Det er ikke blevet til mange løb, eller træning for den sags skyld her i sensommeren / efteråret. Ny baby har simpelthen taget en del tid, så formen er mildest talt elendig. Derfor er årets nok næstsidste løb også noget af en mundfuld, som  jeg seriøst har overvejet at aflyse hver dag siden jeg meldte mig til.

Tekst & Foto: Uggi Kaldan

DGI Gran Fondo – DNF er en mulighed!

120 kilometer uden andet end 300 kilometer i benene i sidste 2 måneder, det skal blive hårdt. Kombiner det med at jeg skal køre med Søren Kuipers der godt nok siger han heller ikke træner, men alligevel ved jeg bare han smadrer mig.

Min kammerat Aske Søby kommer også, og som ægte cykelrytter er han selvfølgelig heller ikke i form, problemet er bare at når Aske Søby ikke er i form, så er han stadig meget bedre kørende end jeg nogensinde bliver, selv hvis jeg pludselig en dag skulle begynde at træne struktureret og seriøst :D

Nu kunne man så tro at det var to utroligt gode væbnere til at holde den gående i 120 kilometer, men jeg tvivler faktisk på at jeg ser drengene på meget mere end første runde, men jeg må se om jeg kan hænge lidt på, det handler dog for mig, mest af alt om at overleve.

At gennemføre vil være en sejr

Som det nok fremgår så er jeg ikke moralsk specielt godt rustet til udfordringen, og overvejer seriøst om ikke bare 80 kilometer må være nok, det vil være en sejr hvis jeg får kørt 120 kilometer i dag. Men hvis benene ikke er til mere end 80, så er det nu ikke noget nederlag, jeg glæder mig, og er egentlig bare glad for at jeg kommer afsted!

Håber på tørvejr!

Vi ses til race.