Pedal ED Atlas Mountain Race 2020 – DEL 3 / 3

I februar måned 2020 foretog jeg en fabelagtig rejse i den Marrokanske outback. Med en mountainbike, sovegrej, mad og vand besteg jeg øde bjerge, forcerede udtørrede flodlejer og fandt stilhed, ro og tid til at være. Jeg mødte gamle venner, knyttede nye venskaber, – og ikke mindst mødte jeg igen mig selv et nyt sted, på denne smukke planet vi bor på.

Af Morten Kjærsgaard | Gæsteskribent AltomCykling.dk

DAG 6: Nu var der 200 km til mål

Jeg og Nico var oppe og afsted kl 06. Krofatter havde lovet at være oppe og lave morgenmad til os, men han var nok gået kold, for der var slukket for alt da jeg netop stod og behøvede nye forsyninger til de foranliggende 100 km uden yderligere indkøbsmuligheder. Til mit store held, kom indehaveren af en tilstødende shop og åbnede netop som jeg havde beregnet at jeg lige nøjagtig kunne slæbe mig gennem sektionen med den mængde føde jeg havde i reserverne. Så jeg slap med skrækken og fik købt det nødvendige og kunne sætte afsted.

Kort efter starten stod Nico og havde gjort holdt for at justere sin bremsegrebs vandring ved at udtage lidt bremsevæske efter at have skiftet til nye bremseklodser. Det passede fint for mig med en lille pause til at få spist lidt mere og få børstet tænder. Jeg rullede videre og nåede midt på dagen til en lille by en kilometer væk fra ruten, hvor jeg kunne sidde og tage et middagshvil – denne gang med hårdkogte æg i stedet for den allestedsnærværende omelet.

Efter at være restitueret, hydreret og bespist og med genopfyldte depoter rullede jeg videre frem mod løbets 3 checkpoint i Air Mansour. Igen kørte vi ind i en smuk oase, og denne gang skete det for mig i dagslys så jeg kunne nyde farverne, skyggen og betragte livet i de huse som lå spredt ud over en strækning som det tog mig flere timer at køre igennem.

FAKTA
PEDaL ED Atlas Mountain Race (AMR) er arrangeret af Nelson Trees og er søsterløb til Silk Road Mountain Race i Kirgististan. AMR afvikles i Marokko og bringer rytterne ad 1145 km grusveje, landevej og mulddyrstier, fra Marraksh gennem Atlasbjergene og sydpå videre gennem Anti-Altas-bjergkæden. Ruten slynger sig i en bue, først sydøst, derpå syd for at svinge mod vest og ende i Sidi Rabat, 70 km syd for Agadir ved Atlanterhavskysten. Løbet har en tidsgrænse på 7 døgn og 15 timer og man skal forcere 20.000 højdemeter undervejs.

Jeg ankom til CP3 midt på eftermiddagen og efter at have fået stemplet mit brevetkort og spist en omelet kørte jeg videre. Jeg havde overvejet at sove en time, men fik et powernap på 15 minutter mens jeg ventede på maden og efterfølgende følte jeg mig frisk og klar til at fortsætte. Igen var omeletten stor nok til både at bespise mig og lade sig nedpakke til senere.

Nu var der 200 km til mål og jeg besluttede at få klaret så mange kilometer som muligt inden nattesøvnen. Faktisk rumsterede det meget i mine tanker at det faktisk var muligt at køre igennem natten uden at sove og nå i mål ved middagstid dagen efter. Terrænet var asfalt til start for derefter at slå over i relativt godartet grusvejskørsel, så selv om der var lidt stigninger passerede jeg i god fart frem mod en længere nedkørsel som ifølge rutebeskrivelsen efterfulgtes af en stigning som kunne og ville kræve nogen hikeabike.

