I februar måned 2020 foretog jeg en fabelagtig rejse i den Marrokanske outback. Med en mountainbike, sovegrej, mad og vand besteg jeg øde bjerge, forcerede udtørrede flodlejer og fandt stilhed, ro og tid til at være. Jeg mødte gamle venner, knyttede nye venskaber, – og ikke mindst mødte jeg igen mig selv et nyt sted, på denne smukke planet vi bor på.

Af Morten Kjærsgaard | Gæsteskribent AltomCykling.dk

DAG 4: Den der kører om natten…

Morgenen startede efter 4 timers søvn med en blandet jævn flad strækning som efter et par timer mundende ud i asfaltkørsel og jeg kunne sammen med en gruppe på 10 ryttere rulle ind på en restaurant ved vejen hvor vi fik omeletter, the og alt hvad vi ellers behøvede af snacks. Jeg købte desuden en dåse sardiner, til mit basislager.

[su_box title=FAKTA (AMR” box_color=”#ffac45″] PEDaL ED Atlas Mountain Race (AMR) er arrangeret af Nelson Trees og er søsterløb til Silk Road Mountain Race i Kirgististan. AMR afvikles i Marokko og bringer rytterne ad 1145 km grusveje, landevej og mulddyrstier, fra Marraksh gennem Atlasbjergene og sydpå videre gennem Anti-Altas-bjergkæden. Ruten slynger sig i en bue, først sydøst, derpå syd for at svinge mod vest og ende i Sidi Rabat, 70 km syd for Agadir ved Atlanterhavskysten. Løbet har en tidsgrænse på 7 døgn og 15 timer og man skal forcere 20.000 højdemeter undervejs.[/su_box]

Efter den lille by ved asfaltvejen førte ruten ind over backcountry-grusveje igen og sidste del af dagen gik gennem en relativ flad strækning med god fart, som dog om aftenen skiftede karakter og blev til noget hårdere stigninger og nedkørsler. Tæt på midnat rundede jeg opkørslen som skulle forceres inden turen ned på den anden side bragte os til endnu en oase og CP 2.

[perfectpullquote align=”full” bordertop=”false” cite=”” link=”” color=”” class=”” size=””]Da jeg nåede til CP2 var der dog ingen tvivl – lys og en del cykler stod på terrassen og jeg fik påstemplet mit andet bevis på at være på rette vej, og i god tid.[/perfectpullquote]

Aguinane var ifølge rutebeskrivelsen en af rutens smukkeste steder og jeg var da også lidt misundelig på de ryttere som senere fortalte om nedkørslen i dagslys til den smukke grønne oase i den frodige dal og det fantastiske indtryk af terrænets skift fra gråbrune sten, grus og bjergveje til palmernes og den øvrige vildtvoksende vegetation som klædte dalen i regnbuens farver.

Jeg nåede op ad stigningen uden de store problemer og kunne tage hul på nedkørslen som gik ad stejle sten og klippefyldte veje, konstrueret og udhugget af klippen så der opstod en vejbredde på 3 – 4 meter, ofte med afgrundsdybe fald mod dalen nedenfor, som jeg kunne fornemme, men ikke se i mørket. Efter 10 km som tog det meste af 45 minutter kunne jeg ane lysene tilhørende den samling af bygninger som strakte sig langs med vejen over flere kilometer. Der var mange huse – et sted mellem 50 og 100 – jeg opgav at tælle og var i starten lidt forvirret og bange for at komme til at køre for langt og misse checkpointet. Vejen holdt konstant sine 10 % og det var hårdt arbejde at skulle køre tilbage hvis jeg kørte for langt.

Da jeg nåede til CP2 var der dog ingen tvivl – lys og en del cykler stod på terrassen og jeg fik påstemplet mit andet bevis på at være på rette vej, og i god tid. Der var mulighed for at leje en seng og købe varm mad. Jeg nøjedes med maden og lagde mig til at sove på terrassens ene ende, så jeg slap for den trængsel og forvirring som kan opstå med flere ryttere som alle skal op, på toilet og have morgenmad på samme tid. Jeg valgte at stå op før de fleste – var på cyklen allerede kl 0530 og havde på forhånd betalt for al mad – resten af min dobbelte omelet blev hændt i et brød og udgjorde morgenmadspakken til dagen efter.

DAG 5: De der momenter hvor alt synger og er i flow

Dagen bød ifølge race manual på en af de hårdere dele af løbet, hvor vi ifølge Nelson ville komme til at forbande ham og valget af rute og underlag. Efter at have kørt videre, ud og ned gennem daloasen i Aguinane og de mange palmetræer som kune ses i skæret fra min forlygte og fra enkelte gadelamper svingede ruten ind i et noget uvejsomt terræn, med både stejle opkørsler og foldkrydsninger og nogen trækken med cyklen.

Oppe over stigningens crezendo ventede dagens første store oplevelse – en singletracknedkørsel, så jævn og skøn at jeg kunne lade cyklen suse nedad, praktisk taget uden at bremse. Min frontaffjedring gjorde denne del til en af turens højdepunkter, og da jeg med hastigheder på 40-50 km/t ramte den lille by for foden og rullede ud på en længere asfaltstrækning, var det med en fantastisk følelse af overskud og at være “på” ruten.

Det var mig som kørte ruten, og bestemte og traf valg og overvejelser. Modsat den stræbende fornemmelse af at være bagud, at være spændt hårdt for løbet og blot sidde i træde uden det giver den store effekt. Jeg ved jo godt at det hænger sammen med ens tilgang og generelle overskud og at selv en hård og opslidende sektion kan klares med overskud, når det er til stede. Der findes blot nogle momenter hvor alt synger og er i flow og dette var en af dem.

