Ligesom mange professionelle tager på to træningslejre i løbet af vinteren, har Raketten igen begivet sig ud på de udenlandske landeveje. Denne gang har han været i Lucca i Italien, hvor mange danske både nuværende og tidligere professionelle cykelryttere holder og har holdt til.
Af: Kasper “Raket” Sørensen
Træningslejren var HS6100’s årlige træningslejr i påsken til udlandet, som dette år gik til en mindre by, Massarosa, beliggende ca. 15 km fra Lucca, Toscana. Det var Jesper Hvalsøe, der var hovedarrangør, og Jeppe Tolbøll var naturligvis også at finde på træningslejren, ligesom der var 27 andre, der også deltog. Vi boede i et feriekompleks, og rygterne, startet af Jesper Hvalsøe, gik på at Team Tinkoff havde boet i selv samme feriekompleks på deres træningslejr i januar måned.
Allerførst kommer lige en klar anbefaling, ingen man overhovedet overvejer at tage af sted: Hvis du gerne vil sove ad helvedes til om natten, så skal du bare tage en ni personers minibus, fylde den op og køre til Italien. Så kan du være helt sikker på at få en dårlig nats søvn.
Vejret var generelt godt i Lucca, i hvert fald i den periode hvor HS6100 var der. Kun en enkelt dag bød på regn, men ellers var det solskinsvejr og omkring 15-18 grader, hvorfor der naturligvis blev kørt en del i kort/kort (shorts og korte ærmer). Første dag havde Jesper Hvalsøe planlagt en kort tur, da mange var trætte pga. den lange køretur. Turen gik dog over to mindre bjerge, og på det sidste bjerg måtte Raketten se sig slået i en direkte ”altomcykling-duel”, af Jeppe Tolbøll, der var først på toppen. Dette var dog eneste gang, hvor dette scenarie udspillede sig, da Raketten efterfølgende hankede op i sig selv og trådte i pedalerne.
Andendagen stod den på de rigtige bjerge. 135 km og 2200 højdemeter. Turen gik bl.a. over Monte Serra fra Compita-siden. Generelt er det svært at orientere sig om, hvilke bjerge man kører på, da italienerne af en årsag har afskaffet alle skilte der siger noget om bjergene. Som følge af dette, kan det også være en smule svært at finde vej, men det gik dog det meste af tiden :)
”Monte Serra” er det klassiske segment hvor ALLE profferne tester sig selv, stigningen er 8 km lang og stiger med 8% i gennemsnit gennem skovterræn. En modbydelig stigning, der føles meget stejl. En stigning, der virkelig trak tænder ud på alle – selv Raketten kom i problemer på vej op ad, da han ikke havde taget nok vand med på cyklen – det lå al sammen i følgebilen. Valget var derfor mellem at tørste eller blive hentet af Jeppe Tolbøll, og den kamp ville Raketten ikke tabe igen. Er du i Lucca med cykel skal du køre Monte Serra, punktum!
Den generelle trafikkultur er noget anderledes i Italien, end den f.eks. er i Spanien. I Spanien er bilisterne meget hensynsfulde og kører gerne i en stor bue uden om cykelrytterne. Dette gør sig dog ikke helt gældende i Italien. Den italienske bilkultur er, i hvert fald ikke i byerne og på landeveje, så cykelvenlige. I bjergene er de dog lidt mere hensynsfulde, men generelt er de italienske bilister lidt mere ”friske” end både danske og spanske bilister, de er dog ikke sure… de kører bare tæt!
Turen var ikke kun cykling. Der var også tid til både at være kulturelle og til at smage det italienske køkkens herligheder. Derfor var en tur til Det Skæve Tårn i Pisa uundgåelig. En anden ting, man må lade sig opleve i Italien, er det italienske køkken. En fin lille restaurant i Massarosa tilbød som eksempel en fireretters menu med klassisk italiensk mad, bl.a. med en klassisk italiensk ret, bruschetta (brød med tomater), som lyder kedeligt, men klart kan anbefales, da det smager skide godt. Fire retter koster 25€ inkl. drikkevarer, derfor var Raketten nødt til at drikke sit første glas rødvin for at være med på den italienske mode, det var jo med i prisen.
