I februar måned 2020 foretog jeg en fabelagtig rejse i den Marrokanske outback. Med en mountainbike, sovegrej, mad og vand besteg jeg øde bjerge, forcerede udtørrede flodlejer og fandt stilhed, ro og tid til at være. Jeg mødte gamle venner, knyttede nye venskaber, – og ikke mindst mødte jeg igen mig selv et nyt sted, på denne smukke planet vi bor på.

Af Morten Kjærsgaard | Gæsteskribent AltomCykling.dk

DAG 1: Telouet Passet, 2600 m.o.h

Vi var 190 ryttere til start, og samledes alle en småkølig lørdag morgen den 17. februar 2020 kl. 08.30 og gjorde klar til fælles neutral start med eskorte af det lokale gendarmerie, som i øvrigt glimrede ved at bemande samtlige ruteændringer og vejforgreninger i løbets første dage. Starten gik fra Hotel Mogador i den sydlige del af Marrakesh, som også dannede ramme for registreringen og hvor en stor del af feltet i AMR boede op til starten.

[su_box title=FAKTA (AMR” box_color=”#ffac45″] PEDaL ED Atlas Mountain Race (AMR) er arrangeret af Nelson Trees og er søsterløb til Silk Road Mountain Race i Kirgististan. AMR afvikles i Marokko og bringer rytterne ad 1145 km grusveje, landevej og mulddyrstier, fra Marraksh gennem Atlasbjergene og sydpå videre gennem Anti-Altas-bjergkæden. Ruten slynger sig i en bue, først sydøst, derpå syd for at svinge mod vest og ende i Sidi Rabat, 70 km syd for Agadir ved Atlanterhavskysten. Løbet har en tidsgrænse på 7 døgn og 15 timer og man skal forcere 20.000 højdemeter undervejs.[/su_box]

Jeg ankom til byens lufthavn torsdag eftermiddag, og jeg havde således torsdag aften og fredag formiddag til at samle cykel og sætte alt op og gøre klar til inspektionen og registreringen samme dag 10 – 16, hvor vi afleverede vores “doctors note” – en helbredserklæring fra egen læge om ikke at være uegnet til at stille til start, og vores forsikringspolicer. Herudover skulle en “rider agreement” underskrives så alle formalia var på plads.

Klokken 17 var der obligatorisk ryttermøde med en sidste gennemgang af forskellige vigtige detaljer og til slut udlevering af vores brevetkort. Ordet brevet er fransk og betyder diplom. Det er et fysisk papkort som skal medbringes under løbet og påstemples ved de tre checkpoints og sluttelig i mål for at rytteren kan kalde sig for officiel finisher i løbet.
Jeg nåede et par gange at besøge et nærliggende shoppingcenter, og indkøbe snacks til turens første dag samt et simkort med data så jeg kunne poste nyheder på min FB-væg samt foretage online opkald.

[perfectpullquote align=”full” bordertop=”false” cite=”” link=”” color=”” class=”” size=””]Jeg havde som mange andre haft lidt problemer med at vænne mig til belastningen og havde haft ansats til lidt krampe i min ene lårmuskel. Løsningen på krampe eller tegn på det er som regel at tilføre salt, væske og så ellers sætte belastningen ned. [/perfectpullquote]

Jeg startede fra bagerste position i feltet og rullede stille og roligt frem og fandt min naturlige plads i forhold til fart og formåen ved at lægge mig i slipstrømmen af de forskellige grupper, der kørte sig op gennem den store gruppe af ryttere. Løbet tillader ikke at ligge på hjul, men i starten af et løb med så stort et felt og massestart, ses bort fra reglen de første timer, så det benyttede mange sig af og som timerne og dagene gik, blev vi da også spredt ud over de Marokkanske veje, i mindre og mindre enheder, for til sidst at køre én og én.

Jeg debuterede med slangeløs opsætning og aftenen før havde mit bagdæk mistet lidt luft, som jeg hurtigt pumpede i igen. Morgenen for starten var der igen lidt lavere lufttryk og jeg gav dækket 30 pump lige før start og håbede på at det løste problemet. Det virkede men det betød at jeg startede ud på de 1145 km med lidt lavere tryk end jeg egentligt havde satset på. Det viste sig dog at være en fordel, da trykket på omkrig 2 bar i sammenhæng med min RockShocks forgaffel gav den perfekte balance mellem komfort, fart og greb i underlaget.