Første kom jeg dog til Tafraoute, igen en større by, hvor jeg provianterede og modstod fristelsen til at indlogere mig på hotel. Da jeg stod og pakkede kiks, snack og væske på cyklen uden for de lille shop, kom en mand hen og forsøgte at overtale mig til at sove i byen. Jeg takkede men insisterede på at ville køre videre hvilket affødte en hovedrysten og en kommentar om at der både var vilde dyr og utilregnelige vej og vejrforhold forude.

Måske han var sendt ud af hotellet for at kapre kunder! Jeg talte med et par ryttere senere som havde valgt at sove på hotel i byen og netop var blevet shanghajet af en person som passede til beskrivelsen på den mand jeg talte med, og havde brugt nogen tid på ind og udtjekning – netop den værdifulde tid jeg forsøgte at udnytte bedst muligt til fremdrift på cyklen.

Jeg fik sovet tæt på 2 timer da jeg hørte tydelig snak i natten. Jeg sansede lyset fra forlygten på en rytter og lagde mig for at sove lidt mere.

Det viste sig at den næste del af ruten og stigningen var på asfalt – jeg havde ikke researchet underlaget på forhånd. Så det gjorde farten lidt højere end frygtet. Til gengæld var stigningsprocenten til tider så skrap, at jeg måtte trække cyklen. Og det på asfalt. Den havde jeg ikke lige set komme….

Men jeg nåede op over den værste del og tog hul på en strækning hvor vejen stadig på asfalt slyngede sig op og ned i blandet landskab. Trætheden gjorde sit indtog som den plejede over midnat og selv om jeg pressede mig selv til at fortsætte, måtte jeg ved 02 tiden strække våben. Jeg passerede netop et halvt hus – en mindre bygning på 5 x 10 meter i en meters højde uden tag, vinduer eller noget. Blot murværket. En mærkværdig størrelse, som dog var lige det jeg behøvede.

Jeg lagde underlaget ud og soveposen ovenpå i læ for den vind, som var taget til og skabte en del afkøling. Jeg fik sovet tæt på 2 timer da jeg hørte tydelig snak i natten. Jeg sansede lyset fra forlygten på en rytter og lagde mig for at sove lidt mere. Det blev dog ikke til meget da jeg frøs og prøvede at gøre mig lille i soveposen. Da det ikke lykkedes måtte jeg krænge min overkrop ud af posen og iføre mig min dunvest og det hjalp.

Så jeg fik 20 minutter mere i god varme i posen og kunne stå op og hurtigt gøre klar til at køre videre. Inden afgang kunne jeg se på trackingsiden på MAProgress at det var tyske Andrea Seierman som lige var kørt forbi og nu var 25 km foran. Hun havde et par timer op til Jenny Tough, løbets førende kvindelige rytter.

DAG 7: Måske jeg forveksler fænomenet med spisende giraffer…

Jeg var på cyklen igen kl. 05 og gjorde klar til løbets sidste 3 større stigninger.
Underlaget var her stadig asfalt og jeg pumpede ekstra luft i mine dæk for at pine al mulig fremdrift ud af de watt jeg trådte. Det var dog lige tidligt nok for et par timer senere svingede ruten ind på et underlag som bestod af betonplader af 5 meters længde og vejens bredde på ca. 3 meter og bød desuden på mange højdemeter.

Jeg kunne se at Bengt Stiller – en tysk rytter som jeg kendte fra Kirgisistan var 30 km bag mig, og jeg var besluttet på at han ikke skulle hente mig. Han bevægede sig og måtte have sovet lidt før mig. Senere skiftede vejen til grus med en del sten og jeg måtte stoppe og sænke mit dæktryk til omkring 2 bar for at få den komfort tilbage jeg havde profiteret af hidtil.

