlet til Pøtten. Og da vi ramte Pøt Mølle, skete det forudsigelige. Jeg blev blæst af. Jeg rullede dog de sidste 2 omgange og gennemførte. Ikke at lyst men for træningens skyld.
Grenaa, 1. juni:
Grenaa, og endnu en varm dag, dog ikke helt på niveau med Silkeborg. Men frygten for at varmen ville dræbe mig på løbets 116 kilometer gjorde at jeg valgte at køre afventende. Og det var måske en fejl, for efter et skide kedelig løb, var der pludselig sluppet 10 mand (eller deromkring) væk, og der var vist ikke ret mange flere point at køre om. Da vi kørte ud på løbets sidste omgang punkterede jeg dog, så det hele kunne faktisk være lige meget. Jeg følte dig at jeg kom ret nemt med henover rutens bakker, og var da glad for at jeg nåede omkring 90 kilometers træning :)
Formen virkede allerede rigtig god igen!
Vejen, Syd- og Sønderjysk Mesterskab:
I og med at formen var rigtig god, var målet klart at vinde. Vi var ikke mange C-ryttere til start – kun Henrik Kücken og Jimmy Nielsen fra Rødekro, udover mig. Derfor ville alt andet en guld være en skuffelse.
Vi havde sammenkørsel med A, B, Junior og H40, men med særskilt mesterskabsrække. Allerede efter første omgang kørte en gruppe væk med to Comentor-Ribe Cykellager-ryttere og vores 2 B-ryttere, Michael Damm Kohberg og Nicolai Jørgensen. Jeg fornemmede hurtigt at Henrik og Jimmi kun holdte øje med mig, og det gjorde mig ærlig talt lidt nervøs, hvis jeg skulle til at ligge klemt mellem 2 ryttere hele løbet.
Men på løbets anden omgang kom jeg afsted med en gruppe, hvor Jimmy lige præcis ikke kom med, men Henrik gjorde. Jeg lod mærke til at Jimmy selv prøvede at køre op bagfra, så jeg satte mig op foran for tog nogle voldsomme føringer, og sørgede hele tiden for at samarbejdet ikke brød sammen.
Det gjorde at Jimmy knækkede, og var væk og ude af løbet. Nu havde jeg kun Henrik at koncentrere mig om. Han han havde en dårlig dag. Han kunne ikke køre med rundt i rulleskiftet, og det gjorde at jeg lagde mig ned bag ham, og da hullet var tilstrækkeligt op til de andre rykkede jeg forbi ham, uden at han kunne svare igen. Han var væk. Derefter var det bare at arbejde hårdt i gruppen, for jeg var ikke nogen trussel for dem, og ville bare hjem til mål hurtigst. Hvilket jeg også kom med over 2 minutter til Jimmy som tog 2. pladsen.
Holstebro, Jysk/Fynsk Mesterskab, 9. juni:
Jeg husker at jeg følte mig superklar da jeg stod op. Ruten vandt jeg på sidste år i D., og selvom der var to mindre bakker følte jeg egentlig at ruten passede rigtig godt til mig.
Første omgang forløb ganske roligt, men så pludselig slap Michael Mortensen, Aalborg, og Emil Pedersen, Randers. Alle andre sad og kiggede lidt på Aarhus, som var 6 mand til start. Og det var egentlig åndssvagt. Vi skulle sgu bare alle have trukket dem ind. Men væk kom de, og væk blev de. Feltet fandt aldrig ind i en rytme, hvor vi for alvor kunne hente ind på dem. Og så ramte vi hurtigt sidste omgang, hvor der slap yderligere et par stykker væk. Evigt-rykkende Kristian Flagstad, Aarhus, slap væk med Mads Olsen, Randers, og selvom feltet reagerede her, ville ingen ofre sig. Og det ville jeg heller ikke, da jeg håbede at de ville blive hentet igen.
Men det gjorde de ikke, og med ca. 5 kilometer til mål stak Thomas Mikkelsen, Horsens, af, og ind mod mål slap Daniel Svingel, Horsens og Michael Bygvraa, Viborg også væk. De sidste to kom dog aldrig mere end 100-150 meter væk.