Ruten forløb på asfalt de første timer, indtil første grusstrækninger. Der var et par mindre, men dog stejle stigninger på den første del af dagens sektion, som en opvarmning til det slag som var linet op på dagens, og løbets højeste punkt – Telouet Passet i 2600 m. Opkørslen slyngede sig op gennem dalen og da vi havde 4-5 km igen til toppen, måtte jeg sætte farten ned og til tider trække cyklen for at holde puls og min krop på et niveau hvor alt føltes håndterbart.

Jeg havde netop taget varmt tøj på og spist en sneakers, og kunne modsat mange af de ryttere som befandt sig omkring mig, og som måtte trække cyklen, træde min cykel de sidste par kilometer op til passets top. Stigningen skiftede mellem 8 – 13% og med et løst underlag, som sine steder var gennemskåret af vandpassager som havde lavet render på tværs af grusvejen.

Jeg havde som mange andre haft lidt problemer med at vænne mig til belastningen og havde haft ansats til lidt krampe i min ene lårmuskel. Løsningen på krampe eller tegn på det er som regel at tilføre salt, væske og så ellers sætte belastningen ned. Det gjorde jeg og det viste sig at have god effekt, for jeg mærkede ikke mere til ubehaget under løbet. Jeg havde strategisk medbragt en pose saltede peanuts, netop til at kunne spise, for at opretholde saltniveauet i de første par dage. Efter toppen ændrede vejen sig og blev til en smal sti, mellem løse sten og klipper af forskellig størrelse.

[perfectpullquote align=”full” bordertop=”false” cite=”” link=”” color=”” class=”” size=””]Han kvitterede med et ” Wow – just like that..” Med våde sko, strømper og fødder kørte jeg videre til vandet var dryppet af kæde og kassette, inden jeg gjorde et kort stop for at smøre kæden på ny.[/perfectpullquote]

Vi var advaret om at være forsigtige med at cykle ned ad hyrdestien, men jeg vurderede, – og med rette, at det var muligt den første del. Jeg hentede en 4 mandgruppe et stykke ned af bjerget og måtte her trække cyklen videre ned ad mulddyrsporet som de andre. Vi baksede cyklerne nedad til stien igen tillod cykling – mørket var faldet på og vi tændte vores lys for at kunne navigere sikkert. Stien blev til grusvej, og efter 123 km nåede vi løbets første checkpoint. Kontrolkortet blev stemplet og jeg satte mig op på terrassen på den nærliggende taverna og fik suppe og en varm ret mad.

Der var flere ryttere, specielt førstegangsdeltagere i denne løbsform, som ikke ville køre videre i natten. Det havde dog hele tiden været min plan og jeg drog videre ad ruten i vekslende terræn. Det var lykkes mig at nå over første bjergpas og et stykke ned ad den anden side mens der stadig var dagslys så jeg fik kørt yderligere 30-40 km før jeg pakkede mit sovegrej ud på en tilpas flad undergrund ved 02.00 tiden og sov tre en halv time. Jeg havde lagt mig til at sove bag en stor sten lige ud til vejen og allerede fra kl. 04.00 begyndte de første ryttere at komme susende forbi mit leje. Så jeg var bevidst om at der var bevægelse i flokken af ryttere jeg havde set ligge i telte og bivyer, på strækningen før mit sovested aftenen før.

DAG 2: Just like that

Jeg var oppe igen og på cyklen kl. 07.00 og fik kørt yderligere 30 km så da klokken var 09.00 og der var gået det første døgn af løbet, havde jeg tilbagelagt 200 km. Det var med stor tilfredshed, jeg kunne proviantere i en lille shop i en endnu mindre landsby, hvor der i forvejen var et par ryttere som var i gang med morgenrutinen. Jeg fik her første indikation at hvilke folk jeg kunne forvente ville befinde sig på mit hastighedsniveau og jeg sandsynligvis ville møde igen.

Som det skete ofte senere hen i løbet af ugen når vi gjorde holdt, var jeg opgivet af flokke af drenge som ville se mig, cyklen og de andre ryttere. Det var topunderholdning i en lokal kontekst og for nogle af de mest pågående en mulighed for at tigge et par håndører. Vejene havde været blandet grus og asfalt og jeg kunne nu se frem til 3-4 timers terrænkørsel af den mere udfordrende slags. Vejen strakte sig over en mængde udtørrede flodlejer som vi skulle passere.