Timerne frem til solopgang ved 0730 tiden var en hård mental omgang – jeg var træt, manglede en del søvn og mørket og det ikke særligt samarbejdende underlag gjorde det til en sektion som blot skulle overstås. Vejen slyngede sig op og ned af små veje med en del huse og bygninger i blandt og midt på formiddagen rullede jeg ned i et flodleje – udtørret som praktisk taget alle vi havde krydset på turen – og op på den anden side. Jeg gjorde holdt og spiste, skiftede til dagstøj og gjorde klar til sidste større stigning inden de sidste 50 km til mål.

Det udtørrede flodleje måtte trods alt rumme nogen fugt for en lokal mand var optaget af at skære grene af nogle træer og læsse dem på et muldyr. Dagens varme tog til og efter skiftet til korte

bukser og blot mine solærmer ud over min sved, – og cykeltrøje var jeg klar til dagens sidste 3-4 timer. Opkørslen var de første kilometer på meget stenet grund for senere at mund ud på en mere normal grusvej med klare spor efter bilkørsel. Selve stigningen var på 400 højdemeter og der gik et par timer inden jeg rullede videre gennem et plantageagtigt landskab hvor jeg så den første af flere dromedarer som spiste af nogle træer, som jeg uden videre antager var akacier. Måske jeg forveksler fænomenet med spisende giraffer i BBC-udsendelser. En absolut mulighed, men dromedarerne her gnavede løs af nogle meget stikkende træer med små grønne blade, så min antagelse var ikke grebet helt ud af den blå luft.

Vel ude af plantageområdet kørte jeg igen videre på asfalt og nåede snart en middelstor by med masser af mennesker og et marked i fuld aktivitet langs med hovedfærdselsåren som jeg kørte på. Jeg fik købt snacks og colaer og da jeg på min trackside så at Bengt kun var en kilometer bag mig sprang jeg på cyklen og gav den maksimalt gas. Det viste sig dog at mit eget GPS signal måtte have været bagud i opdateringen, for der dukkede ingen rytter på i mit kølvand de næste timer. Terrænet faldt ned til sidste niveau før mål, hvor vi nærmede os Atlanterhavet og målet for løbet i Sidi Rabat.

Vejen skiftede medlem asfalt og små afstikkere på grus som her sine steder var decideret sandveje, som jeg dog ingen problemer havde med at køre på. På et tidspunkt kørte jeg ned i en hulvej på kun et par meters bredde og her var total læ og varmen føltes ret massiv. Med rigeligt vand tilbage og et par chokoladebarer kunne jeg imidlertid sagtens holde energiniveauet konstant og dermed farten. På et tidspunkt passerede jeg 4 dromedarer som gik nede i hulvejen og fouragerede.

En af dem var en kalv og jeg trak cyklen meget roligt og langsomt bagved dyrene – opmærksom på om de skulle finde på at sparke bagud. Med størrelse som elge var det min tanke ikke at undervurdere dyrenes beskyttertrang for deres afkom eller hvor langt og kraftigt et spark, bagbenet fra sådan en størrelse kunne uddele. Passagen forløb uden bøvl i mit tilfælde, men en rytter som ankom i mål efter mig, fortalte at dromedaren sparkede bagud og ramte vedkommendes baghjul, så det faktisk blev slået skævt.

Jeg nåede akkurat hjem i tide til at møde på arbejde resten af ugen, for ugen efter at tage på skiferie i Norge med to af mine sønner og min bror.

De sidste 5-8 km var sandvejene så løse i underlaget at jeg trak cyklen flere kilometer. Selv om jeg lukkede luft af dækkene for at få bedre kontakt og holde farten, måtte jeg trække cyklen og nyde at få skoene fyldt med fint sand. Jeg kunne på en svag stigning se et par ryttere nærme sig og netop da ændre sandet sig så jeg igen kunne træde cyklen og få genopbygget en kilometers forspring. Godt 5 km fra kysten strakte sig en landevej parallelt hermed og herfra steg terrænet svagt frem til der hvor jeg igen kunne cykle, og nu kunne jeg skimte havet bag yderste klitrække hvor Sidi Rabat, det ferieresort som var mål for løbet.