Jeg satte mig ved en lille stenkonstruktion – et læsted for ventende vejfarende – og spiste endnu en gang morgenmad og tog lidt mere tøj på, inden jeg begav mig ud på den følgende 3 timer lange asfalttrækning som bragte os frem til den næste øde slette som ventede. Jeg fandt et skyggested i sidste by på den flade og komfortable landevej, og sad og tankede ny energi.

[perfectpullquote align=”full” bordertop=”false” cite=”” link=”” color=”” class=”” size=””]Vi rullede ind i næste lille by med en café hvor den obligatoriske omelet blev kylet ned sammen med cola og vand. Jeg købte desuden en pakke smør og satte hele det brød til livs som fulgte med omeletten[/perfectpullquote]

Jeg havde ikke kørt mange kilometer videre før jeg blev indhentet af Luis – skotsk/britisk fransk bosiddende cykeltøjsdesigner for RAPHA. Vi fulgtes ad det meste af eftermiddagen og havde gode snakke og samme tempo, så det var en kæmpe fornøjelse med et kvalificeret følgeskab. Efter sletten som vejen flød hen over i bløde stigninger og tilhørende fald kørte vi rundt om et hjørne/fremspring og kunne langt under os se den dal, som bød på den strækning som skulle få os til at forbande ruteplanlæggerne.

Så galt gik det dog ikke, vi kom godt ned til vejen gennem flodlejet, som bestod af større sten, som dog var kørt relativt godt og hårdt til af biler over tid, så de ikke bød på større problemer da vi kørte over dem. Vi indhentede Pierre – en franskmand jeg kom til at tale en del med senere.

Senere på dagen da vi næsten var ude af området med stenunderlaget, trak Luis fra og Pierre og jeg fulgtes ad. Han havde store problemer ed siddesår, som kostede ham store smerter og jeg var meget imponeret over hans evne til trods de næste åbne blæner og sår på sin siddeflade at blive ved med at træde cyklen fremad.

Vi rullede ind i næste lille by med en café hvor den obligatoriske omelet blev kylet ned sammen med cola og vand. Jeg købte desuden en pakke smør og satte hele det brød til livs som fulgte med omeletten og i øvrigt til alle måltider og som vi tit efterlod. Smørpakken gik videre til de andre borde – vi havde været 10 ryttere samlet som nu gjorde klar til at køre videre.

Den næste sektion førte os over endnu en stigning på den vej som i racemaualen er benævnt “the old colonial road” fra Tagmoute til Issafen. Der var 58 km til næste lille by, med mulighed for at proviantere. Den første times tid kunne jeg holde farten på 12 km/t så en forsigtig vurdering var at det ville tage omkring 5 timer – og med afgang fra Tagmoute kl 16 ville jeg således være fremme kl. 21. Jeg skulle blive klogere.

Følelsen af at køre denne strækning var noget blandet. Sine steder var sten og klipper så tæt plastret ud over sporet at det var en meget ujævn omgang og vi måtte da også trække en del passager. Andre steder var stigningen så hård at jeg blot kunne holde cyklen kørende ved laveste fart. Store dele af vejen var nem at cykle på, blot skulle man have et godt øje til kanten af vejen, som sine steder faldt brat og langt ned af bjergsiden. Af en eller anden grund virkede det til at det spor som var mest brugt og dermed det nemmest farbare, oftest var tættest på kanten af vejen.

Jeg valgte den hårdere mulighed og blev tæt på bjergsiden, frem for at balancere 10-20 cm fra afgrunden. Jeg havde på store dele af denne sektion følelsen af stor ærbødighed og enorm respekt for den enorme arbejdsindsats som var lagt i dette stykke ingeniørkunst. Vejsiden strakte sig sine steder over 100 meter fra bunden af dalesiderne og bare at forestille sig mængden af klippemateriale som lå under vejene kunne få det til at svimle for en.

Dertil kommer så at fjerne den del af klippen som var i vejen for – ja vejen. Der var to hjørner af vejen som var styrtet sammen, og det var tydeligt at den ikke var vedligeholdt i mange, mange år. Her måtte jeg klatre ned ad en 4-5 meter skrænt med cyklen på slæb og op på den anden side.

Senere kom en lignende passage, hvor jeg blev indhentet af Nico og vi kunne således fotografere hinandens akrobatkunster med cyklerne. Noget som jo sjældent sker i disse sololøb hvor man kun mødes sporadisk. Med selskab af Nico, Luis og tjekkiske Kursh tog det 7 timer og 30 minutter inden jeg kunne slutte mig til aftensselskabet på caféen i Issafn, hvor ovennævnte sad og spiste. Jeg fik bestilt en gang Tajine og vi fik lov at overnatte på loftet over caféen, hvor der også var et toilet og en vask. Vi blev 8-10 ryttere som sov og de første var oppe og væk allerede 04.

[su_box title=FAKTA (AMR” box_color=”#ffac45″] Jeg kørte på en Scott Scale 29″ MTB med WTB Ranger 2.25 tubeless dæk og 100 mm frontaffjedring. En del ryttere kørte på gravelcykler, men fælles for næsten alle, var dæk på mindst 2-tommers bredde. Jeg havde ingen punkteringer eller mekaniske defekter under løbet.Vægt af cykel og oppakning: 22 kg uden vand og mad. Plads til 3,5 liter vand (2l. Camelbak + 2 flasker) På cyklen 16 timer pr døgn – 30 timer de sidste 2 døgn. Søvn: 2 – 4,5 t. Tilbagelagt 170-200 km dagligt. [/su_box]

Kontakt:
Morten Kjærsgaard
Email | Vindhoj@gmail.com
Phone | + 45 6140 3662
Facebook | www.facebook.com/Ultraride