De fleste kunne man cykle ned i og op på den anden side, men flere havde så stejle sider at cyklen måtte trækkes og bæres ned og op. I en af flodbrinkerne var der gravet boliger ind i skrænten og der boede folk som ikke tog den store notits af os, udover et bonjour. Strækningen krævede min indsats frem til midt på eftermiddagen, hvor det var afgørende nødvendigt at få handlet og bunket vand og mad til de næste 100 km fra Immassine til Afra, som ville være uden mulighed for at supplere forrådet. Vi var 4-5 mand, som spiste omeletter, drak cola, the, og gjorde klar til første øde strækning, som i øvrigt bød på løbets første flodkrydsning.

Da jeg nåede ned til floden stod der en rytter og trak strømper på på den anden side af bredden. Han havde tydeligvis taget sko og strømper af og vadet over floden, bærende sin cykel. Det var varmt og jeg tog sigte hvor vandstanden så ud til at være lavest (30-40 cm) og kørte cyklen ud i floden og direkte over og op på den anden side, mens jeg gav den påklædende rytter et lille drillende blink da jeg passerede ham.

Han kvitterede med et ” Wow – just like that..” Med våde sko, strømper og fødder kørte jeg videre til vandet var dryppet af kæde og kassette, inden jeg gjorde et kort stop for at smøre kæden på ny. Med erfaring fra sidste sommers utallige flodkrydsninger i Silk Road Mountain Race i Kirgisistan – vi taler om mere end 100 – var en enkelt her ikke det store problem. Løbet kom til at byde på 4-5 stykker hvor jeg fik våde sko men under de varme forhold i den Marokkanske vinter var det nærmest en skøn afsvalning.

Dagen sluttede med en voldsom stigning, omend ikke så lang. Til gengæld var den meget svær og næsten umulig at cykle på, så det krævede en seriøs gang hikeabike at nå toppen. Der kunne cykles ned på den anden side, hvor terrænet faldt nogle hundrede meter. Længere fremme ventede en nedkørsel over en længere strækning som bragte os ned i lavlandet igen. Jeg havde håbet af kunne tage denne med på nattens indsats, men var for træt da jeg nåede en god plan fladning hvor jeg lagde mig til at sove igen under de afrikanske stjerners tæppe.

DAG 3: En pige med fart på

Dagen startede med nedkørsel i en 15 km rockgarden. Hjemme bygger vi i vores klubber stenpassager som vi træner på – her var vejen en lang af slagsen. Jeg kom godt ned og kunne holde god fart selv på det noget ujævne underlag grundet min frontaffjedring. Senere bragte ruten os omkring den oase i Tisqui, hvor vi på forhånd var adviseret om en af turens smukkeste indslag og hvis vi skrev på forhånd, ville Omar have en omelet klar.

Så langt nåede jeg dog ikke at planlægge, og da ruten gik ind og op i et flodleje hvor underlaget bestod af store sten i spredt formation hvor der ikke kunne cykles, var det blot at indstille den mentale gearvælger til “hike a bike” og se at komme videre. Et par hundrede meter fremme lå selve oasen med en lille dam, hvor det klare vand fra en kilde over dammen vældede ned heri i et fald på 4-5 meter. Der sad nogle besøgende oppe hvor faldet startede og Omar selv sad ved poolen og spurgte om jeg ville have the. Jeg takkede dog nej og nøjedes med at fylde min drikkedunk med det friske vand som han forsikrede var drikkeligt.

[perfectpullquote align=”full” bordertop=”false” cite=”” link=”” color=”” class=”” size=””]Der gik dog kun kort tid, inden hollandske Quinda (det viste sig at være en af løbets tre kvindelige soloryttere) kørte forbi mig med en voldsom acceleration som snart bragte hende langt foran. Hun må have kørt mindst 40 km/t over det flade landskab med grus/stenvejens ujævne overflade[/perfectpullquote]

Ruten førte videre op ad en række trapper som gav adgang til oasen fra den overliggende p-plads og den vej, vi kørte videre op ad. Nu stod den på asfaltkørsel de næste 3-4 timer. Først ad blandede rullebakker og siden en lang opkørsel på 10 % over 10-12 km, inden vi ræsede ned på den anden side af bjerget og ind i Ait Saoun med flere caféer og små shops hvor vi kunne proviantere og på fyldt depoterne op igen.

 

På den første lille café stod et par cykler og jeg joinede AMR-familien og bestilte to omeletter og the. Der var her desuden et toilet – af siddepåhugtypen, kendt fra franske caféer i 80 ́erne og tidligere endnu. De er nu næsten alle (i Frankrig) udskiftet med moderne toiletter som er væsentlig mere hygiejniske – i hvert fald for det generelle duftbillede i rummet – hvordan hygiejnen er under underbukserne er en anden sag. Den hugsiddende stilling gør det faktisk nemmere at rense sig ordentlig bagi – hvilket så dog forudsætter at der er papir til rådighed. Det bør man så sørge for at tage med på forhånd.