Med ca. 2,5 kilometer ind mod mål, var det en lang spurt, og jeg satte mig egentlig bare på Rasmus Ginnerup fra Thy. Jeg vidste han var hurtig.
Men da placeringskampen blev indledt, lignede det at Rasmus fik kørt sig lidt ind i en klemme, og jeg valgte at fravige hjulet. Og det viste sig at være den korrekte beslutning. Med 300 meter igen åbnede der sig et hul foran mig, og jeg åbnede resolut spurten, og vandt feltets spurt. Jeg hentede Daniel Svingel på stregen og manglede vel 10 centimeter for at slå Bygvraa, også. Dertil skulle spurten have været en meter længere.
Men fik en 7. plads, som jeg dog ikke var tilfreds med. Jeg var ikke i nærheden af at være udkørt! Man kan selvfølgelig vende den om og sige, at så burde jeg have prøvet noget mere, og det har man nok ret i. :)
Odense, 15. juni:
Odense-løbet står for mig som det løb jeg ikke formåede at vinde. Jeg er stadig bitter over løbet.
Får løbet synes jeg at højdeprofilen så led ud, men efter at have kørt ruten rundt i bil følte jeg mig faktisk ovenpå. Bakkerne var slet ikke hårde nok for mig, der var regn og der var vind.
Og det skulle vise sig at min mavefornemmelse var god omkring løbet. Allerede på første omgang (ud af 6) kørte der en gruppe væk fra feltet i sidevinden.
I feltet angreb jeg og kørte solo op til gruppen, og kort tid efter kom der yderligere et par stykker bagfra, og så var pludselig 9 mand. Og samarbejdet fungerede fremragende. 2 mand faldt fra udbruddet senere (den ene fik punktering), og så var vi 7. Jeg følte stadig kæmpe overskud da vi kørte ud på løbets sidste omgang (13 kilometer). Jeg prøvede at rykke en gang, men var en kylling, da ingen gik med. Jeg turde ikke køre alene i ca. 12 kilometer. Og så lod jeg mig falde tilbage.
Med 1,5 kilometer igen var der blevet rykket og Mike Fakkenor, Faaborg, og Ginnerup, Thy, havde fået et hul. Det lukkede Kristian Flagstad, Aarhus og Emil Bak, Silkeborg. Da de fik lukket gik det hele i stå, men jeg besluttede mig for at rykke med det samme. Og jeg fik hul. Og jeg trak fra. Inden løbets sidste sving nåede jeg at tænke “Jeg skal bare skære det sidste sving, så vinder jeg det pis!”
Normalt skærer jeg sving rigtig godt, og slår næsten altid hul til andre i C-feltet. Men fuck, om jeg ikke oversatsede. Jeg røg ud i noget grus, og mistede rigtig meget fart. Og det var med 300 meter igen! Jeg vil skyde på at jeg havde 5-7 sekunder før det sidste sving, så havde jeg skæret svinget rigtig er jeg stadig 100 % sikker på jeg ville have vundet. Og derfor er jeg bitter. Jeg scorede godt nok en 3. plads via min spurt, men var stadig langt fra Ginnerup, som vandt suverænt.
En 3. plads er stadig fin for mig, men bare ikke på den måde jeg fik den. Jeg skulle have haft den sejr. Men jeg kan ikke give andre end mig selv skylden.
Konklusion på 1. del af sæsonen:
Muligvis lyder jeg som om at jeg har været utilfreds med sæsonen. Men det kan jeg faktisk slet ikke tillade mig, da målet for hele sæsonen havde været 12-15 point. Måske B., hvis det hele flaskede sig. Og med 9 point må jo siges at være godt på vej til at have opfyldt sæsonmålet.
Men så kan man omvendt sige, om jeg har været for uambitiøs med mine forventninger? Det ved jeg ikke.
Anyways, målet for resten af sæsonen vil jeg gerne smide op nu:
– Jeg vil have en sejr.
– Jeg vil i B (når sejren er hjemme).
Det kan selvfølgelig være jeg skraber nok point sammen til at komme i B., uden sejren, men det tror jeg ikke helt på jeg kan. Men har jeg fået sejren fx inden Tønder og Bov, så lader jeg mig rykke op i B., denne weekend. Det har I på skrift. Så må I se om I kan holde mig op på det ;)