Med et par hundrede meter tilbage fandt jeg min telefon frem og videofilmede indkørslen til mål. Jeg havde ikke kigget mig bagud længe, og med kun 50 meter til indkørslen til målområdet blev jeg overhalet af Bengt som drillende råbte “got you” mens han susede uden om mig og vi samen kunne trille ind til modtagelsen og klapsalverne fra af de ryttere, officials og frivillige som allerede havde indtaget borde, stole og andre afslappede siddesteder.

Jeg fik det sidste stempel i mit brevetkort og sluttede Atlas Mountain Race i tiden 6 dage, 7 timer. og 47 minutter. Jeg havde før løbet drømt og tænkt på en tid omkring de 6 døgn, så jeg var meget tilfreds da jeg kunne tage imod resten af de informationer jeg skulle have for at kunne finde min cykelboks og rygsæk med skiftetøj som var blevet transporterede hertil af arrangørerne, og få et tiltrængt bad.

Størst var dog glæden ved at se min ældste søn komme gående ind i det telt hvor det sidste stempel blev uddelt og vi kunne sammen fejre vores gensyn og min gennemførsel af en virkelig hård udfordring under Afrikas sten og sandbelagte strækninger på de Marokkanske veje og stier. Under løbet var jeg dagligt i telefonisk kontakt med min bror som var en livline for mig, der gav mig et mentalt rygstød og indblik i hjemmefrontens velbefindende, og også kunne finde oplysninger om andre af løbets ryttere og deres placeringer i løbet.

En af fordelene ved at komme i mål på omkring 6 dage var at jeg ville få et døgn til at hvile ud inden afslutningsfesten som løb af stablen dagen efter – på løbets 7 dag om aftenen. Det blev en skøn afslutning på en fantastisk oplevelse i et miljø, hvor jeg efterhånden kender en del mennesker, nogle tæt og andre sporadisk. Dagen efter festen, pakkede vi vores cykelbokse i en lastbil og fulgte selv efter i bus tilbage til Marrakesh, hvorfra jeg fløj videre hjem dagen efter.

EPILOG (April, 2020). 

Jeg nåede akkurat hjem i tide til at møde på arbejde resten af ugen, for ugen efter at tage på skiferie i Norge med to af mine sønner og min bror. Den timing var det nærmeste man kommer på perfekt. Begge rejser var planlagt måneder før Covid-19 virussen ændrede vores livsrytmer i alle verdens lande og jeg har således været enormt heldig at få afviklet to ferier uden aflysninger eller besvær.

Og det i en tid hvor verden står så godt som stille og jeg er hjemme fra arbejde i foreløbig en måned.
De cykelløb jeg havde udvalgt i foråret er aflyst – Dirty Jutland XL og RAD. Jeg er tilmeldt French Divide i august, og endnu har de franske arrangører ikke taget stilling til om løbet afvikles. Der tales om at korte distancen da Frankrig jo er i total lockdown og meget få får mulighed for at træne tilstrækkeligt. Tiden vil vise hvad der bliver mulighed for.

FAKTA
Jeg kørte på en Scott Scale 29″ MTB med WTB Ranger 2.25 tubeless dæk og 100 mm frontaffjedring. En del ryttere kørte på gravelcykler, men fælles for næsten alle, var dæk på mindst 2-tommers bredde. Jeg havde ingen punkteringer eller mekaniske defekter under løbet.Vægt af cykel og oppakning: 22 kg uden vand og mad. Plads til 3,5 liter vand (2l. Camelbak + 2 flasker) På cyklen 16 timer pr døgn – 30 timer de sidste 2 døgn. Søvn: 2 – 4,5 t. Tilbagelagt 170-200 km dagligt.

Kontakt:
Morten Kjærsgaard
Email | Vindhoj@gmail.com
Phone | + 45 6140 3662
Facebook | www.facebook.com/Ultraride