Tredjedagen bød på regn, masser af regn, hvilket de fleste var trætte af. Specielt når de skulle køre 140 km. Til gengæld bød turen kun på et enkelt bjerg, det var til gengæld var 14 km langt, Passo del Cipollaio. En forholdsvis jævn stigning, der ikke stiger det helt store, men til gengæld er lang. Vejen er overvejende bred med god asfalt. Lige inden toppen kommer en 1 km lang tunnel, som man forceres, inden man når toppen. På trods af længden er bjerget langt fra en af de hårdeste stigninger i Lucca, hvorfor det egner sig fint til mindre øvede bjergryttere, eller intervaller Dette var turens eneste bjerg, hvilket ikke faldt i god jord hos Raketten, der gerne ville have nogle flere procenter…
Vores turleder havde åbenbart lyttet til opråbet, for næste dag var der masser af bjerge. Fy for satan der var mange. Hele 10 stigninger skulle forceres. Dermed også 10 nedkørsler. For Jeppe Tolbøll betød det også, at han måtte ned at smage på den tørre asfalt (det var tørvejr), da han havde mere travlt med at kigge på sin cykelcomputer end at kigge på vejen foran ham, der “pludselig” formastede sig til at slå et sving… i stedet for at dreje fortsatte Jeppe ind i en mur, der stod mere fast end Jeppe. Heldigvis var det kun Jeppes ret til at drille de andre, der led skade. Turen bød også på et møde med en kendt cykelrytter, eller i hvert fald for Jeppe Tolbøll, der som den eneste opfangede, at det var Matti Breschel, der kørte ned ad, da de øvrige deltagere på turen havde nok med at holde cyklen i gang på den stejle stigning. 10 bjerge sætter sine spor, især når de er fordelt på 138 km. Til sidst var der ikke meget benzin i tanken, og Raketten var meget tæt på at gå død, den sidste del af turen føltes benene i hvert fald mere som vådt krudt end sprængfarlig dynamit.
Efter alle disse hårde dage, var det naturligvis tid til en hviledag. Efter en kort rulletur var det direkte til stranden. ”De Seje Drenge”, opkaldt efter ”Bager-John” (Jeppe Tolbøll var IKKE en af dem) skulle vi naturligvis en tur i Middelhavet. Alt imens de indfødte italienere gik rundt i deres store jakker, var 5 af deltagerene lige en tur i det ”varme” vand, da poolen på feriekomplekset var lige så tom som Rakettens energitank var efter de 10 bjerge dagen forinden. Men man kan ikke være ved stranden, specielt ikke i Italien, uden at spise is. Italiensk is ér noget for sig selv. En oplevelse uden lige, og bestemt noget man bør unde sig selv at prøve. Mange tror fejlagtigt at 5 kugler er for meget, men her tager de fejl. 5 kugler er lige tilpas, og boderne, hvor den lækre ”gelato” (italiensk is) sælges, er der rigeligt af.
Endnu en dag på cykel kom, inden turen gik hjemad. Her kom dét hårdeste bjerg på hele turen: Pizzorne. Ikke nok med at der var tvivl om, hvor toppen var, var bjerget også utrolig stejlt med sine 8,3% i snit. 10 km opad med start i Marlia. Generelt er bjergene i Italien stejle, men dette bjerg var bare noget for sig selv. En nederdrægtig skabning, hvor adskillige træer blev plantet på trods af, at der er et stykke vej til Harzen. Forfærdeligt. Den stiger, stiger og stiger, men bliver aldrig færdig. Den ellers så kæphøje Bager-John, der var en del af ”De Seje Drenge” måtte af sin cykel op trække noget ad vejen op. Dette modbydelige bjerg var det sidste rigtige bjerg, som HS6100-drengene stiftede bekendtskab med i Lucca. Så gik turen ellers hjemad i minibusserne, efter en fantastisk træningslejr i det italienske. Hjem til de flade danske landeveje, hvor der i 2016 skal køres placeringer hjem.
Det var min første gang på træningslejr i Italien, men ikke den sidste, det er max fedt og kan kun anbefales!