Hvorom alting er var det velsignet at forrette nødtørften og der var også en håndvask og en dunk sæbe så vi kunne blive vasket ordentligt – både efter den forudgående passage over bjerget og toiletbesøget. På caféens udendørs gulv i terrassens ene ende lå en rytter og sov. Det viste sig at være en norske ung mand som havde problemer med sin mave og døjede med kvalme og en mulig maveforgiftning. Der var ikke mange gode råd eller hjælp at yde i situationen, udover at støtte og forsikre ham om at han var i god tid til at tage et lidt længere rest så hans fordøjelse kunne falde til ro og restituere sig.

Jeg kørte videre efter en god times rest og efter at have købt ekstra chokolade, ost, dåsetun og nogle kiks. Terrænet var svagt stigende efter vi igen kørte ind i landet på grusvejene som ledte videre. Efter en times tid overhalede jeg en rytter med god fart. Jeg havde på løbets første tre dage kørt konservativt og passende på mig selv og min konstitution. Jeg var ikke flyvende men kunne, specielt lige efter at have spist varm mad, køre med en god hastighed. Det gjorde jeg også her, og tænkte at jeg hurtigt ville få lagt afstand til rytteren. Der gik dog kun kort tid, inden hollandske Quinda (det viste sig at være en af løbets tre kvindelige soloryttere) kørte forbi mig med en voldsom acceleration som snart bragte hende langt foran. Hun må have kørt mindst 40 km/t over det flade landskab med grus/stenvejens ujævne overflade som lavede en del modstand for hjulenes fremdrift. Jeg modstod fristelsen til at sætte efter og holdte min fart konstant – roligt og vedholdende.

Senere på denne strækning fik jeg følgeskab af tyske Constantin, og ofte er verden lille når man komme til at tale med folk. Det viste sig, at min følgesvend havde delt en Air B ́n ́B lejlighed med Marcus Zimmerman og flere andre ryttere op til deres deltagelse i Trans Pyrenees i sommer. (Unsupported race gennem Pyrenæerne). Marcus slog følgeskab med mig de sidste timer af NorthCape4000 i 2017, og det var ham som senere gjorde mig opmærksom på det 7500 km lange NorthCape-Tarifa som jeg gennemførte i 2018. Constantin var som jeg på en 29″ MTB og han havde tilkøbt og monteret en LAUFFORK-affjedring som han var meget glad for. Udgaven var med 60 mm vandring og var således stivere end min Rockshocks på 100 mm.

Han havde dog ikke medbragt en pandelampe og det betød at han for at have lys nok på stigningerne var nødt til at træde til og holde farten oppe så rotationen frembragte nok energi til at forlygten kunne oplyse området foran cyklen, hvor jeg med min pandelampe kunne tillade mig at lade farten snige sig ned til gå-tempo. Han trak derefter fra og jeg befandt mig snart igen alene som jeg også foretrækker det på det fleste sektioner.

Jeg fortsatte videre mod og til Tasnackt, – en af turens større byer, som jeg med overlæg undgik da jeg af erfaring ved at hotelindlogering kan tage kostbar tid, som kan benyttes mere effektivt ved at finde et godt sovested ved vejen og simpelthen smide sig og gå til ro. Jeg havde endda rigeligt med mad i min oppakning og kunne tillade mig at være standhaftig og køre 10 km ad ruten forbi byen. Jeg sov op ad muren udenfor en skole tæt vej vejen.

DEL II KOMMER I MORGEN

[su_box title=FAKTA (AMR” box_color=”#ffac45″] Jeg kørte på en Scott Scale 29″ MTB med WTB Ranger 2.25 tubeless dæk og 100 mm frontaffjedring. En del ryttere kørte på gravelcykler, men fælles for næsten alle, var dæk på mindst 2-tommers bredde. Jeg havde ingen punkteringer eller mekaniske defekter under løbet.Vægt af cykel og oppakning: 22 kg uden vand og mad. Plads til 3,5 liter vand (2l. Camelbak + 2 flasker) På cyklen 16 timer pr døgn – 30 timer de sidste 2 døgn. Søvn: 2 – 4,5 t. Tilbagelagt 170-200 km dagligt. [/su_box]

Kontakt:
Morten Kjærsgaard
Email | Vindhoj@gmail.com
Phone | + 45 6140 3662
Facebook | www.facebook.com/Ultraride