AoC laver ikke tests på samlebånd, men som det seriøse cykelmedie vi er (og gerne vil være), skal vi selvfølgelig følge med i tidens trends i denne verden af carbon og stramt tøj. Wattmålere er i høj grad oppe i tiden, og et emne man bare ikke kan bevæge sig udenom.
Af: Keen Frisk
Det er ikke fordi, at det er et nyt fænomen (langt fra, faktisk), men fordi det er en teknologi i hastig udvikling; wattmålere har bevæget sig fra at være systemer der var forbeholdt nogle meget pengestærke cykelhold, og nogle enkelte motionister, der ikke ville gå på kompromis nogen som helst steder på deres cykel til at være systemer, der (stort set) er tilgængelige for alle. Dette er i høj grad på grund af bruger venligheden, og prisen, der for nogle enkelte af systemerne i dag, ikke er meget højere end et par gode træningshjul.
HELT så billige er dette testede system fra Velowear ikke, men med en pris 5499.- er de absolut i den billige(re) ende af spektret, og kan man nøjes med kun at modtage målinger fra den ene pedal (hvad det er min vurdering at langt de fleste kan) kan man spare 2000.-, og så er vi faktisk nede og lege i området omkring prisen på et par gode træningshjul.
Optakt til denne test, og den videre læsning
Jeg er relativt grøn på området omkring wattmålere, da pengene aldrig helt har været lige til dette. Derfor vil jeg ikke bevæge mig så meget ind på, hvordan systemet er i forhold til andre systemer (hvad jeg egentlig heller ikke synes er en specielt seriøs måde at teste på, indenfor de rammer vi har), men mere se på, hvordan dette system opfører sig i hænderne på en forholdsvis nybegynder, og om man får, hvad man forventer af en løsning der syner billig i forhold til de mere etablerede mærker. Pedalerne er testet sammen med Garmin Edge 520.
Den anerkendte blogger DC Rainmaker har i øvrigt bedrevet et godt skriv om wattmåling helt generelt. Læs med her, for lidt forhåndsviden.
Montering – og kalibrering
I kassen er der en meget udførlig vejledning til montering af systemet, men en hurtig søgning på Youtube viste, at Favero faktisk har lavet op til flere udmærkede videoer, både til monteringen af pedalerne, og til kalibreringen. Det giver ikke mening at bruge en masse kræfter på at forklare aller lyksalighederne omkring monteringen, når det vises så flot som det gør i videoen – og ja, det er altså nemt nok, selvom der kræves lidt værktøj (som følger med i kassen).
20 minutter efter kassen er åbnet, er du i princippet klar til at prøve pedalerne af ude i virkeligheden. Andre systemer skal ikke kalibreres, og set up med stave og små klistermærker, kan virke lidt skræmmende for nogen, men jeg mener personligt ikke at det var ret besværligt, eller krævede nogen særlig teknisk kunnen. Se videoen herunder.
https://youtu.be/WyqXLh3plwk (vi beklager musikken)
Den dynamiske (første) kalibrering skal helst foregå på et stykke relativt flad vej, hvor man kan holde en fastsat kadence. Denne øvelse er også meget fint beskrevet i manualen, så man føler sig ‘holdt godt i hånden’ hele vejen igennem processen. Den statiske kalibrering kan man i princippet lave lige inden man påbegynder sin cykeltur, og tager et minut, når man lige har fundet funktionen til det på sin cykelcomputer. Kalibrering er i øvrigt lidt misvisende det er i realiteten bare et en nulstilling.
Eneste minus er at man skal hele processen igennem hvis man skifter pedaler fra én cykel til en anden, her er Favero ikke helt så hurtigt / fleksibelt som andre pedalbaserede systemer… men igen… prisen!
Første ture
Man kan nærmest ikke snakke (med nogen) om wattmålere uden også at snakke om det nær-bibelske værk “Training and racing with a Power Meter“, så den havde jeg anskaffet mig til arbejdet med både wattmåleren, men også til træningen med den. Min største frygt for wattmålere har altid været, at det meget hurtigt kunne blive til en absurd dyr cykelcomputer, der bare kunne vise nogle nye tal, man måske ikke helt fik brugt… Derfor mener jeg også, at man skylder sig selv at investere noget tid, og en lille smule penge, i at sætte sig grundigt ind de begreber, der bruges.
De første par ture brugte jeg dermed til at danne mig et overblik over, hvordan jeg opfattede målingernes præcision, og hvordan de passede sammen med kadence min kadence og puls. Når jeg efterlignede de faktorer, passede de igennem hele testen godt sammen med pedalernes måling, hvilket får mig til at tro på, at der gennemgående er en meget fin præcision i de testede pedaler.
Om det rent faktisk er tilfældet hvis man målte det mere videnskabeligt, får vi ikke et klar svar på i denne test – men min klare opfattelse er, at pedalerne måler med den samme præcision hver gang man kører. Helt lavpraktisk mener jeg, at det er den afgørende faktor for de fleste ryttere derude.
Videre test
For at have nogle reference-tal skal man på et eller andet tidspunkt yde grov vold på sig selv, og lave en såkaldt FTP-test, som Jeppe Tolbøll her fra siden har lavet et udmærket skriv om sidste år. Lad det være sagt med det samme, det er ikke særligt rart – men det er ikke min manglende kondi det her handler om, så nok om det…
Efter endt (FTP)test arbejdede jeg mig frem efter anbefalingerne i førnævnte bog, og igennem hele den gode måneds tid testen stod på, oplevede jeg ikke ét eneste udfald i præcisionen fra pedalerne, og signalet var altid igennem til min computer – og faktisk endte jeg med at synes det var helt sjovt at køre efter watt, der jo reagerer langt hurtigere end f.eks. puls, hvilket gør man kigger lidt mere på sin computer, men det gør man fordi det er sjovt!
Konklusion
bePRO pedalerne er virkeligt nemme i brug, og det er kun lidt sværere at montere dem, end hvis man satte sine helt almindelige pedaler på cyklen (eller andre pedalbaserede wattmålere, der dog også er betydeligt dyrere). I brug er systemet meget brugervenligt, og sammen med den Garmin jeg brugte til testen, var det virkelig en fornøjelse at bruge systemet. Selv kunne jeg sagtens nøjes med kun at modtage data fra den ene pedal, så det billigste af disse systemer ville være alt rigeligt for mig – og det tør jeg godt sige, at det også ville være for de fleste andre på motionistniveau (og måske endda også i de fleste licensklasser).
Prisen er mere end konkurrencedygtig – og havde jeg ikke lige købt et andet system før denne test gik i gang, ville jeg helt sikker have overvejet et indkøb meget kraftigt!
Skal du prøve kræfter med wattmåling – så kunne dette her system være et meget godt bud på, hvad du skal smide dine penge efter.
Priser: 5499 med måling på begge pedaler – og 3499 med måling på én pedal.